Frugtbarhed (jordbund)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Der er en tæt forbindelse mellem jordens frugtbarhed og dyrehold. Desuden giver blandet dyrehold det allerbedste udbytte, fordi dyrene gensidigt vedligeholder de nødvendige betingelser for hinandens nicher.

En jords frugtbarhed er dens evne til at yde afgrøder, når man bruger den som ressource i agerbruget. Fra første færd har jordbrugerne vidst, at der er stor forskel på frugtbarheden, og de har kendt til at undgå de dårligste jorde, når de slog sig ned et sted. Eksempelvis slog de første danske agerbrugere sig ned i Vestjylland, fordi jorden var bedst dér. I dag ville man ryste på hovedet ad sådan at valg, men sandheden er, at kombinationen af rigelig nedbør, let sandet jord og et tykt muldlag gav de største udbytter med datidens produktionsmidler.

Frugtbarhed, kemisk set[redigér | redigér wikikode]

Vækstfaktorer[redigér | redigér wikikode]

Frugtbarheden i jorden skyldes i første omgang, at den rummer en række vækstfaktorer, som er nødvendige, gavnlige eller i hvert fald ikke direkte skadelige for planters vækst. Desuden er frugtbarheden afhængig af nogle påvirkninger, som ikke har med jorden selv at gøre, nemlig klimaforholdene og områdets økologiske fortid.

Udvaskning[redigér | redigér wikikode]

Hvis nedbøren er meget rigelig, og hvis jorden er fattig på ler- eller humuspartikler (kolloider), vil mange af næringsstofferne blive ført med det nedsivende vand ned og ud af planternes rækkevidde. Desuden vil jordens beholdning af base, det vil først og fremmest sige kalk, blive ført med ned. Denne nedsivning kaldes udvaskning, og den ændrer jorden, så der mangler næringsstoffer, og sådan at jorden forsures.

Udpining[redigér | redigér wikikode]

Selve det, at man dyrker jorden for at skaffe sig afgrøder, vil betyde en langsom, men sikker fjernelse af nødvendige vækstfaktorer. Med den høstede afgrøde følger nemlig stoffer, som ikke uden videre kan erstattes i jorden. Solenergi og CO2 strømmer hele tiden til området, men de oprindeligt vandopløselige stoffer (dvs. ioner som ammonium, nitrat, fosfat og kalium) er optaget i plantematerialet og bliver som føde for mennesker og dyr til animalsk bundne stoffer.

Gødskning[redigér | redigér wikikode]

Ret tidligt opdagede man dog, at dyrs og menneskers afføring er en værdifuld ressource, som forbedrer jordens frugtbarhed, når den bliver ført tilbage til agerjorden. Dermed var gødskning forstået som dyrkningsmetode, og man havde mulighed for at undgå udpining af jorden. Gennem generationers erfaringer blev det efterhånden klart, at man kunne fremstille gødning af alle slags affald ved at lade dem gennemgå en styret omsætning, kompostering.

Det varede dog lang tid, før man forstod bælgplanternes centrale rolle i frugtbarheden. Til gengæld gav det meget markante resultater, da man begyndte at bruge bælgplanter som mellem- og foderafgrøder, og Kløverens betydning som kvælstofkilde for europæisk agerbrug kan næppe overvurderes. Midt i det 19. århundrede lykkedes det endelig en række forskere med Justus von Liebig i spidsen at afsløre betydningen af en række andre stoffer, som findes i møg. Dermed var det vist, at effektiv gødskning forudsætter tilførsel af en række betydningsfulde stoffer, og vejen var banet for fremstilling og brug af kunstgødning.

Frugtbarhed som produktionsmiddel[redigér | redigér wikikode]

Grundforbedring[redigér | redigér wikikode]

Frugtbarheden er det altafgørende, når man skal bruge jorden som produktionsmiddel. I det intensive agerbrug, hvad enten det drejer sig om skovbrug, landbrug eller gartneri, foretager man nogle grundlæggende indgreb i dyrkningsforholdene, inden man går i gang med at udnytte jorden. Disse indgreb kaldes til sammen for ”grundforbedring”, og de drejer sig om at øge jordens frugtbarhed: Dræning, kalkning, plantning af læhegn, terrassering, anlæggelse af kunstvandingssystemer, basisgødskning (grundgødskning), løsning af råjorden (grubning) og udsåning af grønafgrøder f.eks.

Landvinding[redigér | redigér wikikode]

En anden måde at øge mængden af frugtbar jord består i at foretage landvinding. Normalt vil det dreje sig om inddæmning og tørlægning af havbund, men det kan også gå ud på at tilplante hede, afvande enge og moser, lægge ekstensivt dyrket jord under intensiv dyrkning eller at jævne ellers udyrkelige skråninger.

Jordbehandling[redigér | redigér wikikode]

Jordens frugtbarhed er størst, når den har ligget udyrket i lang tid, men det ville kræve det dobbelte eller tredobbelte areal for at kunne fremstille samme mængde afgrøder pr. år, så i stedet må man øge frugtbarheden uden braklægning. Det sker som nævnt ved gødskning, men det sker også ved at behandle jorden på en måde, der er afstemt efter dens naturgivne egenskaber. På den måde kan man forbedre planternes muligheder for at udnytte de eksisterende eller tilførte ressourcer, uden at noget går til spilde undervejs. ”Godt landmandsskab” drejer sig derfor om at bevare jordens frugtbarhed ved at bruge de rigtige redskaber, på den rigtige måde og til den rigtige tid.

Sædskifte[redigér | redigér wikikode]

Sædskifte i lille format. 8-årig rotation i Den økologiske have i Odder.

Det er en gammel erfaring, at afgrøderne ikke bruge lige store mængder af vækstfaktorerne. Nogle er grådige (Hvede), andre er nøjsomme (Boghvede) og atter andre er berigende (ærter). Nogle dyrkes for rodens skyld (Rødbede), og bladene kan blive tilbage på marken, mens andre netop bliver dyrket for frugtens skyld hørfrø, sådan at det er rødderne, der bliver efterladt i jorden.

Derfor har det vist sig, at man bevarer jordens frugtbarhed bedst ved at lade forskellige afgrøder afløse hinanden i en gennemtænkt rækkefølge (sædskifte). Det kan suppleres ved, at man indskyder perioder med braklægning eller dyrehold på arealet. Det var netop sådan, at dansk landbrug klarede sig igennem, indtil man blev klar over betydningen af bælgplanter. Man havde det, der blev kaldt ”trevangsbrug”, hvor vårsæden (byg eller havre) afløste vintersæden (rug eller hvede) før den selv blev afløst af et år med brak og græsning.

I Japan har Masanobu Fukuoka udviklet en filosofi om "natural farming", hvori der indgår et permanent sædskifte mellem f.eks. ris og rug. Uden brug af kunstgødning hævder han, at han opnår udbytter, som er på højde med eller bedre end både det traditionelle og det moderne japanske landbrug.

Forurening[redigér | redigér wikikode]

Jordens frugtbarhed er negativt påvirkelig af faktorer, som nedsætter eller forhindrer planternes vækst. Disse faktorer kan være naturskabte: tørke eller oversvømmelse, kulde eller hede, ukrudtsplanter, sygdomme eller skadedyr, brand og hærværk osv. Desuden kan en lang række stoffer virke som gifte for jordbundens organismer eller afgrøderne. Når mængden af den slags stoffer er så stor, at det påvirker dyrkningsudbyttet, taler man om forurening af jorden. Stofferne kan være tilført af naturlige grunde (vulkanudbrud, havgus, flodslam osv.), eller de kan være bragt ind på marken af mennesker. Nogle gange sker det utilsigtet (luftforurening, kemikalieudslip, misforståelser), men ofte skyldes jordforureningen bevidste valg: tankeløs brug af pesticider, overgødskning, ligegyldighed med spild af brændstof osv.

Frugtbarhed og bæredygtighed[redigér | redigér wikikode]

Halvagerbrug[redigér | redigér wikikode]

Jordbrug blev ikke indført med ét slag, og gennem århundreder levede man af halvagerbrug, dvs. agerbrug suppleret med udbyttet af lejlighedsvis indsamling eller jagt. Denne måde at udnytte jordens frugtbarhed på var bæredygtig af to grunde: dels fordi man hele tiden tog ny jord ind til dyrkning, og dels fordi menneskesamfundene var så små og spredte. Jordbruget ændrede miljøet, men det skete helt lokalt og kun i korte perioder.

Svedjebrug[redigér | redigér wikikode]

Svedjebrug bruges stadig som dyrkningsform i visse dele af verden. Her er det sket ved Santa Fe i Panama.

Da jordbruget blev det eneste levebrød i samfundet, måtte der nødvendigvis opstå et hårdere pres på jordens frugtbarhed, men dyrkningsformen var stadig skånsom overfor naturens ydeevne. Helt op i Middelalderen fastholdt man mange steder en tidlig dyrkningsform, det såkaldte svedjebrug, hvor man rydder skov, brænder kvas og stød, gøder jorden med asken og dyrker sine afgrøder i nogle år, indtil frugtbarheden er aftagende. Derefter rydder man et nyt stykke skov og bruger lysningen som mark osv.

Kvægdrift og plantedyrkning[redigér | redigér wikikode]

På et tidspunkt bliver antallet af mennesker på en egn for stort til, at man kan finde nye områder at opdyrke. I første omgang kan problemet løses ved, at grupper udvandrer og finder frem til nye områder, men i længden er der ikke frugtbar jord til alle, og resultatet bliver, at al jord bliver udnyttet så hårdt, at jorden er udpint og frugtbarheden forsvinder.

I den situation var løsningen mange steder øget kvægavl eller overgang til ren kvægavl. Ved at bygge familiens underhold på dyrebrug kan man udnytte mindre frugtbare områder eller områder, der ligger for spredt til plantedyrkning. Samtidig giver dyreholdet en ekstra gevinst i form af møg (hvis dyrene er på stald om natten), som kan bruges til at øge frugtbarheden i de nærmeste markstykker (se overdrev).

Traditionelt agerbrug[redigér | redigér wikikode]

Med øget befolkningstæthed blev presset på jordens frugtbarhed stadigt stigende. Hvor landsbyerne tidligere var blevet flyttet for hver eller hver anden generation, måtte de nu blive stedfaste med hver deres byjord og overdrev. Dette måtte ende med en udpining af jorden, og til sidst var foldudbyttet nede på 2-3. Det er meget tæt på eksistensminimum, og der skal ikke meget til, før der indtræder underernæring og hungersnød.

Med landbrugsreformerne i løbet af det 18. og 19. århundrede lykkedes det at vende billedet, sådan at jordens frugbarhed kunne forøges. Det skete ved hjælp af metoder, som er beskrevet ovenfor, men i løbet af det 20. århundrede viste det sig dog, at der var ulemper forbundet med det moderne landbrug: Jorden bliver nok frugtbar, målt med kemiske analyser, men en del af ydeevnen skyldes humusindholdet og en høj biodiversitet i jorden, og begge dele fortabes efterhånden. Dette kan måles ved at beregne jordens humusindhold eller ved at opgøre antallet af regnorme pr. m².

En nærliggende løsning på dette problem er at øge tilførslerne af kunstgødning, eller man kan gøre jordbehandling og grundforbedring mere målrettet og effektiv. I begge tilfælde giver indsatsen kun en stakket frist, før tabet af frugtbarhed viser sig igen. Derfor diskuteres det i dag, om landbruget reelt er bæredygtigt i forhold til jordens frugtbarhed.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • H. C. Andersen: H.C. Andersens Eventyr, ”Det gamle Egetræes sidste Drøm”, 1858.
  • Anonym: Betænkning om forurenet jord, Betænkning nr. 2, 1996. ISBN 87-7810-594-3
  • Anonym: Depotredegørelse om affaldsdepotområdet 1998, ISBN 87-7909-036-2
  • Nyle C. Brady og Ray R. Weil: The Nature and Properties of Soils (13. udg.), 2001 ISBN 0-13-016763-0
  • Lester R. Brown: Outgrowing the Earth, 2005 ISBN 0-393-32725-6
  • John N. Havlin, Samuel L. Tisdale, James D. Beaton og Werner L. Nelson: Soil Fertility and Fertilizers: An Introduction to Nutrient Management (7. udg.), 2004 ISBN 0-13-027824-6
  • Jørgen Heide-Jensen og Oskar Borgman Hansen (red.): Jordens fremtid – og vor , 1995 ISBN 87-21-00212-6
  • Martin Holmstrup: Økologisk landbrug og naturen – gør økologisk landbrug en forskel for natur og miljø ? 2003 ISBN 87-12-04018-5
  • Masanobu Fukuoka: "The One-Straw Revolution: An Introduction to Natural Farming", 1978 ISBN 0-87857-220-1
  • Plantedirektoratet (udg.): Vejledning oekologi, 2005 ISBN 87-91429-04-8
  • Erik Ulsig: Århusundersøgelsen – under Det nordiske Ødegårdsprojekt – samt Ødegårdene – en datering, 2004 ISBN 87-7934-101-2

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]