Johannesevangeliet

Johannesevangeliet er den fjerde bog i Det Nye Testamente. Det er samtidig det fjerde og sidste af evangelierne.

Datering

Johannesevangeliet menes at være det sidst skrevne evangelium. Det har hidtil været antaget, at evangeliet er skrevet mellem år 65 og 85. Nogle bibelforskere mener dog, at den sidste del først er skrevet i slutningen af det første eller begyndelsen af det andet århundrede. Den gængse holdning er, at evangeliet blev skrevet i to eller tre ombæringer. Den første del antages at være skrevet et sted mellem år 50-70, og den sidste del omkring år 95-100. Johannesevangeliet forkortes Joh.

Ophav

Nedskrivningen af Johannesevangeliet tilskrives traditionelt disciplen Johannes, som af nogle identificeres med apostlen Johannes, men skriftet selv er som de øvrige evangelier anonymt — det oplyses blot afsluttende (Joh 21:20-24), at det er skrevet af "den discipel, som Jesus elskede" (se nedenfor). Forfatteren til evangeliet er omstridt. I den oldkirkelige tradition regnede nogle med at apostlen Johannes Zebedæussøn var forfatteren. En anden tradition modsiger dog dette, da Johannes i denne skulle være død før affattelsestiden. Andre mente, at det var skrevet af en anden af Jesu disciple, presbyteren Johannes. Johannesevangeliet synes dog ikke at være affattet af en person, der har levet i Galilæa på Jesu tid, men synes nærmere at afspejle en tid, hvor man ikke har kendt den levende, historiske Jesus.^{[kilde mangler]} Andre teorier om forfatteren af evangeliet, taler om en forfatterskole – et johannæisk forfatterkollektiv.

Traditionen peger på at evangeliet er skrevet i byen Efesos, der på den tid var et mødested for mange religiøse strømninger.

Indhold

Kapitel 1: Åbningshymne og Jesu første aktiviteter

Kapitel 2: Et bryllup

Kapitel 3: En samtale om natten

Kapitel 4: En samtale midt på dagen

Kapitel 5: Vidnesbyrd om Faderens gernínger

Kapitel 6: Livets brød

Kapitel 7: Levende vand

Kapitel 8: Jesu vidnesbyrd om sig selv

Kapitel 9: En blind mand ser

Kapitel 10: Hyrden og fårene

Kapitel 11: Lazarus kommer ud af graven

Kapitel 12: Jesus, gjort klar til sin begravelse, drager ind i Jerusalem

Kapitel 13: Jesu sidste tale

Kapitel 14: Talsmanden

Kapitel 15: Disciplenes kærlighed, verdens had

Kapitel 16: Hvad Talsmanden gør, når jeg er væk

Kapitel 17: Jesu bøn for sine tilhængere

Kapitel 18-19: Jesus arresteres, forhøres, dømmes og henrettes

Kapitel 20: Opstandelsen

Kapitel 21: Efterskrift: Hvem er størst – Peter eller Den Elskede Discipel?

"Den Elskede Discipel"

I Johannesevangeliet optræder på afgørende steder en navnløs og gådefuld figur, der fremstilles som en discipel, som havde en særligt nær relation til Jesus. At forholdet var anstrengt mellem de kristne menigheder, der har haft Johannesevangeliet som deres fortrukne evangelieskrift (og som begrundede deres tradition med henvisninger til 'den discipel Jesus elskede') og andre traditioner i den tidlige kirke, afsløres i det sidste kapitel 21, der er tilføjet efter Simon Peters og Den Elskede Discipels død. Kapitlet skal afklare deres indbyrdes relation – hvem af dem er størst? Det svar, der gives er: Peter har forrang som kirkens hyrde. Den Elskede Discipel er discipel par excellence. Og rollefordelingen mellem dem tilkommer Herren.

Karakteristik

Johannesevangeliet adskiller sig væsentligt fra de tre synoptiske evangelier og er det mest teologisk reflekterede af de 4 evangelieskrifter i Det Nye Testamente, hvilket viser at det er skrevet sidst. Til forskel fra de tre andre har sproget i Johannesevangeliet poetisk karakter. Indholdsmæssigt adskiller Johannesevangeliet sig også fra de synoptiske evangelier.

Fra starten gøres det klart i hvilket lys evangeliet skal læses: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” (Joh 1,1). Skribenten forkynder ikke en bestemt lære, han forkynder Jesus. Det er målet at få læseren til at forstå, hvem Jesus er. I slutningen skrives det: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” (20,31). Til forskel fra de andre evangelier gøres det i Johannesevangeliet eksplicit klart, at Jesus er Gud selv. Det pointeres flere steder i evangeliet, at Faderen og Sønnen er den samme Gud og at ”ingen kommer til Faderen uden ved mig” (14,6).

Baggrunden er krise i forhold til det omgivende samfund – de kristne trækker sig bort fra en farligt fjendtlig omverden for at samle sig om deres Herre, der forklarer om sig selv og sin sande identitet. Konflikt er konstant baggrund. Der bruges mange modsætningsforhold (lys/mørke, had/kærlighed osv.) Tro eller afvisning af Jesus er et enten-eller, ude-eller-inde. Troen er ikke en privatsag, men skal bekendes offentligt, ikke ulig en faneed.

Sprogtonen er dog ikke krisepræget, men rolig og nærmest lyrisk, med rytme i sætninger og udsagn. Alt er fortalt fra Guds synsvinkel, dvs den autentiske og ægte synsvinkel på livet. Sproget er symbolsk (ofte i flere lag) og suggestivt, men med basis i historiske begivenheder. Der er en aura af uafhængig autoritet over dette evangelieskrift, holdningen er individualistisk og anti-hierarkisk – dog uden brud med resten af den tidlige kristne kirke (hvis autoriteter er repræsenteret ved Peter).

"Vidnesbyrd" er den danske oversættelse af martyria, som er et nøgleord i dette evangelium. Det er sågar vigtigere end "tegn" (semeion), der i sig selv er en form for vidnesbyrd. Jesu "tegn" er hans mirakler, der er præliminær åbenbaring, der kræver tolkning i lyset af hans ord og hans død og opstandelse. Helligånden er "Talsmanden", der fortsætter Jesu nærvær og tjeneste blandt de kristne.

Noget helt unikt for Johannesevangeliet er forekomsten af ironi, noget der ellers ikke er tradition for i evangelierne.^{[kilde mangler]}

Formålet med Johannesevangeliet er at proklamere Jesu sande identitet, så tilhørernes tro på ham bliver retledt. Hensigten er overtalelse, snarere end historisk redegørelse. Et gennemgående tema er strid om religiøs sandhed, at klargøre emner så de enten accepteres eller afvises, ikke ulig en advokats tale i en retssal med indkaldelse af vidner. Modpartens holdninger er desværre ukendte, men det drejede sig om Jesu virkelige karakter og identitet.

Spørgsmålet 'Hvem er Jesus?' er blevet kaldt for "Johannesevangeliets messiashemmelighed", fordi Jesu sande identitet er noget, man forstår i kraft af åbenbaring, ikke ved skrift eller tradition. Jesus belyser de hellige skrifter, ikke omvendt. Åbenbaringen i Jesus refererer til og forudsætter Guds åbenbaring til Israel – åbenbaring af Gud er et eksplicit tema i Johannesevangeliet. Især opstandelsen kaster sit lys bagud på det foregående.

Detaljer

Et af de mest berømte bibelcitater stammer fra Johannesevangeliet (Joh. 3:16): ”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”. Dette citat er oversat til mere end 1100 sprog.