Engelsk-zanzibariske krig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Engelsk-zanzibariske krig
Sultanens harem efter bombardementet
Sultanens harem efter bombardementet
Dato 09:02–09:40 lokal tid, 27. august 1896
Sted Zanzibar
Resultat England vandt
Parter
Storbritannien England Zanzibar Zanzibar
Styrke
900 soldater fra den zanzibariske hær,
Royal Marines af ukendt styrke,
HMS Philomel,
HMS Thrush,
HMS Sparrow,
HMS Racoon,
HMS St George
2.800 mand,
HHS Glasgow
Tab
1 såret ca. 500 dræbte

Den engelsk-zanzibariske krig blev udkæmpet mellem England og Zanzibar 27. august 1896. Med en varighed på kun 38 minutter har den rekorden som den korteste krig, der er dokumenteret i historien.[1][a]

Krigen brød ud, efter at sultan Hamad bin Thuwaini, som velvilligt havde samarbejdet med det britiske kolonistyre, var død 25. august, og hans nevø, Khalid bin Barghash havde grebet magten ved et statskup. Idet briterne havde en anden foretrukken kandidat, Hamud bin Muhammed, som de forventede ville være lettere at samarbejde med, beordrede de Khalid til at abdicere. Khalid nægtede og samlede i stedet en hær bestående af ca. 2.800 mand og sultanens tidligere bevæbnede yacht, H.H.S. Glasgow, der lå ankret op i havnen. Mens Khalids tropper tog fat på at befæste paladset, samlede Royal Navy fem krigsskibe i havnen foran paladset og landsatte mandskabsgrupper fra Royal Marines.

På trods af sultanens sidste øjebliks forsøg på at forhandle om fred via den amerikanske repræsentation på øen, åbnede de britiske krigsskibe ild mod paladset om morgenen 27. august, efter at det britiske ultimatum var udløbet klokken 9. Med paladset styrtende sammen omkring sig og stigende tabstal trak han sig hastigt tilbage til det tyske konsulat, hvor han fik tildelt asyl og herefter levede i Dar es Salaam, indtil han i 1916 blev pågrebet af briterne og landsforvist. Han fik senere opholdstilladelse i Mombasa, hvor han døde i 1925. Beskydningen stoppede efter 45 minutter, efter at Glasgow var sænket, og sammenstødet er siden blevet betegnet som historiens korteste krig. Målt på dræbte per sekund var denne krig næsten tre gange så blodig som anden verdenskrig.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Kort som viser hvor. Zanzibar ligger, og hvor de tyske og britiske dele af Østafrika var.

Zanzibar var et øland i Det Indiske Ocean, ud for kysten til Tanganyika; i dag er øgruppe en del af Tanzania. Øen havde været under de omanske sultaners styre siden 1698, da de fordrev portugiserne, som havde haft kontrollen over Zanzibar siden 1499.[7] Sultan Majid bin Said erklærede sultanatet Zanzibar uafhængigt af sultantatet Oman i 1858, hvilket blev anerkendt af Storbritannien.[7] De efterfølgende sultaner etablerede Zanzibar by som hovedstad og regeringssæde, hvor de opførte et palads ved havnen. I 1896 bestod dette af selve paladset; Beit al-Hukm, et harem tilknyttet paladset; og Beit al-Ajaib eller "Vidundrenes hus" – et ceremonielt palads som siges at være den første bygning i Østafrika, som fik elektricitet.[8] Komplekset blev bygget med lokale materialer og var ikke opført som en defensiv struktur.[9] Alle tre bygninger lå på rad og række og var knyttet sammen indbyrdes med træbroer over gadehøjde.[10]

Storbritannien havde i en lang periode haft relationer med Zanzibar og anerkendte øens suverænitet og dens sultanat i 1886.[7][11][12] Som et resultat af dette var det venlige forhold mellem Storbritannien og Zanzibars sultaner.[7] Tyskland var imidlertid også interesseret i Østafrika, og de to stormagter rivaliserede om kontrol over handelsrettigheder og territorier i området i slutningen af 1800-tallet.[13] Sultan Khalifah havde overladt Kenya til Storbritannien og Tanganyika til Tyskland, en proces som førte til et forbud mod slaveri i disse områder.[7] Mange i den arabiske overklasse var oprørte over denne forstyrrelse af en værdifuld handelsvirksomhed, hvilket resulterede i nogen uro.[7] Oveni nægtede tyskerne i Tanganyika at hejse sultanatets flag, hvilket førte til sammenstød mellem tyskerne og lokalbefolkningen.[14] En sådan konflikt i Tanga førte til, at 20 arabere blev dræbt.[14]

Sultan Khalifah sendte zanzibarske styrker ledede af general Lloyd Mathews, en tidligere løjtnant i Royal Navy, for at genoprette orden i Tanganyika.[15] Operationen var for det meste vellykket, men det zanzibarske folk havde fortsat negative holdninger til tyskerne.[14] Videre opstod der konflikter i Bagamoyo, hvor 150 lokale blev dræbt af tyske militærstyrker, og ved Ketwa, hvor tyske embedsmænd og deres tjenere blev myrdede.[15] Khalifah bevilgede derefter udvidede handelsrettigheder til Det britiske østafrikanske kompagni, som iværksatte en søblokade i samarbejde med tyskerne for at stoppe den indenlandske slavehandel.[15] Da Khalifah døde i 1890, blev Ali bin Said sultan.[16] Sultan Ali bandlyste al slavehandel i landet (men ikke slavehold), erklærede Zanzibar som et britisk protektorat og udnævnte en brite som førsteminister for regeringen. Briterne fik også vetoret ved udnævnelse af fremtidige sultaner.[17]

Samme år, som Ali blev sultan, underskrev Storbritannien og Tyskland Helgoland–Zanzibar-traktaten. Denne traktat afgrænsede officielt landenes interessesfærer i Østafrika og overførte Tysklands herredømme over Zanzibar til Storbritannien.[18] Dette gav den britiske regering større indflydelse i Zanzibar, hvilken de ville bruge til at udrydde slaveriet der, et mål de havde haft siden 1804.[19][20]

Sultan Alis efterfølger var Hamad bin Thuwaini, som blev sultan i 1893. Hamad opretholdt et nært forhold til briterne, men der var uenighed blandt hans undersåtter på grund af den voksende britiske kontrol over landet, den britisk ledede hær og afskaffelsen af slaveriet.[17] For at få kontrol over modstanden godkendte briterne, at sultanen kunne oprette en paladsgarde på 1.000 mand, men disse blev snart involverede i sammenstød med det britisk ledede politi.[21][22] Det fremkom også klager over paladsgardens fremfærd over for europæiske beboere i Zanzibar by.[17]

25. august[redigér | redigér wikikode]

Sultan Hamad døde pludselig kl. 11.40 EAT 25. august 1896.[17] Hans 29-årige nevø Khalid bin Barghash, som af nogen blev mistænkt for at have dræbt onklen,[17] flyttede ind i paladskomplekset i Zanzibar by uden britisk godkendelse, i strid med traktaten som var indgået med Ali.[17] Den britiske regering foretrak en anden kandidat, Hamud bin Muhammad, som var mere britiskvenlig. Khalid blev advaret af konsul og diplomatisk udsending til Zanzibar, Basil Cave, og general Mathews, om at tænke sig godt om, før han gjorde noget uopretteligt.[22][23] Denne fremgangsmåde havde fungeret tre år tidligere, da Khalid havde forsøgt at kræve sultanatet efter Alis død, men den britiske generalkonsul, Rennell Rodd, havde fået ham fra dette ved at overbevise ham om farerne dette indebar.[24]

Khalid ignorerede Caves advarsler, og hans styrker begyndte at samle sig ved paladspladsen under kaptajn Saleh som kommandant for paladsgarden. Da dagen var omme, var 2.800 personer med rifler og musketter samlede.[23] Størstedelen var civile, men styrken indeholdt også 700 zanzibarske askarisoldater, som tog Khalids side.[23][25] Sultanens artilleri, som bestod af flere Maxim maskingevær, et gatlingvåben, en bronzekanon fra 1600-tallet og to tolvpunds feltkanoner, var rettet mod de britiske skibe i havnen.[23][25][26] Tolvpundskanonerne var blevet givet til sultanen af den tyske kejser Vilhelm II.[23] Sultanens soldater tog også kontrollen over den zanzibarske flåde, som bestod af én træslup, HHS «Glasgow», bygget som sultanskib af sultanen i 1878 baseret på den britiske fregat HMS «Glasgow».[27]

Mathews og Cave begyndte også at samle deres styrker; de havde allerede 900 zanzibarske askarisoldater under løjtnant Arthur Edward Harington Raikes fra Wiltshire-regimentet, han var blevet sekonderet til den zanzibarske hær og havde rang af brigadegeneral.[23] 150 sømænd fra den armerede krydser HMS "Philomel" og kanonbåden HMS "Thrush" som var anket op i havnen.[23] Marinestyrken, under kaptajn O'Callaghans kommando, kom i land efter femten minutter, efter at være blevet bedt om hjælp til at håndtere optøjer af civilbefolkningen.[23][28] En mindre kontingent med sømænd under løjtnant Watson fra "Thrush" blev sat i land for at bevogte det britiske konsulat, hvor britiske beboere blev bedt om at søge tilflugt.[23] En anden kanonbåd, HMS "Sparrow", kom ind i havnen og kastede anker ved siden af "Thrush".[23]

Nogen britiske diplomater satte spørgsmål ved pålideligheden af Raikes' askarisoldater, men de viste sig at være professionelle soldater hærdede af eksercits og flere ekspeditioner i Østafrika. De blev senere de eneste landstyrker, som blev beskudte af forsvarerne.[2] Raikes' tropper var bevæbnede med to Maxim-gevær og en nipundskanon, og var stationerede ved toldbygningen i nærheden.[29] Sultanen forsøgte at få den amerikanske konsul, Richard Dorsey Mohun, til at anerkende hans ret til sultantronen, men hans sendebud fik besked om, at "eftersom hans tiltrædelse ikke var blevet anerkendt af hendes majestæts regering, er det umulig at svare.".[26]

Cave fortsatte med at sende meldinger til Khalid for at få ham til at trække sine tropper tilbage, forlade paladset og vende hjem, men disse blev ignorerede, og Khalid svarede, at han ville erklære sig som sultan kl. 15.00. Cave erklærede, at dette ville være en oprørsk handling, og at Khalids sultanstatus ikke ville blive anerkendt af den britiske regering.[23] Kl. 14.30 blev sultan Hamad begravet, og nøjagtig 30 minutter etter annoncerede en salut fra paladskanonerne, at Khalid var sultan. Cave kunne ikke åbne ild uden den britiske regerings godkendelse, og telegraferede følgende melding til Foreign and Commonwealth Office ved Lord Salisburys regering i London: "Har vi tilladelse til at skyde mod paladset fra manovarene hvis det viser sig umuligt at få til en fredelig løsning?".[30] I mellemtiden informerede Cave alle andre udenlandske konsuler om, at der skulle flages på halv mast til ære for Hamad. Det eneste flag, som ikke fløj på halv stang, var et stort rødt flag over Khalids palads. Cave informerede også andre konsuler om ikke at anerkende Khalid som sultan, hvilket de tilsluttede sig.[31]

26. august[redigér | redigér wikikode]

Kl. 10.00 26. august ankom panserkrydseren HMS "Racoon" Zanzibar by og ankrede op ved "Thrush" og "Sparrow". Kl. 14.00 ankom panserkrydseren HMS "St George", flagskib for Cape- og Østafrika-stationen. Ombord var kontreadmiral Harry Rawson og flere britiske marinesoldater og sømænd. Omtrent samme tid kom Lord Salisburys svar, som godkendte, at Cave og Rawson måtte bruge de ressourcer, de havde til rådighed til at fjerne Khalid fra magten.[32] I telegrafmeldingen stod der: "Du har min godkendelse til at bruge de midler, du finner nødvendige, og dine handlinger vil blive støttet af Hendes Majestæts regering. Gør imidlertid ingenting, hvis du ikke er sikker på at kunne lykkes."[30]

Cave fortsatte at forsøge at forhandle med Khalid, men dette mislykkedes, og Rawson sendte et ultimatum, som krævede, at Khalid skulle fire flaget og forlade paladset inden kl. 09.00 27. august, ellers ville de åbne ild. I løbet af eftermiddagen blev alle handelsfartøjer fjernede fra havnen, og britiske børn og kvinder blev flyttede til "St George" og et fartøj fra British-India Steam Navigation Company for deres sikkerhed. Samme nat noterede konsul Mohun, at: "Stilheden over Zanzibar den nat var frygtelig. Vanligvis hører man lyden af trommer og barneskrig, men den nat var der ikke en lyd at høre."[33]

27. august[redigér | redigér wikikode]

Disponeringen af marinestyrkene og skudvekslingen ved udbruddet af krigen, 27. august 1896 kl 09.00

Kl. 08.00 27. august, efter at et sendebud var blevet sendt af Khalid for at bede om fredssamtaler med Cave, svarede konsulen, at han kun ville blive reddet, hvis han samtykkede i ultimatummets vilkår.[9][34] Kl. 08.30 erklærede et nyt sendebud fra Khalid at "vi ikke har nogen planer om at fire vort flag og tror ikke, at De vil åbne ild mod os."; Cave svarede: "vi ønsker ikke at åbne ild, men vil utvivlsomt gøre det, hvis De ikke gør, som vi beder om."[23] Kl. 08.55, uden flere meldinger fra paladset, hejste Rawson signalet "gør klar til kamp" fra "St George".[35]

Nøjagtig kl. 09.00 gav general Lloyd Mathews ordre om, at de britiske skibe skulle begynde bombardementet.[30][36] Kl. 09.02 åbnede "Racoon", "Thrush" og "Sparrow" ild mod paladset samtidig; "Thrush"s første skud ødelagde en arabisk tolvpundskanon. Der var 3.000 forsvarere, tjenere og slaver i paladset, og selv med barrikader af kasser, høballer og gummi blev mange skadede af de højeksplosive granater. Til trods for rapporter om, at han var taget til fange og skulle udvises til Indien, lykkedes det sultan Khalid at flygte fra paladset.[9][37] En nyhedskorrespondent for Reuters rapporterede, at Khalid og alle de ledende arabere "flygtede da det første skud kom, og lod slaverne og tilhængerne blive tilbage for at slås", men andre kilder siger, at han blev i paladset længere.[9] Bombardementet sluttede kl. 09.40, og da var paladset og det tilknyttede harem gået i brand, fjendens artilleri var stoppet, og sultanens flag blevet taget ned.[2]

Under bombardementet foregik også et mindre søslag, da "Glasgow" kl. 09.05 beskød "St George" med sine syv nipundskanoner og et gatlingvåben som var en gave fra dronning Viktoria til sultanen.[38] Da panserkrydseren besvarede ilden, sank "Glasgow", men masterne var fortsat over vandet på grund af, at havnen var så lavvandet.[2] "Glasgow"s mandskab hejste britisk flag som tegn på, at de overgav sig, og de blev reddede af britiske sømænd i barkasser. "Thrush" sænkede også to zanzibarske dampbarkasser hvis mandskab skød på dem med rifler. Det var også nogen kamp på land, da Khalids styrker skød mod Raikes' askarier, med ringe effekt, da disse nærmede sig paladset.[2] Kampene var ovre, da bombardementet sluttede. Briterne kontrollerede byen og paladset, og inden eftermiddagen var Hamud bin Muhammad, en britiskvenlig araber, indsat som sultan med begrenset magt.[39] De britiske skibe og deres mandskaber havde affyret 500 granater, 4.100 maskingeværskud og 1.000 riffelskud under kampen.[40]

Konsekvenser[redigér | redigér wikikode]

Britiske sømænd poserer med en erobret kanon uden for sultanpaladset.

Omkring 500 zanzibarske mænd og kvinder blev dræbt under bombardementet; de fleste på grund af branden som brød ud i paladset.[2][41] Det er uvist hvor mange af disse, som var med i kamphandlingerne, men Khalids kanonmandskaber skal være blevet "decimerede".[42] Det eneste britiske tab var en kvartermester som blev hårdt skadet ombord på "Thrush", men som senere kom sig.[2] Selv om de fleste beboere var på briternes side, blev det indiske område udsat for opportunistisk plyndring, og rundt 20 beboere mistede livet i kaoset, som fulgte.[43] For at genoprette ordenen blev 150 britiske sikher overførte fra Mombasa for at patruljere gaderne.[39] Sømænd fra "St George" og "Philomel" blev sat i land for at danne et brandvæsen for at stoppe branden, som havde spredt sig fra paladset til nærliggende toldbygninger.[44] Der var bekymring for branden i toldbygningene, fordi de rummede store mængder af sprængstof, men der var ingenting, som eksploderede.[42]

Sultan Khalid, kaptajn Saleh og omkring 40 andre søgte tilflugt i det tyske konsulat efter flugten fra paladset.[42][45] Der blev de bevogtede af ti tyske sømænd og marinesoldater, mens Mathews stationerede mandskaber uden for for at arrestere dem, hvis de prøvede at slippe væk.[46] Trods forespørgsler om udlevering nægtede den tyske konsul at overgive Khalid til briterne, eftersom Tysklands udleveringsaftale med Storbritannien specifikt forbød udlevering af politiske fanger.[39] I stedet lovede den tyske konsul at flytte ham til Tysk Østafrika uden, at han skulle "sætte en fod på zanzibarsk grund". Den 2. oktober kl. 10.00 ankom SMS "''Seeadler''" til havnen; ved højvande sejlede en af "Seeadler"s både til konsulatets haveport, og Khalid gik direkte fra konsulatområdet ombord i et tysk skib og kunne dermed ikke arresteres.[46] Han blev overført fra båden til "Seeadler" og blev sejlet til Dar-es-Salaam i Tysk Østafrika.[47] Khalid blev taget til fange af britiske styrker i 1916 under felttoget i Østafrika i 1. verdenskrig og sendt i eksil til Seychellerne og St. Helena, før han fik lov til at vende tilbage til Østafrika. Han døde i Mombasa i 1927.[48] Khalids tilhængere blev straffede ved at måtte betale omkostningerne for ammunitionen brugt mod dem, og erstatte skaderne forårsagede af plyndringerne, som kom på 300.000 indiske rupi.[39]

Sultan Hamud var lojal mod briterne og fungerede som chef for en i alt væsentlig britisk styret marionetregering. Sultanatet blev kun beholdt for at undgå omkostningerne ved at styre Zanzibar direkte som en kronkoloni.[39] Flere måneder efter krigen forbød Hamud, efter britisk tilskyndelse, slaveri i alle former.[39] Frigivelsen af slaverne indebar, at de måtte møde op ved et regeringskontor og viste sig at blive en langsommelig proces – efter ti år var blot 17.293 slaver blevet frigivede af etskønnet totalantal på 60.000 slaver i 1891.[49]

Masterne på det sænkede skib HHS "Glasgow" kan ses i dette billede af Zanzibars havn taget i 1902. Vidundrenes hus er den hvide bygning med et tårn og mange balkonger i midten af billedet; haremet og paladset stod til venstre for dette. Konsulatbygningerne er til højre.

Det hårdt skadede paladskompleks blev fuldstændig ændret af krigen. Haremmet, fyret og paladset blev revet ned, fordi bombardementet havde gjort dem utrygge.[43] Paladsområdet blev et haveområde, mens et nyt palads blev bygget på grunden efter haremmet.[10][50] "Vidundrenes hus" var næsten uskadt og blev senere hovedsekretariatet for de britiske myndigheder.[42][51] Under ombygningen af Vidundrenes hus i 1897 blev et klokketårn bygget til på fronten for at erstatte fyret, som blev ødelagt i bombardementet.[50] Vraget af "Glasgow" blev liggende i havnen foran paladset, og masterne var synlige i flere år på grund af det lave vand; skibet blev til sidst hugget op til metal i 1912.[52]

De britiske hovedpersoner blev højt ansete af regeringerne i London og Zanzibar for sine handlinger før og under krigen, og mange fik som løn stillinger og æresbevisninger. General Raikes, lederen for askariene, blev udnævnt til medlem af første klasse af Zanzibars strålende stjernes orden 24. september 1896, medlem af første klasse af Hamudieh-ordenen 25. august 1897, og blev senere udnævnt til øverstkommanderende for Zanzibars styrker.[53][54] General Mathews, den zanzibarske hærkommandant, blev udnævnt til medlem af Hamudieh-ordenen 25. august 1897 og blev førsteminister og kasserer i den zanzibarske regering.[54] Basil Cave, konsulen, blev companion af Order of the Bath 1. januar 1897[55] og forfremmet til generalkonsul den 9. juli 1903.[56] Harry Rawson blev udnævnt til kommandørridder af Bath-ordenen for sit arbejde på Zanzibar og blev senere guvernør i New South Wales i Australien og blev forfremmet til admiral.[57] Rawson blev også udnævnt til medlem af første klasse af Zanzibars strålende stjernes orden 8. februar 1897 og Hamondiehs orden 18. juni 1898.[58][59]

Der indtrådte ingen flere oprør mod briternes styre på Zanzibar i de 67 år, det fortsatte med at være et britisk protektorat, muligvis på grund af handlekraften som briterne udviste under bombardementet.[60] Krigen, som varede i omtrent 40 minutter,[a] anses som historiens korteste.[61]

Bemærkning[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b Mange forskellige varigheder opgives af forskellige kilder, blandt andet 38[2][3], 40[4] og 45[5] minutter, men det er 38 minutter som angives oftest. Variationen kommer af forvirring om hvad, som udgør begyndelsen og afslutningen af en krig. Nogen kilder angiver, at krigen begyndte da ordren om at skyde kom kl. 09.00, og andre bruger tiden da de første skud kom kl. 09.02. Afslutningen på krigen angives normalt som 09.40, da de sidste skud blev affyrede og paladsflaget blev skudt ned, men nogen kilder angiver afslutningen som 09.45. De britiske skibes logbøger stemmer heller ikke overens; St Georges logbog angiver, at våbenhvilen blev indgået og at Khalid gik ind i det tyske konsulat kl. 09.35; Thrush angiver at dette skete kl. 09.40; Racoon 09.41 og Philomel og Sparrow 09.45.[6]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Craig Glenday (2007, red.), Guinness World Records 2008, London: Guinness World Records, s. 118, ISBN 978-1-904994-19-0.
  2. ^ a b c d e f g Hernon 2003, s. 403.
  3. ^ Haws og Hurst 1985, s. 74.
  4. ^ Cohen, Jacopetti og Prosperi 1966, s. 137.
  5. ^ Gordon 2007, s. 146.
  6. ^ Patience 1994, s. 20–26.
  7. ^ a b c d e f Hernon 2003, s. 397.
  8. ^ Hoyle 2002, s. 156–157.
  9. ^ a b c d Hernon 2003, s. 402.
  10. ^ a b Hoyle 2002, s. 160.
  11. ^ Bennett 1978, s. 131–132.
  12. ^ Hernon 2000, s. 146–147.
  13. ^ Bennett 1978, s. 124–131.
  14. ^ a b c Hernon 2003, s. 398.
  15. ^ a b c Hernon 2000, s. 147.
  16. ^ Bennett 1978, s. 165.
  17. ^ a b c d e f Hernon 2003, s. 399.
  18. ^ (PDF) Text of the Heligoland-Zanzibar Treaty, German History in Documents and Images, 1. juli 1890, henta 2008-09-29.
  19. ^ Parlamentary Debates, Underhuset, 1. august 1890, kolonne 1530–1533.
  20. ^ Parlamentary Debates, Underhuset, 22. august 1804, kolonne 324–337.
  21. ^ Hernon 2000, s. 148.
  22. ^ a b Bennett 1978, s. 178.
  23. ^ a b c d e f g h i j k l Hernon 2003, s. 400.
  24. ^ Tucker 1970, s. 194.
  25. ^ a b «A Warning to Said Khalid», The New York Times: 5, 27. august 1896, henta 2008-10-16.
  26. ^ a b Patience 1994, s. 9.
  27. ^ Patience 1994, s. 5.
  28. ^ «Zanzibar's Sultan Dead», The New York Times: 5, 26. august 1896, henta 2008-10-16.
  29. ^ Patience 1994, s. 8.
  30. ^ a b c Owens 2007, s. 2.
  31. ^ «Sultan of Zanzibar Dead», The New York Times: 9, 19. juli 1902, henta 2008-10-16.
  32. ^ Hernon 2003, s. 401.
  33. ^ Patience 1994, s. 11.
  34. ^ Lyne 1905, s. 200.
  35. ^ Lyne 1905, s. 201.
  36. ^ Thompson 1984, s. 64.
  37. ^ «Bombarded by the British», The New York Times: 1, 28. august 1896, henta 2008-10-16.
  38. ^ Patience 1994, s. 6.
  39. ^ a b c d e f Hernon 2003, s. 404.
  40. ^ Patience 1994, s. 14.
  41. ^ Bennet 1979, s. 179.
  42. ^ a b c d Patience 1994, s. 12.
  43. ^ a b Patience 1994, s. 15.
  44. ^ Patience 1994, s. 20–22.
  45. ^ «Will Not Surrender Khalid», The New York Times: 5, 30. august 1896, henta 2008-10-16.
  46. ^ a b Frankl 2006, s. 163.
  47. ^ Ingrams 1967, s. 174–175.
  48. ^ Frankl 2006, s. 161.
  49. ^ Bakari 2001, s. 49–50.
  50. ^ a b Aga Khan Trust for Culture, Sultan's Palace at Zanzibar, henta 2008-09-29.
  51. ^ Hoyle 2002, s. 156.
  52. ^ Patience 1994, s. 16.
  53. ^ London Gazette: nr. 26780, s. 5320. 25. september 1896. Henta 2008-08-16.
  54. ^ a b London Gazette: nr. 26886, s. 4812. 27. august 1897. Henta 2008-08-16.
  55. ^ London Gazette: nr. 26810, s. 65. 1. januar 1897. Henta 2008-09-10.
  56. ^ London Gazette: nr. 27588, s. 5150. 14. august 1903. Henta 2008-09-10.
  57. ^ «Obituary: Admiral Sir Harry H. Rawson», The Times, 4. november 1910. Henta 2008-10-16.
  58. ^ London Gazette: nr. 26821, s. 758. 9. februar 1897. Henta 2008-09-10.
  59. ^ London Gazette: nr. 26979, s. 3769. 21. juni 1898. Henta 2008-09-10.
  60. ^ Bennett 1978, s. 179.
  61. ^ Hernon 2003, s. 396.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]