Paulus' Brev til Titus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search

Paulus' Brev til Titus er det 17. skrift i Det Nye Testamente, og det sidste af de pastorale breve. Ifølge brevet selv er det skrevet af Paulus til sin medarbejder Titus, der netop er på Kreta for at ordne forskellige menighedsforhold på øen. Paulus skriver derfor for at vejlede sin medarbejder og udstikke retningslinjer for forordningen af ældste i menigheden og for hvordan de kristne bør leve.

Overblik[redigér | redigér wikikode]

Ud fra Det Nye Testamentes egne kilder, så var Titus en for Paulus yngre kristen af hedensk baggrund, som han tidligere havde præsenteret for modermenigheden i Jerusalem som et »levende bevis« for sit hedningeevangelium (se Gal. kap.2,2-3). På Paulus' tredje missionsrejse hjalp Titus ifølge Apostlenes Gerninger (ApG 28,16) ham under opholdet i Efesos, hvorefter Paulus sendte ham til korintermenigheden.

Hvis Titusbrevet skal tages for pålydende så kunne en rekonstruktion af forholdene tyde på at Paulus efter fangenskab i Rom tog til Kreta sammen med Titus og grundlagde en menighed der. Da Paulus fortsatte blev Titus på Kreta for at tage sig af menigheden. Det var her, han modtog Paulus' brev. Det sidste, vi hører til Titus i det Nye Testamente, er at han ifølge 2. Tim 4,10 forkynder evangeliet i Dalmatien (i det tidligere Jugoslavien). Paulus har så givetvis skrevet brevet ca. 63-65 e.Kr. – muligvis i Korint.

I brevet minder Paulus Titus om vigtigheden af et uangribeligt, moralsk liv blandt menighedens ledere og øvrige medlemmer. En kristen bør leve efter den »sunde lære« – dvs. han skal opføre sig besindigt og værdigt og lade sig opdrage af Guds nåde til at leve et gudfrygtigt liv. Et sådant liv har langt større slagkraft end mange ord.

Detaljeret indhold[redigér | redigér wikikode]

  • 1,1-4: Indledning
  • 1,5- 3,11: Vejledning til Titus i forordningen af menigheden på Kreta
    • 1,5-1,9: Indsættelse af ledere
      • Krav til ældste
      • Krav til tilsynsmænd
    • 1,9-1,16: Formaning til at afvise genstridige og ugudelige
    • 2,1- 3,2: Om en kristen husorden
      • Formaninger til de ældre mænd (v2), de ældre kvinder (v3), de unge kvinder (v4-5), de unge mænd (v6), Titus som forbillede (v7-8) og slaver (v9-10)
      • Om Guds nåde og frelse som opdrager til at sige nej til ugudlighed og til at handle gudeligt
      • Formaninger til at underordne sig myndighederne. (3,1-2)
    • 3,3-8: Vægtlængning på at gøre godt, for:
      • Før var vi ugudelige
      • Men Guds godhed og barmhjertighed frelste os
      • Dette tilskynder os til at handle godt og rigtigt overfor mennesker
    • 3,9-11: Advarsel mod tåbelige diskussioner.
  • 3,12-15: Afslutning
    • Om udsendte medarbejder
    • Hilsner fra Paulus samt velsignelse.

Forfatterspørgsmål[redigér | redigér wikikode]

I den moderne forskning betragtes det som tvivlsomt, at Paulus skulle være forfatter til dette brev og de øvrige pastoralbreve (Første Timotheusbrev og Andet Timotheusbrev), men standpunktet angribes fra særligt bibeltro forskere, der mener at trods forskellige mellem Paulus øvrige breve og disse breve, så udelukker de ikke en fælles forfatter. Læs videre behandling af spørgsmålet i behandlingen af de pastorale breve.

Detaljer[redigér | redigér wikikode]

Forordningen af ældste[redigér | redigér wikikode]

Dette brev sammen med de øvrige pastoral breve tegner et billede af hvordan de tidlige menigheder var forordnet. Der virker til at være en tilsynsmand (episkopoi) (v7-9) og et ældsteråd (presbyteroi) (v6) til at styre menigheden efter forbillede fra den jødiske synagoge. Eventuelt skal disse titler tænkes sammen. Lignende struktur i kirketænkningen møder vi hos Ignatius af Antiokia.

Guds nåde som opdrager til et gudeligt liv[redigér | redigér wikikode]

Det er to tekstpassager (2,11-14; 3,3-8), der viser at Guds nåde opfattes, som de kristnes motivation til gode gerninger. Guds nåde har ifølge Paulus frelst os, ikke på grund af vores retfærdige gerninger men på grund af Guds godhed, kærlighed og barmhjertighed. Ved at lægge vægt på denne frelse og denne nåde, mener Paulus, at det vil få de troende til at handle godt og rigtigt og leve gudfrygtigt og retskaffent i denne verden. Og ligeledes vil det få de troende til at sige nej til ugudelighed, verdslige lyster, og kætteriske lære.

Badet der fornyer ved Helligånden[redigér | redigér wikikode]

Forståelsen af omtalen af det bad, hvor igennem Gud frelser den troende, og som genføder og fornyer ved Helligånden, er omdiskuteret. Ofte opfattes det som et betegnelse for dåben, men dette afvises af dem der opfatter dåben som en mere symbolsk handling uden direkte tilknytning til frelsen.

Husordenen[redigér | redigér wikikode]

Paulus giver her som i mange af de øvrige breve en hustavle der viser hvordan forskellige grupper af mennesker bør opføre sig. Her er det dog mere sigtet til menigheden end til en hustand.

Kilder og eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]