Spring til indhold

Mykolajiv

Koordinater: 46°58′30″N 31°59′42″Ø / 46.975°N 31.995°Ø / 46.975; 31.995
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ikke at forveksle med byen Mykolajiv i Lviv oblast.
Mykolajiv
Миколаїв (ukrainsk)
Николаев (russisk)
Mykolajivs byvåben Mykolajivs byflag
Luftfotografi af Mykolajivs bycentrum
Luftfotografi af Mykolajivs bycentrum
Overblik
LandUkraine Ukraine
BorgmesterOleksandr Sjenkevytj[1] Rediger på Wikidata
OblastMykolajiv oblast Mykolajiv oblast
Rajon Mykolajiv rajon
HromadaMykolajiv byhromada
Grundlagt1789 Rediger på Wikidata
Postnr.54000-490 Rediger på Wikidata
Telefonkode0512 Rediger på Wikidata
Nummerplade­bogstav(er)BE, НЕ / 15 Rediger på Wikidata
Demografi
Indbyggere 470.011 (2022)[2] Rediger på Wikidata
 - Areal253 km²
 - Befolknings­tæthed1.858 pr. km²
Andet
TidszoneUTC+2 (normaltid)
UTC+3 (sommertid) Rediger på Wikidata
Højde m.o.h.53 m Rediger på Wikidata
Hjemmesidemkrada.gov.ua
Oversigtskort
Mykolajiv ligger i Ukraine
Mykolajiv
Mykolajiv
Mykolajivs beliggenhed i Ukraine 46°58′30″N 31°59′42″Ø / 46.975°N 31.995°Ø / 46.975; 31.995

Mykolajiv ligger i Mykolajiv oblast
Mykolajiv
Mykolajiv
Mykolajivs beliggenhed i Mykolajiv oblast

Mykolajiv (ukrainsk: Миколаїв, tr. Mykolajiv, ukrainsk udtale: [mɪkoˈlɑjiu̯]  ( hør); russisk: Николаев, tr. Nikolajev) er en havneby i det sydlige Ukraine med 470.011 (2022)[2] indbyggere.

Mykolajiv ligger i det frugtbare, kornproducerende steppeområde i det sydlige Ukraine. Den er placeret på en halvø ved floden Sydlige Buh, hvor denne løber sammen med floden Inhul, og ca. 65 km fra Sortehavet. Byen har længe haft en stærk tradition for skibsbygning og er det vigtigste center for skibsbygning ved Sortehavet og sandsynligvis i hele Østeuropa. Udover tre skibsværfter rummer den også en række forskningscentre med speciale i skibsbygning. Mykolajiv er det administrative center i Mykolajiv oblast og er områdets kulturelle centrum med universiteter og teatre.

Byen blev grundlagt af fyrst Grigorij Potemkin omkring et skibsværft i 1789. Den var hovedkvarter for den russiske Sortehavsflåde i mere end 100 år, indtil det i 1898 flyttede til Sevastopol på halvøen Krim. I 1800-tallet blev byen også centrum for skibsbygning ved Sortehavet, og i 1900-tallet var den et af de vigtigste centre for skibsbygning i Sovjetunionen.

Navn[redigér | rediger kildetekst]

Byen er opkaldt efter de søfarendes skytshelgen Sankt Nikolaus.[3] Dens navn er forskelligt på henholdsvis ukrainsk og russisk: det ukrainske navn er Миколаїв, der translitteres som Mykolajiv, det russiske navn er Николаев, der translitteres som Nikolajev. I daglig tale omtales byen på russisk ofte som Нико (tr. Niko).

Efter Lenins død i 1924, besluttede Nikolajevs byråd at omdøbe byen til Vernoleninsk (i betydningen Tro mod Lenin), men det nye navn blev ikke godkendt af Sovjetunionens regering. Ikke desto mindre blev byen kaldt Vernoleninsk på kortene over europæisk Sovjetunionen i tyske encyklopædiske ordbøger i 1927 og 1932.[4]

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Grundlæggelse[redigér | rediger kildetekst]

I den russisk-tyrkiske krig fra 1787 til 1792 erobrede Rusland den nordvestlige kyst af Sortehavet, som indtil da havde været under osmannisk overhøjhed. Allerede før Jassy-freden i 1792, der afsluttede krigen, grundlagde den russiske generalguvernør for guvernementet Novorossija, fyrst Grigorij Potemkin, i 1789 byen Nikolajev, først som et skibsværft kaldet "Det nye skibsværft ved Ingul floden". Potemkin underskrev ordren om at opføre værftet den 27. august 1789, der anses for at være byens fødselsdato. Værftet opgave var at foretage reparation af flådens skibe i Den russisk-tyrkiske krig (1787-1792). Senere navngav Potemkin værftet Nikolajev for at fejre datoen, hvor Otjakov blev indtaget af russiske tropper under hans kommando, den 6. december 1788, tæt på Sankt Nikolausdagen den 19. december i den Julianske kalender.

Under Det Russiske Kejserrige[redigér | rediger kildetekst]

Kort over byen Nikolaief, 1855.

Herefter havde Det Russiske Kejserriges Sortehavsflådes sit hovedkvarter i Mykolajiv i mere end 100 år, indtil den kejserlige russiske flåde i 1898 flyttede det til byen Sevastopol, nær den sydlige spids af Krim-halvøen, hvor det stadig ligger.

De fleste virksomheder, der blev oprettet i byen, tilhørte det militærindustrielle kompleks, og derfor var Mykolajiv lukket land for udlændinge gennem mange årtier. Under Krimkrigen (1853-1856) var Mykolajiv den vigtigste baglandsbase til støtte for den russiske indsats i krigen.

Hestesporvogn i Mykolajiv, ca. 1900.

Men byen voksede og udviklede sig også udenfor den militære sfære. Åbningen af en handelshavn i 1862 gav anledning til Mikolajevs udvikling til også at blive en stor handelsby. I slutningen af 1800-tallet rangerede Mykolajivs havn som Det Russiske Kejserriges tredjestørste i handel med fremmede lande (efter Sankt Petersborg og Odesa), og rigets største eksporthavn for det korn, der blev produceret i stepperegionerne i byens bagland.[3] Mykolajiv var samtidig blevet et stort industricenter i det sydlige Ukraine. I 1897 blev den første sporvognslinje åbnet i Mykolajiv, og sporvognene er stadigt et vigtigt element i byens offentlige transport.

Den Store Synagoge i Mykolajiv i 1910'erne.

Mykolajiv var et vigtigt jødisk centrum i Det Russiske Kejserrige i det 19. århundrede, hvor de tsaristiske regeringer stort set forbød jøder at bo øst for Dnepr-floden. Mykolajiv ligger i området vest for Dnepr, hvor jøder lovligt fik lov til at opholde sig (i det såkaldte jødiske bosættelsesområde). Menachem Mendel Schneerson, der fra 1950 til 1994 var den syvende rebbe for det chasidiske Chabad-dynasti, blev født i Mykolajiv den 18. april 1902. Under oktoberpogromerne i det russiske kejserrige ødelagde pøbelen i 1905 store del af byens jødiske kvarter og myrdede ni jøder.[5]

Under Sovjetunionen[redigér | rediger kildetekst]

Som del af de Allieredes intervention i Den Russiske Borgerkrig ved slutningen af Første Verdenskrig, blev Mykolajiv i 1918 besat af udenlandske, primært franske, tropper. I 1920 etablerede Den Røde Hær sin magt over byen, der i 1922 formelt blev en del af Sovjetunionen som del af den Ukrainske SSR.

Anden Verdenskrig[redigér | rediger kildetekst]

Fra 1941 til 1944 var Mykolajiv besat af Rumænien under Ion Antonescus fascistiske regering i samarbejde med Nazi-tyskland. I løbet af september 1941 gennemførte SS' specialenheder Einsatzgruppen en massakre på 35.782 af indbyggerne i og omkring Mykolajiv, næsten alle jøder, der ved starten af Anden Verdenskrig udgjorde omkring 15 til 20% af befolkningen.[6] Fra april 1942 til november 1943 lå Krigsfangelejren Stalag 364 udenfor Mykolajiv.

Et ødelagt sovjetisk skibsværft med to ufærdige ubåde efter den tyske erobring i 1941.

Under kamphandlingerne ved tyskernes angreb på den Røde Hær og ved byens tilbageerobring fra tyskerne, led den omfattende skade, primært de to daværende skibsværfter. Umiddelbart efter at byen blev generobret af Den Røde Hær i foråret 1944, blev tyske, ungarske og rumænske krigsfanger og sovjetiske tvangsarbejdere brugt til at genopbygge byen, primært de to skibsværfter. Den store krigsfangelejr 126 med to afdelinger med op til 10.000 fanger af forskellig nationalitet lå i nærheden af de to skibsværfter og eksisterede indtil maj 1949.

Efterkrigstiden[redigér | rediger kildetekst]

Mykolajiv orlogsværft i 1984

I efterkrigstiden blev Mykolajiv et af centrene for skibsbygning i Sovjetunionen med hele tre skibsværfter: Sortehavet, 61 Kommunara og Okean.

Som del af det selvstændige Ukraine[redigér | rediger kildetekst]

Ved Sovjetunionens opløsning i 1991 blev Mykolajiv en del af den uafhængige stat Ukraine. Ved folkeafstemningen om Ukraines uafhængighed den 1. december 1991 stemte 89,45% af vælgerne i Mykolajiv oblast for Ukraines uafhængighed (med en stemmeprocent på 84,1%).[7]

Den russisk-ukrainske krig[redigér | rediger kildetekst]

Dette afsnit beskriver en aktuel begivenhed
Informationerne kan blive ændret hurtigt, som begivenheden skrider frem.
Mykolajiv efter russsisk bombardement den 11. november 2022.

Under Ruslands invasion af Ukraine i 2022 angreb russiske militærstyrker Mykolajiv i februar og marts og indledte en belejring af byen, der blev set som trædesten på vejen mod Odesa.[8] De ukrainske styrker slog dog de russiske styrker tilbage fra byen i marts, selvom russisk artilleri fortsatte med at beskyde den.[9][10][11] Alene et angreb på en administrationsbygning i slutningen af marts dræbte 36 mennesker.[12] Indtil begyndelsen af august 2022 var 132 civile blevet dræbt og 619 såret i byen. Drikkevand skulle hver dag transporteres til byen, da der kom saltvand ud af hanerne.[13]

Geografi[redigér | rediger kildetekst]

Kort over Mykolajiv med den Sydlige Buh og dens biflod Inhul.

Mykolajiv ligger i et primært fladt terræn i det frugtbare, kornproducerende steppeområde i det sydlige Ukraine. Byen ligger i Sortehavslavlandet, der som en del af den større Østeuropæiske Slette gradvist skråner ned mod Sortehavet og det Azovske Hav. De nærmeste bjerge ligger ca. 300 km mod syd på den sydlige del af Krim-halvøen, og manglen på bjergbarrierer nord for byen betyder, at kolde arktiske vinde om vinteren kan blæse sydpå til Mykolaiv uhindret af terrænforhindringer. Mykolajiv ligger mellem havnebyen Odessa, der ligger 100 kilometer mod vest, og havnebyen Kherson, der ligger 60 kilometer mod sydøst, og ca. 400 kilometer syd for Ukraines hovedstad, Kyiv.

Byen ligger på en halvø ved floden Sydlige Buh, hvor denne løber sammen med floden Inhul, og ca. 65 km fra hvor denne udmunder i Sortehavet via Dnepr-Buh flodmundingen. De to floder har et stærkt bugtet forløb inden deres sammenløb, og de omslutter tilsammen i store buer Mykolajivs bycentrum, der ligger på et 20 meter højt plateau. Buh er sejlbar 160 km fra udmundingen i Sortehavet forbi Mykolajiv til havnen i Voznesensk.[14] Først nogen tid efter afslutningen af Anden Verdenskrig blev pontonbroerne over Buh og Inhul erstattet med drejebroer, der gjorde det muligt for oceangående skibe og større krigsskibe at passere, og i Mykolajiv findes i dag den sydligste bro, der krydser floden inden dens udmunding i Sortehavet, Varvarivskij-broen, der er en svingbro med Europas største spændvidde på 134 m.[15]

Administration[redigér | rediger kildetekst]

Mykolaiv er hovedby i Mykolajiv oblast, en af Ukraines 24 oblaster (regioner). Den er også administrativt centrum i Mykolajiv rajon (distrikt), som blev udvidet ved den administrative reform i Ukraine i 2020.[16] I 2020 blev selve byens administration også samlet i den nye Mykolajiv by-hromada (bykommune) (ukrainsk: Миколаївська міська громада, tr. Mykolajivska miska hromada).[17] Byens nuværende borgmester er Oleksandr Sjenkevytj.

Administrativ inddeling[redigér | rediger kildetekst]

Mykolajiv by er inddelt i fire distrikter:

  • Tsentralʹnyy̆ (dansk: ~ Det centrale distrikt) er beliggende i den nordvestlige del af byen. Det omfatter det historiske centrum af Mykolaiv, Misil-kanalen, Salt-området, det nordlige Ternivka (Syevyernyy), i Ternivka er der også et lokalråd, Matveevka og Varvarivka.
  • Zavodsʹkyy̆ (dansk: ~ Fabriks distriktet) er beliggende i den vestlige del af byen. I distriktet er mange industrivirksomheder koncentreret. Det omfatter også boligkvartererne Lescaut og Alluviation, samt landsbyerne Velykaya Koreniha og Malaya Koreniha.
  • Leninsʹkyy̆ (dansk: ~ Lenin distriktet) er beliggende i den østlige del af Mykolaiv. Blandt andet indeholder distriktet bydelene: "Nye Havebrug", "YUTZ", "Ny Vanding", "Gammel Vanding". Distriktet har en zoologisk have, bus- og jernbanestationer.
  • Korabelʹnyy̆ (dansk: ~ Skibs distriktet) er beliggende i den sydlige del af byen. Distriktet omfatter bydelene Широка Балка (tr. Shyroka Balka, dansk: ~ Bred stråle), Жовтневе (tr. Zhovtnevoe, dansk: ~ Oktober), Балабанівка (tr. Balabanovka) og Кульбакине (tr. Kulbakino).

Demografi[redigér | rediger kildetekst]

Befolkningsudvikling[redigér | rediger kildetekst]

Demografisk udvikling for Mykolajiv
(Kilde: [18])
189719231926193919591970197919892001200520122020
92.01282.264101.182168.676226.207331.037439.915502.776514.136509.011497.032480.080

Transport og infrastruktur[redigér | rediger kildetekst]

Kort over sporvognsnettet i 2014.

Byen betjenes af et netværk af offentlig transport. Sporvognsnettet, der kom i drift i 1897, har fem linjer. Trolleybusnetværket har 4 linjer, og stammer fra 1967.

Byen har jernbaneforbindelse mod nord og nordøst.

På hver side af byen er der en lufthavn: den civile Mykolajiv International Airport mod nord og den militære Kulbakino Luftbase mod syd.

Økonomi og erhverv[redigér | rediger kildetekst]

Mykolajiv er et industrielt center med landbrugs- og byggeindustri, let- og fødevareindustri og et atomkraftværk i nærheden af byen. Byen er det største skibsbygningscenter i Ukraine, tidligere det største i hele Sovjetunionen, med tre store skibsværfter hvoraf det ene er i stand til at bygge store flådefartøjer. Andre vigtige industrier er maskinindustri, elkraftteknik, metallurgi og kosmetik. Der ud over har Mykolaiv en vigtig flodhavn, en flådebase ved Ingul og et marineakademi. Både havn og flådebase holdes isfrie med isbrydere om vinteren.

Uddannelse og kultur[redigér | rediger kildetekst]

Byen er det kulturelle center i Mykolajiv oblast med universiteter, teatre og museer.

Mykolaivs venskabsbyer[redigér | rediger kildetekst]

Mykolajiv har eller har haft venskabsforbindelser.[19]

Berømte personer fra byen[redigér | rediger kildetekst]

Galleri[redigér | rediger kildetekst]

Kilder[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Миколаївський міський голова, Mykolaiv urban hromada, hentet 10. september 2023 (fra Wikidata).
  2. ^ a b Чисельність наявного населення Українина 1 січня 2022, State Statistics Service of Ukraine, Number of Present Population of Ukraine, as of January 1, 2022, hentet 31. januar 2022 (fra Wikidata).
  3. ^ a b "History of the city". gorsovet.mk.ua (engelsk). Arkiveret fra originalen 22. maj 2012.
  4. ^ Sjtjukin, Vladimir (12. august 2013). "Верноленинск /Wernoleninsk, Wiernoleninsk,Vernoleninsk/" (russisk). Arkiveret fra originalen 3. september 2014. Hentet 30. august 2014.
  5. ^ Benz, Wolfgang (2005). "Verwüstungen. Die Oktoberpogrome 1905 in Russland". Tribüne. Zeitschrift zum Verständnis des Judentums (tysk). 44. årgang (hæfte 175): 99-108.
  6. ^ Lapidot Hemme, Amira (2012). "Jewish History of Mykolayiv (Nikolayev), Kherson Gubernia". jewishgen.org (engelsk).
  7. ^ "Ukrainian Independence Referendum". Seventeen Moments in Soviet History – An online archive of primary sources (engelsk). Michigan State University.
  8. ^ Schwirtz, Michael (4. marts 2022). "In a surrounded Ukrainian city, residents vow to fight to the end". The New York Times (amerikansk engelsk). ISSN 0362-4331. Arkiveret fra originalen 6. marts 2022. Hentet 4. marts 2022.
  9. ^ "Mykolaiv region on edge amid fear of a new Russian offensive". The Washington Post. 9. april 2022. Arkiveret fra originalen 9. april 2022. Hentet 16. maj 2022.
  10. ^ "Russia-Ukraine war: Mykolaiv, Kyiv region hit by Russian strikes". The Irish Times (engelsk). Arkiveret fra originalen 13. oktober 2022. Hentet 13. oktober 2022.
  11. ^ Beaubien, Jason (8. oktober 2022). "A Ukrainian city struggles after Russian forces blew up its water supply". NPR (engelsk). Arkiveret fra originalen 14. oktober 2022. Hentet 13. oktober 2022.
  12. ^ "Wolodymyr Selenskyj: »All diese Ruinen waren einst glückliche Städte«". Der Spiegel (tysk). 11. juni 2022. ISSN 2195-1349. Hentet 11. juni 2022.
  13. ^ "In War-Torn Mykolaiv, Ukrainians Search for Informers". The New York Times (amerikansk engelsk). 8. august 2022.
  14. ^ "Sydlige Bug". Den Store Sovjetiske Encyklopædi (russisk). Hentet 12. maj 2015.
  15. ^ "Kyivdiprotrans – History" (engelsk). Kyivdiprotrans Institute. Arkiveret fra originalen 30. december 2013. Hentet 19. august 2013.
  16. ^ "Верховна Рада України; Постанова від 17.07.2020 № 807-IX "Про утворення та ліквідацію районів"".
  17. ^ "Кабінет Міністрів України Розпорядження від 12 червня 2020 р. № 719-р "Про визначення адміністративних центрів та затвердження територій територіальних громад Миколаївської області"".
  18. ^ "Cities & towns of Ukraine". pop-stat.mashke.org (ukrainsk).
  19. ^ "Mykolaivs byråd, om venskabsbyer". Arkiveret fra originalen 23. april 2012. Hentet 22. oktober 2013.
  20. ^ Ukrainsk bystyre skriver under på venskabsbyaftale med Aalborg ugeavisen.dk 27 maj 2023, hentet 28. maj 2023

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]