Nordmakedonien

For alternative betydninger, se Makedonien (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Makedonien)

Republikken Nordmakedonien Република Северна Македонија Republika Severna Makedonija Republika e Maqedonisë së Veriut
Flag Nationalvåben
Motto: Слобода или смрт (Makedonsk: Frihed eller død)
Nationalmelodi: Denes Nad Makedonija
Nordmakedoniens placering
Hovedstad og største by	Skopje 42°00′N 21°26′Ø
Officielle sprog	Makedonsk og albansk. Også Makedonsk tegnsprog (anerkendt 2009).
Anerkendte regionale sprog	Tyrkisk, romani, serbisk
Regeringsform	Republik
• Præsident	Gordana Siljanovska-Davkova
• Premierminister	Hristijan Mickoski
Uafhængighed
• Fra Jugoslavien	8. september 1991
Areal
• Vand (%)	1,9
Valuta	denar (MKD)
Tidszone	UTC+1 (CET)
• Sommertid	UTC+2 (CEST)
Kendings- bogstaver (bil)	MK
Luftfartøjs- registreringskode	Z3
Internetdomæne	.mk
Telefonkode	+389
ISO 3166-kode	MK, MKD, 807

Nordmakedonien (makedonsk: Северна Македонија, tr. Severna Makedonija, albansk: Maqedonia e Veriut), officielt Republikken Nordmakedonien (makedonsk: Република Северна Македонија, tr. Republika Severna Makedoniјa, albansk: Republika e Maqedonisë së Veriut), er en suveræn stat i Sydeuropa på Balkan-halvøen. Landet grænser op til Grækenland mod syd, Albanien mod vest, Bulgarien mod øst samt Kosovo og Serbien mod nord. . Landet var tidligere en delrepublik i Jugoslavien. Nordmakedonien dækker et areal på omkring 25.713 km² og har en befolkning på ca. 2,13 millioner (2024-estimat).

Området, der i dag udgør Nordmakedonien, har historiske rødder i antikken og var senere en del af den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien. Landet erklærede sin uafhængighed i 1991 under navnet Republikken Makedonien. Efter en aftale indgået med Grækenland den 12. juni 2018, den såkaldte Prespa-aftalen, blev landets navn officielt ændret til Republikken Nordmakedonien den 12. februar 2019.

Nordmakedonien er en parlamentarisk republik, og Skopje er landets hovedstad, politiske og økonomiske centrum.

Økonomien er i dag domineret af servicesektoren, efterfulgt af industri og landbrug. I 2024 udgjorde servicesektoren omkring 59 % af BNP, industrien ca. 23 % og landbruget ca. 6 %. Realt BNP voksede med omkring 2,8–3,0 % i 2024, og arbejdsløsheden lå i begyndelsen af 2025 på omkring 11–12 %. Gennemsnitslønnen i april 2025 var 68.294 denarer (ca. 8.200 DKK).

De største handelspartnere er Tyskland, Grækenland, Bulgarien, Kina og Serbien. I 2024 udgjorde eksporten ca. 7,8 mia. € (ca. 58 mia. DKK) og importen ca. 11,1 mia. € (ca. 83 mia. DKK), hvilket resulterede i et handelsunderskud på omkring 3,3 mia. € (ca. 25 mia. DKK).

Udenlandske direkte investeringer (FDI) oversteg 1 mia. € (ca. 7,5 mia. DKK) i 2024, hvilket var rekord for landet, svarende til omkring 7 % af BNP.

Landet har samtidig iværksat en omfattende grøn omstilling. I 2024 blev der godkendt investeringer på 85 mio. USD (ca. 590 mio. DKK) fra Climate Investment Funds til udfasning af kul, som forventes at mobilisere yderligere 600–700 mio. USD (ca. 4,2–4,9 mia. DKK) i medfinansiering. Samtidig er der i de senere år investeret massivt i vedvarende energi, bl.a. med solanlæg på over 150 MW og en vindmøllepark på omkring 500 mio. USD (ca. 3,5 mia. DKK) i Štip-regionen.

Nordmakedonien er medlem af NATO (siden marts 2020) og Europarådet, og landet har været kandidatland til Den Europæiske Union siden 2005.

Navne og etymologi

Landets navn stammer fra det græske ord *Μακεδονία* (Makedonía), som oprindeligt var navnet på et kongedømme – senere en region. Deres navn, *Μακεδόνες* (Makedónes), stammer i sidste ende fra det oldgræske adjektiv *μακεδνός* (makednós), der betyder «høj» eller «lang», og som deler rod med adjektivet *μακρός* (makrós, «lang, høj») i Oldgræsk. Navnet menes oprindeligt at have betydet enten «højlandsfolkene» eller «de høje», muligvis som en beskrivelse af folket. Ifølge lingvisten Robert S. P. Beekes er begge termer af præ-græsk substrat-oprindelse og kan ikke forklares ud fra indoeuropæisk morfologi. Ifølge lingvisten Filip De Decker er Beekes’ argumenter dog utilstrækkeligt dokumenterede.

Udover den byzantinske tema Makedonien blev navnet i vid udstrækning glemt som geografisk betegnelse under byzantinsk og osmannisk styre. Navnet blev genoplivet af bulgarske og græske nationalistiske bevægelser i begyndelsen af 1800-tallet. I begyndelsen af 1900-tallet var regionen allerede et nationalt anliggende, som var omstridt mellem bulgarske, græske og serbiske nationalister. I Mellemkrigstiden var brugen af navnet «Makedonien» forbudt i Kongeriget Jugoslavien på grund af serbificeringspolitikken over for den slavisk-talende befolkning.

Navnet «Makedonien» blev officielt taget i brug igen efter Anden Verdenskrig af den nye Socialistrepublikken Makedonien, som blev en af de seks delrepublikker i Den Socialistiske Forbundsrepublik Jugoslavien. Efter Jugoslaviens opløsning erklærede republikken sin uafhængighed og ændrede navn til «Republikken Makedonien» i 1991.

I de følgende år opstod en langvarig navnestrid mellem Grækenland og Republikken Makedonien om brugen af navnet «Makedonien». Striden blev løst med Prespa-aftalen i juni 2018, hvor landet accepterede navnet «Republikken Nordmakedonien». Ændringen trådte formelt i kraft den 12. februar 2019 efter vedtagelse af forfatningsændringer og ratifikation i begge lande.

For en detaljeret gennemgang af navnekonflikten og dens betydning for landets EU- og NATO-proces se afsnittet Navnestriden med Grækenland samt hovedartiklen Navnestriden mellem Grækenland og Nordmakedonien. På trods af navneændringen omtales landet fortsat uformelt som «Makedonien» af mange indbyggere og lokale medier.

Historie

Området, der i dag udgør Nordmakedonien, har været beboet siden forhistorisk tid og har gennem historien været en del af flere forskellige statsdannelser. I oldtiden lå her det paioniske kongerige nord for det antikke makedonske kongerige, senere indgik området i den romerske provins Makedonien og i Det Byzantinske Rige.

I middelalderen blev regionen præget af slaviske bosættelser og kom skiftevis under bulgarsk, byzantinsk og serbisk herredømme, inden den fra slutningen af 1300-tallet blev indlemmet i Det Osmanniske Rige. Efter Balkankrigene 1912–1913 kom området under serbisk kontrol og blev siden en delrepublik i Jugoslavien, indtil Nordmakedonien erklærede sig uafhængigt i 1991.

Tidlig historie

Stammer i det sydlige Balkan før Makedoniens ekspansion

Nordmakedonien svarer geografisk nogenlunde til det antikke kongedømme Paionien, som lå umiddelbart nord for det antikke kongedømme Makedonien. Paionien var beboet af paionerne, mens de nordvestlige egne var beboet af illyriske dardanere, og de sydvestlige af enchelaerne (også en illyrisk stamme), samt pelagonere og lynkestere (som almindeligvis betragtes som molossiske stammer tilhørende den nordvestlige græske gruppe).

I slutningen af det 6. århundrede f.Kr. erobrede de achaemenidiske persere under Darios den Store Paionien og indlemmede området i deres rige. Efter nederlaget i den Anden persiske invasion af Grækenland i 479 f.Kr. trak perserne sig dog tilbage fra deres europæiske besiddelser.

Heraclea Lyncestis, en by grundlagt af Filip II af Makedonien i det 4. århundrede f.Kr.; ruiner af den byzantinske Lille Basilika.

Filip 2. af Makedonien indlemmede regionerne Øvre Makedonien (Lynkestis og Pelagonia) og den sydlige del af Paionien (Deuriopus) i kongeriget Makedonien i 356 f.Kr. Hans søn, Aleksander den Store, erobrede resten af området og indlemmede det i sit rige, som strakte sig så langt nordpå som til Scupi. Byen og dens opland forblev dog en del af Dardanien. Efter Aleksanders død begyndte keltiske hære at trænge ind i de sydlige områder og true Makedonien. I 310 f.Kr. angreb de området, men blev besejret.

Romerne oprettede provinsen Makedonien i 146 f.Kr. Under kejser Diocletian blev provinsen opdelt i Macedonia Prima ("første Makedonien") i syd, som omfattede det meste af det gamle kongedømme, og Macedonia Salutaris (eller Macedonia Secunda, "anden Makedonien") i nord, som omfattede dele af Dardanien og hele Paionien, med byen Stobi som hovedstad. Dette område udgjorde størstedelen af det nuværende Nordmakedonien. Den romerske ekspansion bragte Scupi-området under romersk kontrol i kejser Domitians regeringstid (81–96 e.Kr.), og det kom til at høre under provinsen Moesien.

Selvom græsk forblev det dominerende sprog i den østlige del af Romerriget, især syd for den såkaldte Jireček-linjen, spredte Latin sig i nogen grad til Makedonien.

Middelalderen

Miniature fra Manasses-krøniken, der viser nederlaget for zar Samuil mod Basil II og hjemkomsten af hans blændede soldater.

Fra slutningen af 500-tallet slog slaviske stammer sig ned på Balkanhalvøen, herunder i området svarende til det nuværende Nordmakedonien. De stod under ledelse af avarerne. De slaviske bosættere slog sig ned på steder, hvor der tidligere havde eksisteret byzantinske bosættelser, og de blandede sig sandsynligvis med de lokale befolkninger, hvilket førte til dannelsen af blandede byzantinsk-slaviske samfund.

Omkring år 680 førte lederen Kuber fra Bulgars en gruppe kristne kendt som Sermesianoi, som var hans undersåtter, til området omkring Pannonien, hvor de slog sig ned. Gruppen bestod sandsynligvis af folk fra Bulgars, byzantinere, slavere og muligvis også germanere. Der kendes ikke yderligere detaljer om Kubers liv.

Under zar Presian 1. af Bulgarien udvidede det Første Bulgarske Rige sin kontrol over de slaviske stammer i og omkring Makedonien. Omkring det 9. århundrede blev de slaviske stammer i regionen omvendt til kristendommen under zar Boris 1. af Bulgarien. Her blev Ohrids litteraturskole grundlagt i 886 af Sankt Kliment af Ohrid på zarens ordre. Skolen blev et af de to vigtigste kulturelle og kirkelige centre i det Første Bulgarske Rige – sammen med Preslavs litteraturskole – og spillede en central rolle i udbredelsen af det kyrilliske alfabet.

Sankt Sofias kirke, den første synodkirke for Ærkebispedømmet Ohrid (øverst). Sankt Kliment og Sankt Panteleimons kirke (nederst). Begge kirker ligger i Ohrid.

Svjatoslav 1. af Kijev invaderede og overtog kontrollen med den østlige del af det Første Bulgarske Rige. Zar Samuil blev derefter udråbt til hersker over det Første Bulgarske Rige. Han flyttede hovedstaden først til Skopje og senere til Ohrid, som allerede siden Boris 1. af Bulgarien regerede havde været det kulturelle og militære centrum for det sydvestlige Bulgarien. Samuil genopbyggede bulgarsk magt, men efter årtiers konflikter blev hans hær i 1014 besejret af den byzantinske kejser Basil II. Fire år senere havde byzantinerne genetableret kontrollen over det meste af Balkanhalvøen, og det område, der i dag udgør Nordmakedonien, blev indlemmet i den nye provins Bulgaria (tema).

Rang og status for det Bulgarske patriarkat blev nedgraderet, da kirken blev underlagt patriarken i Konstantinopel, og den blev omdannet til Ærkebispedømmet Ohrid. Mod slutningen af det 12. århundrede begyndte Byzantinerriget at svækkes, og regionen blev genstand for skiftende magtkampe – herunder en kortvarig normannisk besættelse i 1080'erne.

I begyndelsen af det 13. århundrede generobrede det Andet Bulgarske Rige kontrollen med området. Riget blev dog plaget af politiske uroligheder og opløstes snart, hvorefter regionen igen kom under byzantinsk styre i begyndelsen af det 14. århundrede. I løbet af 1300-tallet blev området en del af det serbiske rige, og Skopje blev hovedstad i zar Stefan Dušans rige. Efter Dušans død svækkedes centralmagten, og stridigheder mellem adelsmænd delte Balkanhalvøen på ny – omtrent samtidig med osmannernes indtog i Europa.

Det osmanniske styre

Den gamle basar i Bitola (tidligere Manastir), et vigtigt administrativt og handelsmæssigt centrum under Det Osmanniske Rige.

Kongeriget Prilep var en af de kortlivede stater, der opstod efter sammenbruddet af det Serbiske rige i det 14. århundrede, og som blev erobret af Det Osmanniske Rige mod slutningen af samme århundrede. Efterhånden blev hele det centrale Balkan erobret af osmannerne og forblev under deres herredømme i omkring fem århundreder som en del af provinsen eller Eyaletet Rumelien. Navnet Rumelien (tyrkisk: Rumeli) betyder »Romernes land« på tyrkisk og henviser til de områder, osmannerne erobrede fra Byzans.

Gennem århundrederne blev Rumelien-Eyaletet gradvist reduceret i størrelse gennem administrative reformer, og i 1800-tallet omfattede det hovedsageligt dele af det centrale Albanien og det vestlige Nordmakedonien, med Manastir (nutidens Bitola) som hovedstad. Rumelien-Eyaletet blev afskaffet i 1867, og området, der omfattede Makedonien, blev derefter fordelt mellem Manastir-, Kosovo- og Selanik-vilayeterne indtil afslutningen på det osmanniske styre i 1912.

Med begyndelsen af den Bulgarske nationale genrejsning i 1800-tallet kom mange af reformbevægelsens ledere fra denne region – heriblandt Miladinov-brødrene, Rajko Žinzifov, Joakim Krčovski, Kiril Pejčinoviḱ og flere andre.

Efter oprettelsen af den bulgarske eksarkat i 1870 stemte biskopperne i Skopje, Debar, Bitola, Ohrid, Veles og Strumica for at tilslutte sig den nye kirkelige struktur.

National vækkelse og Ilinden-opstanden

Nikola Karev, leder af den provisoriske regering i den kortlivede Kruševo-republik under Ilinden-opstanden.

Fejring af Ilinden-opstanden i Kruševo under den bulgarske besættelse af det sydlige Serbien under Første Verdenskrig.

I slutningen af 1800-tallet opstod der flere bevægelser med det formål at oprette et **autonomt Makedonien**, som skulle omfatte hele den historiske region. Den tidligste af disse var de bulgarsk-makedonsk-adrianopolitanske revolutionære komitéer, som senere blev kendt som den **Hemmelig makedonsk-adrianopolitanske revolutionære organisation (SMARO)**. I 1905 fik bevægelsen navnet **Den interne makedonsk-adrianopolitanske revolutionære organisation (IMARO)**, og efter Første Verdenskrig delte den sig i to: IMRO og ITRO.

I organisationens første år var medlemskab forbeholdt bulgarere, men senere blev det åbnet for alle indbyggere i europæisk Tyrkiet uanset etnisk eller religiøs baggrund. De fleste medlemmer var dog Makedonske bulgarere.

I 1903 organiserede IMRO Ilinden–Preobrazhenie-opstanden mod osmanerne. Efter nogle indledende sejre – herunder oprettelsen af den kortvarige Kruševo-republik – blev oprøret brutalt slået ned med store tab. Republikken og selve opstanden betragtes i dag som **hjørnesten og forløbere** for dannelsen af den moderne makedonske stat.

Lederne af Ilinden-opstanden fejres i dag som nationale helte i Nordmakedonien. Navnene på revolutionære fra IMRO, som Gotse Delchev, Pitu Guli, Dame Gruev og Yane Sandanski, indgår i teksten til landets "Denes nad Makedonija" (»I dag over Makedonien«). Nordmakedoniens store nationale helligdag, Republikkens dag, fejres den 2. august – Ilinden (Sankt Elias-dagen) – til minde om Ilinden-opstanden.

Balkan-krigene og delingen af Makedonien

Kort over delingen af de osmanniske territorier i Europa (herunder Makedonien) efter Balkankrigene ifølge Bukarest-traktaten

Efter de to balkankrige i 1912 og 1913 samt Det Osmanniske Riges opløsning blev størstedelen af rigets europæiske territorier delt mellem Grækenland, Bulgarien og Serbien. Hovedparten af det område, der i dag udgør Nordmakedonien, blev annekteret af Serbien i henhold til fredstraktaten i Bukarest. Området omkring Strumica blev dog tildelt Bulgarien.

Efter delingen blev der gennemført en **anti-bulgarsk kampagne** i de områder, der kom under serbisk og græsk kontrol. Ifølge samtidige rapporter blev **641 bulgarske skoler** og **761 kirker** lukket af serbiske myndigheder, mens præster og lærere tilknyttet den bulgarske eksarkat blev fordrevet. Brugen af både Makedonske dialekter og standard-bulgarsk blev forbudt.

Som reaktion organiserede IMRO sammen med lokale albanske grupper Ohrid–Debar-opstanden mod det serbiske styre. Inden for få dage erobrede oprørerne byerne Gostivar, Struga og Ohrid, hvorfra de fordrev de serbiske tropper. Ifølge Carnegie-rapporten blev opstanden slået ned af en serbisk hær på omkring **100.000 soldater**. Mange blev dræbt, og titusinder flygtede som flygtninge til Bulgarien og Albanien.

Første Verdenskrig og bulgarsk besættelse

Kort over den bulgarske besættelseszone (1916), som omfattede størstedelen af det nuværende Nordmakedonien.

Under Første Verdenskrig blev størstedelen af det nuværende Nordmakedonien en del af den bulgarsk besatte zone i Serbien, efter at Centralmagterne havde invaderet landet i efteråret 1915. Området blev officielt betegnet som **”Militærinspektionsområdet Makedonien”** og blev administreret af en bulgarsk militærkommandant.

Kort efter besættelsen iværksatte de bulgarske myndigheder en omfattende politik for **bulgarisering** af området og dets befolkning. I denne periode gik IMRO fra at være en hemmelig undergrundsbevægelse til at fungere som et gendarmeri, der overtog den lokale politistruktur og håndhævede bulgariseringen af regionen. Ifølge historikeren Robert Gerwarth var den bulgarske **afnationaliseringspolitik** — herunder dens paramilitære elementer — næsten identisk i hensigt og udførelse med den serbiske politik, som den afløste.

Det bulgarske sprog blev gjort enerådende, serbisk kyrillisk blev forbudt, serbiske præster blev arresteret og deporteret, og personer med serbiskklingende navne blev tvunget til at ændre dem til bulgarske. Skolelærere blev importeret fra Bulgarien, mens serbiske skolebøger blev fjernet fra skoler og biblioteker og offentligt brændt. Voksne mænd blev sendt i arbejdslejre eller tvangsrekrutteret til den bulgarske hær, mens medlemmer af den serbiske intelligentsia blev deporteret eller henrettet.

Ifølge historikeren Paul Mojzes var det bulgarske regimes mål at skabe “rene bulgarske territorier” ved at **afnationalisere den ikke-bulgarske slaviske befolkning** i Makedonien.

Mellemkrigstiden og Kongeriget Jugoslavien

Efter Bulgariens kapitulation og afslutningen på Første Verdenskrig kom området atter under Beograds kontrol som en del af det nyoprettede Kongeriget af serbere, kroater og slovenere. Der blev straks genindført **anti-bulgarske foranstaltninger**: bulgarske lærere og præster blev udvist, bulgarske skilte og bøger fjernet, og alle bulgarske organisationer opløst. Efter Neuilly-traktaten i 1919 blev området omkring Strumica officielt annekteret til den serbiske del af Makedonien.

Den serbiske regering førte en politik med **tvungen serbificering** i regionen, som omfattede systematisk undertrykkelse af bulgarske aktivister, ændring af familienavne, intern kolonisering, økonomisk udnyttelse og intens propaganda. For at gennemføre politikken blev omkring **50.000 serbiske soldater og gendarmeriofficerer** udstationeret i det nuværende Nordmakedonien. Omkring 1940 var der etableret cirka **280 serbiske kolonier** (4.200 familier) som led i regeringens koloniseringsprogram – de oprindelige planer omfattede bosættelse af op til 50.000 familier.

I 1929 blev staten officielt omdøbt til Kongeriget Jugoslavien og opdelt i provinser kaldet banovinas. Det sydlige Serbien – inklusive hele det nuværende Nordmakedonien – blev herefter til Vardar Banovina.

Den interne makedonske revolutionære organisation (IMRO) arbejdede i Mellemkrigstiden for idéen om et **uafhængigt Makedonien**, som skulle omfatte alle makedonske områder delt mellem Serbien og Grækenland – uanset religion eller etnicitet. Blandt organisationens ledere var Todor Aleksandrov, Aleksandar Protogerov og Ivan Mihailov. Den bulgarske regering under Aleksandar Malinov tilbød i 1918 at afstå Pirin-Makedonien til dette formål, men forslaget blev afvist af de allierede på grund af serbisk og græsk modstand.

I 1924 foreslog Komintern, at de balkanske kommunistpartier skulle støtte en platform for et forenet Makedonien, men dette blev afvist af de bulgarske og græske kommunister.

IMRO indledte derefter en væbnet modstandskamp i Vardar-Makedonien sammen med Makedonsk ungdoms hemmelige revolutionære organisation (MMTRO), der udførte guerillaangreb mod serbiske embedsmænd og soldater. I 1923 blev der i Štip dannet en paramilitær gruppe kaldet **Foreningen mod bulgarske banditter**, bestående af serbiske tjetnikker, afhopperne fra IMRO og medlemmer af MFO. Den 9. oktober 1934 myrdede IMRO-medlemmet Vlado Chernozemski Alexander I af Jugoslavien i Marseille.

I mellemkrigstiden voksede også de makedonistiske ideer i Vardar-Makedonien og blandt den venstreorienterede diaspora i Bulgarien, støttet af Komintern. I 1934 udsendte Komintern en særlig resolution, som for første gang foreskrev anerkendelsen af et særskilt makedonsk folk og et makedonsk sprog.

Anden Verdenskrig og efterkrigstid

Dimitar Vlahov, Mihajlo Apostolski, Metodija Andonov-Čento, Lazar Koliševski og andre bliver hyldet i Skopje den 20. november 1944, en uge efter byens befrielse.

Under Anden Verdenskrig blev Jugoslavien besat af Aksemagterne fra 1941 til 1945. Den tidligere Vardar Banovina blev opdelt mellem Bulgarien og italienskbesatte Albanien. Der blev oprettet såkaldte bulgarske aktionskomitéer for at forberede regionen på overgangen til bulgarsk administration og militærstyre. Komitéerne bestod hovedsageligt af tidligere medlemmer af IMRO og Makedonsk ungdoms hemmelige revolutionære organisation (MYSRO), men også enkelte fra IMRO (Forenet).

Som leder af de vardarmakedonske kommunister skiftede Metodi Šatorov ("Sharlo") loyalitet fra det Jugoslaviske Kommunistparti til det Bulgarske Kommunistparti og nægtede at iværksætte militære aktioner mod den Bulgarske hær. De bulgarske myndigheder — under pres fra Nazityskland — var ansvarlige for at samle og deportere over 7.000 jøder fra Skopje og Bitola til tyske udryddelseslejre.

Den hårde besættelse førte til stigende støtte blandt vardarmakedonere til Titos kommunistiske partisanbevægelse efter 1943, og den Nationale Befrielseskrig i Makedonien tog fart. Denne kursændring skyldtes delvist udsendelsen af Titos udsending Tempo, der organiserede væbnet modstand mod den bulgarske besættelse og kritiserede Šatorovs pro-bulgarske linje.

Efter det Bulgarske statskup i 1944 kæmpede de bulgarske styrker — nu omringet af tyske tropper — sig tilbage til Bulgariens gamle grænser. Under den nye pro-sovjetiske regering mobiliserede Bulgarien fire hære med i alt 455.000 soldater, der i oktober 1944 rykkede gennem Niš, Skopje og Pristina for at afskære de tyske tropper, som trak sig tilbage fra Grækenland. Den bulgarske hær deltog derefter i den videre fremrykning gennem Jugoslavien og Ungarn og nåede Alperne i Østrig ved krigens afslutning.

Efter krigen, under pres fra Sovjetunionen, forsøgte Georgi Dimitrovs nye kommunistiske regering at fremme idéen om en forenet sydslavisk føderation. I Bled-aftalen fra 1947 bekræftede Bulgarien formelt sin støtte til et fremtidigt forenet Makedonien, og for første gang anerkendte man eksistensen af et særskilt makedonsk folk og makedonsk sprog. Efter Tito–Stalin-bruddet i 1948 forblev Pirin-Makedonien dog en del af Bulgarien, og det bulgarske kommunistparti opgav senere anerkendelsen af et særskilt makedonsk folk og sprog.

Socialistisk Jugoslavien og vejen mod uafhængighed

Lazar Koliševski var politisk leder af den Socialistiske Republik Makedonien og kortvarigt af SFR Jugoslavien.

I december 1944 proklamerede Den antifascistiske forsamling for Makedoniens nationale befrielse (ASNOM) oprettelsen af Folkerepublikken Makedonien som en del af den Folkeføderative Republik Jugoslavien. ASNOM fungerede som en midlertidig regering frem til krigens afslutning. Det makedonske alfabet blev kodificeret af lingvister tilknyttet ASNOM, som baserede det på det fonetiske alfabet udviklet af Vuk Stefanović Karadžić og på de sproglige principper formuleret af Krste Petkov Misirkov.

Under den Græske borgerkrig (1946–1949) støttede makedonske kommunistiske frivillige de græske kommunister, og mange flygtninge søgte tilflugt i den nyoprettede Folkerepublik Makedonien. Efter krigen blev republikken en af de seks delrepublikker i den jugoslaviske føderation.

Ved Jugoslaviens forfatning af 1963 blev staten omdøbt til Den socialistiske forbundsrepublik Jugoslavien, og tilsvarende blev Folkerepublikken Makedonien omdøbt til Den socialistiske republik Makedonien.

I 1991 fjernede republikken betegnelsen socialistisk fra sit navn og erklærede fredelig løsrivelse fra Jugoslavien, hvilket markerede begyndelsen på Republikken Makedonien som en uafhængig stat.

Uafhængighedserklæringen

Nordmakedonien fejrer officielt **Uafhængighedsdagen** den 8. september 1991 (makedonsk: Ден на независноста, Den na nezavisnosta) til minde om folkeafstemningen, hvor et overvældende flertal stemte for løsrivelse fra Jugoslavien. Derudover fejres begyndelsen på Ilinden–Preobrazhenie-opstanden (Sankt Elias’ dag) den 2. august som den officielle **Republikkens dag**.

Som formand for Voldgiftskommissionen under Fredskonferencen om Jugoslavien anbefalede den franske jurist Robert Badinter i januar 1992, at EF anerkendte den nye stat. Den 15. januar 1992 blev Bulgarien det første land til at anerkende republikken som en uafhængig stat.

Makedonien forblev i fred under de Jugoslaviske krige i begyndelsen af 1990’erne, og der blev gennemført mindre grænsejusteringer med rest-Jugoslavien for at fastlægge statsgrænsen. Landet blev dog alvorligt destabiliseret under Kosovokrigen i 1999, da omkring 360.000 etnisk albanske flygtninge fra Kosovo søgte tilflugt i Makedonien. De fleste vendte hjem kort efter krigens afslutning, men konflikten bidrog til stigende spændinger, og albanske nationalister på begge sider af grænsen tog kort efter til våben for at kræve større autonomi eller uafhængighed for de albansk-befolkede områder i Makedonien.

Oprøret i 2001

Kort over operationerne under oprøret i 2001

I 2001 udbrød der en væbnet konflikt mellem regeringsstyrker og etnisk albanske oprørere, hovedsageligt i de nordlige og vestlige dele af landet, mellem februar og august.

Kampene endte med indgriben fra en NATO-styrke, som overvågede våbenhvilen. I henhold til Ohrid-aftalen gik regeringen med til at give den albanske minoritet større politisk repræsentation, kulturelle rettigheder og decentralisering af magten. Den albanske side accepterede til gengæld at opgive krav om løsrivelse og anerkende de makedonske statsinstitutioner fuldt ud. Ifølge aftalen skulle den Nationale Befrielseshær (NLA) aflevere sine våben til NATO’s styrker.

Trods aftalen kom det dog til nye sammenstød mellem makedonske sikkerhedsstyrker og albanske militante grupper i 2007 og under Kumanovo-sammenstødet i 2015.

Etniske spændinger blussede op igen i 2012, hvor der forekom voldelige episoder mellem makedonere og etniske albanere.

I april 2017 stormede omkring 200 demonstranter – fortrinsvis tilknyttet det konservative parti VMRO-DPMNE – Makedoniens parlament i protest mod valget af Talat Xhaferi, en etnisk albaner og tidligere NLA-kommandør fra 2001-konflikten, som ny parlamentsformand.

Antikiseringspolitik

Efter VMRO-DPMNE’s magtovertagelse i 2006 – og især efter landets manglende invitation til NATO i 2008 – indledte regeringen en antikiseringspolitik (makedonsk: Антиквизација, translittereret: Antikvizatzija). Formålet var både at styrke en national identitet baseret på antikkens arv og at lægge pres på Grækenland i den langvarige navnestrid.

Som led i denne politik blev statuer af Aleksander den Store og Filip 2. af Makedonien rejst i flere byer. Desuden blev offentlige institutioner og infrastruktur – såsom lufthavne, motorveje og stadioner – opkaldt efter de to historiske skikkelser. Tiltagene blev af nabolandet Grækenland betragtet som provokationer, hvilket forværrede relationerne og bremsede Makedoniens bestræbelser på optagelse i EU og NATO.

Politikken blev også mødt med kritik i Makedonien selv og fra EU-diplomater. Efter Prespa-aftalen i 2018 blev den delvist rullet tilbage af den nye SDSM-regering. I aftalen anerkender begge lande, at deres forståelse af begreberne *„Makedonien“* og *„makedonsk“* henviser til forskellige historiske og kulturelle sammenhænge.

Vejen mod EU og NATO

Symbolsk underskrivelse af Prespa-aftalen i 2018.

I august 2017 underskrev den daværende Republikken Makedonien en venskabsaftale med Bulgarien med det formål at afslutte den ”antibulgarske ideologi” i landet og løse historiske uoverensstemmelser mellem de to naboer.

Som led i Prespa-aftalen, der blev underskrevet med Grækenland den 17. juni 2018, gik landet med til at ændre sit navn til **Republikken Nordmakedonien** og ophøre med offentlig brug af Vergina-solen. Det makedonske folkenavn blev bevaret, men med en præcisering af, at det adskiller sig fra den hellenistiske makedonske identitet i det nordlige Grækenland. Aftalen omfattede fjernelse af irredentistisk materiale i skolebøger og kort i begge lande samt officiel FN-anerkendelse af det slaviske makedonske sprog. Den erstattede den bilaterale Interimaftalen af 1995.

Efter at Grækenland trak sit veto tilbage, og med venskabsaftalen med Bulgarien på plads, godkendte EU den 27. juni 2018 påbegyndelsen af tiltrædelsesforhandlinger, betinget af gennemførelsen af Prespa-aftalen. Aftalen blev ratificeret af Makedoniens parlament den 5. juli med 69 stemmer for. Den 12. juli inviterede NATO Nordmakedonien til at påbegynde optagelsesforhandlinger med henblik på at blive alliancens 30. medlemsstat. Den 30. juli vedtog parlamentet at afholde en ikke-bindende folkeafstemning om navneændringen, som fandt sted den 30. september. 91 % stemte for, men med en valgdeltagelse på 37 % blev kravet om 50 % deltagelse i forfatningen ikke opfyldt.

Nordmakedonien markerer sin optagelse i NATO ved USA’s udenrigsministerium.

Den 6. februar 2019 underskrev NATO’s medlemslande og Nordmakedoniens udenrigsminister Nikola Dimitrov i Bruxelles optagelsesprotokollen. Efter ratifikationen i det græske parlament kunne Prespa-aftalen træde i kraft, og den 12. februar 2019 bekendtgjorde regeringen formelt de forfatningsændringer, der ændrede landets navn til Nordmakedonien, og informerede FN og dets medlemslande.

I marts 2020 blev Nordmakedonien formelt optaget som NATO’s 30. medlemsstat, og EU’s ledere godkendte samtidig begyndelsen på forhandlinger om medlemskab.

I november 2020 nægtede Bulgarien dog at godkende EU’s forhandlingsramme og blokerede dermed den officielle åbning af tiltrædelsesforhandlingerne. Begrundelsen var manglende gennemførelse af venskabsaftalen fra 2017, påstået statsstøttet hadefuld retorik, uenighed om minoritetsspørgsmål og en fortsat ”nationbygningsproces” baseret på benægtelse af bulgarsk identitet og kultur i den bredere makedonske region. Vetoet blev mødt med kritik fra intellektuelle i begge lande samt fra internationale observatører.

I 2022 udbrød der protester organiseret af oppositionen mod den franske kompromisplan for EU-forhandlingerne, men parlamentet godkendte aftalen, og de officielle forhandlinger begyndte i juli samme år.

Ifølge Europa-Kommissionens fremskridtsrapport for 2023 er manglende gennemførte forfatningsændringer fortsat den væsentligste hindring for landets optagelsesproces. I september 2024 meddelte EU, at Albaniens forhandlingsproces ville blive adskilt fra Nordmakedoniens som følge af de vedvarende uenigheder mellem Nordmakedonien og Bulgarien. Efter beslutningen indledte EU separate forhandlinger med Albanien den 15. oktober 2024.

Geografi

Korab-bjerget, det højeste bjerg i Nordmakedonien.

Nordmakedonien er et inderland i det sydlige Balkan med et samlet areal på 25.436 km². Landet ligger mellem breddegraderne 40° og 43° nord og længdegraderne 20° og 23° øst (et mindre område ligger øst for 23°).

Nordmakedonien deler omkring 748 km landegrænse med Serbien (62 km) mod nord, Kosovo (159 km) mod nordvest, Bulgarien (148 km) mod øst, Grækenland (228 km) mod syd og Albanien (151 km) mod vest. Landet udgør et vigtigt transitknudepunkt for varetransport mellem Grækenland og Centraleuropa samt mod Bulgarien i øst.

Nordmakedonien er en del af den større region Makedonien, som også omfatter den græske region Græsk Makedonien og Blagoevgrad-provinsen i det sydvestlige Bulgarien.

Landets terræn domineres af en central dal dannet af Vardar-floden, omgivet af bjergkæder langs grænserne. Tre store søer – Ohridsøen, Prespasøen og Dojransøen – ligger på landets sydlige grænser, hvor de deles med Albanien og Grækenland. Ohridsøen betragtes som en af verdens ældste søer og økosystemer.

Området er seismisk aktivt og har tidligere været ramt af ødelæggende jordskælv, senest i 1963, hvor Skopje blev hårdt ramt, og over 1.000 mennesker omkom.

Landet har mange naturskønne bjergområder, som tilhører to hovedsystemer: Den første kæde omfatter Šar-bjergene og Vardar–Pelagonia-gruppen (Baba-bjerget, Nidže, Kožuf og Jakupica), som regnes for en del af de dinariske Alper. Den anden kæde består af Osogovo–Belasica-bjergene, som tilhører Rhodopi-systemet. Šar-bjergene og Vardar–Pelagonia-kæden er yngre og højere end Osogovo–Belasica-gruppen. Korab-bjerget ved grænsen til Albanien, 2.764 m højt, er landets højeste punkt.

Nordmakedonien har omkring 1.100 større vandkilder. Floderne afvander landet i tre bassiner: det ægæiske, det adriatiske og det sortehavsbassin.

Matka-kløften nær Skopje.

Det ægæiske bassin er det største og dækker 87 % af landets areal (22.075 km²). Vardar-floden dræner omkring 80 % af territoriet (20.459 km²) og spiller en central rolle for økonomi og transport. Det adriatiske bassin dannes af Sort Drin og omfatter ca. 3.320 km², svarende til 13 % af territoriet, og modtager vand fra Prespa- og Ohridsøerne. Sortehavsbassinet er det mindste med kun 37 km² og omfatter nordsiden af Skopska Crna Gora, hvor Binačka Morava har sit udspring. Denne flod løber sammen med Morava og videre til Donau, som munder ud i Sortehavet.

Søer

Ohridsøen – en af Europas ældste og dybeste søer, delt mellem Nordmakedonien og Albanien

Nordmakedonien har tre store naturlige grænsesøer og en række kunstige søer, der er opstået gennem dæmningsbyggeri. De tre naturlige søer er:

• Ohrid-søen ligger på grænsen mellem Nordmakedonien og Albanien og er landets største og dybeste sø med et samlet areal på omkring 358 km², hvoraf 229 km² ligger på nordmakedonsk territorium. Søen har en maksimal dybde på ca. 288 m og er over tre millioner år gammel, hvilket gør den til en af verdens ældste søer. Ohrid-søen er kendt for sit unikke økosystem og sin høje biodiversitet, herunder mange endemiske fiskearter som Ohrid-ørred (Salmo letnica) og Cyprinus carpio carpio. Området er optaget på UNESCOs verdensarvsliste for både sin natur og kulturarv.

• Prespa-søen ligger øst for Ohrid-søen og deles mellem Nordmakedonien, Albanien og Grækenland. Den dækker et areal på ca. 274 km² og ligger i 850 m højde over havet, hvilket gør den til Balkanhalvøens højest beliggende store sø. Prespa-søen er forbundet med Ohrid-søen gennem underjordiske karstkanaler og er et vigtigt habitat for trækfugle som krøltoppet pelikan (Pelecanus crispus). Søen er beskyttet under Ramsar-konventionen og udgør en del af den transnationale Prespa Park, etableret i 2000.

• Dojran-søen ligger i det sydøstlige Nordmakedonien og deles med Grækenland. Søen har et areal på ca. 43 km² og en maksimal dybde på omkring 10 m. Den er kendt for sin traditionelle fiskepraksis med siv- og træstrukturer kaldet mandra, som har været anvendt siden oldtiden.

Ud over disse naturlige søer findes der flere kunstige søer dannet ved dæmningsprojekter, bl.a. Matka-søen nær Skopje, Prilep-søen og Kozjak-søen – sidstnævnte er den største kunstige sø i landet, skabt ved opstemningen af floden Treska i 2004. Disse søer tjener både til vandforsyning, energi og rekreative formål.

Samlet udgør vandområder omkring 477 km² – svarende til ca. 1,9 % af landets samlede areal.

Nordmakedonien har omkring 50 damme og ni kurbade og termiske kilder: Banište, Banja Bansko, Istibanja, Katlanovo, Kežovica, Kosovrasti, Banja Kočani, Kumanovski Banji og Negorci.

Klima

Köppen–Geiger-kort over Nordmakedoniens klimazoner.

Nordmakedonien har fire tydelige årstider med varme, tørre somre og forholdsvis kolde, snefyldte vintre. Temperaturen varierer i løbet af året fra omkring -20°C om vinteren til op mod 40°C om sommeren. De lave vintertemperaturer skyldes kolde vinde fra nord, mens sommervarmen påvirkes af det subtropiske tryk fra Ægæerhavet og klimatiske påvirkninger fra Mellemøsten, som forårsager tørre perioder.

Der findes tre overordnede klimazoner i landet: et mildt kontinentalt klima i nord, et tempereret middelhavsklima i syd og et bjergklima i højere beliggende områder. Langs dalene ved Vardar- og Strumica-floderne, i områderne omkring Gevgelija, Valandovo, Dojran, Strumica og Radoviš, findes et tempereret middelhavsklima. De varmeste egne er Demir Kapija og Gevgelija, hvor temperaturen i juli og august ofte overstiger 40°C.

Den gennemsnitlige årlige nedbør varierer fra omkring 1700 mm i de vestlige bjergområder til 500 mm i de østlige dele af landet. I Vardar-dalen falder der årligt omkring 500 mm nedbør. Klimatiske og irrigationsmæssige forskelle gør det muligt at dyrke mange forskellige afgrøder, herunder hvede, majs, kartofler, valmuer, jordnødder og ris.

Der findes omkring 30 faste vejrstationer i landet.

Biodiversitet

Eurasisk los

Sarplaninic

Nordmakedoniens flora omfatter omkring 210 plantefamilier, 920 slægter og cirka 3.700 plantearter. Den mest udbredte gruppe er dækfrøede planter (ca. 3.200 arter), efterfulgt af mosser (350 arter) og bregner (42 arter).

Plantegeografisk hører Nordmakedonien til den illyriske provins i den circumboreale region inden for det boreale kongerige. Ifølge WWF og Det Europæiske Miljøagenturs kort over europæiske økoregioner kan landets territorium opdeles i fire økoregioner: Pindosbjergenes blandede skove, Balkans blandede skove, Rhodopibjergenes montane skove og de ægæiske og vesttyrkiske middelhavsskove. I 2019 opnåede Nordmakedonien en gennemsnitlig score på 7,42 ud af 10 på Forest Landscape Integrity Index, hvilket placerede landet som nr. 40 globalt ud af 172 lande.

Den oprindelige skovfauna er rig og omfatter bjørne, vildsvin, ulve, ræve, egern, gems og hjorte. Den eurasiske los findes, dog sjældent, i de vestlige bjergområder, mens hjorte især lever i området omkring Demir Kapija. Blandt skovfuglene findes blandt andet munk, urhøne, sort urhøne, kejserørn og skovugle.

Nationalparker

Landet har fire nationalparker:

Navn	Etableret	Areal	Kort	Billede
Mavrovo	1948	731 km2
Galičica	1958	227 km2
Pelister	1948	125 km2
Šar-bjergene	2021	244 km2

Politik

Gordana Siljanovska Davkova Præsident	Hristijan Mickoski Premierminister

Nordmakedonien er et parlamentarisk demokrati med en regering udgjort af en koalition af partier fra den etkammerlige forsamling (Собрание, Sobranie) og en uafhængig dømmende magt med en forfatningsdomstol. Forsamlingen består af 120 medlemmer, der vælges for fire år ad gangen. Præsidentens rolle er hovedsageligt ceremoniel, mens den reelle udøvende magt ligger hos premierministeren. Præsidenten fungerer som øverstbefalende for de væbnede styrker og leder af Det nationale sikkerhedsråd. Præsidenten vælges for fem år og kan genvælges én gang.

Siden uafhængigheden i 1991 har landets udenrigspolitiske mål været tæt integration i EU og NATO, hvilket fortsat præger de fleste regeringers politiske dagsorden.

Siden 2019 har de lokale myndigheders funktioner været opdelt mellem 80 kommuner (општини, opštini). Skopje styres som en sammenslutning af ti kommuner, samlet kendt som "Byen Skopje". Kommunerne udgør enheder for lokalt selvstyre, og nabokommuner kan indgå samarbejdsaftaler.

Landets vigtigste politiske skillelinje går mellem partier, der hovedsageligt repræsenterer det etniske makedonske flertal, og dem, der repræsenterer den albanske minoritet. Spørgsmålet om magtfordelingen mellem de to grupper førte til den kortvarige konflikt i 2001, som endte med en magtdelingsaftale. I august 2004 vedtog parlamentet en lov, der ændrede de lokale grænser og gav større selvstyre til områder med albansk befolkning.

Efter en urolig valgkamp blev der i 2006 gennemført et roligt og demokratisk regeringsskifte. Valget blev vundet af det centrum-højre-orienterede parti VMRO–DPMNE under ledelse af Nikola Gruevski. Gruevskis beslutning om at inkludere Det Demokratiske Parti for Albanere i regeringen – i stedet for Den Demokratiske Union for Integration (DUI), som havde fået flertallet af de albanske stemmer – udløste protester i flere albansk-dominerede områder. Senere blev der etableret dialog mellem DUI og VMRO-DPMNE for at løse uoverensstemmelser og støtte landets EU- og NATO-ambitioner.

Efter valget i 2008 dannede VMRO-DPMNE og DUI en regeringskoalition. Præsident- og lokalvalgene i 2009 blev gennemført fredeligt, hvilket var vigtigt for landets EU-aspirationer. Det konservative VMRO-DPMNE vandt lokalvalgene, og partiets kandidat Gjorgi Ivanov blev valgt som præsident.

I juni 2017 blev Zoran Zaev fra Socialdemokraterne udnævnt til premierminister, seks måneder efter et nyvalg. Den nye centrum-venstre-regering afsluttede 11 års konservativt styre under Gruevski.

Ved parlamentsvalget den 15. juli 2020 vandt Zaevs parti igen regeringsmagten. Stevo Pendarovski blev indsat som præsident i maj 2019, men Zoran Zaev trådte tilbage i oktober 2021 efter nederlag ved lokalvalgene. I januar 2022 blev Dimitar Kovačevski valgt til premierminister og dannede en koalitionsregering med to albanske partier. Gordana Siljanovska-Davkova overtog præsidentembedet den 12. maj 2024 som landets første kvindelige præsident.

Forsamlingen (Собрание, Sobranie) er den lovgivende magt, som udarbejder og vedtager love. Forfatningen for Nordmakedonien har været gældende siden kort efter landets uafhængighed i 1991 og fastlægger begrænsninger for både central- og lokalregeringen samt for militæret. Forfatningen fastslår, at Nordmakedonien er en social og fri stat, og at Skopje er hovedstaden. De 120 medlemmer vælges for fire år, og alle borgere over 18 år har stemmeret. Den nuværende parlamentsformand er Jovan Mitreski (siden 2024).

Den udøvende magt ligger hos regeringen, hvor premierministeren er landets mest magtfulde politiske figur. Ministerne udpeges af premierministeren og leder hvert sit område – såsom økonomi, finans, IT, samfund, indenrigs- og udenrigsanliggender. Den dømmende magt udøves af domstolene, som omfatter Højesteret, Forfatningsdomstol og det Republikanske domstolsråd, der alle udpeges af forsamlingen.

Navnestriden med Grækenland

Navnestriden mellem Grækenland og Nordmakedonien var en langvarig diplomatisk konflikt om brugen af navnet Makedonien. Striden havde rødder i historiske og kulturelle spørgsmål om identitet og territorium og blev først løst med Prespa-aftalen i 2018, hvorefter landet officielt fik navnet Republikken Nordmakedonien.

Flaget for den daværende Republik Makedonien mellem 1992 og 1995, med Vergina-solen.

Brugen af navnet "Makedonien" har i årtier været genstand for en diplomatisk strid mellem Grækenland og Nordmakedonien. Striden opstod efter Jugoslaviens opløsning og den tidligere Socialistiske Republik Makedoniens uafhængighed i 1991.

Grækenland modsatte sig betegnelsen Republikken Makedonien, fordi den sammenfaldt med den græske region Græsk Makedonien og frygtes at antyde territoriale krav. Da mange etniske grækere i nord identificerer sig som makedonere, anså Grækenland brugen af betegnelsen makedonsk om nabolandets slaviske befolkning som kulturel og historisk tilegnelse. Striden blev yderligere skærpet, da republikken anvendte symboler som Vergina-solen og henvisninger til Aleksander den Store, som Grækenland betragter som dele af sin nationale kulturarv.

I 1993 optog FN landet under den midlertidige betegnelse Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien (makedonsk: Поранешна Југословенска Република Македонија, Poranešna Jugoslovenska Republika Makedonija). Selvom betegnelsen var tænkt som midlertidig, anvendte mange internationale organisationer og over 100 FN-medlemslande snart navnet Republikken Makedonien.

Efter flere forgæves forhandlingsrunder under FN’s auspicier indgik de to lande i juni 2018 Prespa-aftalen. Her accepterede Makedonien at ændre navn til Republikken Nordmakedonien og ophøre med offentlig brug af Vergina-solen. Aftalen præciserede, at betegnelsen makedonsk om landets sprog og borgere ikke skal forstås som en henvisning til den hellenistiske arv i Grækenland, og begge lande forpligtede sig til at fjerne irredentistisk materiale fra skolebøger og kort.

Aftalen banede vejen for normalisering af forholdet mellem de to lande og ophævede det græske veto mod Nordmakedoniens internationale integration. Den videre politiske udvikling – herunder NATO-optagelsen og EU-tilnærmelsen – er beskrevet i afsnittet Vejen mod EU og NATO.

Internationale relationer og integration

Nordmakedonien har været medlem af FN siden 1993.

Nordmakedonien blev medlem af FN den 8. april 1993, atten måneder efter sin uafhængighed fra Jugoslavien. I FN blev landet omtalt som Den tidligere jugoslaviske republik Makedonien, indtil navnestriden med Grækenland om landets navn blev løst gennem Prespa-aftalen i 2018.

Landets primære udenrigspolitiske mål er fuld integration i de europæiske og transatlantiske samarbejdsstrukturer, herunder EU og NATO.

Nordmakedonien er medlem af følgende internationale og regionale organisationer: IMF (siden 1992), WHO (siden 1993), EBRD (siden 1993), Central European Initiative (siden 1993), Europarådet (siden 1995), OSCE (siden 1995), SECI (siden 1996), La Francophonie (siden 2001), WTO (siden 2003), CEFTA (siden 2006) og NATO (siden 2020).

EU- og NATO-ansøgninger

I 2005 blev landet officielt anerkendt som kandidatland til EU. Ved NATO-topmødet i Bukarest 2008 lykkedes det imidlertid ikke Makedonien at opnå en invitation til optagelse, da Grækenland nedlagde veto på grund af navnestriden. USA havde tidligere givet udtryk for støtte til landets optagelse, men topmødet besluttede kun at tilbyde invitation, når konflikten med Grækenland var løst.

I marts 2009 udtrykte Europa-Parlamentet støtte til Nordmakedoniens EU-kandidatur og opfordrede Europa-Kommissionen til at fastsætte en startdato for optagelsesforhandlinger inden udgangen af året. Parlamentet anbefalede også en hurtig ophævelse af visumpligten for makedonske statsborgere. Før Prespa-aftalen blev landet gentagne gange nægtet en startdato for forhandlinger på grund af navnestriden. Efter aftalen blev Nordmakedonien derimod inviteret til NATO-medlemskab og optaget den 27. marts 2020. EU’s holdning fulgte NATO’s, idet løsning af navnestriden var en forudsætning for igangsættelse af optagelsesforhandlinger.

I oktober 2012 foreslog EU’s udvidelseskommissær Štefan Füle for fjerde gang at indlede forhandlinger med landet, efter at tidligere forsøg var blevet blokeret af Grækenland. Under et besøg i Bulgarien forsøgte Füle at afklare landets holdning, da Bulgarien næsten havde sluttet sig til Grækenlands veto. Sofia begrundede sin modstand med, at Nordmakedonien ifølge bulgarske myndigheder førte en politik, der fremmede fjendtlighed mod Bulgarien.

Retsvæsen

Nordmakedonien har et uafhængigt domstolssystem, som er fastlagt i landets forfatning. Systemet består af grundlæggende domstole, appeldomstole og en Højesteret, der fungerer som øverste dømmende instans. Hertil kommer en forfatningsdomstol, som tager stilling til spørgsmål om forfatningsmæssighed, borgerrettigheder og institutionelle kompetencer.

Dommeres udnævnelser, forfremmelser og disciplinære forhold administreres af Retsrådet (Judicial Council), der fungerer som et uafhængigt organ med ansvar for domstolenes integritet. Anklagemyndigheden er organiseret som en selvstændig struktur under ledelse af en statsanklager.

Domstolenes struktur

Domstolssystemet omfatter:

• Grundlæggende domstole (Basic Courts), som fungerer som første instans i både civile og strafferetlige sager.
• Appeldomstole (Courts of Appeal), der behandler ankesager fra de grundlæggende domstole.
• Højesteret (Supreme Court), som er landets øverste instans og fører tilsyn med juridisk praksis.
• Forfatningsdomstol (Constitutional Court), der fungerer uafhængigt af det øvrige domstolssystem og træffer afgørelser om forfatningsmæssighed og beskyttelse af grundlæggende rettigheder.

Anklagemyndigheden

Den offentlige anklagemyndighed ledes af statsanklageren og består af flere specialiserede enheder. Myndigheden fører tilsyn med efterforskning og retsforfølgning af strafbare forhold og er institutionelt adskilt fra de dømmende myndigheder.

Retsreformer

I 2015 blev der iværksat omfattende retsreformer med støtte fra EU og Europarådet, blandt andet med oprettelsen af en Særlig Anklagemyndighed (Special Prosecutor’s Office) til at håndtere sager relateret til den politiske aflytningsskandale. Den Særlige Anklagemyndighed blev senere opløst, og dens opgaver blev i 2020 overført til den Republikanske Anklagemyndighed for Organiseret Kriminalitet og Korruption.

Internationale organisationer har flere gange påpeget udfordringer som politisk indblanding, langsom sagsbehandling og begrænset offentlig tillid til domstolene. Retsstatsområdet betragtes som centralt for Nordmakedoniens tilnærmelse til EU.

EU-evalueringer

Som kandidatland til EU bliver Nordmakedoniens retsvæsen løbende vurderet i Europa-Kommissionens årlige udvidelsesrapporter. Kommissionen fremhæver fortsat behov for forbedringer inden for domstolenes uafhængighed, gennemsigtighed og effektivitet.

I rapporterne nævnes særligt politisk pres på dommere og anklagere, ujævn disciplinpraksis og utilstrækkelig kapacitet i nøgleinstitutioner som Retsrådet og anklagemyndigheden. EU anbefaler styrkelse af meritbaserede udnævnelser, bedre styring af sagsbehandling og øget offentlig tillid.

På trods af lovgivningsmæssige ændringer vurderer EU, at gennemførelsen i praksis fortsat er ujævn. Retsstatsområdet er fortsat en af de mest afgørende betingelser for landets videre integrationsproces.

Forsvar

Makedonske soldater fra specialoperationsregimentet i Kabul, Afghanistan

Hæren i Republikken Nordmakedonien (Армија на Република Северна Македонија, forkortet ARSM) ledes af forsvarschefen. Under denne findes Operationskommandoen, som omfatter den mekaniserede infanteribrigade, luftbrigaden, specialoperationsregimentet samt flere uafhængige bataljoner. Uddannelses- og doktrinkommandoen har ansvar for uddannelse og udvikling, herunder den militære reserve, mens logistikbasen står for forsyning og støtte. Derudover findes en æresvagtsbataljon, som refererer direkte til generalstaben.

Per 2024 talte hæren omkring 8.000 aktive soldater og 4.850 reservister, og i 2023 udgjorde forsvarsbudgettet cirka 275 millioner amerikanske dollar. Nordmakedonien har været en rent frivillig hær siden værnepligten blev afskaffet i 2007. Landet har deltaget med styrker i internationale missioner i Afghanistan, Bosnien-Hercegovina, Irak, Kosovo og Libanon som en del af NATO-, EU- eller FN-operationer.

Forsvarsministeriet udarbejder landets forsvarsstrategi og vurderer potentielle trusler og risici. Det har ansvaret for forsvarssystemets organisation, uddannelse, beredskab, udrustning og udvikling samt for udarbejdelse og fremlæggelse af forsvarsbudgettet.

Menneskerettigheder

Nordmakedonien har tiltrådt Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og flere af dens tillægsprotokoller, herunder Protokol nr. 16, som blev ratificeret i 2023. Landet er desuden part i FN’s Konvention mod tortur og dens tillægsprotokol samt FN’s Flygtningekonvention. Landets forfatning garanterer formelt grundlæggende menneskerettigheder, og FN har en menneskerettighedsrådgiver placeret hos FN-landeteamet i Skopje for at støtte gennemførelsen af internationale forpligtelser.

Ifølge internationale vurderinger regnes Nordmakedonien fortsat som et ”delvist frit” demokrati med relativt frie valg, men vedvarende problemer med korruption, klientelisme, politisk indflydelse på medier og et svækket retssystem. I 2024 vedtog parlamentet ændringer til medieloven, der igen tillader statsfinansierede reklamer i private medier – et tiltag, som både medietilsyn og journalistforeninger har kritiseret for at kunne øge den politiske kontrol med pressen.

Aktuelle rapporter fra bl.a. Amnesty International og USA’s udenrigsministerium peger på fortsatte problemer med mishandling og dårlige forhold i fængsler, manglende ansvarliggørelse (impunitet) for overgreb begået af politi og sikkerhedsstyrker, samt korruption i retssystemet. Amnesty fremhæver bl.a. systemisk diskrimination mod Roma – herunder en sag, hvor diskriminerende praksis i sundhedssystemet medførte en undgåelig dødsfald – samt udbredte trusler og hetz mod kvinde- og ligestillingsaktivister i forbindelse med regeringens ligestillingslovgivning. Der er også rapporteret om vold og chikane mod LGBTI-personer, begrænset beskyttelse mod hadforbrydelser, samt ulovlige pushbacks og mangelfuld beskyttelse af flygtninge og migranter ved grænserne mod Grækenland og Serbien.

Administrative inddelinger

By- og landkommuner i Nordmakedonien

Nordmakedoniens statistiske regioner

Nordmakedonien er opdelt i otte statistiske regioner, som anvendes til juridiske og statistiske formål. Regionerne har ingen politisk eller administrativ myndighed, men danner grundlag for planlægning, udviklingsprogrammer og dataindsamling efter EU’s NUTS-klassifikationssystem. De bruges desuden som reference for tildeling af midler fra EU og Verdensbanken.

I august 2004 blev landet administrativt omorganiseret i 84 kommuner (општини, opštini; ental: општина, opština). Ti af disse kommuner udgør Skopje, som har særstatus som en særlig enhed for lokalt selvstyre og fungerer som landets hovedstad.

De fleste af de nuværende kommuner blev enten bevaret eller sammenlagt ud fra de tidligere 123 kommuner, der eksisterede fra september 1996. Enkelte kommuner blev dog slået sammen eller fik ændret deres grænser. Før denne reform var det lokale styre organiseret i 34 administrative distrikter eller amter (også kaldet opštini).

Statistiske regioner

Nordmakedoniens statistiske regioner (2021)

Region	Areal (km²)	Befolkning (2021)
Østlige region	3 537	150 234
Nordøstlige region	2 310	152 982
Pelagonia	4 717	210 431
Polog	2 416	251 552
Skopje	1 812	607 007
Sydøstlige region	2 739	148 387
Sydvestlige region	3 340	177 398
Vardar	4 042	138 722

Økonomi

Nordmakedonien har siden uafhængigheden gennemført omfattende økonomiske reformer og er i dag en åben økonomi, hvor handel udgør over 90 % af bruttonationalproduktet (BNP). Landet er klassificeret som en ”øverst middelindkomstøkonomi” af Verdensbanken.

Ifølge Verdensbanken voksede landets økonomi med 2,8 % i 2024, efter en vækst på 2,1 % i 2023. BNP pr. indbygger (nominelt) var omkring 9.100 USD i 2024, mens BNP pr. indbygger i købekraftsparitet (PPP) lå på cirka 17.600 USD. Den gennemsnitlige arbejdsløshed faldt til omkring 11,5 % i 2025, ned fra over 12 % året før.

Landets inflation forventes i 2025 at ligge mellem 2–3 %, mens offentlig gæld er steget til omkring 54 % af BNP. Det samlede budgetunderskud udgjorde omkring 4,7 % af BNP i 2024.

Regeringen har siden 2008 fastholdt en flad skat på 10 % for både virksomheder og personer. Nordmakedonien har desuden tiltrukket betydelige udenlandske direkte investeringer (FDI), som i 2024 udgjorde omkring 667 millioner USD.

Landets vigtigste eksportsektorer omfatter bilindustrien, kemisk industri og metalarbejde, mens Tyskland, Bulgarien, Grækenland og Serbien er de største handelspartnere. Selv om Nordmakedonien har opnået stabil vækst og lav inflation, ligger det fortsat under EU-gennemsnittet med et BNP pr. indbygger (PPP) svarende til omkring 38 % af EU-27’s gennemsnit.

Økonomiske nøgletal

Økonomiske nøgleindikatorer for Nordmakedonien

Indikator	2023	2024	2025 (prognose)
Real BNP-vækst (%)	2,1 %	2,8 %	ca. 3,0 %
BNP pr. indbygger (USD, nominelt)	≈ 8.600	≈ 9.100	–
Arbejdsløshed (%)	≈ 12,4 % (Q3-24)	≈ 11,5 % (Q2-25)	–
Offentlig gæld (% af BNP)	49,9 %	53,8 %	ca. 60 %
FDI-netto (USD mio.)	641,5	667	–
Udenlandsk gæld (USD mia.)	12,7	–	–
Inflation (%)	9,4 %	ca. 2–3 %	ca. 2,5 %
Budgetunderskud (% af BNP)	–4,7 %	–4,7 %	–

Vigtigste handelspartnere og sektorer (2024)

Top-5 handelspartnere
Tyskland	24,2 %
Bulgarien	9,3 %
Grækenland	7,1 %
Serbien	6,4 %
Italien	5,7 %
Vigtigste eksportsektorer
Bildele og elektronik	32 %
Kemiske produkter og metaller	27 %
Landbrugs- og fødevareprodukter	14 %
Tekstil og beklædning	9 %
Energi og brændstoffer	6 %
Vigtigste importsektorer
Maskiner og transportudstyr	29 %
Råmaterialer og halvfabrikata	22 %
Kemiske produkter	14 %
Fødevarer og landbrugsvarer	10 %
Brændstoffer og energi	9 %
Nettoeksportbalance	–6,8 % af BNP (2024)
Kilder: TradingEconomics, UN Comtrade, Verdensbanken, november 2025.

Økonomisk udvikling efter Jugoslaviens opløsning

Opløsningen af Jugoslavien og de efterfølgende konflikter havde store konsekvenser for Nordmakedoniens økonomi. Grækenlands handelsembargo i 1994–1995 ramte hårdt, og Kosovokrigen i 1999 samt den indre konflikt i 2001 skabte yderligere ustabilitet.

Siden midten af 2000’erne har økonomien dog stabiliseret sig, og udenlandske investeringer har øget eksportkapaciteten. Grækenland har siden 1990’erne været en af de største investorer, efterfulgt af Tyskland, Italien, USA, Slovenien og Tyrkiet.

Trods væksten har Nordmakedonien fortsat strukturelle udfordringer med korruption, retsvæsenets uafhængighed og en omfattende uformel økonomi, som anslås at udgøre omkring 20 % af BNP. De seneste år er økonomien dog blevet mere modstandsdygtig over for eksterne chok, og væksten i 2025 forventes at nå omkring 3 %, understøttet af øget eksport og gradvis EU-tilnærmelse.

Valuta og finanssektor

Nordmakedoniens valuta er den makedonske denar (valutakode: MKD), som blev indført i 1992 efter opløsningen af Jugoslavien og afløste den jugoslaviske dinar i forholdet 1:1. Denaren har siden 1995 været knyttet til euroen gennem en fastkurspolitik administreret af Nationalbanken (Народна банка на Република Северна Македонија).

Kursen ligger stabilt omkring 61,5 denar pr. euro og forventes at forblive uændret frem mod 2026. Inflationen, som steg kraftigt under energikrisen 2022–2023, faldt igen i 2024 og stabiliserede sig omkring 2,5 % i 2025.

Nationalbanken fører en politik, der sigter mod pris- og valutastabilitet, og er samtidig ansvarlig for banktilsyn og makroøkonomisk overvågning. Banksektoren er relativt velkapitaliseret og domineres af udenlandskejede banker, især fra Østrig, Grækenland og Slovenien. De største kommercielle banker er Komercijalna banka Skopje, Stopanska banka og NLB Banka.

Nordmakedonien har et moderat betalingsbalanceunderskud på omkring 3,2 % af BNP (2024), primært som følge af høj import af energi og råvarer. Landet modtager dog betydelige pengeoverførsler fra udlandsarbejdere, svarende til ca. 3–4 % af BNP årligt, hvilket bidrager til at stabilisere valutaen.

Nationalbanken samarbejder tæt med Den Europæiske Centralbank og har tilkendegivet, at en fremtidig tilslutning til ERM II og euroen er et langsigtet mål, men der foreligger endnu ingen tidsplan for optagelse.

Landbrug

Landbruget udgør en væsentlig del af Nordmakedoniens økonomi og beskæftiger en betydelig del af befolkningen i landdistrikterne. Sektoren bidrager med omkring 10 % af landets BNP og omfatter både planteproduktion og husdyrbrug.

De vigtigste landbrugsafgrøder omfatter hvede, majs, tobak, grøntsager, solsikker og frugter. Nordmakedonien er især kendt for sin produktion af kvalitetsvin og har en række etablerede vinregioner, der eksporterer til både Europa og resten af verden.

Husdyrproduktionen omfatter primært kvæg, får, geder og fjerkræ, mens mælkeproduktion og mejerivarer spiller en vigtig rolle i den indenlandske fødevareforsyning.

Landbrugssektoren står dog over for en række udfordringer, herunder små og opsplittede bedrifter, begrænset adgang til moderne udstyr og investeringer samt klimarelaterede risici som tørke og oversvømmelser. EU støtter modernisering og strukturreformer gennem landets deltagelse i IPARD-programmet.

Skovbrug

Skovbrug spiller en vigtig rolle i Nordmakedoniens økonomi og naturforvaltning. Landet har et relativt højt skovdække, hvor omkring 37 % af territoriet er dækket af skov, primært bestående af egetræ, bøgetræ og forskellige nåletræsarter. Skovene udgør en vigtig ressource for biodiversitet, erosionkontrol og beskyttelse af vandressourcer.

Skovforvaltningen er reguleret af Ministeriet for Landbrug, Skovbrug og Vandøkonomi samt statsselskabet “National Forests”, som står for bæredygtig drift, hugstplanlægning og genplantning. En betydelig del af skovarealet udnyttes til træproduktion, brænde og ikke-træbaserede skovprodukter såsom svampe, vilde bær og medicinske planter.

Sektoren er dog udfordret af ulovlig skovhugst, utilstrækkelig overvågning og behov for modernisering af udstyr og infrastruktur. Klimaforandringer har også øget risikoen for skovbrande, hvilket har ført til øget fokus på beredskab og forebyggende forvaltning i samarbejde med EU og internationale organisationer.

Fiskeri

Fiskeriet i Nordmakedonien er relativt begrænset på grund af landets geografiske placering uden adgang til havet. Sektoren er primært baseret på indlandsfiskeri i søer og floder, herunder Ohridsøen, Prespasøerne og floderne Vardar og Crna.

Ohridsøen er særligt kendt for sin unikke akvatiske biodiversitet, herunder arter som Ohrid-ørred og andre endemiske fiskearter, der har betydelig biologisk og kulturel værdi. Fiskeri i søen er reguleret af strenge kvoter og fredningsperioder for at beskytte de sårbare bestande.

Aquakultur spiller en stigende rolle i landets fødevareproduktion og omfatter især dambrug af regnbueørred og karpe. De fleste anlæg er små eller mellemstore og forsyner det indenlandske marked.

Sektoren står over for udfordringer som overfiskeri, forurening, invasive arter og ændringer i vandniveauer forbundet med klimaforandringer. Nordmakedonien samarbejder derfor med EU, FAO og UNESCO om bæredygtig forvaltning og genopretning af fiskebestande i sårbare sø- og flodområder.

Minedrift

Minedrift er en vigtig sektor i Nordmakedoniens økonomi og omfatter udvinding af metaller som bly, zink, kobber og guld samt ikke-metalliske råstoffer som kalksten og brunkul. Landet har en lang tradition for minedrift, og flere af de nuværende miner har været i drift siden jugoslavisk tid.

Blandt de vigtigste aktive miner er Sasa (bly og zink), Toranica (bly og zink), Bučim (kobber og guld) og den nyere Ilovica–Štuka-projektzone, der dog har været præget af politiske og miljømæssige kontroverser.

Udvindingen af brunkul foregår primært i Pelagonia-regionen, hvor de største åbne miner leverer brændsel til landets kulfyrede kraftværker. Minedriften er således tæt forbundet med energisektoren.

Sektoren står dog over for betydelige udfordringer, herunder forældet udstyr, behovet for modernisering, miljøbelastning samt utilstrækkelig regulering af affald og vandforurening. Flere lokale civilsamfundsgrupper har desuden kritiseret projekter for utilstrækkelig miljøvurdering og risiko for påvirkning af landbrug og vandressourcer.

Nordmakedonien samarbejder med EU og internationale finansinstitutioner om at forbedre reguleringen, styrke tilsynet og sikre mere bæredygtige standarder for udnyttelse af mineralressourcer.

Energi

Energisektoren i Nordmakedonien er præget af en kombination af fossile brændsler, især brunkul, samt stigende investeringer i vedvarende energi. Landet producerer en stor del af sin elektricitet i kulfyrede kraftværker, hvor REK Bitola er den største energiproducent i landet.

Hydroelektricitet udgør den vigtigste kilde til vedvarende energi og bidrager med omkring en tredjedel af den samlede elproduktion. De største vandkraftværker ligger langs floderne Crna og Treska, mens mindre anlæg findes spredt over landet.

Nordmakedonien har også fokus på udbygning af sol- og vindenergi. I de senere år er der igangsat flere store solcelleparker i samarbejde med EU og internationale investorer, herunder projekter ved Oslomej og Štip. Vindenergi udgør endnu en mindre del af energimikset, men kapaciteten forventes at stige gennem nye offentlige og private projekter.

Importafhængighed er fortsat en udfordring, særligt i vintermånederne, hvor efterspørgslen overstiger den nationale produktion. EU støtter derfor landets energireformer gennem regionale projekter inden for energiinfrastruktur, integration i det europæiske elmarked og omstilling til vedvarende energi gennem EU’s energirammeprogrammer.

Turisme

Sankt Johannes Kirke ved Kaneo ved Ohridsøen – et af Nordmakedoniens mest populære turistmål

Turisme spiller en betydelig rolle i Nordmakedoniens økonomi. I 2024 udgjorde turismesektoren anslået omkring 6 % af bruttonationalproduktet, og antallet af besøgende steg med cirka 8 % sammenlignet med året før.

Ifølge landets Statistisk Kontor blev der i januar 2025 registreret 49.870 turister, hvoraf 63,2 % var udenlandske besøgende – en stigning på 4,4 % i forhold til januar 2024. I første halvår af 2025 blev der registreret en samlet stigning på 13,5 % sammenlignet med samme periode året før. I april 2025 alene steg turistankomster med 21 % i forhold til året før.

De fleste besøgende kommer fortsat fra Tyrkiet, Serbien, Grækenland, Bulgarien, Polen og andre vesteuropæiske lande.

De vigtigste former for turisme omfatter søturisme omkring Ohridsøen, Prespasøen og Dojransøen, samt bjergturisme i landets 16 bjerge over 2.000 meter. Derudover spiller byturisme, økoturisme og kulturturisme en voksende rolle – især i Skopje og den sydvestlige del af landet – hvor kulturelle festivaler, gastronomi og folkemusik tiltrækker et stigende antal besøgende.

Selv om turismen fortsat vokser, er sektoren præget af sæsonvariationer og behov for investeringer i infrastruktur og miljøbeskyttelse – især omkring Ohridsøen, som er opført på UNESCOs verdensarvsliste.

Transport

Kort over eksisterende og planlagte motorveje i Nordmakedonien

Nordmakedonien er et indlandsland midt på Balkanhalvøen, og transportinfrastrukturen spiller en central rolle for landets økonomi og regionale integration. De vigtigste transportkorridorer forbinder landet nord-syd gennem Vardardalen (Paneuropæisk korridor X) og øst-vest mod Bulgarien og Albanien (korridor VIII).

Vejtransport

Ifølge Public Enterprise for State Roads havde Nordmakedonien i 2024 et samlet vejnet på 14.182 km, fordelt på 242 km motorveje, 911 km hovedveje, 3.771 km regionale veje og 9.258 km lokale veje. Motorvejene udgør ca. 2,2 % af vejnettet. De vigtigste forbindelser er motorvejene A1 (E75) fra grænsen til Grækenland over Skopje til Serbien og A2 (E65) fra Tetovo til Gostivar og Kičevo, som skal udvides mod Ohrid. Vejtransporten håndterer hovedparten af landets gods- og passagertrafik. I 2. kvartal 2025 blev der transporteret 31,3 millioner tons gods ad vejnettet.

Jernbaner

Jernbanenettet drives af Makedonski Železnici og dækker ca. 925 km standardspor, hvoraf 34 % er elektrificeret. Den vigtigste rute går fra Serbien gennem Kumanovo, Skopje, Veles og Gevgelija til Grækenland. Et igangværende projekt skal færdiggøre jernbanestrækningen Kumanovo–Beljakovci–Deve Bair ved grænsen til Bulgarien som led i korridor VIII-forbindelsen til Sofia og Sortehavet. Ifølge OECD Western Balkans Competitiveness Outlook 2024 er investeringerne i jernbaneinfrastruktur steget med omkring 54 % mellem 2019 og 2022.

Lufttransport

Nordmakedonien har 17 lufthavne, hvoraf 11 har faste belægninger. De to internationale lufthavne er Skopje International Airport og Ohrid St. Paul the Apostle Airport, som tilsammen håndterede omkring 2,8 millioner passagerer i 2023. Begge drives af det tyrkiske selskab TAV Airports under en langvarig koncessionsaftale.

Sø- og indlandstransport

Som indlandsland har Nordmakedonien ingen havne, men der findes begrænset søfart på Ohridsøen og Prespasøen, primært til turisme og lokal transport.

Sikkerhed og udfordringer

Ifølge WHO Road Safety Report 2023 blev der i 2021 registreret 116 trafikdræbte, svarende til 5,7 dødsfald pr. 100.000 indbyggere. EU’s 2024-landerapport peger fortsat på behovet for modernisering og bedre vedligeholdelse af vej- og jernbanenettet.

Affaldshåndtering

Affaldshåndteringen i Nordmakedonien står over for betydelige udfordringer, herunder begrænset kapacitet til affaldsindsamling, utilstrækkelig sortering og et stort antal uautoriserede lossepladser i både by- og landområder. Kommunerne er ansvarlige for indsamling og bortskaffelse af husholdningsaffald, men mange mangler ressourcer og teknologi til at sikre effektiv drift.

Landet afhænger i høj grad af deponering som primær behandlingsform, mens genanvendelsesraten for både plast, metal, papir og organisk affald fortsat er lav. Der findes dog enkelte regionale initiativer for at udbygge kapaciteten til sortering og genanvendelse, herunder pilotprojekter støttet af EU.

Miljøpåvirkningen fra ulovlige lossepladser er betydelig og omfatter risiko for forurening af jord, grundvand og vandløb, herunder floder som Vardar og Crna. Affaldsafbrænding forekommer desuden i visse områder og bidrager til lokal luftforurening.

Nordmakedonien arbejder sammen med EU om modernisering af affaldssektoren gennem nye nationale strategier, investeringer i regional infrastruktur og tilpasning til EU’s affaldsdirektiver, herunder krav om øget genanvendelse og bedre styring af farligt affald.

Miljøpolitik

Miljøpolitikken i Nordmakedonien er i høj grad præget af landets bestræbelser på at tilpasse sig EU’s miljølovgivning og standarder. Ministeriet for Miljø og Fysisk Planlægning er ansvarligt for udformningen af nationale strategier og lovgivning inden for områder som luftkvalitet, vandforvaltning, affaldshåndtering og naturbeskyttelse.

Et centralt fokusområde har været forbedring af luftkvaliteten, som i flere byer – herunder Skopje og Tetovo – ofte overskrider WHO’s anbefalede grænseværdier. Regeringen har indført handlingsplaner for reduktion af emissioner fra transport, industri og individuel boligopvarmning, men udfordringer med implementering og håndhævelse består.

Beskyttelsen af biodiversitet og naturområder er et andet prioriteret område. Nordmakedonien råder over flere nationalparker og beskyttede områder, herunder Mavrovo, Galicica og Pelister, som rummer betydelig økologisk mangfoldighed. Forvaltningen af disse områder understøttes af regionale og internationale programmer, herunder initiativer fra UNESCO og IUCN.

Nordmakedonien har desuden forpligtet sig til at reducere drivhusgasudledninger og styrke den grønne omstilling som led i EU’s Green Agenda for Western Balkans. Dette omfatter investeringer i vedvarende energi, energieffektivitet og mere bæredygtig transportsektor.

Selvom der er gjort fremskridt, peger internationale evalueringer fortsat på udfordringer med lovhåndhævelse, mangel på finansiering og utilstrækkelig koordinering mellem statslige og lokale myndigheder.

Uddannelse

Skt. Kyrillos og Methodios Universitetet i Skopje

De højere niveauer af uddannelse kan opnås ved et af landets fem statslige universiteter: Skt. Kyrillos og Methodios Universitetet i Skopje, Skt. Klemens af Ohrid Universitetet i Bitola, Goce Delčev Universitetet i Štip, Statsuniversitetet i Tetovo og Universitetet for Informationsvidenskab og Teknologi "Sankt Paulus Apostlen" i Ohrid.

Der findes også en række private universiteter og højere læreanstalter, herunder European University, Slavisk Universitet i Sveti Nikole samt South East European University i Tetovo.

I Global Innovation Index 2024 blev Nordmakedonien rangeret som nummer 58 i verden.

Landets nationale bibliotek, National- og Universitetsbiblioteket "Skt. Klemens af Ohrid", ligger i Skopje.

Internet og digital infrastruktur

Ifølge rapporter fra januar 2025 har Nordmakedonien en internetpenetration på omkring 92 % af befolkningen. I begyndelsen af 2000’erne gennemførte USAID projektet “Macedonia Connects”, som sigtede mod at gøre landet førende i udrulningen af trådløs internet-dækning.:contentReference[oaicite:6]{index=6} Ifølge en analyse fra 2019 var 79,3 % af husstandene dækket af internetadgang i 2018.:contentReference[oaicite:7]{index=7} Der er også en ny lovgivning på vej (vedtaget juli 2025), Law on Electronic Communications (North Macedonia), som reformerer telekommunikationssektoren for at fremme 5G-udrulning og gigabitnetværk.:contentReference[oaicite:9]{index=9}

Mens præcise data om antal skoler med internet ikke er opdateret her, viser sektor-rapporter en stadig udbygning af digital infrastruktur og en stigende dækningsgrad i rurale områder.

Befolkning

Resultaterne fra den seneste folketælling i 2021 viser en befolkning på 1.836.713 indbyggere. Befolkningstætheden er 72,2 personer pr. km², og den gennemsnitlige alder er 40,1 år. Der blev registreret 598.632 husstande med et gennemsnit på 3,06 personer pr. husstand. Kønsfordelingen er 50,4 % kvinder og 49,6 % mænd.

Baseret på folketællingen i 2021 udgør makedonerne den største etniske gruppe i landet. Den næststørste gruppe er albanerne, som er dominerende i den nordvestlige del af landet. Herefter følger tyrkerne, der ifølge officielle tal udgør omkring 70.000 personer.

Nogle uofficielle kilder anslår, at der kan være op til 260.000 romaer i landet. Ifølge folketællingen i 2021 udgjorde romaer dog kun omkring 2,5 % af den samlede befolkning (46.433 personer). Forskellen mellem de officielle og uofficielle tal forklares med, at mange romaer ikke registrerer sig som sådanne i folketællingerne eller lever uden for det formelle registersystem.

Religion

Religion i Nordmakedonien (2021)      Østlig ortodoksi (46.1%)     Katolicisme (0.4%)     Andre kristne (13.9%)     Islam (32.2%)     Ingen religion (0.1%)     Andre (7.3%)

Østligt ortodoks kristendom er den mest udbredte religion i Nordmakedonien og udgør 46,1 % af befolkningen, hvoraf langt de fleste tilhører den makedonsk-ortodokse kirke. Andre kristne trosretninger udgør 13,9 %, mens islam praktiseres af 32,2 % af befolkningen.

Ifølge CIA’s The World Factbook udgør muslimer omkring 32 % af befolkningen i Nordmakedonien. Til sammenligning udgør muslimer omkring 96 % af befolkningen i Kosovo, 59 % i Albanien og 51 % i Bosnien-Hercegovina.

De fleste muslimer i Nordmakedonien er albanere, tyrkere, romani eller bosniakker, mens et mindre antal er makedonske muslimer. En undersøgelse fra 2010 foretaget af Pew Research Center vurderede, at 1,4 % af befolkningen er uden religiøs tilknytning.

Ved udgangen af 2011 fandtes der i alt 1.842 kirker og 580 moskeer i landet. De ortodokse og islamiske trossamfund driver religiøse gymnasier i Skopje, og den ortodokse kirke har et seminarium i hovedstaden. Den makedonsk-ortodokse kirke har jurisdiktion over ti provinser (syv i landet og tre i udlandet), ledes af ti biskopper og omkring 350 præster. Hvert år døbes omkring 30.000 personer.

Skt. Georgs Kirke i Kumanovo (venstre) og Šarena Džamija-moskeen i Tetovo (højre)

Den Makedonsk-ortodokse kirke, der erklærede autocefali i 1967, var uanerkendt af de øvrige ortodokse kirker indtil 2022, hvor den genetablerede relationer til den serbisk-ortodokse kirke og det økumeniske patriarkat.

En sølvmenorah fra det 19. århundrede

Jødedommen har en lang historie i Nordmakedonien, og de første jødiske samfund menes at have eksisteret allerede i romersk tid. Før Anden Verdenskrig levede omkring 7.000 jøder i landet, hovedsageligt i Bitola, Skopje og Štip. Under den tyske og bulgarske besættelse i 1943 blev 7.144 jøder deporteret til Treblinka, hvor de fleste blev dræbt. Efter krigen emigrerede mange overlevende til Israel, og det moderne jødiske samfund i Nordmakedonien tæller i dag omkring 200–300 medlemmer, næsten alle bosat i Skopje.

Den makedonsk-byzantinske katolske kirke har omkring 11.000 medlemmer. Kirken blev grundlagt i 1918 og består hovedsageligt af konvertitter til katolicisme og deres efterkommere. Den følger den byzantinske ritus og er i fællesskab med den romersk- og østkatholske kirke. Liturgien udføres på makedonsk.

Der findes desuden et lille protestantisk samfund. Den tidligere præsident Boris Trajkovski var aktiv lægprædikant i den evangelisk-metodistiske kirke, som hører til blandt de ældste protestantiske kirkesamfund i landet. Ifølge samme undersøgelse er antallet af evangeliske og andre protestantiske menigheder vokset siden 1980’erne, blandt andet gennem lokale vækkelser og støtte fra udenlandske missionsorganisationer.

Sprog

Sproglig fordeling i Nordmakedonien ifølge folketællingen i 2002

Det nationale og officielle sprog i hele Nordmakedonien samt i landets internationale relationer er makedonsk. Siden 2019 har albansk haft status som medofficielt sprog på nationalt plan (med undtagelse af forsvar, centralpoliti og pengepolitik).

Makedonsk tilhører den øst-sydslaviske gren af de sydslaviske sprog, mens albansk udgør en selvstændig gren af den indoeuropæiske sprogfamilie. I kommuner, hvor mindst 20 % af befolkningen tilhører en anden etnisk minoritet, kan deres respektive sprog anvendes som officielt i lokaladministrationen, sammen med makedonsk og albansk – eller alene med makedonsk.

Makedonsk er nært beslægtet med og gensidigt forståeligt med bulgarsk og har også ligheder med serbisk samt de mellemliggende torlakiske og shopi-dialekter, som tales i det sydøstlige Serbien og det vestlige Bulgarien (samt af nogle talere i det nordøstlige Nordmakedonien). Det standardsprog, der anvendes i dag, blev kodificeret i årene efter Anden Verdenskrig og har siden udviklet en rig litterær tradition.

Ud over makedonsk og albansk tales der en række minoritetssprog med betydelige sprogsamfund, herunder tyrkisk (inklusive balkansk gagauz-tyrkisk), romani, serbisk, bosnisk og aromansk (herunder meglenorumænsk).

Makedonsk tegnsprog er det primære sprog blandt døve personer, der ikke tilegnede sig et talesprog i barndommen.

Ifølge folketællingen i 2021 angav 1.344.815 borgere, at de taler makedonsk, 507.989 albansk, 71.757 tyrkisk, 38.528 romani, 24.773 serbisk, 8.560 bosnisk, 6.884 aromansk og 19.241 andre sprog.

Sprogpolitik, medier og uddannelse

Efter vedtagelsen af Loven om brug af sprog i 2019 blev albansk officielt anerkendt som medofficielt sprog i hele landet. Loven fastsætter, at alle statslige institutioner, kommuner og offentlige tjenester skal tilbyde borgerne adgang til dokumenter og kommunikation på både makedonsk og albansk, når mindst 20 % af befolkningen i et område tilhører en albansktalende minoritet.

Ifølge Europa-Kommissionens landerapport fra 2024 er implementeringen af loven "generelt tilfredsstillende", men der findes fortsat praktiske udfordringer i domstolssystemet, politiet og sundhedssektoren, hvor tolketjenester og tosprogede dokumenter ikke altid er tilgængelige.

I uddannelsessystemet undervises der på både makedonsk og albansk i de fleste grund- og gymnasieskoler, mens universiteterne tilbyder studier på begge sprog. Universitetet i Skopje anvender primært makedonsk, mens Statsuniversitetet i Tetovo og Sydøsteuropæisk Universitet benytter både albansk, makedonsk og delvist engelsk som undervisningssprog.

På medieområdet sender Makedonsk Radio og TV (MRT) nyhedsudsendelser og kulturprogrammer på makedonsk, albansk, tyrkisk, romani, serbisk og aromansk. Private medier opererer ofte tosproget, især i Skopje og de albanskdominerede regioner i vest. Derudover udgiver staten et antal officielle publikationer og love på begge hovedsprog.

Ifølge en sociolingvistisk undersøgelse fra 2023 oplever 68 % af borgerne, at de har ”god adgang” til offentlig information på deres modersmål, mens 21 % rapporterede manglende adgang til tolketjenester eller dokumenter på minoritetssprog.

Største byer

Skopje, Nordmakedoniens hovedstad og største by

Nordmakedonien har en udpræget centraliseret bystruktur, hvor hovedstaden Skopje fungerer som landets politiske, økonomiske og kulturelle centrum. Næsten en tredjedel af landets befolkning bor i hovedstadsområdet. Andre større byer som Bitola, Kumanovo, Prilep og Tetovo fungerer som regionale centre for industri, uddannelse og handel.

Største byer i Nordmakedonien (2021)

Nr.	By	Region	Indbyggertal
1	Skopje	Skopje-regionen	526.502
2	Kumanovo	Nordøstlig region	75.051
3	Bitola	Pelagonien	69.287
4	Prilep	Pelagonien	63.308
5	Tetovo	Polog	63.176
6	Štip	Østlig region	42.000
7	Veles	Vardar	40.664
8	Ohrid	Sydvestlig region	38.818
9	Strumica	Sydøstlig region	33.825
10	Gostivar	Polog	32.814
11	Kavadarci	Vardar	32.038
12	Kočani	Østlig region	24.632
13	Kičevo	Sydvestlig region	23.428
14	Gevgelija	Sydøstlig region	15.156
15	Struga	Sydvestlig region	15.009
16	Radoviš	Sydøstlig region	14.460
17	Kriva Palanka	Nordøstlig region	13.481
18	Negotino	Vardar	12.488
19	Debar	Sydvestlig region	11.735
20	Sveti Nikole	Østlig region	11.728

Kilde: "Census of Population, Households and Dwellings, 2021" (PDF). Republikken Nordmakedoniens Statistiske Kontor. Hentet 8 november 2025.

Kultur

Nordmakedonien har en rig kulturel arv inden for kunst, arkitektur, poesi og musik. Landet rummer mange historiske og beskyttede religiøse steder, og der afholdes årligt festivaler for poesi, film og musik.

Makedonsk musik har udviklet sig under indflydelse af byzantinsk kirkemusik, og der findes talrige bevarede byzantinske freskomalerier fra perioden mellem det 11. og 16. århundrede, som regnes for hovedværker i den makedonske kirkelige malerkunst.

Fil:Ohrid Summer Festival 2023 - Ancient Theatre.jpg

Optræden under Ohrid Sommerfestival ved Ohridsøen

Blandt de vigtigste kulturelle begivenheder i landet er Ohrid Sommerfestival for klassisk musik og teater, Struga Poesiaftener, der samler digtere fra over 50 lande, Manaki Brothers Film Festival i Bitola samt Skopje Jazz Festival i hovedstaden Skopje. I 2025 blev desuden den internationale Ethno Macedonia-festival afholdt i Bitola med fokus på traditionel folkemusik.

Nordmakedonien har to steder på UNESCO’s verdensarvsliste: byen Ohrid med sin sø og historiske bykerne samt Ohridsøen, der er et af Europas ældste søøkosystemer. I 2024 advarede UNESCO dog om, at Ohrid-området risikerer optagelse på listen over verdensarv i fare på grund af urbanisering og forurening.

Nationaloperaen åbnede i 1947 under navnet *Makedonsk Opera* med en opførelse af Cavalleria rusticana under ledelse af Branko Pomorisac. Den internationale festival *May Opera Evenings* blev etableret i 1972 og har siden været et årligt højdepunkt i Skopjes kulturliv. Den 53. udgave fandt sted i maj 2025 og bød på opførelser af både klassiske og moderne værker fra makedonske og internationale ensembler. Festivalen har gennem årene udviklet sig til en af de mest anerkendte operabegivenheder på Balkan og markerede i 2022 sit 50-års jubilæum.

Skopje huser desuden Nationalgalleriet i Nordmakedonien, Museet for nutidskunst og Makedoniens nationalmuseum, som formidler landets arkæologiske, historiske og etnografiske arv. Flere byer, især Bitola, Ohrid og Prilep, er kendt for deres lokale festivaler og folkedansetraditioner.

Madkultur

Tavče gravče – nationalretten i Nordmakedonien

Nordmakedoniens køkken er karakteristisk for Balkan og afspejler både middelhavske og mellemøstlige (osmanniske) indflydelser samt, i mindre grad, italienske, tyske og ungarske traditioner.

Det varme kontinentale klima giver fremragende vækstbetingelser for grøntsager, urter og frugter, hvilket gør det makedonske køkken særligt varieret. Makedonsk madkultur er kendt for sine mejeriprodukter, vine og lokale alkoholiske drikke som rakija.

Tavče gravče (bønner i lerfad) betragtes som landets nationalret, mens den anisbaserede mastika regnes som nationaldrikken. Andre udbredte retter er Šopska salat, ajvar, fyldte peberfrugter, pastrmajlija (et fladbrød med saltet kød), sarma og forskellige grillretter inspireret af det osmanniske køkken.

Ajvar, en populær peberfrugtpuré

I flere regioner, især omkring Bitola, Ohrid og Strumica, har man bevaret lokale variationer af traditionelle opskrifter, ofte ledsaget af regionale vine som Vranec og Smederevka. Makedonsk vin har siden 2010’erne oplevet stigende eksport og anerkendelse i Europa og Nordamerika.

Lokale markeder (pazari) spiller fortsat en central rolle i hverdagen og gastronomien, hvor man kan finde sæsonbestemte produkter, hjemmelavede oste, syltede grøntsager og vin fra små producenter. Landet har desuden et voksende fokus på kulinarisk turisme, især omkring Ohrid, Skopje og Tikveš-vindistriktet.

Sport

Toše Proeski Arena i Skopje

Fejringen af RK Vardar efter sejren i EHF Champions League 2016–17

De mest populære sportsgrene i Nordmakedonien er fodbold, håndbold og basketball. Nordmakedoniens fodboldlandshold administreres af Fodboldforbundet i Nordmakedonien, og holdets hjemmebane er Toše Proeski Arena i Skopje.

I 2020 kvalificerede Nordmakedonien sig for første gang til en international slutrunde, EM i fodbold 2020 (afholdt i 2021). I 2024 nåede holdet playoff-runden til EM i fodbold 2024, men tabte til Ukraine.

Håndbold er en af landets mest succesfulde sportsgrene. Klubben RK Vardar vandt EHF Champions League i 2017 og 2019, mens Kometal Gjorče Petrov Skopje vandt kvindernes udgave i 2002. Herrelandsholdet opnåede sin bedste placering med en femteplads ved EM i håndbold 2012, og kvalificerede sig i 2025 til VM i håndbold 2025.

Nordmakedoniens basketballlandshold opnåede sin hidtil største succes med en fjerdeplads ved EuroBasket 2011. Pero Antić blev den første makedonske spiller i NBA og vandt tre EuroLeague-titler.

Nordmakedonien deltager i De Olympiske Lege, organiseret af Nordmakedoniens Olympiske Komité. Landets første olympiske medalje som selvstændig stat blev vundet af Magomed Ibragimov, der fik bronze i brydning ved OL i Sydney 2000.

Film

Milcho Manchevski, internationalt anerkendt makedonsk filminstruktør og vinder af Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig.

Filmens historie i Nordmakedonien går mere end et århundrede tilbage. De første optagelser blev lavet af brødrene Manaki i Bitola i 1905 – nogle af de ældste bevarede filmoptagelser på Balkan. Gennem det 20. århundrede har filmmediet været et vigtigt udtryk for landets kultur, historie og identitet.

Den første makedonske spillefilm var Frosina fra 1952, instrueret af Vojislav Nanović. Den første farvefilm, Miss Stone (1958), fortæller historien om en amerikansk missionær i osmannisk Makedonien. Blandt de mest sete nyere film er Bal-Can-Can (2005), som i sit første år solgte over 500.000 billetter i det tidligere Jugoslavien.

I 1994 opnåede Milcho Manchevski international anerkendelse med filmen Before the Rain, der vandt Guldløven ved Filmfestivalen i Venedig og blev nomineret til en Oscar for bedste internationale film. Han har siden instrueret Dust (2001), Shadows (2007), Mothers (2010), Bikini Moon (2017) og Kaymak (2022), som blev Nordmakedoniens officielle Oscar-bidrag i 2023.

Dokumentarfilmen Honeyland (2019), instrueret af Tamara Kotevska og Ljubomir Stefanov, skrev filmhistorie ved Oscaruddelingen 2020 som den første dokumentarfilm nogensinde nomineret både til Oscar for bedste internationale film og Oscar for bedste dokumentarfilm. Filmen vandt over 30 internationale priser, herunder tre ved Sundance 2019, og regnes for en af de mest prisvindende dokumentarer i nyere europæisk film.

Medier

Det ældste dagblad i landet er Nova Makedonija, som blev grundlagt i 1944. Andre kendte aviser og magasiner omfatter Utrinski vesnik, Dnevnik, Vest, Fokus, Večer, Tea Moderna, Makedonsko Sonce og Koha.

Den offentlige medieinstitution er Makedonsk Radio og Television (MRT), oprettet i 1993 af nationalforsamlingen i Nordmakedonien. TEKO TV fra Štip blev i 1989 den første private tv-station i landet.

Andre populære private kanaler omfatter Sitel, Kanal 5, Telma, Alfa TV og Alsat-M.

Helligdage

De vigtigste officielle helligdage i Nordmakedonien er:

Dato	Dansk navn	Makedonsk navn	Bemærkninger
1.–2. januar	Nytårsdag	Нова Година
7. januar	Juledag (ortodoks)	Прв ден Божиќ
April/maj	Langfredag (ortodoks)	Велики Петок	De ortodokse påskedatoer falder sjældent sammen med de vestlige; se påskens datoer.
April/maj	Påskedag (ortodoks)	Прв ден Велигден
April/maj	2. påskedag (ortodoks)	Втор ден Велигден
1. maj	Arbejdernes dag	Ден на трудот
24. maj	Cyril og Methodius’ dag	Св. Кирил и Методиј, Ден на сèсловенските просветители	Dag til ære for Kyrillos og Methodios.
2. august	Republikkens dag	Ден на Републиката	Markerede grundlæggelsen af republikken i 1944 samt Ilinden–Preobrazjenie-oprøret i 1903.
8. september	Uafhængighedsdagen	Ден на независноста	Uafhængighed fra Jugoslavien i 1991.
11. oktober	Dagen for det makedonske oprør	Ден на востанието	Begyndelsen på den antifascistiske modstand under Anden Verdenskrig i 1941.
23. oktober	Dagen for den makedonske revolutionære kamp	Ден на македонската револуционерна борба	Til minde om stiftelsen af IMRO i 1893.
1. Shawwal	Eid al-Fitr	Рамазан Бајрам	Flydende helligdag i henhold til den islamiske kalender.
8. december	Klemens af Ohrids dag	Св. Климент Охридски

Ud over disse findes en række andre religiøse helligdage og mærkedage for landets etniske og religiøse minoriteter.

Nationale symboler

• Sol: Det officielle flag for Nordmakedonien, vedtaget i 1995, viser en gul sol med otte brede stråler, der strækker sig ud til kanten af et rødt felt.
• Våbenskjold: Efter uafhængigheden i 1991 beholdt Nordmakedonien det våbenskjold, som blev vedtaget i 1946 af Folkeforsamlingen i Folkerepublikken Makedonien på dens andet ekstraordinære møde den 27. juli 1946, senere ændret ved artikel 8 i forfatningen for den Socialistiske Føderale Republik Makedonien. Våbenskjoldet består af en dobbeltkranset guirlande af hvedeaks, tobak og valmuer, bundet sammen af et bånd udsmykket med mønstre fra traditionelle folkedragter. I midten ses bjerge, floder, søer og solen, som tilsammen symboliserer "landets rigdom, vores kamp og vores frihed".

Litteratur

Akademiske og videnskabelige værker

• Brunnbauer, Ulf. “‘Pro-Serbians’ vs. ‘Pro-Bulgarians’: Revisionism in Post-Socialist Macedonian Historiography.” History Compass 3:1 (2005).

Undersøger den politiserede historiefortælling i Nordmakedonien efter socialismens sammenbrud.

• Brunnbauer, Ulf. “Serving the Nation: Historiography in the Republic of Macedonia (FYROM) After Socialism.” Historein 4 (2003): 161-182.

Gennemgang af makedonsk historieskrivning og dens rolle i opbygningen af national identitet.

• Georgieva, Valentina & Konechni, Sasha. Historical Dictionary of the Republic of Macedonia. Scarecrow Press, 1998. ISBN 0-8108-3336-0.

Opslagsværk med nøglebegreber, personer og historiske begivenheder i republikken Makedonien.

• Marinov, Tchavdar. “Historiographical Revisionism and Re-Articulation of Memory in the Former Yugoslav Republic of Macedonia.” Sociétés politiques comparées 25 (2010): 1-19.

Analyse af revisionistiske tendenser i makedonsk historieforskning efter Jugoslaviens opløsning.

• Tziampiris, Aristotle. “Greek Historiography and Slav-Macedonian National Identity.” The Historical Review / La Revue Historique 8 (2011): 215-225.

Behandler græsk historieskrivnings syn på den slavisk-makedonske identitet og dets politiske implikationer.

• Nicolle, David. The Ottomans: Empire of Faith. Thalamus Publishing, 2008. ISBN 978-1-902886-11-4.

Giver baggrund for det osmanniske riges indflydelse på Balkan og Nordmakedoniens historiske udvikling.

Dansk faglitteratur

• Saggau, Emil Hilton & Fledelius, Karsten. “Nordmakedoniens historie.” I: Henz Kjeldsen, Erik & Hyllested, Adam (red.). Den Store Danske: Nordmakedonien. Foreningen lex.dk, 2024.

Kort dansk oversigt over landets historie og identitetsdannelse.

• Saggau, Emil Hilton. “Religion i Nordmakedonien.” I: Henz Kjeldsen, Erik & Hyllested, Adam (red.). Den Store Danske: Græske og orientalske kirker. Foreningen lex.dk, 2024.

Beskrivelse af religiøse forhold og kirkestrukturer i Nordmakedonien.

• Dalhoff-Nielsen, Peter. Makedonien. Geografi og samfund. Lindhardt & Ringhof, 2023. ISBN 978-87-281-3810-6.

Introduktion til landets geografi, befolkning og samfundsforhold.

• Bro, Thyge C. & Westergård-Nielsen, Nanna. Makedonien. Europas første stormagt – En rejsefører til Filip II’s og Alexander den Stores Nordgrækenland. Aarhus Universitetsforlag, 2018. ISBN 978-87-7184-599-0.

Populærvidenskabelig gennemgang af oldtidens Makedonien med kulturhistorisk perspektiv.

Skønlitteratur og kulturhistorie

• Thomsen, Knud H. Klokken i Makedonien. Gyldendal, 1991.

Historisk roman, der skildrer landets kultur og mentalitet gennem fiktion.

Eksterne henvisninger

• Officiel hjemmeside – Nordmakedoniens regerings officielle hjemmeside.
• Nordmakedonien – IMF landprofil – Økonomisk og finansiel oversigt fra IMF.
• Nordmakedonien – European Environment Agency – Miljø- og socioøkonomisk profil.
• Nordmakedonien – UNdata – Officielle statistiske data fra FN.
• Nordmakedonien – CIA World Factbook – Fakta, geografi og demografi.
• Nordmakedonien – Radio Free Europe/Radio Liberty – Nyheder og analyser om landet.
• Istorija za III klas Gimnazija og Istorija za IV klas Gimnazija – makedonske skolebøger i historie.
• Wikimedia Atlas: Nordmakedonien – geografiske og historiske kort
  – Kort og geografiske data om Nordmakedonien på Wikimedia Commons.
• Skabelon:Osmrelation-inline – Nordmakedonien på OpenStreetMap.

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Nordmakedonien