Enver Hoxha

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Enver Hoxha
Albaniens ministerråds formand
Embedsperiode
1944 – 1954
Foregående Fiqri Dine
Efterfulgt af Mehmet Shehu
Albaniens udenrigsminister
Embedsperiode
1946 – 1953
Foregående Omer Nishani
Efterfulgt af Behar Shtylla
Albaniens forsvarsminister
Embedsperiode
1944 – 1953
Efterfulgt af Beqir Balluku
Generalsekretær for Albaniens Arbejderparti
Embedsperiode
1943 – 1985
Efterfulgt af Ramiz Alia
Personlige detaljer
Født 16. oktober 1908
Gjirokastër, Det Osmanniske Rige
Død 11. april 1985
Tirana, Albanien
Nationalitet Albanien Albaner
Politisk parti Albaniens Arbejderparti
Ægtefælle(r) Nexhmije Hoxha
Profession Politiker
Religion Ateist

Enver Hoxha, (IPA /ɛnvɛɾ hɔʤa/, 16. oktober 1908 i Gjirokastër11. april 1985 i Tirana) var en albansk kommunistisk politiker. Han var formand i Albaniens ministerråd 1944-53, forsvarsminister 1944-53 og udenrigsminister 1946-53, men som generalsekretær i Albaniens Arbejderparti mellem 1943-85 fungerede han i praksis som statsleder fra slutningen af anden verdenskrig og frem til sin død. Hoxha havde samtidigt også poster som leder for massebevægelsen Den demokratiske front og var øverstkommanderende for landets væbnede styrker.

Under hans ledelse frigjorde Albanien sig italiensk og tysk besættelse uden hjælp fra Den røde hær. Til trods for hans stalinistiske model i landet, og at han er blevet kritiseret for at isolere Albanien fra resten af Europa, så tilegnes han også æren for at Den socialistiske folkerepublik Albanien blev udviklet fra en feudalistisk landbrugsstat til en socialistisk industristat.[1][2] Under Hoxhas styre blev politiske modstandere og religiøse forfulgt, og ulovlig udrejse fra landet kunne straffes med døden. Mere end 600 oppositionspolitikere blev henrettet. Albanien blev verdens første ateistiske stat i 1967. Hoxha var meget mistroisk over for nabolandene som kan kaldte for såkaldt revisionistiske kommuniststater, og han frygtede en invasion fra både Jugoslavien og Sovjetunionen. Frem til et brud med Kina i 1970erne havde Hoxha ført en maoistisk politik, efter bruddet gik mange andre partier med og erklærede sig for hoxhaistiske.

Liv[redigér | redigér wikikode]

Tidlig liv[redigér | redigér wikikode]

Enver Hoxhas barndomshjem i Gjirokastër

Enver Hoxha blev født i 1908, han stammede fra byen Gjirokastër i det sydlige Albanien(dengang en del af Det Osmanniske Rige), hans far, Halil Hoxka, var en muslimsk og tyrkisktalende landejer, som ifølge forskellige kilder enten var tøjhandler eller apoteker. Han boede i store perioder i udlandet, og rejste meget i Europa og USA.[3] Enver Hoxhas mor, Gjylihan (Gjylo) Hoxha, var hjemmegående. Efternavnet Hoxha er en albansk variant af den muslimske ærestitel hodja, som blev tildelt hans forfædre for deres indsats i at sprede den islamiske tro i landet.[4]

Hoxhas største indflydelse i barndommen var hans onkel, Hysen Hoxha, som var en militant forkæmper for frigørelsen af Albanien fra det Osmanniske rige.[3] Albanien fik sin uafhængighed da Hoxha var fire år gammel, efter den første Balkankrig. Hoxha fuldførte sin grund- og ungdomsskolen i hjembyen, og da han var 16år gammel blev han medlem og sekretær for studenterrådet i Gjirokastër. Studenterrådet havde en gennemgående oprørsk demokratisk ånd, og Hoxha ledede protesterne imod regeringen som havde fået rådet nedlagt et år efter Hoxha kom med i det.

Efter dette forlod Hoxha hjembyen til fordel for Korçë, hvor han fortsatte sine studier i fransk sprog og historie. Det er antaget af han har gjort mange af sine politiske anskuelser i løbet af denne periode, og skal have været facineret af den franske og russiske revolution. Han afsluttede sin studieforberedelses uddannelse i 1930 og modtog statsstipend for at studere ved Université de Montpellier i Frankrig, hvor han studerede naturvidenskab og deltog på møder arrangeret af Parti communiste français. I mangel på interesse for biologi afsluttede han sine studier efter et år og flyttede til Paris, hvor han ønskede og fortsætte med at studere retsvidenskab eller filosofi. Han studerede en tid filosofi ved Sorbonne og fik samtidig undervisning i retsvidenskab af landsmanden Llazar Fundo, men fuldførte heller ikke disse uddannelser.[5] I løbet af sin tid i den franske hovedstad skrev han flere artikler for de kommunistiske avis L'Humanité om situationen i Albanien. Artiklerne blev senere en af årsagerne til at han ikke modtog mere stipend efter november 1933.[1]

Han flyttede i 1934 til Belgien hvor han arbejdede for den albanske legation i to år, dvs. for Kong Zogs udenrigstjeneste. Mens han var i Belgien studerede han også retsvidenskab, men da hans kommunistiske synspunkter slap ud blev han tvunget til at afslutte studierne, han vendte derfor i 1936 tilbage til Albanien[1], først til hjembyen, men efter et kort ophold her tog han igen til Korça og fik arbejde som lærer på det franske gymnasium hvor han tidligere selv havde studeret. Under hans studietid havde han både snakket fransk, italiensk, engelsk og tysk, senere i hans liv blev Hoxha kaldt "den decideret mest sprogstærke statslederen i Østeuropa".[6]

Partisan og anden verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Hoxha inspicerer tropper i 1944

Etter Italien invaderede Albanien den 7. april 1939, hvorefter kong Zogu forlod landet og gik i eksil, alle arbejdere blev tvunget til at melde sig ind i det nyoprettede albanske fascist parti (albansk: Partia Fashiste e Shqipërisë, PFSh). Hoxha nægtet at melde sig ind, og han blev derfor afskediget fra sin lærerstilling. Han flyttet til Tirana og åbnede en tobaksforretning. Herfra drev han også en kommunistisk undergrundsbevægelse.[1] Da hans aktiviteter blev opdaget i 1941, blev butikken brændt ned og Hoxha måtte flygte.

I november 1941 modtog han hjælp fra de jugoslaviske partisaner, og var med til at danne Albaniens kommunistiske parti, Albaniens Arbejderparti, som i 1948 ændrede navn til Arbejdets parti (Partia e Punës e Shqipërisë, PPSh). Hoxha blev valgt til medlem af den syv mand store centralkomiteen. I juli 1942 blev «Melding til den albanske bondestand» skrevet af Hoxha og udgivet i kommunist partiets navn.[7] Hensigten var at samle støtte til modstandskamp imod den italienske besættelsesmagt. Bønderne blev opfordret til at holde sit kornet tilbage samt nægte at betale skatter og afgifter til besættelsesmagten.[8] Man startet arbejdet med at opbygge en modstandsstyrke, og i september samme år etablerede man Den nationale befrielseshær, som skulle samle alle albanske antifascister.

Under kommunist partiets første kongres i marts 1943 blev Hoxha betroet posten som partiets generalsekretær, som han beholdt frem til sin død. Sovjetunionens rolle i Albanien var ubetydelig, og Albanien blev derfor krigens eneste besatte land der ikke blev befriet af en stormagt, hvilket var afgørende for dets fremtidige uafhængighed. Den 10. juli 1943 blev de albanske partisaner organiseret i kompagnier, bataljoner og brigader under navnet Albaniens nationale befrielseshær. Organisationen modtog militær støtte fra den hemmelige britiske militære efterretningstjeneste SOE.[9] Kommunikationen mellem partisanerne i Jugoslavien og Albanien var dårlig, og det var også slemt med kommunikationen indenfor Albaniens grænser. I august 1943 blev man enige om en større konsolidering af modstandsstyrken, og aftalen indbefattede også de storalbanske områder som Kosovo i Jugoslavien og dele af Grækenland.[10] Dette vakte reaktioner fra blandt andet jugoslaverne, og albanske antikommunister og nationalister viste deres utilfredshed da formuleringen blev ændret til kun at gælde Albanien. Kommunisterne benyttet anledningen til at overtage styringen over modstandsbevægelsen i landet.[11][12]

Statsleder[redigér | redigér wikikode]

Hoxha som partisan i 1944

I efteråret 1943 arrangede man også en national kongres i Përmet, hvor man krævede «et nyt demokratisk Albanien for folket». Kong Zog blev nægtet at besøge Albanien, hvilket styrkede kommunisternes position yderligere. Den antifascistiske komité for national befrielses blev etableret med Hoxha som formand. Den 22. oktober erklærede komiteen sig for Albaniens legitime eller lovlige regering efter et møde i Berat, og Hoxha blev midlertidig formand for Albaniens ministerråd (statsminister).

Den 29. november 1944 blev Albanien befriet fra fremmed besættelses, og befrielseshæren tog magten i landet. Efter at de tyske styrker forlod Albanien, støttede Hoxha og flere albanske partisaner deres jugoslaviske medfæller i kampen mod tyskerne i Jugoslavia, og bidrog der sammen med Den røde armé til at presse de siste tyske styrker ud. I august 1945 blev Den nationale befrielseshær omdannet til massebevegelsen Den demokratiske front. Der blev avholdt et valg den 2. desember, og fronten var den eneste lovlige politiske organisationen som stillede op til valget. Myndighederne rapporterede at 93 % af albanerne stemte på fronten.[13] Den 11. januar 1946 blev kong Zog officielt afsat, og Folkerepublikken Albanien blev proklameret. Som generalsekretær i kommunist partiet var Hoxha nu de facto statsleder.

Tidlige lederskab[redigér | redigér wikikode]

Hoxha og medlemmer af Albaniens ministerråd
Citat The sacrifices of our people were very great. Out of a population of one million, 28,000 were killed, 12,600 wounded, 10,000 were made political prisoners in Italy and Germany, and 35,000 made to do forced labour, of ground; all the communications, all the ports, mines and electric power installations were destroyed, our agriculture and livestock were plundered, and our entire national economy was wrecked. Citat
Enver Hoxha

Hoxha erklærede sig en marxist-leninist og en stærkt beundre af den sovjetiske statsleder Josef Stalin. I perioden 1945-1950 vedtog den albanske regering en politik, der havde til formål at konsolidere magt forholdende i landet. En landbrugsreform blev vedtaget i august 1945. Den konfiskerede jord fra de store jordbesiddere eller godsejere, og gav uden kompensation jorden til bønderne. 52% af al jord var ejet af støre jordbesiddere, før reformen blev vedtaget[14], og dette faldt til 16% efter reformen. Analfabetisme var på omkring 90-95%[1][2] i landdistrikterne i 1939, den gik ned til 30% inden 1950 og i 1985 var den på det samme niveau samme som i et vestligt land.

Det statslige universitet i Tirana blev etableret i 1957, det var den første af sin art i Albanien. Medieval Gjakmarrja (blodhævn) blev forbudt. De mest udbredte sygdomme som malaria og syfilis blev nedkæmpet ved kæmpede fremskridt indenfor udviklingen af sundhedspleje, brugen af DDT, og gennem dræning af sumpområder. I 1985, var der ikke i de sidste tyve år blevet registeret et tilfælde af malaria i landet, tidligere havde landet haft det største antal smittede patienter i Europa. Et tilfælde af syfilis var ikke blevet registreret i 30 år.[15][16]

I 1949 begyndte amerikanske og britiske efterretningstjenester at arbejdede sammen med kong Zog og bjergede mænd i hans personlige vagtkorps. De rekrutterede albanske flygtninge og emigranter fra Egypten, Italien og Grækenland til en guerillahær, trænede dem på Cypern, Malta og i Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland), og infiltrerede dem tilbage ind i Albanien. Guerillaens enheder optrådte Albanien i 1950 og 1952, men de blev hurtigt dræbt eller taget til fange af albanske sikkerhedsstyrker. Kim Philby, en sovjetisk dobbelt agent, der arbejdede som forbindelsesofficer mellem den britiske efterretningstjeneste og USAs Central Intelligence Agency, havde lækket oplysninger om infiltrationen til Moskva.[17]

Skiftende politisk kurs[redigér | redigér wikikode]

Hoxha – og det kommunistiske parti – skiftede flere gange politisk retning. Til at begynde med samarbejdede man med det jugoslaviske kommunistparti og modtog økonomisk støtte fra Jugoslavien, men i forbindelse med Stalins opgør med Tito i 1948 brød man med jugoslaverne og udrensede de albanske kommunister, der var mest Jugoslaviensorienterede, således Koçi Xoxe.

Senere fulgte en periode hvor man samarbejdede med Sovjetunionen og fik økonomisk og militær støtte derfra, men da Nikita Khrusjtjov i midten af 1950'erne begyndte en udsoning med Tito, førte det til det næste brud omkring 1960 og til udrensning af flere Moskva-orienterede albanske kommunister.

Herefter fulgte en periode frem til omkring 1978 hvor man samarbejdede med Kina og fik økonomisk og militær støtte derfra.

Kinas åbning mod Richard Nixons USA gav anledning til endnu et brud; herefter stod Albanien politisk isoleret og fremstod som den sidste renlivede stalinistisk stat. Landet fik i stigende grad økonomiske problemer, både med hensyn til udenrigshandelen og med hensyn til investeringer i landbrug og industri. Man forsøgte en politik med at stole på egne kræfter, hvilket ikke lod sig gøre pga. det rigide samfundssystem. Albanien blev både politisk og kulturelt isoleret og ind- og udrejse af Albanien var stærkt begrænset og under streng statslig kontrol.

Uenigheden med Mehmet Shehu[redigér | redigér wikikode]

Omkring 1980-1981 opstod der uenighed om den politiske linje, hvilket førte til at premierministeren, Mehmet Shehu, enten blev myrdet eller – som det officielt blev erklæret – begik selvmord. Enver Hoxha beskyldte ham bagefter for at have været hemmelig agent for en række udenlandske stater.

Ismail Kadaré har omkring årsskiftet 2005-2006 udgivet en roman på det engelsk-amerikanske marked om forholdet mellem Enver Hoxha og Mehmet Shehu. Dansk udgave – Efterfølgeren – er udgivet i 2006.

Udviklingen af det albanske samfund[redigér | redigér wikikode]

Da kommunisterne greb magten, var Albanien et forholdsvis tilbagestående landbrugssamfund. I Hoxha-perioden skete der en vis industrialisering samt tvangskollektivisering af landbruget efter sovjetisk forbillede.

Hoxhas sidste år[redigér | redigér wikikode]

Enver Hoxha og hans hustru Nexhmije

I sine sidste år led Hoxha af diabetes og af forskellige følgesygdomme.

Enver Hoxha var gift med Nexhmije Hoxha, født Xhuglini, og efterlod sig en datter, Pranvera Hoxha, og to sønner. Pranvera Hoxha er arkitekt og forestod efter faderens død bygningen af Pyramiden på et centralt sted ved Lana-floden i Tirana. Enver Hoxha blev bisat her, men hans kiste blev i 1992 ført til den almindelige begravelsesplads i udkanten af Tirana, og bygningen omdannet til udstillingsformål. Forskellige medievirksomheder har også til huse i bygningen.

Hoxhas fødehjem i Gjirokastra har været museum. En bombe eksploderede i huset i december 1997 og anrettede en del ødelæggelse. Hoxha byggede over en halv million bunkers i tilfælde af krig.

Bøger af Enver Hoxha[redigér | redigér wikikode]

  • Yugoslav 'Self-Administration' – a Capitalist Theory and Practice, 1978
  • With Stalin. Memoirs, 1979
  • Reflections on China. Extracts from the Political Diary 1962-1977, 1979
  • Imperialism and the Revolution, 1979
  • The Krushchevites. Memoirs, 1980
  • Eurocommunism is anti-communism, 1980
  • The Titoites. Historical notes, 1982. Uddrag om Mehmet Shehu
  • Laying the foundations of the new Albania, 1984

Nogle af bøgerne findes i dansk oversættelse.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 Hoxha, Enver (engelsk).
  2. 2,0 2,1 Enver Hoxha killer file (engelsk).
  3. 3,0 3,1 Hoxha, Enver (dansk).
  4. Ju Tregoj Pemën e Familjes të Enver Hoxhës (albansk).
  5. Hamm, Harry. Albania—China's Beachhead in Europe (på engelsk).
  6. O'Donnell, James S.. A Coming of Age: Albania under Enver Hoxha (på engelsk). ISBN 0-88033-415-0.
  7. Hoxha, Enver. Selected Works, 1941–1948 (på engelsk). bind: 1.
  8. Hoxha, Enver. Selected Works, 1941–1948 (på engelsk). bind: 1.
  9. Fischer, Bernd J. (1991) "Resistance in Albania during the Second World War: Partisans, Nationalists and the S.O.E." – East European Quarterly .
  10. O'Donnell, James S.. A Coming of Age: Albania under Enver Hoxha (på engelsk). ISBN 0-88033-415-0.
  11. O'Donnell, James S.. A Coming of Age: Albania under Enver Hoxha (på engelsk). ISBN 0-88033-415-0.
  12. Jacques, Edwin E.. The Albanians: An Ethnographic History from Prehistoric Times to the Present (på engelsk). ISBN 0-7864-4238-7.
  13. Jacques, Edwin E.. The Albanians: An Ethnographic History from Prehistoric Times to the Present (på engelsk). ISBN 0-7864-4238-7.
  14. Marmullaku, Ramadan. Albania and the Albanians (på engelsk).
  15. Gjonça, Arjan. Communism, Health, and Lifestyle: The Paradox of Mortality Transition in Albania, 1950–1990 (på engelsk).
  16. Cikuli, Zisa. Health service in the People's Socialist Republic of Albania (på engelsk).
  17. Jacques, Edwin E.. The Albanians: An Ethnographic History from Prehistoric Times to the Present (på engelsk). ISBN 0-7864-4238-7.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Banja, H.; Toçi, V.. Socialist Albania on the Road to Industrialization (på engelsk).
  • Behrends, Jan C.; Apor, Balázs. The Leader cult in communist dictatorships : Stalin and the Eastern Bloc (på engelsk). ISBN 1-4039-3443-6.
  • Benincasa, Rino. Enver Hoxha: Der Pharao des Sozialismus und der Söhne des albanischen Adlers (på tysk). ISBN 3-907567-01-3.
  • Gjonça, Arjan. Communism, Health, and Lifestyle: The Paradox of Mortality Transition in Albania, 1950–1990 (på engelsk). ISBN 0-313-31586-8.
  • Myftaraj, Kastriot. The Enigmas of Enver Hoxha's Domination 1944–1961 (på engelsk). ISBN 978-99956-57-10-9.
  • Myftaraj, Kastriot. The Secret Life of Enver Hoxha, 1908–1944 (på engelsk). ISBN 978-99956-706-4-X.
  • O'Donnell, James S.. A Coming of Age: Albania under Enver Hoxha (på engelsk). ISBN 0-88033-415-0.
  • Pipa, Arshi. Albanian Stalinism (på engelsk). ISBN 0-88033-184-4.
  • Rotschild & Wingfield "Return to Diversity. A political history of east Central Europe since World War II, 2000

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]