Den franske modstandsbevægelse spillede en værdifuld rolle i De Allieredes hurtige fremrykning gennem Frankring efter invasionen af Normandiet 6. juni 1944 og invasionen af Sydfrankrig 15. august . Det gjorde de ved at skaffe militære efterretninger om Atlantvolden, Wehrmachts stillinger og koordinering af sabotage på el-master, transportveje og kommunikationslinjer.[4][5] Modstandsbevægelsen var politisk og moralsk vigtigt for Frankring, både under besættelsen og i årtierne efter, som inspirerende eksempler i stærk kontrast til kollaboratørene i Vichy-regeringen.[6][7]
Efter landgangen i Normandiet og Sydfrankrig blev modstandsbevægelsens styrker organiseret i grupper, der blev kendt som Forces Françaises de l'Intérieur (FFI) (indre franske styrker). FFI havde en styrke på ca. 100.000 mand i juni 1944, hvorefter organisationen voksede hurtigt og nåede en styrke på 400.000 mand i oktober samme år.[8] Selvom sammenslutningen i FFI til tider var belastet af store politiske forskelle, var FFI en succes og gjorde det muligt for Frankrig at genetablere en hær på 1,2 millioner mænd ved VE-dag i maj 1945.[9]
