Prærieindianere

’’The three chiefs--Piegan’’, af Edward S. Curtis

Prærieindianerne er den oprindelige befolkning i det vidtstrakte slette og prærieområde, Great Plains, i det centrale Nordamerika. Trods store sproglige forskelle udviklede de forskellige folkeslag i hele regionen mellem Mississippifloden og Rocky Mountains, og fra den nordvestlige Texas til det centrale Canada, en lang række kulturelle fællestræk efter 16. århundrede. En af de vigtigste faktorer i udviklingen af den præriekultur var europæernes introduktion af hesten til Nordamerika.

Historie

Prærieindianernes udbredelsesområde.

Great Plains består af en vestlig højslette med et tørt klima, og en lavere liggende østlig slette, der er mere frugtbar. I amerikansk sprogbrug er det normalt den østlige del, der kaldes the Prairie, mens den vestlige steppe ofte kaldes the Plains. I dansk sprogbrug omtales hele området normalt som Prærien. Før den europæiske kolonisering af Amerika var den vestlige højslette i realiteten ubeboet, bortset fra fåtallige apachestammer mod syd og algonkin mod nord. Det østlige lavland var beboet af agerbrugere og halvagerbrugere, der levede i landsbysamfund. Hovedparten af disse tilhørte siouxgruppen. De stammede oprindeligt fra Ohiodalen og området syd for de Store Søer, men havde vandret mod vest. De bosatte sig som regel i floddalene, hvor de kunne dyrke jorden. Derudover levede der store grupper af pawnee og ariaka. Alle disse stammer supplerede deres traditionelle majs, bønne og græskardyrkning med jagt. Europæernes ankomst betød, at deres samfund blev udsat for en total omvæltning.

Shoshone omkring deres tipi, ca. 1890

Hesten betød, at nogle stammer kunne udvikle en nomadisk livsform, hvor primært ernærede sig ved jagt på bison; disse stammer bliver indimellem betegnet som 'Buffalo-kulturen'^{[kilde mangler]} Den amerikanske bison blev især tidligere ofte kaldt buffalo (bøffel) i daglig tale, hvilket er ukorrekt, da bisonen ikke tilhører bøffelfamilien. Dette dyr udgjorde ikke blot hovedernæringskilden for mange stammer, men forsynede dem også med materiale til forskellige genstande, der blev fremstillet ud af ben og skind; fx tøj, redskaber, våben og beholdere. Det er en udbredt forestilling, at prærieindianerne aldrig smed nogen del af dyret bort.^{[kilde mangler]} Stammerne flyttede sig sammen med byttedyrene, og fulgte således deres årlige vandringer mellem forskellige græsgange. Indianerne udviklede særlige telte (tipi), der let kunne skilles ad og blive flyttet til en ny boplads.

I 16. århundrede havde spanske kolonister indført heste til Nordamerika, og lokale indianerstammer må tidligt have lært at udnytte hesten i de spanske kolonier i Mexico, hvorefter denne viden har spredt sig nordpå. Traditionelt har man forklaret hestens introduktion i indiansk kultur med, at de havde indfanget bortløbne heste, som de derpå tæmmede, Hvilket imidlertid må betragtes som usandsynligt. Inden slutningen af 17. århundrede en integreret del af deres dagligliv; det medførte store kulturelle forandringer, både med hensyn til deres jagtteknikker og samfundsform. I det hele taget gav hesten mange forskellige befolkningsgrupper mulighed for at bebo hele prærieområdet, og befolkningstallet i de tidligere næsten ubeboede egne blev kraftigt forøget. I det nye land udviklede de en fælles kultur, der passede til den nye livsform for nomadiske bisonjægere, hvor agerbruget fik mindre betydning, og hvor hesten gjorde kommunikation over meget lange afstande lettere.

Oprindeligt havde man brugt hunde som træk, men vha. heste kunne man transportere større byrder med højere hastighed. Deres beboelsestelte blev derfor større, og de kunne medbringe flere ejendele. Hesten førte måske også til en statusændring for kvinderne, da de traditionelt havde ejet trækhundene, og derfor også kom til at eje hestene. En andet vigtigt kulturelt element i præriekulturen var hestetyveri; de blev opfattet som egentlige krigstogter, og hestene som krigsbytte. De europæiske nybyggere betragtede det imidlertid som simpelt tyveri, disse forskellige synspunkter førte adskillige konflikter med sig.

I sidste halvdel af 19. århundrede medførte en øget af indvandring af europæisk-amerikanske nybyggere i prærieområdet flere og meget alvorlige konflikter mellem dem og indianerne. I første omgang på den østlige slette, og i sidste ende på de mindre frugtbare men mere mineralrige vestlige steppe. I denne periode var der hårde kampe over hele prærien, i reglen uden fælles plan og overordnet ledelse. Tilfældige overfald, plyndringer, mord, hævntogter o. lign. var almindelige, men indimellem kunne de udvikle sig til egentlige krige. Omkring 1890’erne var den sidste rest af modstand blandt prærieindianerne nedkæmpet, og hele området underlagt USA’s kontrol.

Dynge af bisonkranier i 1870’erne.

Den europæiske kolonisering medførte en næsten total udryddelse af bisonen; i midten af 1880’erne var antallet reduceret til nogle få hundrede. Jægere af europæisk oprindelse jagede hovedsageligt bisoner for at få deres skind, og efterlod derfor resterne af dyrene, hvor kødet fik lov at rådne væk. Senere blev knoglerester indsamlet og brugt i gødningsindustrien. Bisonens forsvinden førte til et kollaps for prærieindianernes samfund, mange døde af sult, og flere stammer gik i krig mod amerikanerne af ren desperation.

Prærieindianere opdeles normalt i to overordnede grupper, der dog til en vis grad overlapper hinanden.^{[kilde mangler]} Den første gruppe omfatter stammer og folkeslag, der normalt havde en nomadisk levevis, hvor de fulgte de enorme flokke af bisoner, som tidligere fandtes på den amerikanske steppe. Nogle af stammerne i denne gruppe dyrkede desuden forskellige afgrøder som majs og tobak. Denne gruppe omfatter bl.a. disse stammer: blackfoot, arapaho, assiniboine, cheyenne, comanche, crow, gros ventre, kiowa, lakota, apache, cree, Sarsi, sioux, shoshone og tonkawa. Den anden gruppe var fastboende i landsbyer, hvor de dyrkede forskellige afgrøder. De supplerede dog med jagt på bison, som de fulgte på samme vis, som de nomadiske stammer. Den omfattede bl.a.: arikara, hidatsa, iowa, kaw (eller kansa), mandan, omaha, osage, otoe, pawnee, ponca og wichita.

Ændringer i jagtformer

"Assiniboine hunting buffalo", maleri af Paul Kane

Selvom indianerne også jagede andre dyr, som fx elg og gaffelbuk, så var bisonen den vigtigste kilde til animalske produkter. Før introduktionen af var bisonjagt en meget kompliceret proces; jægerne søgte at omringe en flok og styre dem hen imod en skrænt eller andet sted, hvor de lettere kunne slås ihjel end på den åbne slette. En variant var den såkaldte Piskin method, hvor en indhegning blev lavet af væltede træer, klippestykker o. lign., som var V-formede og kunne strække sig over mere end en kilometer. Jægerne drev derpå flokke af bison derind, og dræbte dem i indhegningens indsnævrede bund. Indimellem blev bisoner lokket derind af en jæger iklædt et bisonskind, der imiterede dyrenes kald.^{[kilde mangler]}

Hesten betød at jagt (og krigsførelse) blev langt mere mobil. Ridende på en hest fik jægeren den nødvendige fart til at indfange en bison i løb, som tidligere havde været umuligt. Traditionelt havde indianerne brugt spyd, køller og bue og pil som jagtvåben, men europæernes ankomst betød også, at indianerne fik adgang til gevære. De fortsatte imidlertid længe med at bruge buer til jagt, da skydevåben lang tid både var tungere og tog længere tid at lade end buer. Først efter introduktionen af tromlerevolveren i 1840’erne fandtes der et mere effektivt våben til ryttere end den traditionelle bue og pil. Buens længde blev dog reduceret som en tilpasning til jagt og kamp fra hesteryg.

Jagtsæsonen strakte sig normalt over foråret, sommeren og efteråret, da store snemængder og kraftige snestorme i vintermånederne gjorde bisonjagt næsten umulig. I sommerhalvåret samlede flere stammer sig almindeligvis i samme område, hvor de drev jagt på de samme bisonflokke.

Udryddelsen af bisonen

Bøffeljagende prærieindianer 1845.

Kort over udryddelsen af bison indtil 1889 baseret på William Temple Hornadays forskning.

Reduktionen af bisonbestanden havde flere årsager; Den amerikanske regering iværksatte bl.a. flere både føderale og lokale initiativer, hvor fjernelse af prærieindianernes hovedfødekilde, bisonerne, ville føre til udsultning iblandt dem. Regeringen fremmede dog også jagten, for at skabe mulighed for kvægdrift på prærien. Dertil kom at jernbaneindustrien også ønskede bestanden af bisoner reduceret; de store bisonhjorde udgjorde en risiko for uheld, da et lokomotiv, som ramte de store dyr, kunne blive påført store skader. I streng vinter søgte hjordene ofte læ i de kunstige gennemskæringer af bakkerne, som jernbanen var ført igennem. Det kunne betyde at tog blev forsinket i flere dage.

Da de enorme hjorde begyndte at forsvinde, begyndte man fra flere sider dog at fremsætte forslag om beskyttelse af bestanden. En af dem var William Cody, der ellers var kendt som "Buffalo Bill". Han havde selv ernæret sig som bisonjæger, men var kommet til den erkendelse, at presset på bestanden var blevet så stort, at arten var akut truet af total udryddelse. Disse forslag blev dog længe afvist af den amerikanske regering, da de prærieindianere, landet ofte var i krig, var totalt afhængige af bisonen, og at fortsat jagt ville lægge et stærkt pres på dem. I 1874 nedlagde præsident Ulysses S. Grant veto mod et lovforslag om beskyttelse af de forsvindende bestande. I 1875 bad general Philip Sheridan kongressen om tilladelse til yderligere jagt, for at ødelægge fødegrundlaget for indianerne. I 1884 var der kun få hundrede bisoner tilbage.

Religion

Ghost Dance hos Ogalala Lakota i Pine Ridge. Illustration af Frederic Remington

De forskelliges stammers religion havde mange fællestræk; animisme var fx en vigtig del af deres kultur, og det var en udbredt forestilling at alt, planter, dyr, sten osv. var besjælede. Den fælles kultur var et resultat af en relativt sen indvandring til området af forskellige folkeslag, der måtte omstille sig til en ny fælles livsform. Centralt i disse religioner var også forestillingen om en enkelt hovedgud; fx siouxfolkets Wakan Tanka (den Store Ånd). Denne guddom havde magt over alt, der eksisterede i denne verden, og dyrkelsen af den gjorde menneskene stærkere. Jorden blev også opfattet som guddommelig og moder til alle de mindre ånder. Disse ånder blev dyrket dagligt. Der fandtes både fælles og individuelle ritualer. En af de vigtigste fællesceremonier var Soldansen, hvor deltagerne over en periode på flere dage gennemførte rituelle danse omkring hellige objekter, mens de påførte sig skader af forskellig art og kiggede mod solen. Idéen var at denne selvofring ville opmuntre ånderne til at hjælpe og beskytte dem. Et andet ritual var ghost dance, der fik stor betydning i mange stammer i forbindelse med Indianerkrigene i sidste halvdel af 19. århundrede. Den var oprindelige tilført udefra, men blev et vigtigt element i den religiøse vækkelsebevægelse, der opstod i de trængte præriestammer. Ghost dance er i vore dage stadig en vigtig kult.

Mange stammer delte også den opfattelse, at visse personer var blevet tildelt særlige kræfter af guddommelige magter, de fungerede som kultledere i shaministiske ritualer. Hos siouxfolket blev en sådan kultspecialist kaldt wakan (velsignet). En wakan blev identificeret ved at personens modtog et tegn fra Wakan Tanka. Specialisten besad stærke kræfter, og nogle havde fx evnen til at kurere syge; tidligere blev derfor gerne omtalt som "medicinmænd", mens andre havde divinatoriske evner, så de fx kunne fx fastlægge hvornår det var tid til jagt.

Prærieindianerne mente også at genstande kunne besidde guddommelige kræfter, det kunne fx være en lille sæk, der indeholdt ting, som ejeren opfattede som vigtige; det kunne være fjer fra bestemte fugle, sten eller jord fra bestemte steder e. lign. En anden vigtig hellig genstand var skjoldet; det var en krigers vigtigste personlige ejendel. Sådanne skjolde blev dekoreret med malerier, fjer o. lign. Man forestillede sig, at de dyrs ånder, der var afbildet på skjoldet, blev draget til det.^{[kilde mangler]}

Research

Moderne analyser af materiale, indsamlet af Franz Boas, har vist at viste, at i slutningen af 19. århundrede var de prærieindianske stammer blandt de højeste folkeslag i verden. Normalt bliver den gennemsnitlige kropshøjde indenfor en population i anthropometri benyttet som en indikator for den generelle sundhedstilstand.

Litteratur

• Chris R. Landon; "American Indian Contributions To Science and Technology" , Portland Public Schools, 1993
• "Buffalo and the Plains Indians", South Dakota State Historical Society Education Kit
• Carlson, Paul H. The Plains Indians. College Station: Texas A&M University Press, 1998. ISBN 0-89096-828-4
• Cooper, Guy; Nordamerika i; Verdens mytologier, 1993 ISBN 87-00-55947-4
• Hvidtfelt, Arild; Nordamerika, Politikens forlag, 1976 ISBN 87-567-2515-9
• Sundby, Merethe; Amerika, i GAD’s religionshistoriske tekster, 1992 ISBN 87-12-23447-8
• Taylor, Colin E. The Plains Indians: A Cultural and Historical View of the North American Plains Tribes of the Pre-Reservation Period. New York: Crescent Books, 1994. ISBN 0517142503