Spring til indhold

Einar Utzon-Frank

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Einar Utzon-Frank
Einar Utzon-Frank, 1948
Personlig information
FødtAksel Einar Utzon-Frank Rediger på Wikidata
30. marts 1888 Rediger på Wikidata
Frederiksberg, Danmark Rediger på Wikidata
Død15. juli 1955 (67 år) Rediger på Wikidata
Asserbo, Danmark Rediger på Wikidata
GravstedVestre Kirkegård Rediger på Wikidata
BarnBomand Utzon-Frank Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­stedDet Kongelige Danske Kunstakademi Rediger på Wikidata
Elev afHolger Grønvold, Carl Aarsleff Rediger på Wikidata
BeskæftigelseBilledhugger, universitetsunderviser Rediger på Wikidata
Deltog isommer-OL 1932 Rediger på Wikidata
ArbejdsgiverDet Kongelige Danske Kunstakademi Rediger på Wikidata
ArbejdsstedKøbenhavn Rediger på Wikidata
EleverHenry Luckow-Nielsen, Astrid Klenow, Helen Schou, Victor Kvedéris, Bent Sørensen med flere Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
UdmærkelserKommandør af Dannebrog (1947),
Ridder af Dannebrog (1924),
Eckersberg Medaillen (1911),
Thorvaldsen Medaillen (1944),
Dannebrogordenens Hæderstegn (1935) Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Aksel Einar Utzon-Frank (født 30. marts 1888 på Frederiksberg, død 15. juli 1955 i Asserbo) var en dansk billedhugger og professor.

Utzon-Franks professionelle virke var uløseligt knyttet til Det Kongelige Danske Kunstakademi. Den 1. oktober 1918 blev han udnævnt til professor, blot 30 år gammel, og han bestred dette embede frem til sin død. I flere perioder fungerede han desuden som akademiets direktør. Som kunstner debuterede han på Charlottenborg i 1907 og markerede sig gennem årtierne som en særdeles produktiv billedhugger, der løste en lang række store offentlige opgaver[1].

For sin omfattende kunstneriske og pædagogiske indsats modtog han Thorvaldsen Medaillen i 1944 og blev udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog samt Dannebrogsmand. I samtiden blev han ofte beskrevet som en »lærd mand« i sit fag, der med stor teknisk grundighed formåede at forny og videreføre klassicismens traditioner[2].

Uddannelse, tidlige år og inspiration

[redigér | rediger kildetekst]

Utzon-Frank var den yngste i en usædvanlig stor søskendeflok på atten børn.[3] Hans mor, Anna Cathrine Utzon, var søster til arkitekten Jørn Utzons farfar.[4] Han blev oprindeligt uddannet som maler, men blev i 1906 optaget på Kunstakademiets Billedhuggerskole. Her gennemførte han kun et enkelt semester under professor Aarsleff, idet han oplevede undervisningen som stiv og følte sig i opposition til dens metoder.[3][5]

Hans kunstneriske fundament blev i stedet formet gennem klassisk dannelse, omfattende studierejser og en dyb, næsten videnskabelig interesse for tidligere tiders kunst. Allerede under sin tegneundervisning på Teknisk Skole modtog han afgørende impulser fra Holger Grønvold, der lærte ham at analysere fladeplanernes indbyrdes forhold og anvende skyggetegning til at få figuren til at virke kropslig og virkelighedstro på det flade papir. På Kunstakademiet knyttede han venskab med Kai Nielsen, og de to besøgte ofte Glyptoteket sammen, hvor især Constantin Meunier blev en vigtig tidlig inspirationskilde. I samme periode var han stærkt påvirket af Auguste Rodin, hvis betydning for tidens unge billedhuggere var næsten altoverskyggende[3][5].

Ærkeenglen Mikael, 1920 af Einar Utzon-Frank.

Studierejserne i Europa i 1912–1913 blev afgørende for hans modne stil. I München blev han grebet af den arkaisk-græske kunst, især skulpturerne fra Aigina-templet, mens mødet med Donatellos værker i Firenze gjorde et uudsletteligt indtryk. Donatello betragtede han som en af »kunstens kilder«, og han forærede ofte bøger om ham til venner. Selvom hans formsprog var solidt forankret i klassicismen og traditionen fra Bertel Thorvaldsen, adskilte han sig ved at tilføre værkerne et mere raffineret og stiliseret udtryk. Særligt Thorvaldsens evne til at forene den menneskelige organisme med harmonisk balance stod som et ideal for ham, især i de monumentale opgaver[3][5].

Familien

[redigér | rediger kildetekst]
Einar Utzon-Franks ældste datter, Grete, i 1910.

I 1908 blev Utzon-Frank gift med Gerda Harriet Margrete Christensen. Sammen fik de fire børn: Grete (1909–1973), Birgitte (1916–2000), Jørgen (Bomand) (1917–1964) og Mogens (1922-1979)[6].

Sønnen Bomand Utzon-Frank blev selv billedhugger, hvilket i samtiden gav anledning til kontroverser. I 1945 blev Utzon-Frank i modstandskredse, herunder bladet Frit Danmark, anklaget for nepotisme. Det blev hævdet, at han som kunstnerisk rådgiver favoriserede sin søn i forbindelse med offentlige opgaver og sikrede sine børn betydelige legater under deres uddannelse.[7]

Kunstnerisk virke og stil

[redigér | rediger kildetekst]
Hoved af statuen Afrodite, 1915, af Einar Utzon-Frank.

Utzon-Franks kunstneriske stil er blevet beskrevet som en »subtil æstetik«, funderet i en stram klassicisme i forlængelse af Thorvaldsens tradition, men med et mere raffineret og stiliseret præg. Hans formsprog blev ofte betegnet som »nyakademisk« og »spekulativt«, præget af formel stramhed og klar monumentalitet. Mandsskikkelserne blev beskrevet som bærere af en »skøn mandighed«, mens kvindeskikkelserne havde en »særegen, bly ynde«, hvor antikkens idealer forenedes med et nordisk udtryk[3][5][2].

Knælende kvinde, bronze, af Einar Utzon-Frank. Ukendt årstal.

Han huggede næsten aldrig sine figurer direkte ud af en stor blok af sten eller træ, sådan som mange andre billedhuggere gjorde[8]. I stedet arbejdede han som en arkitekt, der byggede sine figurer op indefra. Han startede med at lave et indre skelet af nøje beregnede linjer og vinkler, som styrede, hvordan figuren skulle se ud. Hans mål var altid, at den færdige figur skulle støbes i bronze fremfor at blive hakket ud af en sten.[2][8] Denne konstruktive tilgang gav skulpturerne en særlig fylde og afrundethed, ofte understøttet af bevidst symbolik[8][3][9][5]. Hans evne til at forene rytmisk linjeskønhed med arkitektonisk strenghed kommer tydeligt til udtryk i de monumentale arbejder, herunder rytterstatuerne af Christian 5. og Christian 10. samt reliefferne til Stærekassen[5][10]. Sammenlignet med mere umiddelbare kunstnere som Kai Nielsen fremstod hans stil mere kontrolleret og analytisk[2][8].

Kolleger: Venskab og rivalisering

[redigér | rediger kildetekst]

Forholdet til samtidens billedhuggere var præget af både nære venskaber og skarpe konflikter. Til Kai Nielsen knyttede han i 1906 et varmt venskab; de rejste sammen, delte atelier i Amaliegade og stiftede i 1907 det satiriske tidsskrift Gnisten som organ for »kunstens revolution«. Senere udviklede forholdet sig imidlertid til åben fjendtlighed, og Utzon-Frank hævdede, at Kai Nielsen havde forsøgt at skade ham ved at lade en tung sten falde fra et stillads[5][11].

Også forholdet til Johannes Bjerg var præget af rivalisering. Begge blev betragtet som ledende skikkelser inden for den nyakademiske retning, og Utzon-Frank var ofte spydig i sin kritik af Bjergs værker. Trods dette støttede Bjerg ham offentligt under den hårde kritik af restaureringen af rytterstatuen på Kongens Nytorv[11][12][8].

Indsats for kvindelige billedhuggere

[redigér | rediger kildetekst]

Gennem sit professorat fik Utzon-Frank stor betydning for uddannelsen af kvindelige billedhuggere i midten af det 20. århundrede. Flere generationer tilegnede sig under hans ledelse en kunstnerisk retning præget af håndværksmæssig præcision og formel stramhed. Blandt de mest markante var Helen Schou, der forenede sin tekniske skoling hos Utzon-Frank med flere års studier hos Anne Marie Carl Nielsen, hvilket gjorde hende i stand til at vinde store offentlige opgaver, herunder rytterstatuen af Christian 10. i Aarhus[13][1].

En anden central skikkelse var Lolly Rotwitt Schmidt, som allerede i 1908 var blandt de første kvinder med adgang til akademiet, og som senere vendte tilbage til billedhuggerskolen for at søge kunstnerisk fornyelse under Utzon-Franks vejledning. Andre kvindelige elever omfattede blandt andre Asta Lilbæk, Inge Finsen, Tove Ólafsson, Bizzie Høyer, Ólöf Pálsdóttir og Gerda Johanne Bengtsson. Gennem dette undervisningsmiljø blev der skabt en platform for kunstnere som Sigrid Lütken, der videreførte en monumental klarhed forståelig for en bred offentlighed[6][13][8].

Arbejdsproces og værksted

[redigér | rediger kildetekst]
Billede af Einar Utzon-Frank i sit atelier.

Utzon-Franks atelier i professorboligen på Charlottenborg var fyldt med en overvældende mængde genstande, der vidnede om hans æstetiske dannelse. Foruden de mange gipsmodeller rummede det en omfattende og velplejet bogsamling med sjældne eksemplarer, en udsøgt samling af japanske træsnit, renæssance-krucifikser, relieffer, medaljer og en berømt mands dødsmaske[3].

Tegning, opstandelse, 1934 af Einar Utzon-Frank.
Liggende dame, 1952 af Einar Utzon-Frank.

Han arbejdede metodisk og anvendte tegningen som sit primære analyseredskab. Den tekniske grundighed betød, at han ofte brugte år på forberedelsen af sine monumentale opgaver gennem utallige skitser og studier[3][14].

Arbejder i udvalg

[redigér | rediger kildetekst]
Diana på jagt, 1915, af Einar Utzon-Frank.
Grete, grædende baby, 1909 af Einar Utzon-Frank.[15]

Samtid og eftermæle

[redigér | rediger kildetekst]

I sin samtid indtog Einar Utzon-Frank en central magtposition som professor og direktør ved Kunstakademiet, hvor han gennem årtier prægede dansk kunstliv med vægt på de håndværksmæssige kundskaber. Hans formelle stramhed og monumentale værker betød, at han blev forstået og værdsat af både fagfolk og menigmand. Han nød desuden stor tillid som monumentkyndig ekspert. Da rytterstatuen af Christian 5. på Kongens Nytorv stod over for total undergang, pegede Akademiet på ham som den eneste, der med den rette respekt for historiske minder og kunst og tekniske snilde kunne genrejse værket i dets oprindelige skikkelse.[3][1]

Privat blev han set som kultiveret og intellektuel skarp med et stort menneskeligt overskud, men han var samtidig blufærdig omkring sin egen person. Han var en aktiv del af Københavns intellektuelle saloner og blev ofte fundet i livlige diskussioner om skulptur med kunstnerkolleger. Hans eftermæle er i dag præget af hans rolle som lærer for generationer af billedhuggere samt hans visionære forslag om at etablere et »Frilufts-Pantheon« for kunstnere ved søen på Vestre Kirkegård. Her fandt han selv sit sidste hvilested i 1955 under en gravsten tegnet af arkitekten Gunnar Biilmann Petersen.[1][3][16]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. 1 2 3 4 Billedhuggeren Einar Utzon-Frank i tekst og billeder. Forlag: N.C.Roms forlag - Udgivet år: 1945
  2. 1 2 3 4 Christian den X's Danmark, Skandinavisk bogforlag.
  3. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Fra en kunstners værksted af Georg Nygaard, 1940,
  4. ↑ Familien Utzon. En Stamtavle over Slægten. Udarbejdet af C. Chr. Lausen Utzon, oprindeligt trykt i 1907.
  5. 1 2 3 4 5 6 7 Vor tids kunst - 10 - UTZON FRANK af Sigurd Schultz, 1932.
  6. 1 2 Den Gyldne Bog om Danske Kvinder af Edith Rode, 1941.
  7. ↑ Bladet Frit Danmark 1945
  8. 1 2 3 4 5 6 En Konge og et folk - gennem to verdenskrige, bind 2, Forlaget Codan.
  9. ↑ Hesten paa Kongens Nytorv, Kai Flor, 1946.
  10. ↑ Nationalmuseets Arbejdsmark, 1994, udgivet i samarbejde med Foreningen Nationalmuseets Venner.
  11. 1 2 Optegnelser 1910-1940 af Christian Kampmann
  12. ↑ København før og nu - og aldrig, Bo Bramsen og Palle Fogtdal
  13. 1 2 Søllerødbogen 1989, udgivet af Historisk-topgrafisk selskab for Søllerød Kommune.
  14. ↑ Livet i Danmark 1947-1957 af Haagen Hetsch
  15. ↑ "Grete. Grædende barn, 1909". SMK Open. Hentet 2026-02-04.
  16. ↑ Historiske meddelelser om København 2002, udgivet af Selskabet for Københavns Historie.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • "Fra en kunstners værksted" (af Georg Nygaard, 1940):
    – Denne kilde er benyttet til at beskrive Utzon-Franks tidlige tegneundervisning under Holger Grønvold på Teknisk Skole og hans studierejser til Italien og München. Den beskriver også hans debut i 1907 og vigtige tidlige succeser som relieffet David og Goliath.
  • "Billedhuggeren Einar Utzon Frank i tekst og billeder" (af Kai Friis Møller, 1945):
    – Kilden belyser hans rolle som professor ved Kunstakademiet og beskriver hans værksted på Charlottenborg som et sted fyldt med antikke kunstskatte og gipsmodeller.
  • "Christian den X.s Danmark" og "En konge og et folk":
    – Disse kilder er brugt til at definere hans kunstneriske stil som en del af en "nyakademisk" og "spekulativ" retning. De forklarer desuden hans tekniske fremgangsmåde, hvor han ofte konstruerede sine figurer op i bronze fremfor at hugge dem direkte i sten.
  • "Nationalmuseets Arbejdsmark 1994":
    – Denne kilde indeholder detaljerede oplysninger om hans monumentale relieffer på Stærekassen ved Kongens Nytorv.
  • "Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg årgang 2011":
    – Herfra stammer oplysninger om hans deltagelse i konkurrencen om Søfartsmonumentet på Langelinie samt hans udsmykning af rederigården i Amaliegade.
  • "Hesten paa Kongens Nytorv" (af Kai Flor, 1946):
    – Denne kilde beskriver det omfattende arbejde med at rekonstruere Christian 5.s rytterstatue i bronze.
  • "Optegnelser 1910-1940" (af Christian Kampmann):
    – Kilden indeholder personlige anekdoter om Utzon-Franks forhold til renæssancekunst og hans ophold hos kunstsamlere i Aarhus.
  • "Frit Danmark 1945":
    – Denne kilde er brugt til at belyse familiens betydning, herunder hans tætte samarbejde med børnene og sønnen Boman Utzon-Franks karriere.
  • "Historiske Meddelelser om København 2002":
    – Herfra stammer oplysningerne om Utzon-Franks forslag om at skabe et friluftspanteon på Vestre Kirkegård.
  • "Københavns Mindesmærker..." og "Skulptur i Aarhus":
    – Disse kilder er brugt til at verificere placeringen af hans mange statuer, såsom Atalante i Aarhus og Beatrice på Dantes Plads

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Einar_Utzon-Frank&oldid=12218781"