Jack the Ripper

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 28. maj 2015, 17:54 af Crudiant (diskussion | bidrag) Crudiant (diskussion | bidrag) (Fjerner version 8149365 af 77.212.253.3 (diskussion) Russell Edwards hævder at have bevist Kosminski skyld hjælp mitokondrie-DNA beviser, dog aldrig offentlig gjort i en journal.)
For alternative betydninger, se Jack the Ripper (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Jack the Ripper)
Jack the Ripper
"Med the Vigilance Committee i East End: en mistænkelig person" fra The Illustrated London News, 13. oktober 1888
Pseudonym "Jack the Ripper," "The Whitechapel Murderer", "Leather Apron"
Født ikke kendt
Død ikke kendt
London, Storbritannien Rediger på Wikidata
Dødsårsag ikke kendt
Kriminalitet
Antal ofre 5 - muligvis flere ofre
Periode 1888 – ?
Arresteret Nej
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

"Jack the Ripper" er det mest kendte navn for den uidentificerede seriemorder, som mistænkes for at stå bag flere drab i det fattige Whitechapel-distrikt i London i 1888. Navnet kom fra et brev, som medierne publicerede. Det siges at være fra morderen. Brevet er måske skrevet af en journalist i et forsøg på at vække interesse for historien. Andre navne er "The Whitechapel Murderer" ("Whitechapel-morderen") og "Leather Apron" ("Læderforklæde").

Ofrene var typisk kvindelige prostituerede, hvis hals blev skåret over, før deres maveregion blev lemlæstet. Fjernelsen af indvendige organer fra mindst tre af ofrene har givet en idé om, at morderen har haft anatomisk eller kirurgisk viden. Rygterne om, at mordene havde forbindelse til hinanden blev forstærket i september og oktober i 1888 i medierne. Scotland Yard modtog breve fra en, der påstod at være morderen. Brevet "From Hell" ("Fra helvede"), som George Lusk fra Whitechapel Vigilance Committee modtog, fulgte med en halv lever, højest sandsynlig fra et af ofrene. Mordenes ekstremt brutale karakter og mediernes håndtering af begivenhederne gjorde, at mange troede, at der var tale om en enkelt seriemorder, som gik under navnet "Jack the Ripper".

Stor avisdækning betød verdensomspændende og vedvarende rygter om Ripper. Trods efterforskning af en serie af de brutale drab i Whitechapel til 1891 var det ikke muligt at forbinde alle drabene med mordene i 1888, og historien om Jack the Ripper holdt ved. Da mordene aldrig blev opklaret, blev historierne om dem en kombination af ægte historisk research, eventyr og rygter. Begrebet "ripperology" beskriver studiet og analyser af Ripper-mordene. Der er nu over 100 teorier om Rippers identitet, og mordene har været til inspiration for flere fiktive værker.

Baggrund

I midten af det 19. århundrede oplevede England en enorm indvandring af irske immigranter, som øgede indbyggertallet i Englands store byer, herunder Londons East End. Fra 1882 indvandrede jødiske flygtninge fra Østeuropa og Zar-rusland og bosatte sig i samme område.[1] Whitechapel-sogn i London's East End blev grundet denne indvandring voldsomt overbefolket. Arbejde- og boligforholdene blev forværret og en betydelig økonomisk underklasse udviklede sig.[2] Røverier, vold og alkoholmisbrug blev efterhånden normalt og den lokale fattigdom drev mange kvinder til prostitution. I oktober 1888 anslog Londons Metropolitan Police Service, at der var omkring 1200 prostituerede og omkring 62 bordeller i Whitechapel.[3] De økonomiske problemer blev snart efterfulgt af en stigning i skel mellem de sociale lag. Mellem 1886 og 1889 førte flere demonstrationer til intervention fra politiets side og fortsatte offentlige uroligheder.[4] Racisme, kriminalitet, sociale forstyrrelser og den fortsatte nedgang affødte offentlige opfattelser af at Whitechapel var et berygtet sted uden skyggen og eksistens af moral.[5] I 1888 blev disse opfattelser kun forstærket, da en række af grufulde og groteske drab udført af "Jack the Ripper" udløste uforventet dækning i medierne.[6]

Drab

Hovedartikel: Whitechapelmordene.
Victorian map of London marked with seven dots within a few streets of each other
Lokationer for de første syv Whitechapelmord – Osborn Street (midten til højre), George Yard (midten til venstre), Hanbury Street (øverst), Buck's Row (længst til højre), Berner Street (nederst til højre), Mitre Square (nederst til venstre) og Dorset Street (mellem til venstre)

De mange angreb mod kvinder i East End gør det usikkert, hvor mange af ofrene, der blev dræbt af den samme.[7] Elleve separate drab fra d. 3. april 1888 til 13. februar 1891 blev inddraget i London Metropolitan Police Services efterforskning og var alle kendt og inkluderet i politirapporter under navnet "Whitechapelmordene".[8][9] Der er forskellige meninger om, disse drab alle skulle tilknyttes samme drabsmand, men i hvertfald fem af de elleve Whitechapel-mord, kendt som "de kanoniske fem", menes at være blevet begået af Ripper.[10] Mange eksperter peger på de dybe sår i ofrenes halse, lemlæstelse af mave- og kønsorganerne, fjernelse af indre organer og voldsomme ansigtslemlæstelser som karakteristiske for Jack the Ripper's modus operandi.[11] De to første af Whitechapel-mordene, henholdsvis Emma Elizabeth Smith og Martha Tabram, er ikke med i de kanoniske fem.[12]

Smith blev berøvet og seksuelt overfaldet i Osborn Street i Whitechapel, den 3. april 1888. Et stumpt objekt var blevet indført i hendes skede. Det havde ødelagt hendes bughinde og skillevæggen mellem bughulen, mavesækken og tarme. Det gjorde, at hun udviklede bughindebetændelse og døde næste dag på London Hospital.[13] Hun sagde, at hun var blevet overfaldet af to eller tre mænd, en af dem var teenager.[14] Pressen koblede overfaldet til de senere drab, [15] men flere forfattere har konkluderet, at overfaldet var gruppeoverfald uden relation til Ripper-sagerne.[8][16][17]

Tabram blev dræbt den 7. august 1888 af 39 stiksår. Drabets grusomhed, manglen på et åbenlyst motiv og den nærliggende beliggenhed (George Yard, Whitechapel) og dato gjorde, at politiet knyttede dem sammende med de senere Ripper-mord .[18] Dog adskiller overfaldet sig fra de kanoniske drab, da Tabram blev stukket i stedet for at få halsen skåret over og maven skåret op. Mange af nutidens eksperter knytter ikke mordet til de senere drab pga. forskellen i sårmønsteret.[19]

De kanoniske fem

De kanoniske fem
Jack the Ripper-ofre
Mary Ann Nichols
Annie Chapman
Elizabeth Stride
Catherine Eddowes
Mary Jane Kelly

De kanoniske fem ofre var Mary Ann Nichols, Annie Chapman, Elizabeth Stride, Catherine Eddowes og Mary Jane Kelly. Nichols' lig blev fundet omkring kl. 3:40 fredag 31. august 1888 i Buck's Row (nu Durward Street) i Whitechapel. Hendes hals var skåret med to dybe snit, og den nederste del af hendes underliv var delvis flænset og havde et dybt, takket sår. Talrige andre snit i underlivet var udført med samme kniv.[20]

Chapmans lig blev opdaget omkring kl. 6:00 lørdag 8. september 1888 nær en døråbning i baghaven af Hanbury Street 29 i Spitalfields. Ligesom i sagen om Mary Ann Nichols var halsen skåret af to dybe snit.[21] Hendes mave og underliv var flænset åbent, og det blev senere opdaget at hendes livmoder var fjernet.[22] Under ligsynet, tilstod et vidne af have set Chapman ved omkring kl. 5:30 med en mørk-håret mand af ussel bygning.[23]

Stride og Eddowes blev dræbt en tidlig søndag morgen 30. september 1888. Strides lig blev fundet omkring kl. 1 i Dutfield's Yard ved Berner Street (nu Henriques Street) i Whitechapel. Dødsårsagen var et dybt snit, der gennemskar hovedpulsåren i venstre side af halsen. Usikkerhed om hvorvidt Strides mord var udført af Jack, eller om han blev afbrudt under mordet, stammer fra manglende lemlæstelser imod maven og underlivet.[24] Vidner der troede de så Stride den nat med en mand, gav forskellige udsagn: hendes partner havde lyst hår - eller mørkt; nogle sagde han var sølle klædt andre fornemt.[25] Eddowes lig blev fundet i Mitre Square i City of London, tre kvarter efter Strides. Hendes hals var afskåret, og mave og underliv var skåret op og havde et dybt, takket sår. Hendes venstre nyre og store dele af hendes livmoder var fjernet. En lokal Joseph Lawende havde passeret torvet sammen med to venner kort tid inden mordet, og han beskrev en lyshåret mand af sølle udseende sammen med en kvinde der kunne være Eddowes.[26] Hans venner kunne dog ikke bekræfte beskrivelsen.[26] Eddowes' og Strides mord var senere kaldt "dobbelt-begivenheden".[27] En del af Eddowes forklæde indsmurt i blod blev fundet i en indgang til en udlejningsejendom i Goulston Street, Whitechapel. Skrifter på væggen over forklædet, der blev kendt som Ghoulson Street graffitien, hentydede til en jøde eller jøder, men det var uklart om det var morderen, der havde skrevet teksten efter at have smidt forklædet, eller om det var et rent tilfælde.[28] Politikommissær Charles Warren frygtede at graffitien ville starte anti-semitiske demonstrationer og beordrede, at det blev vasket væk før daggry.[29]

Officielt politi foto af Mary Kelly's mordscene i Miller's Court 13[8]

Kellys grusomt mishandlede lig blev opdaget liggende på en seng i et enmandsværelse hvor hun boede i Miller's Court 13,[8] nær Dorset Street, Spitalfields kl. 10:45 fredag 9. november 1888. Hendes hals var afskåret helt ned til nakkehvirvlen, og maven var tømt for alle organer, der var spredt rundt i værelset. Hjertet manglede dog.

De kanoniske fem mord blev alle begået om natten, eller inden en weekend sidst på måneden eller en uge efter.[30] Lemlæstelserne blev værre eftersom mordene fortsatte, dog med undtagen af Strides, hvis morder muligvis blev afbrudt.[31] Nichols lig manglede ingen organer; Chapmans lig manglede livmoderen; Eddowes lig manglede livmoderen og venstre nyre og hendes ansigt var stærkt mishandlet; Kellys ligs organer var udtaget og hendes ansigt hakket væk, hendes hjerte var det eneste, der manglede fra gerningsstedet.

Teorien om, at alle fem mord var udført af den samme, stammer fra samtidige dokumenter, der knytter dem sammen og udskiller de andre.[32] I 1894 skrev Sir Melville Macnaghten, assisterende politimester af Metropolitan Police Service og lederen af Criminal Investigation Department (CID) en rapport hvori han konstaterede: "Whitechapelmordene havde 5 ofre og fem ofre alene".[33] Ligeledes blev de kanoniske fem knyttet sammen af politi kirurg Thomas Bond til Robert Anderson, lederen af CID den 10. november 1888.[34] Nogle forskere har sagt, at selv om en del af mordene er begået af den samme, er et ukendt større antal mordere, der arbejdede alene, skyld i de andre.[35] Historikerne Stewart P. Evans og Donald Rumbelow diskuterede, om de kanoniske fem er en "ripper-myte" og imens tre af mordene (Nichols, Chapman og Eddowes) kan med stor sandsynlighed knyttes sammen, er der større usikkerhed omkring Stride og Kelly, og endnu større omkring Tabram.[36] Derimod mener nogle at de seks mord imellem Tabram og Kelly var dræbt af samme gerningsmand.[11] Dr Percy Clark, assistent til patologen George Bagster Phillips, knyttede kun tre af mordene til samme mand og mente de andre var kopierede af "svag-sindede individer ... forsøgende i at efterligne mordene".[37] Macnaghten sluttede ikke politienhederne sammen før året efter mordene og hans notater indikere på seriøse faktuelle fejl omkring mulige mistænkte.[38]

Senere Whitechapel mord

Kelly er af mange set som Rippers sidste offer, og en teori var, at gerningsmanden enten var død, fængslet, institutionaliseret eller immigreret.[16] Whitechapel rapporten indeholder også fire andre detaljerede mord, der skete efter mordet på Rose Mylett, Alice McKenzie, Pinchin Street torsoen og Frances Coles.

Mylett var fundet stranguleret i Clarke's Yard, High Street, Poplar d. 20. december 1888. Da der ingen tegn var på kamp , mente politiet at der måske var tale om, at hun ved et uheld havde kvalt sig selv, mens hun var fuld, eller at hun begik selvmord.[39] Alligevel mente ligsyn juryen at der var tale om mord.[39]

McKenzie blev dræbt 17. juli 1889 af et snit på venstre Arteria carotis externa. Utallige mindre skader og snit blev fundet på liget, der blev fundet i Castle Alley, Whitechapel. En af de tilkaldte patologer Thomas Bond mente, at hun var dræbt af Jack the Ripper. Mens en anden patolog George Bagster Phillips, der havde undersøgt tre tidligere ofre, var uenig.[40] Senere forfattere mener, at hendes morder kopierede Jacks modus operandi for at aflede mistanke fra dem selv,[41]. Andre mener, at hun var et offer for Jack.[42]

"Pinchin Street torsoen" var en hovedløs og benløs krop af en uidentificeret kvinde fundet under en jernbane i Pinchin Street, Whitechapel d. 10. september 1889. Det virkede sandsynligt, at mordet var begået andetsteds og dele af den parterede krop var spredt med henblik på bortskaffelse.[43]

Coles blev dræbt 13. februar 1891 under en jernbane-bue ved Swallow Gardens, Whitechapel. Der var skåret i hendes hals, men hendes krop var ikke yderligere mishandlet. James Sadler, der tidligere var blevet set sammen med hende, blev sigtet for mord og man mente at have fanget Jack the Ripper.[44] Han blev dog frifundet i retten på grund af manglende beviser d. 3. marts 1891.[44]

Andre påståede ofre

Ud over de elleve Whitechapel mord har kommentatorer søgt at knytte andre mord til Jack the Ripper. I et tilfælde var mordet på "Fairy Fay" knyttet til Jack the Ripper. Der er dog usikkerhed, om dette mord nogensinde har fundet sted, eller om det var skabt som et forsøg på "Ripper lore".[45] "Fairy Fay" var et øgenavn på et påstået offer fundet 26. december 1887 "efter en pæl var brugt til at gennembore hendes underliv",[46][47] men der var ingen tilsvarende mord på eller omkring juletid i Whitechapel i 1887.[48] "Fairy Fay" kan være blevet skabt af pressen efter en forvirring om detaljerne omkring mordet på Emma Elizabeth Smith der havde et separat ikke-dødligt angreb den tidligere jul.[45] Mange forfattere og researchere er i dag enige om at "Fairy Fay" aldrig har eksisteret.[45][49]

Annie Millwood blev indskrevet på Whitechapel workhouse infirmary med stiksår i ben og underliv d. 25. februar 1888.[50] Hun blev udskrevet og døde senere af naturlige årsager 31. marts 1888.[49] Hun blev senere set som Jacks første offer, men angrebet kan ikke knyttes til de andre på grund af den store usikkerhed.[51] Et andet tidligere påstået offer var Ada Wilson,[52] der overlevede at blive stukket to gange i halsen 28. marts 1888.[53] Annie Farmer der boede ved det samme logi-hus som Martha Tabram,[54] meldte et angreb d. 21. november 1888. Hun havde et overfladisk snit på hendes hals, men der er en sandsynlighed for at det er selvforskyldt.[55]

"Whitehall mysteriet" oktober 1888

"Whitehall mysteriet" var et øgenavn til en uopklaret sag om en hovedløs torso fundet flydende i Themsen nær Pimlico, og et af benene blev fundet begravet nær hvor torsoen var blevet fundet.[56] De andre kropsdele blev aldrig fundet, og liget blev aldrig identificeret. Lemlæstelserne var ens til de der var fundet i Pinchin Street sagen, hvor hoved og ben manglede, men ikke armene. Whitechall mysteriet og Pinchin Street sagen har måske været en del af en serie mord, kaldet "Themsen mysterierne", udført af den samme kendt som "The Torso killer".[57] Hvorvidt om Jack the Ripper og "The Torso killer" var en og samme person, eller om de begge var to seriemordere der arbejde indenfor det samme område vides ikke, og er stadig under debat.[57] Da "The Torso killers" modus operandi var forskellig fra Jack the Rippers, mente politiet ikke, at der var en sammenhæng.[58] Den prostituerede Elizabeth Jacksons legemsdele blev alle fundet i Themsen fra 2. juni til d. 25. juni 1889. Hun har måske været et offer for "The Torso killer".[59]

John Gill på syv år blev fundet myrdet i Manningham 29. december 1888. Hans ben var afskåret, hans mave og underliv åbnet, hans tarme udtømt fra maven, og hans hjerte og det ene øre var fjernet. Sammenligningerne med mordet på Mary Kelly fik pressen til at påstå at han havde været offer for Jack the Ripper.[60] Drengens arbejdsgiver, mælkemand William Barrett, blev efter indicier anholdt to gange. Han blev frifundet.[60] Ingen andre blev nogensinde sigtet for mordet.[60]

Carrie Brown (også kaldt "Shakespeare" fordi hun skulle have citeret William Shakespeare) var stranguleret ved hjælp af tøj og lemlæstet med kniv d. 24. april 1891 i New York City.[61] Hendes lig blev fundet med en stor flænge i lysken og overfladiske snit på hendes ben og ryggen. Ingen organer var fjernet, dog var en æggestok der enten var fjernet med vilje eller utilsigtet placeret på hendes seng.[61] Det blev sammenlignet med de andre Whitechapel mord, men Metropolitan Police udlukkede senere en forbindelse.[61]

Efterforskning

Frederick Abberline, 1888

Politiets akter om Whitechapelmordene giver et detaljeret syn på efterforsknings-procedurer i klunketiden.[62] Et stort hold af politimænd udførte hus-til-hus undersøgelser i Whitechapel området. Retsmedicinsk materiale blev samlet og undersøgt. Formodede gerningsmænd blev identificeret, overvåget og blev enten undersøgt til bunds eller fjernet fra mistanke. Politiet følger de samme metoder i dag.[62] Over 2000 folk blev afhørt, "op mod 300" mennesker blev undersøgt og 80 blev tilbageholdt.[63]

Efterforskningen blev oprindeligt udført af Metropolitan Police Whitechapel (H) Division Criminal Investigation Department (CID) ledet af kriminalinspektør Edmund Reid. Efter mordet på Nichols sendte Scotland Yard kriminalinspektørerne Frederick Abberline, Henry Moore og Walter Andrews for at assistere. Efter mordet på Eddowes inden for City of London blev City Polices kriminalinspektør James McWilliam involveret.[8] De overordnede retningslinjer for mordafhøringerne blev hæmmet, da den nye leder af CID, Robert Anderson, var i Schweiz fra d. 7. september til 6. oktober, da Chapman, Stride og Eddowes blev dræbt.[64] Det fik Metropolitan Police kommissær, sir Charles Warren, til at vælge administrerende inspektør Donald Swanson til at koordinere undersøgelsen fra Scotland Yard.[65]

"Blind-man's Buff" "Blindebuk" Punch Det er en tegning af John Tenniel (22. september 1888), der kritiserer polities inkompetence. Politiets mangel på resultater styrkede de radikales holdninger i at politiet var udulige og dårligt forvaltede.[66]

På grund af en utilfredshed med politiets indsats begyndte en gruppe frivillige i East End of London Whitechapel Vigilance Committee at overvåge gaderne og holde udkig efter suspekte personer. Gruppen opfordrede regeringen til at udlove en dusør for oplysninger om mordene og hyrede privatdetektiver, der afhørte vidner.[67]

Slagtere, slagterier, kirurger og læger blev mistænkt på grund af den måde lemlæstelserne var udført på. Et notat fra major Henry Smith, fungerende kommissær for City Police, tyder på, at alibier af lokale slagtere og slagterier blev undersøgt og fjernet fra undersøgelsen.[68] En rapport af inspektør Donald Swanson til Home Office bekræfter at 76 slagtere og slagterier blev besøgt og omfattede alle deres ansatte i undersøgelsen de næste seks måneder.[69] Nogle aktuelle figurer såsom Victoria af Storbritannien syntes, at morderens mønster tydede på en slagter eller kvægdriver på en af de mange kvægbåde, der transporterede kvæg imellem London og Europa. Whitechapel var tæt på Londons havn,[70] og normalt gik de både til kaj på en torsdag eller fredag, og sejlede videre lørdag eller søndag.[71] Kvægbådene blev alle undersøgt, men ingen af bådene matchede datoerne på mordene og mistanken om deres besætningsmedlemmer blev ligeledes droppet.[72]

Gerningsmandsprofil

Ved slutningen af oktober bad Robert Anderson politikirurg Thomas Bond om hans mening om morderens kirurgiske evner og viden.[73] Bonds vurdering af Whitechapel-morderen er den tidligste gerningsmandsprofil.[74] Bonds vurdering var baseret på hans egne undersøgelser af de stærkt lemlæstede ofre og post mortem notater om de fire tidligere kanoniske mordere.[34] Han skrev:

Citat Alle fem mord var med uden tvivl begået af den samme. Ved de første fire var halsene skåret fra venstre til højre, i den sidste sag på grund af de omfattende lemlæstelser er det svært at sige, i hvilken retning det dødelige snit var ført, men blod var fundet på muren tæt på, hvor kvindens hoved må have ligget.
Alle omstændigheder omkring mordene gør, at jeg er kommet til den konklusion at kvinden måtte have ligget ned, da hun blev dræbt, og i alle af mordene blev halsen skåret over først.[34] 		Citat

Bond var stærkt mod teorien om, at morderen skulle have videnskabelig eller anatomisk viden, eller endog "den tekniske viden som en slagter eller hesteslagter".[34] Hans mente, at morderen må have været en ensom mand med omfattende "periodiske anfald af morderiske og erotiske mani", med karakter af lemlæstelser, der muligvis indikerer "satyriasis".[34] Bond konstaterede også, at "den morderiske impuls kan have udviklet sig fra en hævngerrig eller rugende tilstand af sindet, eller at religiøst mani muligvis har været den originale sygdom, men jeg tror ikke at begge hypoteser er sandsynlige".[34]

Mens der ingen beviser er for at morderen har haft seksuel aktivitet med ofrene,[11][75], mener nogle psykologer, at indtræningen med kniv i ofrene og "efterlade dem i seksuelt nedværdigende positioner med de udsatte sår" indikerer at morderen muligvis har opnået seksuelt nydelse ved angrebene.[11][76] Denne holdning er udfordret af andre, der afviser sådanne hypoteser som ubeviste antagelser.[77]

Mistænkte

Uddybende Uddybende artikel: Jack the Ripper mistænkte
Tom Merrys bud på Jack the Ripper - forsiden af magasinet Puck 21. september 1889

At mordene foregik i weekenderne, og gerningsstederne lå tæt på hinanden, har for mange indikeret, at Jack the Ripper arbejdede om hverdagene og boede der.[78] Andre mener, at han var en dannet overklassemand, muligvis læge eller aristokrat, der af og til besøgte Whitechapel fra et bedre stillet område;[79] sådanne teorier er baseret på kulturelle perceptioner som frygten for medicinske uddannede, mangel på tillid til den moderne videnskab, eller udnyttelsen af en fattig mand begået af rigere.[80] Mistænkte forslået år efter mordene omfatter stort set alle fjernt forbundet med sagen af samtidige dokumenter, såvel som mange populære navne, der aldrig var en del af politiets efterforskning. Da alle nu er døde, kan alle nutidige forfattere anklage, hvem de vil, "uden behov for nogen understøttende historiske beviser".[81] Mistænkte nævnt i politiets datidige dokumenter inkluderer tre i Sir Melville Macnaghten memorandum fra 1894, men beviserne imod dem er i bedste tilfælde indirekte.[82] Et af Dronning Viktorias børnebørn er også blevet nævnt som mistænkt.

I 2014 hævdede en engelsk forfatter, at han ved hjælp af DNA-analyse havde nået frem til, at morderen var en polsk immigrant, Aaron Kosminski, der var blandt politiets hovedmistænkte.[83][84] Påstanden er dog afvist af eksperter i DNA-analyse, herunder af "opfinderen" af DNA-analyse, Sir Alec Jeffreys, der har udtalt, at udpegningen af Kosminski beror på en alvorlig fejl i DNA-analysen.[85][86]

På trods af de mange og varierede teorier omkring Jack the Rippers identitet og profession har myndighederne ikke været enige om en fælles løsning og antallet af navngivne mistænkte overstiger 100.[87][88]

I populærkultur

Der er udgivet en stribe bøger, film og hjemmesider om Jack the Ripper. Nogle forsøger at påvise hvem den virkelige Jack the Ripper var, og andre digter en egen versioner af historien. Den første film med inspiration i mordene var Waxworks fra 1924.

Film om Jack the Ripper


Kilder

  1. ^ Kershen, Anne J., "The Immigrant Community of Whitechapel at the Time of the Jack the Ripper Murders", in Werner, pp. 65–97; Vaughan, Laura, "Mapping the East End Labyrinth", in Werner, p. 225
  2. ^ Life and Labour of the People in London (London: Macmillan, 1902–1903) (The Charles Booth on-line archive) retrieved 5 August 2008
  3. ^ Evans and Skinner, Jack the Ripper: Letters from Hell, p. 1; Police report dated 25 October 1888, MEPO 3/141 ff. 158–163, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 283; Fido, p. 82; Rumbelow, p. 12
  4. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 131–149; Evans and Rumbelow, pp. 38–42; Rumbelow, pp. 21–22
  5. ^ Marriott, John, "The Imaginative Geography of the Whitechapel murders", in Werner, pp. 31–63
  6. ^ Haggard, Robert F. (1993), "Jack the Ripper As the Threat of Outcast London", Essays in History, vol. 35, Corcoran Department of History at the University of Virginia
  7. ^ Woods and Baddeley, p. 20
  8. ^ a b c d e The Enduring Mystery of Jack the Ripper, London Metropolitan Police, arkiveret fra originalen 2006-07-11, hentet 31 January 2010 {{citation}}: Tjek datoværdier i: |accessdate= (hjælp)
  9. ^ Cook, pp. 33–34; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 3
  10. ^ Cook, p. 151
  11. ^ a b c d Keppel, Robert D.; Weis, Joseph G.; Brown, Katherine M.; Welch, Kristen (2005), "The Jack the Ripper Murders: A Modus Operandi and Signature Analysis of the 1888–1891 Whitechapel Murders", Journal of Investigative Psychology and Offender Profiling, vol. 2, pp. 1–21
  12. ^ Evans and Rumbelow, pp. 47–55
  13. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 27–28; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 4–7
  14. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 28; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 4–7
  15. ^ e.g. The Star, 8 September 1888, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 155–156 and Cook, p. 62
  16. ^ a b Davenport-Hines, Richard (2004). "Jack the Ripper (fl. 1888)", Oxford Dictionary of National Biography. Oxford University Press. Subscription required for online version.
  17. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 29–31; Evans and Rumbelow, pp. 47–50; Marriott, pp. 5–7
  18. ^ Evans and Rumbelow, pp. 51–55
  19. ^ Evans and Rumbelow, pp. 51–55; Marriott, p. 13
  20. ^ Evans and Rumbelow, pp. 60–61; Rumbelow, pp. 24–27
  21. ^ Rumbelow, p. 42
  22. ^ Marriott, pp. 26–29; Rumbelow, p. 42
  23. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 153; Cook, p. 163; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 98; Marriott, pp. 59–75
  24. ^ Cook, p. 157; Marriott, pp. 81–125
  25. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 176–184
  26. ^ a b Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, pp. 193–194; Chief Inspector Swanson's report, 6 November 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Evans and Skinner, pp. 185–188
  27. ^ e.g. Evans and Skinner, Jack the Ripper: Letters from Hell, p. 30; Rumbelow, p. 118
  28. ^ Cook, p. 143; Fido, pp. 47–52; Sugden, p. 254
  29. ^ Letter from Charles Warren to Godfrey Lushington, Permanent Under-Secretary of State for the Home Department, 6 November 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 183–184
  30. ^ e.g. Daily Telegraph, 10 November 1888, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 339–340
  31. ^ Macnaghten's notes quoted by Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 584–587; Fido, p. 98
  32. ^ Cook, p. 151; Woods and Baddeley, p. 85
  33. ^ Macnaghten's notes quoted by Cook, p. 151; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 584–587 and Rumbelow, p. 140
  34. ^ a b c d e f Letter from Thomas Bond to Robert Anderson, 10 November 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 360–362 and Rumbelow, pp. 145–147
  35. ^ e.g. Cook, pp. 156–159, 199
  36. ^ Evans and Rumbelow, p. 260
  37. ^ Interview in the East London Observer, 14 May 1910, quoted in Cook, pp. 179–180 and Evans and Rumbelow, p. 239
  38. ^ Marriott, pp. 231–234; Rumbelow, p. 157
  39. ^ a b Evans and Rumbelow, pp. 245–246; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 422–439
  40. ^ Evans and Rumbelow, pp. 208–209; Rumbelow, p. 131
  41. ^ Evans and Rumbelow, p. 209
  42. ^ Marriott, p. 195
  43. ^ Evans and Rumbelow, p. 210; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 480–515
  44. ^ a b Evans and Rumbelow, pp. 218–222; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 551–568
  45. ^ a b c Evans, Stewart P.; Connell, Nicholas (2000). The Man Who Hunted Jack the Ripper. ISBN 1-902791-05-3
  46. ^ Fido, p. 15
  47. ^ The name "Fairy Fay" was first used by Terrence Robinson in Reynold's News, 29 October 1950, "for want of a better name".
  48. ^ Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 3
  49. ^ a b Begg, Jack the Ripper: The Facts, pp. 21–25
  50. ^ The Eastern Post and City Chronicle, 7 April 1888
  51. ^ Beadle, William (2009), Jack the Ripper: Unmasked, London: John Blake, ISBN 978-1-84454-688-6, p. 75
  52. ^ Beadle, p. 77; Fido, p. 16
  53. ^ e.g. East London Advertiser, 31 March 1888
  54. ^ Beadle, p. 207
  55. ^ Beadle, p. 207; Evans and Rumbelow, p. 202; Fido, p. 100
  56. ^ Evans and Rumbelow, pp. 142–144
  57. ^ a b Gordon, R. Michael (2002), The Thames Torso Murders of Victorian London, Jefferson, North Carolina: McFarland & Company, ISBN 978-0-7864-1348-5
  58. ^ Evans and Rumbelow, pp. 210–213
  59. ^ Gordon, R. Michael (2003), The American Murders of Jack the Ripper, Santa Barbara, California: Greenwood Publishing, ISBN 978-0-275-98155-6, pp. xxii, 190
  60. ^ a b c Evans and Skinner, Jack the Ripper: Letters from Hell, p. 136
  61. ^ a b c Vanderlinden, Wolf (2003–04). "The New York Affair", in Ripper Notes part one No. 16 (July 2003); part two No. 17 (January 2004), part three No. 19 (July 2004 ISBN 0-9759129-0-9)
  62. ^ a b Canter, David (1994), Criminal Shadows: Inside the Mind of the Serial Killer, London: HarperCollins, pp. 12–13, ISBN 0-00-255215-9
  63. ^ Inspector Donald Swanson's report to the Home Office, 19 October 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 205; Evans and Rumbelow, p. 113; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 125
  64. ^ Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 675
  65. ^ Begg, p. 205; Evans and Rumbelow, pp. 84–85
  66. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 57
  67. ^ e.g. Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 245–252
  68. ^ Rumbelow, p. 274
  69. ^ Inspector Donald Swanson's report to the Home Office, 19 October 1888, HO 144/221/A49301C, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 206 and Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 125
  70. ^ Marriott, John, "The Imaginative Geography of the Whitechapel murders", in Werner, p. 48
  71. ^ Rumbelow, p. 93; Daily Telegraph, 10 November 1888, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 341
  72. ^ Robert Anderson to Home Office, 10 January 1889, 144/221/A49301C ff. 235–6, quoted in Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, p. 399
  73. ^ Evans and Rumbelow, pp. 186–187; Evans and Skinner, The Ultimate Jack the Ripper Sourcebook, pp. 359–360
  74. ^ Canter, pp. 5–6
  75. ^ Woods and Baddeley, p. 38
  76. ^ See also later contemporary editions of Richard von Krafft-Ebing's Psychopathia Sexualis, quoted in Woods and Baddeley, p. 111
  77. ^ Evans and Rumbelow, pp. 187–188, 261; Woods and Baddeley, pp. 121–122
  78. ^ Marriott, p. 205; Rumbelow, p. 263
  79. ^ Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 43
  80. ^ Woods and Baddeley, pp. 111–114
  81. ^ Evans and Rumbelow, p. 261
  82. ^ e.g. Frederick Abberline in the Pall Mall Gazette, 31 March 1903, quoted in Begg, Jack the Ripper: The Definitive History, p. 264
  83. ^ Roar, Niklas (7. september 2014). "Jack the Ripper afsløret efter 126 år". ekstra bladet. Hentet 2014-09-08.
  84. ^ Secher, Mikkel (7. september 2014,). "Historisk mordgåde måske løst: Jack the Ripper afsløret efter 126 år?". nyhederne.tv2.dk. Hentet 2014-09-08. {{cite news}}: Tjek datoværdier i: |date= (hjælp)CS1-vedligeholdelse: Ekstra punktum (link)
  85. ^ Has Jack the Rippers identity really been revealed using DNA-evidence, The Independent, 7. september 2014
  86. ^ Jack the Ripper: Scientist who claims to have identified notorious killer has 'made serious DNA error, The Independent, 19. oktober 2014
  87. ^ Whiteway, Ken (2004). "A Guide to the Literature of Jack the Ripper", Canadian Law Library Review, vol. 29 pp. 219–229
  88. ^ Eddleston, pp. 195–244
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Jack_the_Ripper&oldid=8149414"