Kobber(I)klorid

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kobber(I)klorid
BilledTekst1
IUPAC-navn
Kobber(I)klorid
Generelt
Molekylformel CuCl
Molarmasse 98,999 g/mol
Fremtræden hvidt pulver, lettere grønt fra oxiderede urenheder
CAS-nummer 7758-89-6
PubChem 62652
SMILES Cl[Cu]
InChI 1/ClH.Cu/h1H;/q;+1/p-1
Kemiske egenskaber
Massefylde 4,145 g/cm3 3
Opløselighed i vand 0,0062 g/100 mL (20 °C)
Opløselighed uopløselig i ethanol
acetone; opløselig i koncentreret HCl, NH4OH
Refraktionsindeks 1,930[1]
Struktur
Krystalstruktur zinkblendestruktur
Sikkerhed
MSDS JT Baker
EU klassifikation

Skadelig (Xn)

Farlig for miljøet (N)
NFPA 704 Nfpa h3.pngNfpa f0.pngNfpa r0.png
R-sætninger R22, R50/53HUSK {}
S-sætninger S2, S22, S60, S61 HUSK {}
Flammepunkt Ikke-brandbar
LD50 140 mg/kg
Beslægtede stoffer
Andre anioner

Kobber(I)bromid

Kobber(I)iodid
Andre kationer

Kobber(II)klorid

Sølv(I)klorid
Hvis ikke andet er angivet, er data givet for
stoffer i standardtilstanden (ved 25 °C, 100 kPa)

Kobber(I)klorid er et klorid af kobber med den kemiske formel CuCl. Stoffet er hvidt og på fast form, og det er kun i ringe grad opløseligt i vand, men meget opløseligt i koncentreret saltsyre. Urene prøver forekommer grønne grundet tilstedeværelsen af kobber(II)klorid.[1]

Kemiske egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Kobber(I)klorid er en Lewissyre, som klassificeres som blød ifølge HSAB-konceptet. Dermed har det tendens til at danne stabile komplekser med bløde Lewisbaser som trifenylfosfan:

CuCl + P(C6H5)3 → [CuCl(P(C6H5)3)]4

Selvom CuCl er uopløselig i vand opløses det i vandige opløsninger indeholdende passende donormolekyler. Det danner komplekser med halidioner, for eksempel dannes H3O+ CuCl2- med koncentreret saltsyre. Det angribes af CN-, S2O32- og NH3, hvormed der dannes de tilsvarende komplekser.

Opløsninger af CuCl i HCl eller NH3 absorberer kulilte og danner farveløse komplekser såsom den kloridforbundne dimer [CuCl(CO)]2. De samme saltsyreopløsninger kan også reagere med acetylengas og danne [CuCl(C2H2)]. Ammoniakopløsninger af CuCl reagerer med acetylener og danner sprængstoffet kobber(I)acetylid. Komplekser af CuCl med alkener kan laves ved reduktion af CuCl2 af svovldioxid i tilstedeværelse af alkenen i alkoholopløsning. Komplekser med diener såsom 1,5-cyklooktadien er særligt stabile:[2]

Struktur af COD-kompleks af CuCl

I fraværet af andre ligander er dets vandige opløsninger ustabile hvad angår disproportionering til Cu og CuCl2.[3] Dels grundet dette antager prøver i luften en grøn farve (se foto for oven til højre).

Brug[redigér | redigér wikikode]

Kobber(I)klorids primære anvendelse er som forgænger til fungiciden kobberoxyklorid. Til dette formål dannes vandig kobber(I)klorid af komproportionering og bliver dernæst luft-oxideret:

Cu + CuCl2 → 2 CuCl
6 CuCl + 3/2 O2 + 3 H2O → 2 Cu3Cl2(OH)4 + CuCl2

Kobber(I)klorid katalyserer mange organiske reaktioner som diskuteret ovenfor. Dets affinitet for kulilte i tilstedeværelse af aluminiumklorid udnyttes i COPureSM-processen.

I organisk syntese[redigér | redigér wikikode]

I en Sandmeyerreaktion[4] fører behandling af arendiazoniumsalt med CuCl til et arylklorid, for eksempel:

(Eksempel på Sandmeyerreaktion der bruger CuCl)

Reaktionen giver almindeligvis et godt udbytte.

I polymerkemi[redigér | redigér wikikode]

CuCl bruges som katalysator i Atom transfer radical polymerization (ATRP).

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. United States Patent US4582579 "method of preparing cupric ion free cuprous chloride" Section 2, lines 4-41 , via www.freepatentsonline.com
  2. Nicholls, D. Complexes and First-Row Transition Elements, Macmillan Press, London, 1973.
  3. Greenwood, N.N.; Earnshaw, A. Chemistry of the Elements, 2nd ed., Butterworth-Heinemann, Oxford, UK, 1997.
  4. (a) Wade, L. G. Organic Chemistry, 5th ed., p. 871, Prentice Hall, Upper Saddle RIver, New Jersey, 2003. (b) March, J. Advanced Organic Chemistry, 4th ed., p. 723, Wiley, New York, 1992.

Videre læsning[redigér | redigér wikikode]

  1. Mellor, J. W., A Comprehensive Treatise on Inorganic and Theoretical Chemistry, Volume III, pp157-168. Longmans, Green & Co., London, 1967 (new impression).

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]