Forvirringens tid

De urolige tider. Maleri af Sergej Ivanov.

De urolige tider i Rusland (russisk: Смутное время, Smutnoye Vremya) var en periode i Ruslands historie mellem 1603 og 1613, som kendetegnedes ved en alvorlig politisk, økonomisk og social krise, hvilket ledte til et midlertidigt kollaps af den russiske stat. Zarerne tiltrådte og styrtedes med korte mellemrum. I løbet af denne periode nåede Boris Godunov, Den Falske Dmitrij 2., Fjodor 2. (som regerede i blot 49 dage, den korteste regeringstid i Ruslands historie), Vasilij Sjujskij, Vladislav 4. af den svenske kongeslægt Vasa og Mikhail Romanov at afløse hinanden som Ruslands regenter. Mellem disse forsøgte to andre falske udgaver af Dmitrij 2. at hævde deres ret til tronen, og lidt senere var der planer om, at den svenske tronarving Karl Filip skulle gøres til Ruslands zar. Den polske intervention blev slået tilbage af en russisk folkehær i 1612, hvorpå bojaren Mikhail Romanov valgtes til ny zar og lagde grunden til det romanovske zardynasti, der sad på magten til revolutionen i 1917.

Indledningen

De urolige tider indtrådte efter fire forudgående år med misvækst (mellem 1600 og 1603), hvor der til og med om sommeren forekom frost, og hvor sne faldt i september. Dette ledte til en alvorlig hungersnød, hvilken kostede omkring en halv million menneskeliv. Folkemasserne trak sig sammen i Moskva, hvor regeringen delte penge og brød ud til de nødlidende. Disse tiltag ledte dog til en voksende opløsning inden for den statslige forvaltning.

De urolige tider startede med forskellige rygter, der påstod, at den lovlige tronkandidat (eller zarevitj) fortsat var i live, og at Boris Godunovs styre derfor var ulovligt. Den polske adelslægt Mniszech støttede en selvudnævnte zar, der blev kendt som Den Falske Dmitrij og oprustede en hær til hans fordel, som bestod af zaporozje-kosakker og polske frivillige. I 1604 gik den selvudnævnte zars hær over grænsen til Rusland, og både de styrker som sendtes mod ham, og de byer som lå på hans vej, svor troskabsed til den nye zar. I 1605 nåede Den Falske Dmitrij til Moskva, hvor han kronedes til zar. Men moskvaboerne lagde snart mærke til mangelen på "zarmanérer" hos den nye regent og gjorde oprør.

Kamphandlingerne

Mellem 1606 og 1610 regerede bojaren Vasilij Sjujskij, men det nye styre formåede ikke at neddæmpe gemytterne. Mod syd udbrød et oprør under ledelse af Bolotnikov, hvilket lagde grunden til "forræderbevægelsen". Rygterne om zarevitj Dmitrijs fantastiske redning fortsatte. Nu dukkede således en ny selvudnævnt zar op, kendt i historien som Den Anden Falske Dmitrij (i Rusland kendt som "Tusjinforræderen"). I slutningen af 1608 omfattede Tusjinforræderens styre byerne Perejaslavl-Zalesskij, Jaroslavl, Vladimir, Uglitj, Kostroma, Galitj og Vologda. Trofaste mod Moskva forblev Kolomna, Perejaslavl-Rjazanskij, Smolensk, Nizjnij Novgorod, Kazan, samt byerne i Ural og Sibirien. Som et resultat af den russiske grænsetjenestes forfald trængte en 100.000 mand stærk nogajisk hær ind i de russiske grænseområder (russiske okrajna) samt Severien i årene 1607–1608.

I 1609 gik krimtatarerne for første gang i lang tid over floden Oka og hærgede Ruslands centrale regioner. Polsk-litauiske invasionsstyrker hærgede Sjuja og Kinesjma og indtog Tver, den litauiske hetman Jan Sapega belejrede munkeklosteret i Troitse-Sergijev, mens pan Lisowskis enheder bemægtigede sig Suzdal. Til og med de byer, som frivilligt havde anerkendt den nye zars magt, blev hensynsløst hærget af de invaderende enheder. Polakkerne opkrævede skat af jord og handel og blev forsørget i de russiske købstæder. Alt dette fremkaldte henimod slutningen af 1608 en national befrielsesbevægelse. I december 1608 "frafaldt" Kinesjma, Kostroma, Galitj, Totma, Vologda, Belozero og Ustiuzjna Zjeleznopolskaja og fik derefter støtte fra Velikij Ustiug, Vjatka og Perm. I januar 1609 afværgede fyrst Mikhail Skopin-Sjujskij, som førte ledelsen over de russiske krigere fra Tisjvin og Onega-området, et angreb fra en 4.000 mand stærk polsk styrke under ledelse af Kerzonicki, som angreb i retning mod Novgorod. I begyndelsen af 1609 slog staden Ustiuzjnas folkehær polakkerne og zaporozjekosakkerne tilbage fra de omkringliggende byer og i februar afviste samme folkehær samtlige angreb fra det polske kavalleri og infanteri, som bestod af tyske lejetropper. Den 17. februar led den russiske folkehær et nederlag mod polakkerne i slaget ved Suzdal. I slutningen af februar 1609 rensede bønderne fra Vologda og Pomorije byen Kostroma fra interventerne, og den 3. marts indtog en folkehær fra de nordlige og nordøstlige russiske byer Romanov, hvorfra denne styrke fortsatte mod Jaroslavl, hvilken indtoges i begyndelsen af april. Vojvoden i Nizjnij Novgorod Aljabijev indtog den 15. marts byen Murom og den 27. marts befriedes Vladimir.

I 1609 henvendte Vasilij Sjujskijs regering sig til Sverige med anmodning om militær hjælp og lovede til gengæld at overdrage Karelen til svenskerne. Den russiske regering påtog sig at betale for lejetropperne, som udgjorde hoveddelen af den svenske armé. I foråret samlede fyrst Mikhail Skopin-Sjujskij en 5.000 mand stærk russisk armé i Novgorod. Den 10. maj indtog den svensk-russiske styrke Staraja Rusa, og den 11. maj slog den de polsk-litauiske enheder tilbage, som nærmede sig byen. Den 15. maj slog den russisk-svenske styrke under ledelse af Tjulkov og Horn det polske kavalleri, som ledtes af Kerzonickis, ved byen Toropets. I slutningen af foråret faldt de fleste af de nordvestrussiske byer fra den selvudnævnte Falske Dmitrij 2. Den sommer talte den russiske armé op imod 20.000 mand. Den 17. juni tvang den russisk-svenske styrke Zborowskis polsk-litauiske armé til retræte efter et hårdt slag ved Torzjok, og 11–13. juni slog Skopin-Sjujskijs og Delagardies russisk-svenske styrker polakkerne ved Tver. Skopin-Sjujskijs russisk-svenske styrke deltog ikke i de fortsatte kampe (med undtagelse af Christier Zommers tropper på omkring 1.000 mand). 24. juli gik de russiske enheder over til Volgas højre bred og trængte ind i munkeklosteret Makarijev Kaljazin. 19. august slog Skopin-Sjujskij hetman Jan Sapegas polakker ved Kaljazin. Den 10. september indtog russerne sammen med Zommes styrke Perejaslavl, og den 9. oktober indtog vojvoden Golovin Aleksandrovskaja sloboda. 16. oktober brød en russisk styrke ind i det af polakkerne belejrede munkekloster i Troitse-Sergijev. 28. oktober slog Skopin-Sjujskij hetmanen Sapega ved Aleksandrovskaja sloboda. 12. januar 1610 trak polakkerne sig tilbage fra Troitse-Sergijev-klosteret, og den 27. februar blev de tvunget til, efter russiske angreb at forlade Dmitrov. 12. marts 1610 drog Skopin-Sjujskijs regimenter ind i Moskva, hvor han efter en kortvarig sygdom døde den 29. april. Den russiske armé gjorde sig beredt til at drage af sted for at bistå Smolensk, som fra september 1609 var helt belejret af tropper under ledelse af den polske konge Sigismund 3. Vasa. Polakkerne og zaporozje-kosakkerne kom tillige i besiddelse af byerne i Severien; Starodubs og Potjeps befolkning blev helt udryddet under polakkernes stormangreb, Tjernigov og Novgorod-Severskij kapitulerede.

Den 4. juli 1610 tilføjede det polske kavalleri under hetman Stanisław Żółkiewskis ledelse den russisk-svenske styrke under Dmitrij Sjujskij og Jakob De la Gardie et stort nederlag i slaget ved Klusjino. Under slagets gang gik tyske lejetropper, som tjenestegjorde under russerne, over til den polske side. Vejen mod Moskva lå nu åben for polakkerne. Som et resultat af en sammensværgelse afsattes Vasilij Sjujskij fra tronen, og Moskva svor troskabsed til den polske tronarving Vladislav. Plyndringerne og volden stoppede dog ikke, og de mellemreligiøse modsætninger mellem katolicismen og de russisk-ortodokse fremkaldte flere oprør mod det polske styre.

17 marts 1611 gennemførte polakkerne en menneskenedslagtning i Moskvas gader, der begyndte med ueninged på et marked. Som følge af den polske massakre døde 7.000 moskvaboere alene i Kinastaden (russisk Kitaj-gorod).

Købmanden Kuzma Minin appellerer til folk i Nizjnij Novgorod om at rejse en frivillig hær mod polakkerne. Maleri af Konstantin Makovskij, 1896

1611 ankom den første folkehær uden for Moskvas bymure (folkehæren ledtes af Prokopij Petrovitj Ljapunov). Men som et resultat af en konflikt under oprørsarméens krigsråd blev Ljapunov myrdet, og forsamlingen spredtes. Samme år plyndrede krimtatarerne som ikke mødte nogen modstand egnene omkring byen Rjazan. Efter en langvarig belejring indtog polakkerne Smolensk, mens svenskerne, efter at have frigjort sig fra rollen som Ruslands "allierede", plyndrede de nordlige russiske byer.

Den anden folkehær (1612) ledtes af en købmand fra Nizjnij Novgorod ved navn Kuzma Minin, som indbød fyrst Dmitrij Pozjarskij til at tage ansvaret for de militære operationer. I marts 1612 drog folkehæren mod Jaroslavl for at indtage denne vigtige lokalitet, hvor mange veje krydsede hinanden. Jaroslavl indtoges, og folkehæren forblev i staden i tre måneder, da man måtte opbygge ikke blot arméen men også landet. Pozjarskij ville samle et "alment landsråd", både for at diskutere strategien for kampen mod den polsk-litauiske intervention og for at vælge en ny regent. Som kandidat foreslog han den svenske tronarving Karl Filip, som angiveligt ville "konvertere til den ortodokse tro i henhold til den græske lov". Landsrådet samledes dog aldrig.

22. september 1612 indtraf en af de urolige tiders blodigste hændelser, da byen Vologda indtoges af polakkerne og zaporozjje-kosakkerne, der udslettede praktisk talt hele stadens befolkning inklusive munkene i Spaso-Prilutsk-klosteret.

Moskvas befrielse fra de polsk-litauiske interventionstropper

Omkring 20. (30.) august 1612 drog den anden folkehær af sted fra Jaroslavl mod Moskva.

22. oktober (1. november) 1612 stormede folkehæren under ledelse af Kuzma Minin og Dmitrij Pozjarskij Kinastaden (Kitaj-gorod) og indtog den, mens Rzeczpospolitas garnison trak sig tilbage til Kreml. Fyrst Pozjarskij trængte ind i Kinastaden med ikonen fra Kazan forestillende Guds moder og svor at bygge et tempel til minde om denne sejr. 26. oktober skrev den polske garnisons ledelse under på kapitulationen og frigav samtidig de russiske bojarer og andre højtstående personer fra Kreml, og dagen efter gav garnisonen op.

Valget af Mikhail Romanov som Ruslands nye zar

Efter indtagelsen af Moskva sammenkaldte Pozjarskij den 15. november de forskellige byers repræsentanter (10 personer fra hver by) for at vælge en ny zar. Sigismund havde tænkt sig at gå imod Moskva, men han havde ikke en tilstrækkelig styrke til at indtage Volok og måtte derfor trække sig tilbage. I januar 1613 samledes udvalgte personer fra de forskellige samfundsklasser, inklusive bondestanden. Denne folkeforsamling (russisk sobor) var en af de mest vel besøgte og en af de mest fuldtallige i russisk historie. Snart udkrystalliserede fire kandidater til zartronen sig: V. I. Sjujskij, Vorotynskij, Trubetskoj og Mikhail Fjodorovitj Romanov. Valget gik yderst livligt til. Det afgørende blev, at den russiske adel til sidst sluttede op bag Mikhail Romanov, som derefter valgtes til ny zar, mens hans polske konkurrent Vladislav måtte lade sig nøje med at efterfølge sin fader som konge (Vladislav 4. af Polen) fra 1632 til sin død 1648.

Wikimedia Commons har medier relateret til: Forvirringens tid