Johannes' Åbenbaring

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Illustration fra det 9. århundrede af Johannes' Åbenbaring.

Johannes' Åbenbaring er den sidste bog i Det Nye Testamente i Bibelen. Det første ord i Johannes' Åbenbaring ἀποκάλυπσις (Koiné for "åbenbaring"), har givet navn til den litterære genre apokalypser.

Tekstens forfatter[redigér | redigér wikikode]

I vers 9 i 1. kapitel kalder forfatteren sig Johannes. [1] Han antages ifølge traditionen at være apostlen Johannes,[2][3] der omtaler sig selv som den, der vil bevidne Guds ord, vidnesbyrdet fra Kristus.

Det anses dog som værende meget lidt sandsynligt, at Apostlen Johannes skulle være forfatteren af skriftet. Dels er skriftet formentlig skrevet på et tidspunkt, hvor apostlen Johannes ville have været meget gammel (omkring år 95), dels er der ingen referencer i skriften om, at forfatteren kendte Jesus.[4] Det anses som mest sandsynligt, at forfatteren er en jødekristen profet, der tilhørte en gruppe af tilsvarende profeter, der var anerkendt blandt de menigheder, hvortil skriftet er rettet,[5][6] men forfatterens præcise identitet er ikke afklaret.

Datering[redigér | redigér wikikode]

Åbenbaringen dateres almindeligvis til omkring år 95 e.v.t., først og fremmest på baggrund af, at biskop Irenæus skriver, at skriftet blev til i slutningen af kejser Domitians regeringstid. Andre har set skriftet som en reaktion på kejser Neros forfølgelser af de kristne, og daterer i overensstemmelse hermed skriftet til 64-70 e.v.t.[7]

Struktur[redigér | redigér wikikode]

Johannes' åbenbaring kan opdeles i tre hoveddele:

  1. Indledning (kap. 1). Indledningen udgør den narrative ramme, hvor skriftets forfatter møder den himmelske Kristus på øen Patmos. Kristus dikterer syv breve, der udgør de næste to kapitler.
  2. Brevene til de syv menigheder i Lilleasien, der skildres som værende forfulgt af romerne: Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikea. (kap. 2-3).
  3. Hoveddel; en samling af profetisk-apokalyptiske visioner (kap. 4-22). De apokalyptiske visioner handler om forskellige plager, der fra himlen sendes over menneskeheden. Plagerne rammer jorden, da Satan er fordrevet fra himmelen og nu hersker på jorden. Apokalypsen forudsiger dommedag og skabelsen af en ny himmel og en ny jord. Det findes ingen almen konsensus, men forskellige teorier, om hvordan hoveddelen er organiseret.

Indhold[redigér | redigér wikikode]

I hoveddelen af Johannes' Åbenbaring beskrives der beskriver verdens sidste dage og kampen mellem Gud (det gode) og Satan (det onde), herunder det sidste fatale sammenstød, der kaldes Armageddon. Sammenstødet ender med, at Satan bliver bundet i 1000 år, og derefter kommer der en kort tid, hvor Satan slipper løs, til prøvelse af sjælene.

Luther påpegede, at Kristus hverken læres eller erkendes i skriftet. Hos Johannes skal fjenderne ikke elskes, de skal udryddes.[8]

Centrale symboler i skriftet[redigér | redigér wikikode]

Lammet hyldes, fra maleren Jan van Eycks Gent-alter 1432

Lammet: Lammet, der står slagtet foran tronen, er tilsyneladende et billede på Jesus efter sin opstandelse og død. Han omtales også som "Løven af Judas Stamme, Davids Rodskud" med en hentydning Jesu slægtstavle som den sande Messias. (1Mos 49:9-10; Jes 11:1) Her videreføres billedet af Guds Søn som det evige påskeoffer, der døde for menneskenes synd og død. (Åbenbaringen kap. 5).

De fire apokalyptiske ryttere: Den sejrende kriger på den hvide hest er tydeligvis en hærfører eller konge, som er hvid (ren) og ophøjet. Rytteren på den flammende røde hest får et stort sværd for at "tage freden fra jorden, så folk myrder hinanden", og symboliserer krig. Rytteren på den sorte hest har en vægt med sig, som han angiveligt skal bruge til veje fødevarer. Det kan antyde mangelvarer eller nød. Og den sidste rytter, som kaldes Døden, sidder på en gustengul hest, med "dødsriget" følgende efter. Dette er tydeligvis ment at være en sygelig farve, som symbol på pest eller sygdom. Teksten opsummerer da også de fire rytternes ridt og siger, at "de fik givet magt over en fjerdedel af jorden, til at dræbe med sværd og sult og pest og jordens vilde dyr". Dette billede kan ses som en parallell til tegnet på verdens ende i Matteus 24/25 og Lukas 21. –Åp 6.

De 144 000: 144 000 personer fra Israels 12 stammer (12 000 fra hver) omtales som Guds tjenere, som bliver beseglede eller får et mærke i panden. Den historiske hentydning er markeringen af israelitternes boliger i Egypten før Guds engel kom og dræbte alle Egyptens førstefødte – en begivenhed som i eftertiden blev markeret som den årlige jødiske påskefejring. (2Mos 12:21-27) Navnene på de 12 stammer i Åbenbaringen stemmer ikke helt overens med de 12 faktiske stammer, som Israel bestod af gennem århundrene før Kristus; Efraim og Dan er taget ud af listen, mens Josefs sønner er beholdt og Levi stamme er taget med. –Åp 7; 4Mos 1:4-16, 47.

Den store skare: Efter synet af de 144 000 beskrives "en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer, folk og tungemål". Disse tjener Gud og Lammet foran tronen, klædt i klæder vasket hvide i Lammets blod. Blodet har således en symbolsk, rensende virkning, idet det bortvasker synder. De hilser Lammet med palmegrene i hænderne, en hentydning til menneskemassene, der hilste Jesus velkommen til Jerusalem ved en af påskefejringerne. (Joh 12:12-13) Den store skare velsignes ved at den overlever "den store trængsel" og oplever fred og beskyttelse med Lammet som sin vogter. –Åp 7.

Naturlige elementer: Hav, landjord, træer og himmel bruges som symboler på menneskemasser og menneskelige institutioner. "Skad ikke jorden eller havet eller træerne, før vi har beseglet vor Guds tjenere på deres pande" (7:3) Til sammenligning omtaler Salme 96:11-13 disse elementer som syngende og jublende i lovprisning til Herren. Åp giver selv denne forklaring på vandet i et af billederne: "De vande, som du har set kvinden sidde ved, er folk og skarer, folkeslag og tungemål." –Åp 17:15 (1992-oversættelse; i tidligere oversættelser, der var mere tro mod de oprindelige tekster er kvinden beskrevet som en skøge (1907))

Kvinden med en krans af tolv stjerner på hovedet, stik af Albrecht Dürer: «Das Leben der Maria» (1511)

Dragen, kvinden og drengebarnet: I Åp 12 fører "en stor, ildrød drage med syv hoveder og ti horn" en kamp mod Gud ved at angribe hans kvinde og forsøge at sluge det drengebarn hun føder. Her er Dragen ifølge vers 9 den samme som "den gamle slange, som hedder Djævelen og Satan, og som forfører hele verden." Henvisningen går oplagt til syndefaldet, hvor Djævlen ifølge overleveringen talte gennem en slange for at lokke den første kvinde, Eva, til fald (1 Mos 3). Kvinden i Åp 12 kan ses som Eva, men i og med at hun placeres i himmelen og "med en krans af tolv stjerner på hovedet", ser det ud som hun er begunstiget af Gud, noget Eva ikke blev. Det første drengebarn som Eva fødte, Kain, blev heller ikke ifølge beretningen genstand for speciel opmærksomhed eller tilbedelse. Drengebarnet har til opgave at "vogte alle folkeslagene med et jernscepter", noget der passer til beskrivelsen af Messias, Guds Søn, i Salme 2:9. Drengebarnet bliver reddet fra Dragen og rykket op til Gud, som altså gør krav på barnet. Dragen selv taber sin kamp mod Ærkeenglen Michael og dennes engle, og bliver kastet ud av himmelen: "… Men ve over jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer med stort raseri, fordi han ved, at hans tid er kort."

Flerhovedede, fantastiske dyr: Som i Daniels bog beskrives en række dyr som symboler på forskellige kongemagter eller riger (bjørnen, løven, væderen og bukken i Dan 7 og 8), som kan ses som tilsvarende symboler. Nogle af dem har flere hoveder, og alle har et antal horn, som symbol på magt. Dyrene får magt fra Dragen, eller fra hinanden og kæmper mod Guds folk, de hellige, mens de forfører resten af menneskene. Det panterlignende dyr bliver kopieret ved at der bliver fremstillet et billede af det (på opdrag fra et andet dyr), hvilket billede vækkes til live. Det nye dyrs (dyrets billedes) navn er tallet 666, også kaldet Dyrets tal. –Åp. 13.

Dyret i Åbenbaringen i en Bibel fra Bamberg, 1000-tallet)

666: Et dyr med to horn som et lam, men som taler som en drage, giver jordens folk befaling om at fremstille en billedstøtte til ære for det leopardlignende dyr med syv hoveder og ti horn. Billedstøtten eller "dyrets billede" er altså en død kopi af det sidstnævnte dyr, men der blæses liv i det, og det kan tale af sig selv. Det oplyses, at dyrets billede har et navn eller et kendetegn - "den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal". Dyrets tal er 666. Videre kan ingen "købe eller sælge" uden at have Dyrets mærke, navn eller tal på deres højre hånd eller pande. I bibelsk sammenhæng kan man se tallet 6 som symbol på noget ondt eller noget, der er i opposition til Gud. (6 når ikke op til det fuldkomne 7, der er Guds tal). Eksempler på dette er den seksfingrede filisterkæmpe (1Krø 20:6) og kong Nebukadnesar IIs billedstøtte af guld, der var seks alen bred og 60 alen høj. (Dan 3) At tallet 6 er gentaget tre gange kan ses som en gentagelse for at understrege graden af ondskab eller urenhed. At tallet bruges som et mærke på mennesker som tilbeder dyrets billede fremfor Gud, står naturligvis i kontrast til de 144 000, der har Guds og Lammets navn skrevet på sine pander som et mærke. –Åp 13.

Alfa- og Omega-problematikken i åbenbaringen[redigér | redigér wikikode]

Ambox scales.svg Dette afsnits neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Question book-4.svg Der er få eller ingen kildehenvisninger i dette afsnit. Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Der er ikke noget paradoks i teksten: "Derfor kan Jesus heller ikke være Alfa og Omega". Denne åbenbaring er dikteret til Johannes. I fremtiden vil Jesus komme, men kun for en tid. Derefter overtager Gud kongedømmet. Jesus er kun Guds repræsentant eller "værkmester", som han kaldes i det gamle testamente. "Alfa og Omega" er Gud. Gud kommer – men først efter at Jesus har regeret i 1000 år.

I det første kapitel af Johannes Åbenbaring står i vers 8:

Citat Jeg er Alfa og Omega, siger Gud Herren, han som er og som var og som kommer, den Almægtige. Citat
Åbenbaringen 1:8 (Den autoriserede oversættelse af 1992)

I Johannes Åbenbarings kapitel 22, vers 12, 13, siger Jesus ifølge Johannes, følgende:

Citat Ja, jeg kommer snart, og med mig min løn, for at gengælde enhver, som hans gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden. Citat
Åbenbaringen 22:12, 13 (Den autoriserede oversættelse af 1992)

Her er heller ej et paradoks. Man kan komme i tvivl om Jesus taler om sig selv, som om HAN er "Alfa og Omega". Det gøre han dog ikke. Her henvises til Esajas 40:10:

Citat Gud Herren kommer i styrke, han hersker med sin arm. Hans løn er med ham, hans fortjeneste går foran ham. Citat
Esajas 40:10 (Den autoriserede oversættelse af 1992)

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]