Islandske navneord

	Islandsk (sprog)
	Artikel
	Rektion
	Adjektiver
	Adverbier
	Navneord
	Stedord
	Sætninger
	Talord
	Tider
	Verbalformer
	Verbalmåder
	Verber
	Mediopassiv
	Omlyd
	Denne boks: vis; diskussion; rediger;

Islandske navneord bøjes i fire kasus og to tal. Der forefindes tre køn. Der er en mængde bøjningsklasser, som man ser nedenfor, men et hovedskel er mellem stærk og svag bøjning. Skønt endelserne ikke er ligeligt fordelt mellem de grammatiske køn, er en endelse meget sjældent et sikkert kendetegn for et ords køn. Den almindeligste endelse i den islandske bøjning er -ur. Den forekommer i mange sammenhæng og de fleste navneord som ender på -ur i nominativ er faktisk hankøn, men der findes i det mindste 150-200^[1] intetkønsord og også nogle få hunkønsord med den endelse. For en meget kort redegørelse for den næsten altdominerende endelse -ur se den overfladisk behandling i de islandske adjektivers underartikel. Virkeligheden er noget mere kompliceret end dér beskrevet, men man får i al fald en vis ide.

Islandsk besidder mange former, men der trods alt er et vist system i sproget. Omlydene er f.eks. ret regulære, når man har fået en oversigt.

En bemærkning angående kønnene er på sin plads. Islandske ords køn er grammatiske, ikke „naturlige“. Dette er et velkendt fænomen blandt verdens sprog, og tysk opfører sig på samme måde, for at give en sammenligning, f.eks. Mädchen som betyder pige, men er et intetkønsord. Islandsk besidder et meget smukt ordpar, som ser ens ud og betyder nøjagtigt det samme, nemlig hrund og sprund. Begge to er poetiske ord som betyder kvinde, men hrund er hunkøn, sprund er intetkøn. Man må altså lære ordenes køn udenad. Et par holdepunkter har man dog i nominativendelserne, men ikke nogle helt almengyldige. Man kan heller ikke stole på at de danske køn svarer til de tilsvarende islandske. Eksempler er kaffi (kaffe) og vín (vin), intetkøn på islandsk, fælleskøn på dansk. Undtagelserne er færre hvad intetkønnet angår, et dansk intetkønsord vil oftest have en tilsvarende islandsk makker — hvis ordene i øvrigt etymologisk er de samme.

Indtil videre følges til dels Valtýr Guðmundssons, til dels Halldór Halldórssons inddeling af navneordene.

Stærk bøjning

Maskulina, 1. klasse

Klassisk bliver disse ord kaldt a-stammer. Denne betegnelse (samt de øvrige stammers) beror på ordets senere vokal i urnordisk tid. Hestur lød således engang *hestaʀ^[2]. Hestur er et eksempel på en ren a-stamme. Understammer er wa-stammer, ja-stammer og ia-stammer. Ia-stammerne er stadig store og stærke, meget få men vigtige ord tilhører wa-stammerne og ja-stammerne venter kun på nekrologen.

Hestur (hest) bliver ofte benyttet som et første eksempel.

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	hestur	hestar
akkusativ	hest	hesta
dativ	hesti	hestum
genitiv	hests	hesta

Et vigtigt uregelmæssigt ord er dagur (dag), som undergår i-omlyd i entallets dativ, men ikke ellers. Det kan også tjene som et eksempel på u-omlyden i flertallets dativ, når grundvokalen er a.

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	dagur	dagar
akkusativ	dag	daga
dativ	degi	dögum
genitiv	dags	daga

Egennavnet Dagur bøjes undertiden, om end sjældent, med dativen Dag. Det er forskelligt fra person til person, hvilken form de selv benytter, men dativen Dag er vel nok ældre når det drejer sig om navnet — det forekommer allerede i den Ældre Edda.

Maskulina, som ender på -ann, -inn, -unn, -all, -ill og -ull viser assimilation, dvs. nominativens r assimeleredes til den foranstående konsonant. Et eksempel er himinn (himmel).

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	himinn	himnar
akkusativ	himin	himna
dativ	himni	himnum
genitiv	himins	himna

Bemærk sammentrækningen i forskellige fald.

Ordet ketill (kedel) har hverken i-omlyd i entallets dativ eller i flertallet i det hele taget, mens den forventede u-omlyd optræder i flertallets dativ.

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	ketill	katlar
akkusativ	ketil	katla
dativ	katli	kötlum
genitiv	ketils	katla

På samme måde bøjes egennavnene Ketill og Egill^[3]. Ketill er et urgammelt latinsk låneord. Når det bruges som senere led i sammensatte mandsnavne er det som oftest i den sammentrukne form -kell, Hrafnkell, Þorkell o.m.fl. I de tilfælde har vi en dobbelt bøjning i dativen, idet dativerne Hrafnkeli og Hrafnkatli er ligeberettigede. Egill stammer nok fra det urnordiske *Agilaʀ og betyder vistnok en som der står skræk om.

R-et i endelsen hestur tilhører ikke ordets stamme. Som et eksempel på et ord, som har et r i stammen tager vi det hyppigt brugte akur (ager)^[4].

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	akur	akrar
akkusativ	akur	akra
dativ	akri	ökrum
genitiv	akurs	akra

Ordet blástur (blæsning) tilhørte tilforn u-stammerne og bøjes nu uregelmæssigt.

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	blástur	blástrar
akkusativ	blástur	blástra
dativ	blæstri	blástrum
genitiv	blásturs, blástrar	blástra

Et eksempel for ia-stammerne er læknir (læge).

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	læknir	læknar
akkusativ	lækni	lækna
dativ	lækni	læknum
genitiv	læknis	lækna

Samtlige islandske maskulina, som ender på -ir i entallets nominativ bøjes som læknir med undtagelse af ordene bróðir (broder) og faðir (fader). Ordet eyrir (den monetære enhed øre) har en særpræget bøjning, idet man har i-omlyd i entallet, men ikke flertallet. Ásgeir Blöndal rekonstruerer det urnordiske ental som *auriaʀ, flertallet som *aurōʀ, som forklarer omlyden i ental og dens manglende optræden i flertal, mens selve ordet er et meget gammelt låneord fra latin, aureus (guldmønt).

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis
nominativ	eyrir	aurar
akkusativ	eyri	aura
dativ	eyri	aurum
genitiv	eyris	aura

Wa-stammerne er så godt som forsvundet, men vi angiver bøjningen for söngur (sang), som er et så hyppigt forekommende ord, at det næppe snart vil ændre sin bøjning. Ordet spör (spurv) tilhører også denne klasse, om end nu oftest i formen spörfugl. De oldnordiske former var sǫngr og spǫrr og vi har her, som den opmærksomme læser måske har set, med w-omlyd at gøre. De urnordiske former har været noget i retning af *sangwaʀ og *sparwaʀ. For morskabens skyld tilføjer vi den oldislandske bøjning for sǫngr ifølge Halldór Halldórsson..

Navneord, maskulinum, 1. klasse
	Singularis	Pluralis	Singularis (oldislandsk)	Pluralis (oldislandsk)
nominativ	söngur	söngvar	sǫngr	sǫngvar
akkusativ	söng	söngva	sǫng	sǫngva
dativ	söng(vi)	söngvum	sǫngvi	sǫngum
genitiv	söngs	söngva	sǫngs	sǫngva

Dativen söngvi kan kun bruges for poetiske formål. Hvad den oldislandske bøjning angår, så er entallets dativ altid sǫngvi, mens vi i flertallets dativ ser det fænomen, at v forsvandt foran vokalerne o, ó og u, og desuden de vokaler som opstod som omlyd af disse oprindelige vokaler (dvs. ø, ɶ og y). Dette v er dog genoptaget senere.

Maskulina, 2. klasse

Dette er i-stammerne uden videre opsplitning. Den urnordiske form for gestur var gastiʀ^[5].

Gestur (gæst) bruges ofte som et første eksempel.

Navneord, maskulinum, 2. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	gestur	gestir
akkusativ	gest	gesti
dativ	gesti	gestum
genitiv	gests	gesta

Dette er dog ikke den eneste mulige bøjning. Vi tager ordene staður (sted) og drykkur (drik) som paradigmata.

Navneord, maskulinum, 2. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	staður	staðir
akkusativ	stað	staði
dativ	stað	stöðum
genitiv	staðar	staða

Navneord, maskulinum, 2. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	drykkur	drykkir
akkusativ	drykk	drykki
dativ	drykk	drykkjum
genitiv	drykkjar (drykks)	drykkja

Alt efter omstændighederne kan den 2. klasse besidde -i som bøjningsendelse i entallets dativ, undertiden altid, undertiden aldrig og så har vi ret mange ord, som have den eller ikke. Entallets genitiv kan være -jar, -ar eller -s. Ligesom entallets dativ kan vi her skelne mellem altid, aldrig og undertiden. Man skulle tage notits af j-et som forvolder omlyden u > y. Denne gruppe er ikke ret talstærk, men som så ofte, er de tilhørende ord ofte i brug.

Maskulina, 3. klasse

Disse er de klassisk betegnede u-stammer, da den sidste vokal var u. Ordet björn (bjørn) udviklede sig f.eks. *bernuʀ>bjǫrn>björn. (Den nyere skik er at betegne den ikke helt bestemmelige, men sikkert r-agtige endelse med -z. Men det ville noget af en helligbrøde at ændre den alle danskere bekendte gengivelse, ek hlewagastiʀ holtijaʀ horna tawidō^[6].) Først vises bøjningen for köttur (kat).

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	köttur	kettir
akkusativ	kött	ketti (köttu)
dativ	ketti	köttum
genitiv	kattar	katta

Formen i parenteser er forældet, men stadig brugbar til poesi og bevidste arkaismer^[7]^[8]. Ordet köttur har en vis interesse, da man oftest regner med at det er et låneord fra middelalderlatin, cattus. Den germanske lydforskydning, som bl.a. bestod i ændringen k>h var da allerede for længst overstået, men omlyd og brækning var stadig (og er) levende, så köttur tilhører en ordklasse som ellers for det meste er meget arkaisk.

Foruden nogle eksempler fra denne klasse må man nok gengive bøjningen for det vigtige ord sonur (søn) før resten gennemgås mere systematisk.

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	sonur	synir
akkusativ	son	syni (sonu)
dativ	syni	sonum
genitiv	sonar	sona

For flertallets akkusativ gælder det samme som for köttur med den forskel, at ordet sonur forefindes meget oftere i litteraturen og formen sonu derfor også. O-et er et resultat af a-omlyden og y-et af u-omlyden. Det oprindelige u er altså helt forsvundet fra bøjningen^[9].

Sonur er desuden et af kun to islandske ord, som undertiden har, eller rettere sagt havde en vokativ, idet det før i tiden var skik og brug at begynde breve til sine sønner med ordene "Son sæll!" eller lignende. Det andet ord er vinur (ven), men til forskel fra sonur kan det faktisk endnu ske, at man tiltaler en ven som kæri vin. Ellers begrænses vokativen til Bibelnavnene Jesús^[10] (sjældent) og før i tiden Móses.

Hvis stammevokalen var e bøjes ordet som fjörður (fjord).

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	fjörður	firðir
akkusativ	fjörð	firði (fjörðu)
dativ	firði	fjörðum
genitiv	fjarðar	fjarða

Egennavnet Björn er oftest Björns i entallets genitiv, men hvis et egennavn er sammensat med -björn som sidste led (Sveinbjörn, Þorbjörn osv.) ender den oftest på -ar, (Sveinbjarnar osv.).

Hvis stamvokalen var á bøjes ordet som háttur (måde).

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	háttur	hættir
akkusativ	hátt	hætti (háttu)
dativ	hætti	háttum
genitiv	háttar	hátta

Ordene spónn (hornske) og Ás (guden as) er lidt uregelmæssige.

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	spónn	spænir
akkusativ	spón	spæni
dativ	spæni	spónum
genitiv	spóns (spónar)	spóna

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	Ás	Æsir
akkusativ		Æsi (Ásu)
dativ		Ásum
genitiv	Áss	Ása

Dannes ordet med suffikserne -að- eller -uð- har man et par afvigelser, som fatnaður (tøj) og söfnuður (forsamling, menighed) viser.

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	fatnaður	fatnaðir
akkusativ	fatnað	fatnaði
dativ	fatnaði	fötnuðum
genitiv	fatnaðar	fatnaða

Navneord, maskulinum, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	söfnuður	söfnuðir
akkusativ	söfnuð	söfnuði
dativ	söfnuði	söfnuðum
genitiv	safnaðar	safnaða

Maskulina, 4. klasse

Nogle uregelmæssige ord, som er: faðir (fader), vetur (vinter), fingur (finger), fótur (fod), maður (mand), bróðir (broder). Disse er for hankønnets vedkommende, resterne af de oprindelige indo-europæiske konsonantstammer.

Navneord, maskulinum, 4. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
nominativ	faðir	feður	vetur	vetur	fingur	fingur
akkusativ	föður	feður	vetur	vetur	fingur	fingur
dativ		feðrum	vetri	vetrum	fingri	fingrum
genitiv		feðra	vetrar	vetra	fingurs	fingra

Navneord, maskulinum, 4. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
nominativ	bróðir	bræður	fótur	fætur	maður	menn
akkusativ	bróður	bræður	fót	fætur	mann	menn
dativ		bræðrum	fæti	fótum	manni	mönnum
genitiv		bræðra	fótar	fóta	manns	manna

Den måske overraskende bøjning for maður med ð i nominativen men n overalt ellers forklares af det oldislandske lydfænomen, at kombinationen -(n)nr-^[11] tenderede til at forvandles til -ðr-. Der er tale om en delvis assimilation af n-et. Et andet eksempel er annar. Denne delvise assimilation (-nr->-ðr-) er ikke længere produktiv og er i flere tilfælde blevet reverteret, som f.eks. kvindenavnet Uðr, som nu udelukkende er Unnur eller teðr (tænder), nu udelukkende tennur. Det samme fænomen observeres på dansk, jf. syd og sønden (islandsk suður og sunnan).

Feminina, 1. klasse

Klassisk bliver denne bøjning kaldt ō-stammer med understammerne wō-stammer, jō-stammer og iō-stammer. De er alle sprællevende.

Et første eksempel er taug (nerve, reb).

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	taug	taugar
akkusativ		taugar
dativ		taugum
genitiv	taugar	tauga

Ō-stammer, som ender på -ing og -ung bøjes som tilfinning (følelse).

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	tilfinning	tilfinningar
akkusativ	tilfinningu	tilfinningar
dativ	tilfinningu	tilfinningum
genitiv	tilfinningar	tilfinninga

I arkaisk brug kan det forekomme, at man bøjer disse ord uden -u i entallets akkusativ, som er den oprindelige bøjning.

Feminina, som ender på -á bøjes således, og da mønstret er á (flod) kan gengivelsen næppe være simplere^[12].

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	á	ár
akkusativ		ár
dativ		ám
genitiv	ár	áa

Pladsen er jo nærmest ubegrænset, så vi føjer et længere eksempel til, smásjá (mikroskop).

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	smásjá	smásjár
akkusativ		smásjár
dativ		smásjám
genitiv	smásjár	smásjáa

Et par ord, som ender på -ur bøjes ligeså. Her er -r-et en del af stammen, så vi har kontraktion i visse fald. De hyppigste er lifur (lever), gimbur (gimmerlam) og vinstur (den fjerde del af drøvtyggeres firdelte mave). Vi gengiver bøjningen for lifur.

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	lifur	lifrar
akkusativ		lifrar
dativ		lifrum
genitiv	lifrar	lifra

Af wō-stammerne er der nok kun to overleveret i almindelig brug, stöð (station) og ör (pil) men da begge er ret almindeligt forekommende vises her bøjningen for ör (stöð bøjes nøjagtig på samme måde).

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	ör	örvar
akkusativ		örvar
dativ		örvum
genitiv	örvar	örva

Så behandles jō-stammerne. En mængde kvindelige egennavne bøjes derefter, samt nogle få, men ofte brugte ord. Vi tage eksemplerne fra Halldór Halldórsson. Først kvindenavnet Signý.

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis
nominativ	Signý
akkusativ	Signýju
dativ	Signýju
genitiv	Signýjar

Så kommer ey (ø) og il (fodsåle).

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	ey	eyjar
akkusativ	ey	eyjar
dativ	ey(ju)	eyjum
genitiv	eyjar	eyja

Den svage form eyja eksisterer også. Den forovengivne bøjning er den klassiske, men ellers hersker der en del forvirring i ordets daglige brug.

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	il	iljar
akkusativ		iljar
dativ		iljum
genitiv	iljar	ilja

Et uregelmæssigt ord tilhørende klassen er mær (mø). Det findes også i en svag udgave (meyja) men ellers må man desværre sige, at det næsten hører til undtagelserne, hvis man hører ordet korrekt bøjet. Forvirringen er for stor til at gå ind på alle varianterne, men den klassiske bøjning følger.

Navneord, femininum, 1. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	mær	meyjar
akkusativ	mey	meyjar
dativ	mey(ju)	meyjum
genitiv	meyjar	meyja

Iō-stammerne er de sidste som tilhører hunkønnets 1. klasse. På oldislandsk endte de på -r, men nu i de allerfleste tilfælde på -i. Et første eksempel er heiði (hede).

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	heiði	heiðar
akkusativ		heiðar
dativ		heiðum
genitiv	heiðar	heiða

For fornøjelsens skyld følger her måske det eneste ord af sin art, ylgur (ulvinde).

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	ylgur	ylgjar
akkusativ	ylgi	ylgjar
dativ	ylgi	ylgjum
genitiv	ylgjar	ylgja

En lang række egennavne tilhører denne klasse. Vi gengiver Hildur og Ýr.

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Singularis
nominativ	Hildur	Ýr
akkusativ	Hildi	Ýri
dativ	Hildi	Ýri
genitiv	Hildar	Ýrar

Nogle af de meget få andre feminina, som stadig ender på -ur tilhører også denne klasse. Der anføres æður (ejderfugl) og et sammensat ord med -reyður, da mange hvalarter ender derpå. Vi vælger naturligvis steypireyður (blåhval).

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	æður	æðar
akkusativ	æði	æðar
dativ	æði	æðum
genitiv	æðar	æða

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	steypireyður	steypireyðar
akkusativ	steypireyði	steypireyðar
dativ	steypireyði	steypireyðum
genitiv	steypireyðar	steypireyða

Til sidst giver vi bøjningerne for öxi (økse) som nu engang var de gamle nordboers kæreste værktøj, det være sig i krig eller fred.

Navneord, hunkøn, 1. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	öxi, öx, exi	axir
akkusativ		axir
dativ		öxum
genitiv	öxar, axar	axa

Disse former bruges mere eller mindre i flæng.

Feminina, 2. klasse

Denne klasse består af er hunkønnets i-stammer.

Som eksempler anføres þökk (tak) og jörð (jord).

Navneord, hunkøn, 2. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
nominativ	þökk	þakkir	jörð	jarðir
akkusativ		þakkir	jörð	jarðir
dativ		þökkum	jörð(u)	jörðum
genitiv	þakkar	þakka	jarðar	jarða

Som þökk bøjes de fleste islandske i-stammer i hunkøn. Som jörð bøjes et antal ord som kan ende på -u i entallets dativ^[13]. Til disse hører ordene sál (sjæl) og sól (sol), som desuden (og kun disse to) altid har et indskudt -n- i flertallets genitiv.

Navneord, hunkøn, 2. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
nominativ	sál	sálir	sól	sólir
akkusativ	sál	sálir	sól	sólir
dativ	sál(u)	sálum	sól(u)	sólum
genitiv	sálar	sálna	sólar	sólna

Når den oprindelige stammevokal var a har vi den sædvanlige veksel mellem a og ö (som þökk) og når stammevokalen var e har vi brydning (som jörð)..

For at gengive et ord, som hverken undergår omlyd eller brydning, følger her eksemplet húð (hud).

Navneord, hunkøn, 2. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	húð	húðir
akkusativ		húðir
dativ		húðum
genitiv	húðar	húða

Alin (alen) bøjes uregelmæssigt.

Navneord, hunkøn, 2. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	alin	álnir
akkusativ		álnir
dativ		álnum
genitiv	álnar	álna

Ord som ender på -un har deres egen lidt forskellige bøjning, også her i to udgaver, alt efter om man havde et a i stammen. Der anføres mønstre for verslun (handel) og fölsun (forfalskning).

Navneord, hunkøn, 2. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	verslun	verslanir
akkusativ		verslanir
dativ		verslunum
genitiv	verslunar	verslana

Navneord, hunkøn, 2. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	fölsun	falsanir
akkusativ		falsanir
dativ		fölsunum
genitiv	fölsunar	falsana

Undertiden kan de to beslægtede endelser, -un og -an begge optræde, måske med en lille betydningsforskel, som f.eks. skipun (ordre), skipan (anordning).

Feminina, 3. klasse

Klassen indeholder forholdsvis få ord, men man kan med en lille overdrivelse sige, at hvert og ét er en klasse for sig så at der nok må angives bøjninger for dem alle. Her følges Valtýr Guðmundssons inddeling. Vi begynder med kýr (ko), önd (and), bók (bog), brú (bro), mörk (mark) og móðir (moder) samt undtagelser og tilføjelser som berettiget. Hele denne klasse har en ret heterogen oprindelse, idet de er hvad der blev øvrigt af konsonantstammer. Som en almindelig regel kan man sige, at entallets genitiv ender på -ar, -ur eller -r, mens flertallets nominativ oftest ender på -ur.

Navneord, hunkøn, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	kýr	kýr
akkusativ	kú	kýr
dativ	kú	kúm
genitiv	kýr	kúa

Det nu uddøde sýr (so) bøjedes ganske som kýr.

Ær (hunfår) bøjes med de samme lydændringer men andet udseende.^[14]

Navneord, hunkøn, 3. klasse, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	ær	ær
akkusativ	á	ær
dativ	á	ám
genitiv	ær	áa

Navneord, hunkøn, 3. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	önd	endur
akkusativ		endur
dativ		öndum
genitiv	andar	anda

Ordet hönd er en undtagelse her som ellers, da det er den eneste levning af feminine u-stammer (se entallets dativ). Men det anføres her for mangel på bedre.^[15]

Navneord, hunkøn, 3. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	hönd	hendur
akkusativ	hönd	hendur
dativ	hendi	höndum
genitiv	handar	handa

Navneord, hunkøn, 3. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	bók	bækur
akkusativ		bækur
dativ		bókum
genitiv	bókar	bóka

Navneord, hunkøn, 3. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	brú	brýr
akkusativ		brýr
dativ		brúm
genitiv	brúar	brúa

Navneord, hunkøn, 3. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	mörk	merkur
akkusativ		merkur
dativ		mörkum
genitiv	merkur	marka

Som et dansk-specielt, sammensat ord kan man nævne Danmörk (Danmark), genitiv Danmerkur^[16].

Navneord, hunkøn, 3. klasse stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	móðir	mæður
akkusativ	móður	mæður
dativ		mæðrum
genitiv		mæðra

Som móðir bøjes dóttir (datter), flertal nominativ dætur og systir (søster), flertal nominativ systur.

Neutra

Intetkønnets ord deles klassisk i de samme a-, wa-, ia- og ja-stammer som hankønnets første klasse. Wa-stammerne må betragtes som næsten døde, de andre spiller en vigtig rolle. Borð og hreiður er begge rene a-stammer.

Vi begynder med et uskyldigt ord uden forviklinger, borð (bord).

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	borð	borð
akkusativ	borð	borð
dativ	borði	borðum
genitiv	borðs	borða

Låneordet altari (alter) er en interessant variant. Dets bøjning følger.

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	altari	ölturu
akkusativ		ölturu
dativ		ölturum
genitiv	altaris	altara

Hreiður (rede) er et eksempel for neutra, som ender på -ur. Bemærk at u-et í hreiður er en yngre indskydelse, så at man derfor har både former med -ur og -ðr-, hvor de til den tid gældende lydlove ikke tillod denne ændring.^[17]

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	hreiður	hreiður
akkusativ	hreiður	hreiður
dativ	hreiðri	hreiðrum
genitiv	hreiðurs	hreiðra

Som for hunkønsordene har vi et enkelt eksempel for en levning af en intetkøns u-stamme. Det er fé (får, penge). Det bøjes sådan, men bemærk, at pluralis er meget sjælden. Bemærk dog også kontraktionen i pluralis dativ. Den er noget almindeligere, som det derpå følgende tré (træ) viser.^[18]

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	fé	fé
akkusativ		fé
dativ		fjám
genitiv	fjár	fjáa

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	tré	tré
akkusativ		tré
dativ		trjám
genitiv	trés	trjáa

Kontraktionen er dog noget uregelmæssig, jf. hlé (pause, ly).

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	hlé	hlé
akkusativ	hlé	hlé
dativ	hléi	hléum
genitiv	hlés	hléa

Her drejer det sig i øvrigt om meget få ord, som må læres udenad.

Ia-stammerne er ret skikkelige, undtagen, når ordet ender på -gi eller -ki. Først et almindeligt ord, kvæði (digt) som opfører sig ganske som forventet og så ríki (rige) som et eksempel.

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	kvæði	kvæði
akkusativ		kvæði
dativ		kvæðum
genitiv	kvæðis	kvæða

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	ríki	ríki
akkusativ		ríki
dativ		ríkjum
genitiv	ríkis	ríkja

Neutrale ja-stammer overlever i en mængde ord. Et eksempel er ber (bær).

Navneord, intetkøn, stærk bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	ber	ber
akkusativ	ber	ber
dativ	beri	berjum
genitiv	bers	berja

Svag bøjning

Maskulina, 1. klasse

De klassiske betegnelser er an-stammer, wan-stammer, og jan-stammer.

Et eksempel er tími (tid).

Navneord, hankøn, 1. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	tími	tímar
akkusativ	tíma	tíma
dativ		tímum
genitiv		tíma

De fleste navne for folk går efter denne klasse, men netop denne gruppe ord, altså demonymer viser talrige undtagelser. En hyppig foreteelse er at entallet er svagt mens flertallet ender på -ir. Som eksempel har vi Dani (dansker).

Navneord, hankøn, 1. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	Dani	Danir
akkusativ	Dana	Dani
dativ		Dönum
genitiv		Dana

For de øvrige nordiske folk har vi Norðmaður – Norðmenn, Svíi – Svíar, Finni – Finnar, Færeyingur – Færeyingar og Grænlendingur – Grænlendingar, men disse sidste to bøjes som hestur og Norðmaður bøjes som maður.

De gamle venner, grækere og tyrker, bøjes på en anden måde, men i lys af historien er det lidt ironisk, at kun de bøjes på denne måde.^[19] Vi vælger Tyrki (tyrk) som eksempel.

Navneord, hankøn, 1. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	Tyrki	Tyrkir
akkusativ	Tyrkja	Tyrki
dativ		Tyrkjum
genitiv		Tyrkja

Mange nationaliteter har dobbelt bøjning i flertallet efter smag, f.eks. Japanir – Japanar, Búlgarir – Búlgarar osv.

Islandske demonymer viser ikke kønsforskel. Skønt Dani er et hankønsord, siger man hún er Dani (hun er dansker).

Maskulina, 2. klasse

Disse er oprindelig nutidens participier og betegnes af den grund som nd-stammer, fordi particip præsens ender på -andi.

F.eks. nemandi (elev).

Navneord, hankøn, 2. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	nemandi	nemendur
akkusativ	nemanda	nemendur
dativ		nemendum
genitiv		nemenda

Ordene frændi (frænde)^[20], bóndi (bonde) og fjandi (fjende, djævel eller også Den Onde selv, men da naturligvis kun i ental)^[21] tilhører også denne klasse, men er undtagelser, hvert på sin vis. Bøjningerne følger for dem alle.

Navneord, hankøn, 2. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	frændi	frændur
akkusativ	frænda	frændur
dativ		frændum
genitiv		frænda

Navneord, hankøn, 2. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	bóndi	bændur
akkusativ	bónda	bændur
dativ		bændum
genitiv		bænda

Navneord, hankøn, 2. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	fjandi	fjendur, fjandar
akkusativ	fjanda	fjendur, fjandar
dativ		fjendum, fjöndum
genitiv		fjenda, fjanda

Flertallet fjendur^[22] betyder fjender, fjandar betyder djævle.

Feminina, 1. klasse

Klassiske betegnelser er ōn-stammer, wōn-stammer og jōn-stammer.

Et eksempel er tunga (tunge).

Navneord, hunkøn, 1. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	tunga	tungur
akkusativ	tungu	tungur
dativ		tungum
genitiv		tungna

Man ser, at man har et indskudt n i genitivens flertal. Der findes få regler om man skal bruge det, ordene deles i klasserne altid, undertiden og aldrig. Tunga hører til klassen altid.

Feminina, 2. klasse

Disse er de såkaldte īn-stammer.

Et eksempel er lygi (løgn).

Navneord, hunkøn, 2. klasse, svag bøjning
	Singularis	Pluralis
nominativ	lygi	lygar
akkusativ		lygar
dativ		lygum
genitiv		lyga

Denne klasses karakteristik er at entallet ender på -i og ikke bøjes. Klassen har få ord og endnu færre kan anvendes i flertal, men i så fald har man to muligheder for flertalsendelsen, -ar og -ir i nominativ og akkusativ. Dativ og genitiv flertal dannes på samme måde i begge tilfælde.

Neutra

Disse er an-stammer.

Disse er meget få og betegner hovedsageligt organer, men eksempler er eista (testikel) og hjarta (hjerte).

Navneord, intetkøn, svag bøjning
	Singularis	Pluralis	Singularis	Pluralis
nominativ	eista	eistu	hjarta	hjörtu
akkusativ		eistu		hjörtu
dativ		eistum		hjörtum
genitiv		eistna		hjartna

Hjarta er det eneste ord med den bøjning, ellers går de altid som eista. Ordene er som følger: Auga (øje), bjúga (en slags pølse), eista, eyra (øre), hjarta, hnoða (garnnøgle – sjældent), lunga (lunge), milta (milt), nýra (nyre) og vélinda (spiserør)^[23]. Desuden findes der nogle låneord, som ikke behøver oversættelse som firma, þema, drama. Disse har ikke et indskudt n i flertallets genitiv, men bemærk, at hvis man (sjældent) finder på at bruge drama i flertal, så er det drömu (dramaer). U-omlyden er stadig aktiv, også når det gælder fremmedord.

Noter

^ Jeres skribent satte sig engang ned og anslog tallet. Dette er ikke egen forskning, som jo strider mod Wikipedias regler, men en simpel optælling. Skribenten holdt op, da han var nået til ca. 150.
^ Her må vi indrømme en vis inkonsekvens, som man vil blive opmærksom på i det følgende. Den klassiske gengivelse af den rekonstruerede hest er *hestaʀ men man er i stigende grad gået over til at benytte z i stedet for ʀ, i dette tilfælde *hestaz. Det klassiske tegn ʀ er jeres tjener ret kært, men helt konsekvent er disse bogstaver ikke benyttet i artiklerne om det islandske sprog. Vi vil forsøge at rydde op efterhånden. Grunden til denne veksel i tegnet er, at man almindeligvis regner med at et urnordisk r betegner en alveolær vibrant (som stadigvæk på islandsk) mens ʀ nok betegnede en dorsal frikativ. Lydene gengives i hvert fald med forskellige runer, ᚱ for r og ᛉ for ʀ. Se Noreen, side 33f.
^ Der findes en anekdote om en dansker, som en sommer arbejdede på en islandsk gård. Da han blev spurgt om bondens navn var han ikke helt sikker, fordi „undertiden hed han Egill, undertiden Agli“.
^ Det på samme måde skrevne og betydningsmæssigt næsten det samme latinske ord ager er et meget kønt eksempel på, hvordan ord kan være etymologisk de samme, undergå en helt forskellig udvikling for så at mødes igen. Et omvendt eksempel er det islandske vargur (bl.a. ulv), som betyder det samme som varg- i visse indiske sprog. Denne indiske ulv er dog ikke etymologisk beslægtet med den nordiske, idet den er vokset fra den samme rod som gav ordet úlfur (ulv) som mærkværdigvis også gav romerne deres lupus. Udseendet alene er virkeligen ikke noget holdepunkt som helst, når det gælder etymologi. Og hvis nogen husker den serbiske politiker Vuk Drašković, så betyder Vuk ulv, og er etymologisk det samme ord.
^ Læg mærke til den fejlende asterisk og tænk på guldhornenes indskrift.
^ Disse fem ord fortæller os ikke så lidt om urnordisk. For det første har vi stedordet ek (jeg). Så har vi, at i hvert fald én navneordsklasse havde -iʀ som nominativendelse. Vi genkender ordet horna og slutter deraf, at visse intetkønsord dengang besad akkusativendelsen -a, som nu er forsvundet. Vi har et verb her, tawidō og selv om det ikke forefindes mere ved vi, at det drejer sig om første person, ental, indikativ (dette sluttes af ek), som sandsynligvis betyder at lave, og så har vi dermed endelsen -(i)dō. Vi anede det også, fordi de germanske svage verbers præteritum har en dental i endelsen, og dermed har vi også, at tawidō er et svagt verb i datid. Hermed har vi udrettet en hel del. Ordet holtijaʀ er ikke helt bestemmeligt, men det siger os dog, at -(j)aʀ enten er en nominativendelse for et adjektiv eller et navneord. Hvad holt- angår, så betyder det skov, det være sig som tilnavn, attribut eller hvad man ellers kan finde på. Til slut skal det nævnes, at hlewa- sandsynligvis mistede endelsen -wa- med det til følge, at e > é, dvs. hlewa- udvikledes til hlé (ly) --- Krause er dog ikke enig. Og alt dette baseret på fem ord og kendskab til oldislandsk.
^ Et citat af Björn Olsen, hentet fra Valtýr Guðmundssons fortale:Es gibt kaum eine einzige alte Form, die man nicht aus der modernen Schriftsprache zu belegen imstande wäre. Dette betyder, at man nok kan lære islandsk, som det sædvanligvis bruges, men i litteratursproget kan man risikere at støde på hele den islandske sproghistorie, og dygtige skribenter benytter sig flittigt af dette. Halldór Laxness er nok det bedste eksempel. Foruden hans øvrige værker, hvor han beviste sin kunnen overalt, er Gerpla skrevet helt i oldislandsk stil, og enhver kan læse dén bog.
^ Islandsk har to tal og fire kasus, som giver 8 former i alt. Denne klasse er den eneste, hvor man faktisk finder otte forskellige former, og da kun hvis man inkluderer den forældede form. Ellers er det største antal syv, som f.eks. gestur.
^ En bemærkning angående a-omlyden er nødvendig her. I de rekonstruerede urnordiske og urgermanske former findes et omlydsforvoldende a ikke overalt, hvor man nu har et o. Det er dog hævet over enhver tvivl at stamvokalen var u, jvf. litauisk, gotisk og enkelte steder i den oldislandske litteratur, hvor ordet optræder som sunr. Men a-et findes dog i endelserne -ar og -a i genitiv ental og flertal (og for interessens skyld, også i den urgermanske lokativ som bliver, blandt andre muligheder, rekonstrueret som *sunauz), og faktisk går Alexander Jóhannesson (3) så vidt, at han f.eks. bøjer ordet sunr-sun-syni-sonar i entallet. Dette er at drive systemtvangen noget vidt, men den sandsynligste forklaring på u-ets forsvinden er analogi. Der findes mange eksempler på, at et falds vokal har udryddet de andre og det er ret tilfældigt om det er nominativen som dominerer eller ikke. Ordet klefi (celle, oprindeligt munkecelle, et gammelt latinsk låneord) skulle bøjes ?klifi-klefa (a-omlyd igen) men nominativens i måtte vige for de e-erne. Omvendt skulle man forvente bøjningen stigi-?stega for stigi (stige) men her har nominativens i sejret.
^ Jesu korrekte bøjning (fra et sprogkonservativt synspunkt, som jeres underdanige tjener hælder til) er Jesús-Jesú (vokativ)-Jesúm-Jesú-Jesú. Præster med klassiske tilbøjeligheder bruger denne bøjning stadig, i hvert fald har jeres skribent ved begravelser aldrig hørt andet end í Jesú nafni, amen i stedet for den helt ugrammatiske genitiv ?Jesúsar. Salmen Ó Jesú bróðir besti (vokativ) gør nok også sit, skønt man nu undertiden hører Ó ?Jesús bróðir besti.
^ U-et i maður er et senere indskud. På oldislandsk var ordet maðr og på et tidligere sprogstadium var det *mannr<*mannaz hvor *mannaz er den sandsynlige urgermaniske form. Dette er en vis forenkling, men se i øvrigt Ásgeir Blöndal.
^ Det virker måske overraskende, men á er etymologisk det samme ord som det latinske aqua (vand). Vi har iøvrigt også den etymologisk ligeså overraskende overensstemmelse mellem latin vita (liv) og det islandske adjektiv kvikur (i live; rap, bevægelig), så den yndede drik akvavit etymologisk kunne oversættes som kviká.
^ Som eksempel må man anføre disse udødelige strofer fra Einar Benediktssons store digt Móðir mín.
-- Ég skildi, að orð er á Íslandi til

um allt, sem er hugsað á jörðu.
Løst oversat: Jeg forstod at der på Island findes et ord, om hvadene, som tænkes på jorden. Dette er nok det skønneste udtryk for kærligheden til det islandske sprog og islandsk sprogpurisme, man endnu har fundet.
^ Entallets akkusativ og dativ, á, ser ret ensomme ud. Men denne bøjning er medvirkende til, að bogstaven á er vel det islandske ord (ikke begrænset til en bogstav eller sågar enstavelsesord) som forekommer oftest i de fleste homonyme betydninger. Foruden dette har vi á i betydningerner flod, ejer, på, av! og måske nogle til.
^ I fodboldsproget bruges dog hendi i alle kasus når bolden kommer i kontakt med en hånden. Denne brug er nok for fast forankret til at lade sig ændre.
^ Gamle Danmark bøjes altså, men brækkes ikke.
^ Man har undertiden forsøgt sig med denne bøjning for nydannelser eller låneord. Et eksempel er nitur (af nitrogen, dansk kvælstof) som bøjes ganske som hreiður. Dette ord bliver ret sjældent brugt. I stedet for bruger man for det meste låneoversættelsen köfnunarefni, som består af fem stavelser og er derfor meget uhåndterligt, når man skal danne komposita. Dette er måske et godt eksempel på at islændinge almindeligvis foretrækker gennemskuelige ord (f.eks. låneoversættelser) fremfor rene låneord, selv om de sidste undertiden er mere praktiske når det gælder sammensatte ord o.lign.
^ Fra et konservativt synspunkt, og konservatismen er vel nok den dominerende i dette tilfælde, er det en af de syv dødssynder at bruge genitiven ?fés i stedet for fjár.
^ For nøjagtighedens skyld bør man dog mærke sig, at Serki, saracener bøjes på samme måde, altså i flertallet Serkir – Serki – Serkjum – Serkja men det ord ses kun i den ældre litteratur.
^ Frændi betyder mandlig slægtning med undtagelse af brødre og slægtninge i lige led, altså fædre, far- eller morfædre, sønner osv. Det hænder dog i den ældre litteratur, at f.eks. fader og søn tiltaler hinanden som frændi. Hunkønnets genpart er frænka med de samme begrænsninger. Islandsk har besynderligt nok ingen ord for onkel, tante, nevø, niece eller fætter. Hvis man skal bruge de begreb må man gennemgå hele slægtskabet, f.eks. föðurbróðir, min faders broder osv.
^ Dette har naturligvis givet anledning til nogle forbandelser, som fjandinn hirði mig, fjandans osv.
^ Dette er et af de få islandske ord, hvor man finder kombinationen -je- efter at é blev tilsluttet alfabetet. Andre undtagelser er nogle få låneord, hvor man nok må give Jesú førstepladsen. (Nej, dette er en dativ, ikke en skrivefejl.)
^ Og så naturligvis det noget ensformige omkvæd: Desuden nogle få ord, som findes i litteraturen, men ikke bruges ellers.

Kilder

Blöndal Magnússon, Ásgeir (1995). Íslensk orðsifjabók. Reykjavík: Orðabók Háskólans.
Blöndal, Sigfús (1920-1924). Íslensk-dönsk orðabók, Islandsk-dansk ordbog. Reykjavík: Prentsmiðjan Gutenberg.
Braune, Wilhelm (1981). Gotische Grammatik. Tübingen: Max Niemeyer Verlag.
Einarsson, Stefán (1949). Icelandic, Grammar, Texts, Glossary. Baltimore: Johns Hopkins University Press.
Friðjónsson, Jón (1989). Samsettar myndir sagna. Reykjavík: Málvísindastofnun Háskóla Íslands.
Guðmundsson, Valtýr (1922). Islandsk grammatik. København: H. Hagerups Forlag.
Halldórsson, Halldór (1950). Íslenzk málfræði handa æðri skólum. Reykjavík: Ísafoldaprentsmiðja h.f.
Jóhannesson, Alexander (1920). Frumnorræn málfræði. Reykjavík: Félagsprentsmiðjan.
Jóhannesson, Alexander (1956). Isländisches etymologisches Wörterbuch. Bern: A. Francke AG Verlag.
Jóhannesson, Alexander (1923-1924). Íslenzk tunga í fornöld. Reykjavík: Bókaverzlun Ársæls Árnasonar.
Kress, Bruno (1982). Isländische Grammatik. VEB Verlag Enzyklopädie, Leipzig.
Krause, Wolfgang (1971). Die Sprache der urnordischen Runeninschriften. Heidelberg: Carl Winter - Universitätsverlag.
Kvaran, Guðrún; Höskuldur Þráinsson; Kristján Árnason; et al. (2005). Íslensk tunga I–III. Reykjavík: Almenna bókafélagið. ISBN 9979-2-1900-9. OCLC 71365446. {{cite book}}: Eksplicit brug af et al. i: |author= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
Noreen, Adolf (1923). Altisländische und altnorwegische Grammatik. Halle: Max Niemeyer.
Voyles, Joseph B. (1992). Early Germanic Grammar. San Diego: Academic Press. ISBN 0-12-728270-X.

[1] Jeres skribent satte sig engang ned og anslog tallet. Dette er ikke egen forskning, som jo strider mod Wikipedias regler, men en simpel optælling. Skribenten holdt op, da han var nået til ca. 150.

[2] Her må vi indrømme en vis inkonsekvens, som man vil blive opmærksom på i det følgende. Den klassiske gengivelse af den rekonstruerede hest er *hestaʀ men man er i stigende grad gået over til at benytte z i stedet for ʀ, i dette tilfælde *hestaz. Det klassiske tegn ʀ er jeres tjener ret kært, men helt konsekvent er disse bogstaver ikke benyttet i artiklerne om det islandske sprog. Vi vil forsøge at rydde op efterhånden. Grunden til denne veksel i tegnet er, at man almindeligvis regner med at et urnordisk r betegner en alveolær vibrant (som stadigvæk på islandsk) mens ʀ nok betegnede en dorsal frikativ. Lydene gengives i hvert fald med forskellige runer, ᚱ for r og ᛉ for ʀ. Se Noreen, side 33f.

[3] Der findes en anekdote om en dansker, som en sommer arbejdede på en islandsk gård. Da han blev spurgt om bondens navn var han ikke helt sikker, fordi „undertiden hed han Egill, undertiden Agli“.

[4] Det på samme måde skrevne og betydningsmæssigt næsten det samme latinske ord ager er et meget kønt eksempel på, hvordan ord kan være etymologisk de samme, undergå en helt forskellig udvikling for så at mødes igen. Et omvendt eksempel er det islandske vargur (bl.a. ulv), som betyder det samme som varg- i visse indiske sprog. Denne indiske ulv er dog ikke etymologisk beslægtet med den nordiske, idet den er vokset fra den samme rod som gav ordet úlfur (ulv) som mærkværdigvis også gav romerne deres lupus. Udseendet alene er virkeligen ikke noget holdepunkt som helst, når det gælder etymologi. Og hvis nogen husker den serbiske politiker Vuk Drašković, så betyder Vuk ulv, og er etymologisk det samme ord.

[5] Læg mærke til den fejlende asterisk og tænk på guldhornenes indskrift.

[6] Disse fem ord fortæller os ikke så lidt om urnordisk. For det første har vi stedordet ek (jeg). Så har vi, at i hvert fald én navneordsklasse havde -iʀ som nominativendelse. Vi genkender ordet horna og slutter deraf, at visse intetkønsord dengang besad akkusativendelsen -a, som nu er forsvundet. Vi har et verb her, tawidō og selv om det ikke forefindes mere ved vi, at det drejer sig om første person, ental, indikativ (dette sluttes af ek), som sandsynligvis betyder at lave, og så har vi dermed endelsen -(i)dō. Vi anede det også, fordi de germanske svage verbers præteritum har en dental i endelsen, og dermed har vi også, at tawidō er et svagt verb i datid. Hermed har vi udrettet en hel del. Ordet holtijaʀ er ikke helt bestemmeligt, men det siger os dog, at -(j)aʀ enten er en nominativendelse for et adjektiv eller et navneord. Hvad holt- angår, så betyder det skov, det være sig som tilnavn, attribut eller hvad man ellers kan finde på. Til slut skal det nævnes, at hlewa- sandsynligvis mistede endelsen -wa- med det til følge, at e > é, dvs. hlewa- udvikledes til hlé (ly) --- Krause er dog ikke enig. Og alt dette baseret på fem ord og kendskab til oldislandsk.

[7] Et citat af Björn Olsen, hentet fra Valtýr Guðmundssons fortale:Es gibt kaum eine einzige alte Form, die man nicht aus der modernen Schriftsprache zu belegen imstande wäre. Dette betyder, at man nok kan lære islandsk, som det sædvanligvis bruges, men i litteratursproget kan man risikere at støde på hele den islandske sproghistorie, og dygtige skribenter benytter sig flittigt af dette. Halldór Laxness er nok det bedste eksempel. Foruden hans øvrige værker, hvor han beviste sin kunnen overalt, er Gerpla skrevet helt i oldislandsk stil, og enhver kan læse dén bog.

[8] Islandsk har to tal og fire kasus, som giver 8 former i alt. Denne klasse er den eneste, hvor man faktisk finder otte forskellige former, og da kun hvis man inkluderer den forældede form. Ellers er det største antal syv, som f.eks. gestur.

[9] En bemærkning angående a-omlyden er nødvendig her. I de rekonstruerede urnordiske og urgermanske former findes et omlydsforvoldende a ikke overalt, hvor man nu har et o. Det er dog hævet over enhver tvivl at stamvokalen var u, jvf. litauisk, gotisk og enkelte steder i den oldislandske litteratur, hvor ordet optræder som sunr. Men a-et findes dog i endelserne -ar og -a i genitiv ental og flertal (og for interessens skyld, også i den urgermanske lokativ som bliver, blandt andre muligheder, rekonstrueret som *sunauz), og faktisk går Alexander Jóhannesson (3) så vidt, at han f.eks. bøjer ordet sunr-sun-syni-sonar i entallet. Dette er at drive systemtvangen noget vidt, men den sandsynligste forklaring på u-ets forsvinden er analogi. Der findes mange eksempler på, at et falds vokal har udryddet de andre og det er ret tilfældigt om det er nominativen som dominerer eller ikke. Ordet klefi (celle, oprindeligt munkecelle, et gammelt latinsk låneord) skulle bøjes ?klifi-klefa (a-omlyd igen) men nominativens i måtte vige for de e-erne. Omvendt skulle man forvente bøjningen stigi-?stega for stigi (stige) men her har nominativens i sejret.

[10] Jesu korrekte bøjning (fra et sprogkonservativt synspunkt, som jeres underdanige tjener hælder til) er Jesús-Jesú (vokativ)-Jesúm-Jesú-Jesú. Præster med klassiske tilbøjeligheder bruger denne bøjning stadig, i hvert fald har jeres skribent ved begravelser aldrig hørt andet end í Jesú nafni, amen i stedet for den helt ugrammatiske genitiv ?Jesúsar. Salmen Ó Jesú bróðir besti (vokativ) gør nok også sit, skønt man nu undertiden hører Ó ?Jesús bróðir besti.

[11] U-et i maður er et senere indskud. På oldislandsk var ordet maðr og på et tidligere sprogstadium var det *mannr<*mannaz hvor *mannaz er den sandsynlige urgermaniske form. Dette er en vis forenkling, men se i øvrigt Ásgeir Blöndal.

[12] Det virker måske overraskende, men á er etymologisk det samme ord som det latinske aqua (vand). Vi har iøvrigt også den etymologisk ligeså overraskende overensstemmelse mellem latin vita (liv) og det islandske adjektiv kvikur (i live; rap, bevægelig), så den yndede drik akvavit etymologisk kunne oversættes som kviká.

[13] Som eksempel må man anføre disse udødelige strofer fra Einar Benediktssons store digt Móðir mín.
-- Ég skildi, að orð er á Íslandi til

um allt, sem er hugsað á jörðu.
Løst oversat: Jeg forstod at der på Island findes et ord, om hvadene, som tænkes på jorden. Dette er nok det skønneste udtryk for kærligheden til det islandske sprog og islandsk sprogpurisme, man endnu har fundet.

[14] Entallets akkusativ og dativ, á, ser ret ensomme ud. Men denne bøjning er medvirkende til, að bogstaven á er vel det islandske ord (ikke begrænset til en bogstav eller sågar enstavelsesord) som forekommer oftest i de fleste homonyme betydninger. Foruden dette har vi á i betydningerner flod, ejer, på, av! og måske nogle til.

[15] I fodboldsproget bruges dog hendi i alle kasus når bolden kommer i kontakt med en hånden. Denne brug er nok for fast forankret til at lade sig ændre.

[16] Gamle Danmark bøjes altså, men brækkes ikke.

[17] Man har undertiden forsøgt sig med denne bøjning for nydannelser eller låneord. Et eksempel er nitur (af nitrogen, dansk kvælstof) som bøjes ganske som hreiður. Dette ord bliver ret sjældent brugt. I stedet for bruger man for det meste låneoversættelsen köfnunarefni, som består af fem stavelser og er derfor meget uhåndterligt, når man skal danne komposita. Dette er måske et godt eksempel på at islændinge almindeligvis foretrækker gennemskuelige ord (f.eks. låneoversættelser) fremfor rene låneord, selv om de sidste undertiden er mere praktiske når det gælder sammensatte ord o.lign.

[18] Fra et konservativt synspunkt, og konservatismen er vel nok den dominerende i dette tilfælde, er det en af de syv dødssynder at bruge genitiven ?fés i stedet for fjár.

[19] For nøjagtighedens skyld bør man dog mærke sig, at Serki, saracener bøjes på samme måde, altså i flertallet Serkir – Serki – Serkjum – Serkja men det ord ses kun i den ældre litteratur.

[20] Frændi betyder mandlig slægtning med undtagelse af brødre og slægtninge i lige led, altså fædre, far- eller morfædre, sønner osv. Det hænder dog i den ældre litteratur, at f.eks. fader og søn tiltaler hinanden som frændi. Hunkønnets genpart er frænka med de samme begrænsninger. Islandsk har besynderligt nok ingen ord for onkel, tante, nevø, niece eller fætter. Hvis man skal bruge de begreb må man gennemgå hele slægtskabet, f.eks. föðurbróðir, min faders broder osv.

[21] Dette har naturligvis givet anledning til nogle forbandelser, som fjandinn hirði mig, fjandans osv.

[22] Dette er et af de få islandske ord, hvor man finder kombinationen -je- efter at é blev tilsluttet alfabetet. Andre undtagelser er nogle få låneord, hvor man nok må give Jesú førstepladsen. (Nej, dette er en dativ, ikke en skrivefejl.)

[23] Og så naturligvis det noget ensformige omkvæd: Desuden nogle få ord, som findes i litteraturen, men ikke bruges ellers.

[1]

[2]

[3]

[4]

[5]

[6]

[7]

[8]

[9]

[10]

[11]

[12]

[13]

[14]

[15]

[16]

[17]

[18]

[19]

[20]

[21]

[22]

[23]