Emma af Normandiet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Dronning Emma modtager Encomium Emmae Reginae, eller Gesta Cnutonis Regis, en form for lovprisning med sine to sønner Hardeknut og Edvard i baggrunden.

Emma af Normandiet (ca. 9886. marts 1052) var datter af Richard I, hertug af Normandiet og hans anden hustru Gunnora. Emma blev dronning af England to gange via ægteskab. Første gang (1002-1016) til kong Ethelred den rådvilde, og derefter (1017-1035) til Knud den Store, konge af både Danmark og England, for en tid også dele af Norge og Sverige. To af Emmas sønner med hver af ægtemændene og to stedsønner blev også konger af England. Det blev hendes grandnevø Vilhelm Erobreren også.

Da Danmark invaderede England i 1013 ved Svend Tveskæg tog Emma sine to sønner med Ethelred – Alfred og Edvard – over den engelske kanal og til Normandiet. Ethelred kom efter for at søge beskyttelse hos sin svoger Robert, men da Svend Tveskæg døde fem uger efter sejren vendte Ethelred i februar 1014 tilbage til England og blev igen konge. Derimod blev han nu nødt til at kæmpe mod Svends søn Knud, senere kendt som Knud den Store. Da Ethelred døde den 23. april 1016 i London, og hans søn Edmund Jernside døde den 30. november 1016 blev Emma enke og Knud konge af England.

Emma sejlede til England igen og giftede sig med den omkring ti år yngre kong Knud. Ægteskabet var politisk og bandt den angelsaksiske kongefamilie sammen med den danske, et passende kompromis for begge parter for at læge sårene i en nation, som var præget af ti år med bitre kampe. Til trods for de kyniske og politiske overtoner gav ægteskabet også en søn, som blev døbt Hardeknud.

Cnut og Emma (her kaldt 'Ælfgifu'), 1031

Da Knud den Store døde den 12. november 1035 er Emma enke efter en engelsk konge for anden gang. Ved kongens død kom både Alfred og Edvard tilbage til England i 1036, sandsynligvis for at positionere sig overfor Knuds illegitime søn Harald Harefod, som tog magten og kongetronen da halvbroren, den legitime Hardeknud, var i Danmark for at blive hyldet som konge der. Alfred blev taget til fange, blindet og mishandlet til døde, mens Edvard flygtede tilbage til Normandiet sammen med sin mor, Emma.

Harald Harefods styre blev kort, og han døde i 1040. Da Hardeknud blev kronet til konge af både England og Danmark, var der lagt op til forsoning og den ældre halvbror Edvard kom til England året efter formelt som medkonge og i 1042 også som enekonge, da Hardeknud døde.

Ved Hardeknuds død var også Danmark uden konge, og fra Norge kom Olav den Helliges søn Magnus den Gode og blev konge af Danmark. Som konge af Danmark havde kong Magnus også krav på England. Det syntes som om, kongemoderen Emma kun havde liden kærlighed for sine sønner fra første ægteskab. Da Edvard blev konge, sejlede hun til England stadig opfyldt af ambitioner, men blev bestemt sat på sidelinjen af sønnen kong Edvard, da det viste sig, at hun støttede kong Magnus den godes krav på den engelske tronen på bekostning af sin egen søn.

Da også kong Magnus døde den 25. oktober 1047 løb dette krav ud i sandet, mens Emmas ægteskab og rolle knyttede forbindelsen mellem England og Normandiet, som endte med, at hendes grandnevø Vilhelm invaderede England i 1066 og erobrede det engelske kongerige og for altid afsluttede de danske ambitioner. Men det nåede Emma ikke at opleve. Hun døde i 1052.

En historisk roman af Helen Hollick, The Hollow Crown (Den hule krone)[1] forsøger at forklare, hvorfor Emma af Normandiet var så ligegyldig mod sine to sønner fra første ægteskab .

Emma af Normandiet bliver nogle gange forvekslet med Knud den Stores frille Ælfgifu Ælfhelmsdatter af Northampton kong Harald Harefods mor, på grund af det engelske dronningenavn, Ælfgifu, som hun fik i sit første ægteskab. Hun foretrak sit dåbsnavn Emma.

Anetavle[redigér | redigér wikikode]

Reference[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Hollick, Helen (2004): The Hollow Crown, William Heinemann, Random House. ISBN 0-434-00491-X; Arrow paperback ISBN 0-09-927234-2.