Vladimir Lenin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Lenin)
Gå til: navigation, søg
Vladimir Lenin
Lenin CL.jpg
Vladimir Ilitj Lenin ca. 1920.
Født 22. april 1870
Fødested Simbirsk, Det russiske imperium Rusland
Død 21. januar 1924 (53 år)
Dødssted Gorki Leninskije, Sovjetunionen Sovjetunionen
Uddannelse Jurist
Profession Formand for Folkekommissærernes råd, Politiker,
Politisk parti Sovjetunionens kommunistiske parti

Vladimir Ilitj Lenin (russisk: Влади́мир Ильи́ч Ле́нин, tr. Vladimir Ilitj Lenin Lyd Lyt +  ?; født Vladimir Ilitj Uljanov den 22. april 1870 i Simbirsk, død 21. januar 1924 i Gorki Leninskije) var den sovjetiske statsleder i perioden 6. november 191721. januar 1924 og en vigtig marxistisk revolutionær teoretiker, hvis bidrag til den marxistiske teori betegnes Leninisme (heraf: Marxisme-leninisme). Navnet Lenin er det revolutionære dæknavn, som Vladimir Uljanov er bedst kendt under. Han begyndte at bruge dette navn første gang i 1901, hvor han yderligere kombinerede det med fornavnet Nikolaj. Senere under hans politiske storhedstid blev han nok mest kendt under sit officielle for- og fadersnavn: Vladimir Ilitj Lenin. Selve navnet Lenin er efter al sandsynlighed afledt af den sibirske flod Lena.

Lenins unge år[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i Simbirsk som søn af Ilja Nikolaevitj Uljanov og Marija Aleksandrovna Blank. Han døde 53 år efter i sit hjem i landsbyen Gorki lidt uden for Moskva af et slagtilfælde. Han havde da haft to tidligere slagtilfælde og blev desuden udsat for et attentatforsøg den 30. august 1918 af Fanni Kaplan.

Lenins ældre bror – Aleksandr Uljanov – blev i 1887 arresteret og hængt for at have medvirket i planer om at myrde zar Alexander 3. Henrettelsen af Aleksandr gjorde et uudsletteligt indtryk på Lenin. I efteråret 1887 blev Lenin bortvist fra universitetet i Kazan for deltagelse i et studentermøde. Han kastede sig med stor energi ind i studiet af Karl Marx og ikke mindst den revolutionære bevægelses historie.

Efter halvandet års intense selvstudier tog Lenin juridisk embedseksamen i Sankt Petersborg som bedste kandidat. I efteråret 1893 slog Lenin sig ned i Sankt Petersborg og blev medlem af en socialdemokratisk gruppe. Efter en rejse til Vesteuropa i 1895 var han med til at organisere Kampforbundet for arbejderklassens befrielse og begyndte at udgive en illegal avis. Lenin blev straks arresteret, og efter et års fængsel blev han forvist til Sibirien i fire år, hvor han levede i eksil fra 1896-1900.

Under forvisningen til Sibirien arbejdede Lenin med planerne om en illegal avis, der skulle tjene som redskab i opbygningen af en partiorganisation. Avisen, der kom til at hedde И́скра (tr. Iskra, dansk: ~ Gnisten), blev trykt i Leipzig i december 1900. Senere flyttedes trykningen til London, hvorfra aviserne blev smuglet til Rusland. Her opbyggedes et netværk af hemmelige agenter, som stod for distributionen. Ved den anden kongres i 1903 i det russiske socialdemokratiske parti fremtvang Lenin en sprængning af partiet mellem bolsjevikker ("flertalsmænd") og mensjevikker ("mindretalsmænd").

Den 9. januar 1905 – "den blodige søndag" – blev hundredvis af arbejdere dræbt under en fredelig demonstration foran Vinterpaladset i Sankt Petersborg. Massakren førte til strejker over hele Rusland, som først døde ud, da året var omme, da soldaterne i det store og hele var loyale overfor zaren. Ved denne lejlighed blev begrebet sovjetterne opfundet, og disse arbejderråd blev dannet i mange større byer. Lenin selv opfattede denne revolution som et lærestykke:

"Arbejderklassen fik en storslået lektion i borgerkrig; proletariatets revolutionære opdragelse tog på én dag et så stort skridt fremad, som den ikke kunne have taget i måneder og år i sit grå, forkuede hverdagsliv. Det heroiske Petersborgproletariats parole: Døden eller friheden! ruller nu som et ekko ud over hele Rusland".

— Vladimir Lenin (1905) Revolutionen i Rusland begyndt[1]

Lenin i eksil[redigér | redigér wikikode]

Efter oprøret den 22. januar 1905 måtte Lenin drage i eksil, og han opholdt sig i forskellige lande i Europa, hvor han var en flittig skribent af revolutionære skrifter. Han styrede samtidig den illegale bolsjevikkiske bevægelse.

Lenin i København[redigér | redigér wikikode]

Vesterbrogade 112a, hvor Lenin boede. Mindepladen blev opsat på ejendommen i 1984

Efter den mislykkede revolution i 1905 boede Lenin i adskillige byer i Central- og Vesteuropa, blandt andet besøgte han København fra den 26. august til den 27. oktober 1910, hvor han boede på Vesterbrogade 112a1. sal, hos familien Petersen, mens han deltog i den anden internationales 8. kongres, der fandt sted i Odd Fellow Palæet fra den 28. august til 3. september 1910. Kongressen samlede i alt omkring 900 delegerede fra mere end 20 lande. Blandt andre russiske revolutionære ved kongressen kan nævnes: Plekhanov, Zinovjev, Kamenev og Trotskij.

Mens Lenin boede i København, benyttede han lejligheden til at studere statistisk materiale på Det Kongelige Bibliotek. Det værelse, Lenin lejede, var normalt beboet af Maren Jensen, som i sommerperioden opholdt sig på landet og dermed gjorde det muligt for Lenin at bo der. Lenin kunne derfor leje værelset på 2 x 4m for 10 kr. om måneden plus 5 kr. for morgenkaffe. Værelset havde en divan, et bord og to stole. Det bord, Lenin sad og arbejdede ved på Vesterbro, blev senere sendt til Moskva for at blive udstillet på Leninmuseet.[2] Lejligheden havde han fundet via den russiske emigrant Mikhail Kobetskij, som senere blev sovjetisk ambassadør i København mellem 1924 og 1933.

Revolutionen bryder ud[redigér | redigér wikikode]

Efter februarrevolutionen i 1917 vendte Lenin tilbage til Petrograd (tidligere Sankt Petersborg) fra Zürich og opfordrede til øjeblikkelig overtagelse af den politiske magt under sloganet "Al magt til sovjetterne". I august/september 1917 skrev han "Staten og revolutionen", der må ses som en opskrift på, hvorledes revolutionen kunne gennemføres i Rusland.

"Disse ord: "at sønderbryde det bureaukratisk-militære maskineri", indeholder kort udtrykt marxismens hovedlære om proletariatets opgaver under revolutionen over for staten.

— Vladimir Lenin (1917) Staten og revolutionen[3]

Den siddende regering blev afsat den 25. oktober[4], da bolsjevikkerne med støtte fra tropper fra marinen gennemførte et kup. Ved valget til den grundlovgivende forsamling en måned senere opnåede bolsjevikkerne blot 175 af 707 pladser, men ved hjælp af sovjetternes kontrol med de vigtigste industrier kontrollerede de – med Lenin i spidsen – statsapparatet, og den grundlovgivende forsamling fik ingen indflydelse.

Lenin efter 1917[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Oktoberrevolutionen
Lenin på sit kontor i Kreml i 1918.

Efter oktoberrevolutionen i 1917 var Lenin statsleder i spidsen for dannelsen af den sovjetiske stat i Rusland. Lenin introducerede en centralt styret, kommunistisk økonomi og nationaliserede fabrikker, miner, banker mv. Han trak Rusland ud af første verdenskrig og sluttede separatfred med Tyskland for at få de væbnede styrker hjem fra fronten. I de følgende måneder blev bankerne nationaliseret og overgik til statseje, ligesom en storstilet statslig overtagelse af produktionsmidler og jord blev indledt. Den konsekvente gennemførelse af bolsjevikkernes program førte til en blodig borgerkrig. Borgerkrigen førte til sejr for bolsjevikkerne, da den røde hær under ledelse af Trotskij nedkæmpede sine modstandere.

Lenin taler til Den Røde Hærs soldater på Sverdlovpladsen i Moskva efter indledningen af den polsk-sovjetiske krig (5. maj 1920)

I 1920 startede en frygtelig hungersnød i Rusland, og op til 5 millioner mistede livet. Lenin løste dette ved at indføre "den ny økonomiske politik" (NEP), som midlertidigt og i begrænset omfang indførte kapitalistiske markedsmekanismer – specielt i landsbyerne, og som tillod privat produktion og handel. Flertallet af den russiske befolkning støttede Lenin og kommunismen. Lenin blev ramt af et slagtilfælde i marts 1923 og døde i Gorki den 21. januar 1924. I sine sidste optegnelser, som har fået navnet "Lenins testamente", foreslog han en drastisk forøgelse af antallet af centralkomitémedlemmer for at styrke partiets stabilitet. Han mente også, at Stalin burde fjernes som partiets generalsekretær og antyder sin støtte til Trotskij som ny partileder.[5] Testamentet blev læst op på den efterfølgende partikongres, men blev først offentliggjort i 1956 efter Stalins død.

Betydning og eftermæle[redigér | redigér wikikode]

Lenin anses for hovedmanden bag den russiske revolution og grundlæggeren af den sovjetiske stat, som under den kolde krig var en af verdens to supermagter. Han efterlader sig en betydelig skriftlig produktion, i alt ca. 15.000 normalsider med fortrinsvis revolutionære kampskrifter. Han var forbillede for Stalins opbygning af Sovjetunionen, men samtidig har venstreoppositionen brugt årtier på at argumentere for, at Stalin afsporede og korrumperede Lenins revolutionære projekt.[6] Borgerlige debattører karakteriserer generelt Lenin som en skrupelløs og blodtørstig diktator, der ikke adskiller sig væsentligt fra sin efterfølger, Stalin.[7]

I Danmark forsøgte fraktionen VS-Leninister at overbevise venstreoppositionen om, at Lenin var den sande efterfølger for Karl Marxs revolutionære projekt.

Efter den kolde krigs afslutning blev mange af de statuer af Lenin, der havde været symboler på kommunismen i Sovjetunionen og Østeuropa, destrueret.

Familierelationer[redigér | redigér wikikode]

Lenins far Ilja var embedsmand og blev adlet. Lenin havde 5 søskende og var gift med Nadezjda Krupskaja, som døde den 27. februar 1939. Han havde dog også en elskerinde i Inessa Armand.

Nulevende efterkommere af Lenin: En niece.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]