Olof Rudbeck den ældre

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Olof Rudbeck den ældre

Olaus Rudbeck Sr (portrait by Martin Mijtens Sr, 1696).jpg

Personlig information
Født 13. september 1630Rediger på Wikidata
Västerås domkyrkoförsamlingRediger på Wikidata
Død 17. september 1702 (72 år)Rediger på Wikidata
Uppsala domkyrkoförsamlingRediger på Wikidata
Gravsted Uppsala DomkirkeRediger på Wikidata
Nationalitet Sverige Svensk
Far Johannes RudbeckiusRediger på Wikidata
Mor Magdalena Carlsdotter HisingRediger på Wikidata
Søskende Petrus Johannis RudbeckiusRediger på Wikidata
Ægtefælle Vendela LohrmanRediger på Wikidata
Børn Christina Charlotta Rudbeck,
Wendela Rudbeck,
Olof, Jr. RudbeckRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Uppsala Universitet (fra 1648)Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Anatom, astronom, universitetslærer, fysiker, historiker, botaniker, skribent, arkæolog, læge, arkitektRediger på Wikidata
Fagområde AnatomiRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Uppsala UniversitetRediger på Wikidata
Arbejdssted UppsalaRediger på Wikidata
Elever Elias TillandzRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Olof Rudbeck (latin Rudbeckius født 1630 i Vesterås, død 17. september 1702 i Uppsala) var søn af biskop Johannes Rudbeckius. Han var svensk anatom, botaniker og oldgransker.

De første år[redigér | redigér wikikode]

Rudbeck kom 1648 til universitet i Uppsala, hvor han særlig studerede medicin. Han foretog fra 1650 mange nøjagtige anatomiske undersøgelser og opdagede lymfekarrene. Hans opdagelse vakte opsigt, og man talte om den ved hoffet, for hvilket Rudbeck i april 1652 foretog en anatomisk sektion. Dronningen lovede ham understøttelse til studier i udlandet, hvorefter han 1653 disputerede i Uppsala med skriftet De circulatione sanguinis. Rudbeck rejste til udlandet, opholdt sig det meste tiden i Holland, hvor han studerede botanik, og blev efter hjemkomsten 1654 docent i botanik i Uppsala. Han grundlagde her den botaniske have i Uppsala og udgav 1658 sin første Catalogus Plantarum. Samme år blev Rudbeck professor i anatomi og 1660 professor i medicin. Senere blev han tillige kurator ved universitetet, i hvilken stilling han for øvrigt blev genstand for nogen misfornøjelse.

Senere bedrifter[redigér | redigér wikikode]

Rudbeck var ikke blot i besiddelse af omfattende kundskaber i mange forskellige videnskaber; han var tillige et sjældent teknisk geni og en praktisk mand i det borgerlige liv. Han oprettede i Uppsala en slags teknisk undervisningsanstalt, han anlagde en papirmølle, gav tegning til kuplen på Gustavianum, byggede broer med mere. Han var en dygtig tegner. Selv aftegnede han mange planter, ligesom han også udførte mange anatomiske tegninger med største nøjagtighed. I mange år arbejdede han på udgivelsen af et stort botanisk værk med flere tusind tegninger, endelig 1701 var anden del af dette færdig fra trykken og udkom under titlen: Campi Elysii, II. 1702 fuldendtes første del; men ved den store brand i Uppsala 16. maj 1702 tilintetgjordes resterne af oplaget, bl.a. næsten alle eksemplarer af den lige færdigtrykte første del. Ligeledes brændte 7000 graverede blokke med tegninger af planter, og kun 130 reddedes, og kom i den berømte Linnés besiddelse; 90 af dem kom siden til England, hvor ejeren I. E. Smith 1790 udgav aftryk af dem, Reliquiæ Rudbeckianæ.

Arkæolog[redigér | redigér wikikode]

Rudbeck var foruden at være botaniker og anatom tillige en lærd og skarpsindig oldgransker, der bl.a. mente at kunne bevise, at det af Platon beskrevne Atlantis var at søge i Sverige, og at her havde Jafets børn fæstet deres bo. 1673 var skriftet planlagt, 1677 begyndte trykningen. Titlen var: Atlanticas. Manheim, vera Japheti posterorum sedes et patria. Der udkom indtil 1698 tre bind, der vakte stor opsigt og generelt modtoges med bifald. Enkelte stemmer hævede sig vel tidlig imod hans slutninger, således Morhof i Tyskland og Moller i Slesvig. Især i Sverige holdes værket højt i ære; ja man glemte over det endog hans virkelig store fortjenester af botanik, anatomi osv. Kun som oldgransker nød han berømmelse, og det i høj grad. Men engang skulle den tid komme, da hans »Atlantica« tabte sit ry og blev til en »arkæologisk roman«, som ingen troede på. Dette skift kom, da Dalin begyndte at behandle oldtiden fra et mere videnskabeligt standpunkt end tidligere.

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

I begyndelsen af 1900-tallet blev Rudbeck igen taget op og hans forskellige videnskabelige fortjenester fremhævet. Der er blandt andet (af Klemming) blevet udgivet fotolitografiske aftryk eller udgaver af en del af hans værker. Thi originaludgaverne er store sjældenheder; også de fleste eksemplarer af »Atlantica«, der var udkommet både på latin og svensk, og meget af den ikke udkomne fjerde del ødelagdes ved ildebranden, som Rudbeck ikke overlevede længe.

Hans søn Olof Rudbeck den yngre (15. marts 1660 i Uppsala, samme sted 23. marts 1740) blev 1692 faderens efterfølger som professor i botanik, adledes 1719; er forfatter til en Rejse i Lapland (1701). Atlaset dertil ødelagdes ved ildebranden 1702.

Kilder[redigér | redigér wikikode]