Runebomme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Kopi af runebommen, som tilhørte den 100-år gamle same Anders Paulsen, er nu udstillet på Kulturhistorisk museum i Oslo. Runebommen blev konfiskeret af tinget i Vadsø i 1691. I 1694 blev den overført til Det kongelige kunstkammer i København. Siden 1979 har originalen været opbevaret i de samiske samlinger i Karasjok.
Den svenske botaniker Carl von Linné iført samedragt og med runebomme efter sin rejse til Lapland. Illustrationen er baseret på et maleri fra 1737.
Samisk shaman fra 1700-tallet med sin "magiske" runebomme (meavrresgárri). Illustration fra Knud Leems bog Beskrivelse over Finnmarkens Lapper, deres Tungemaal, Levemaade og forrige Afgudsdyrkelse udgivet i København i 1767. Billedet er udført som kobberstik i Firenze efter "levende tegninger" af Leem selv.

Runebomme, også kaldet troldtromme, shamantromme, goavddis (nordsamisk) eller gievrie (sydsamisk), er et samisk instrument anvendt til akkompagnement af joik og shamanisme. Trommen holdes i hånden og består af et dekoreret renskind spændt på en ramme. Noaiden, den samiske shaman, slår på trommen med en hammer af renhorn.

I Norge findes kun tre kendte bevarede eksemplarer af den samiske håndtromme, idet de fleste blev ødelagte, da samisk kultur og religion blev undertrykt i 1700-tallet. Der kendes dog adskillige illustrationer af runebommer.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Runebommen er en tromme, som shamaner anvender for at komme i ekstase eller opnå kontakt med åndeverdenen. Det, som i andre naturreligioner ofte bliver kaldt for shamaner, hedder noaide på samisk. Det var først og fremmest noaiderne, som anvendte runebommen. Noaiderne var samernes hellige mænd. De havde specielle evner, næsten som en troldmand.

Runebommen var altid oval. Trommeskindet var dekoreret med flere figurer og guder, solen var samernes vigtigste gud, så den var altid i midten eller helt øverst. Når noaiden skulle spå åndernes vilje og om fremtiden, lagde han en ring på trommeskindet og slog med en hammer eller en trommestikke af renhorn. Ringen bevægede sig mellem de forskellige figurer eller guder. På grundlag heraf blev åndernes vilje forklaret eller tolket.

Noaiden anvendte også runebommen til at komme i trance. De slog på trommen rytmisk og intenst indtil, de faldt i trance og gik i en slags dvale. Noaiderne kunne ligge i trance i et døgn. Imens vandret frisjælen i åndernes verden og fik gudernes vilje at vide. Når noaiden vågnede, kunne han fortælle hvor, man kunne gå på jagt efter vildt, hvor der var bjørn og ulv, eller om farer, som truede. Dersom alt var vellykket, vågnede noaiden op med gode nyheter. Dersom rejsen i åndeverdenen var mislykket, risikerede noaiden at dø.

Konstruktion[redigér | redigér wikikode]

Runebommen var for noaiden hvad, et alter er for præsten, lige så betydningsfuldt. Runebommer fandtes i forskellige versioner, både i projektion og indhold alt efter hvor, den blev lavet. I følge Ernst Manker findes det fire hovedtyper af den måde, trommen var lavet på:

  1. Skåltromme, hvor trommeskålen eller rammen er udhulet af en rirkule (knoldudvækster på træer) – deraf navnet skåltromme
  2. Fyrre-rirkuler er i de fleste tilfælde blevet anvendt som materiale, men der findes også nogen lavet af gran-rirkuler. Trommeskindet er fæstnet til en udstikkende kantliste med en speciel type søm, som består af fæste- og en kanttråd af sene. Set i en større shamanistisk sammenhæng, viser det sig, at den samiske skåltromme er unik i sin form.
  3. Svøbetrommen er trommerammen bøjet af en svøb, og de to svøbender er syede eller klinkede sammen. Her er også fyr det dominerende materiale. Ved hjælp af samme teknik som på skåltrommen er trommeskindet her også fæstnet til rammens øvre kant.
  4. Ringtrommen er rammen af en selvvokset- eller en hel tilskåren fyrrering. Trommeskindet er fæstnet med trænagler på rammens øvre kant og skindkanten forstærket med en kantsøm. Også svøbeteknik er anvendt på vinkelrammetrommen. Selve svøben er lavet således, at den danner en vinkel.

På en runebomme af sydlig type er det traditionelle soltegn i midten. Figurer/symboler for torden og vind samt en reinfigur og nogen andre offerdyr. Omkring centralfiguren er der forskellige dyrefigurer, et rengærde, ren med slæde, både, en tromme, kors og de kristnes boplads med hus, hest, ko og ged. På toppen den rådende far. Øverst til højre kan man se dødsrigets figurer, og nederst på samme side de tre aahkah. Ellers rundt kanten ser man jægere med pil og bue, rovdyr, rener, hund og mennesker.

Det var noaidens opgave at lave trommer. Det var en hemmelighed hvordan, noaiden lavede sine trommer, men bevarede trommer viser fremgangsmåden. Trommeskindet blev laget af ugarvet skind af en kalv efter en et år gammel hunren. Til at lave figurerne på trommen anvendtes bark af el. Dette var jagtguden eller blodmandens træ. Træets blod giver farve, som aldrig forsvinder. Noaiden puttede barkbidder i munden og tyggede så, at han blev rød omkring munden. Mønsteret blev tegnet på trommeskindet med en pind.

Når trommen skulle indvies, var hele familien samlet. Alle sad på deres plads omkring ilden, og ingen måtte røre den nye tromme. Hver kvinde gav et smykke, spænde eller en knap, som blev hængt op i en læderrem på trommens kant. Her blev det også påhængt tænder og klør. Stærkest var driften fra et pileformet ben, som sidder i penisen hos en bjørn. Trommepinden var en lille dobbelthammer af renhorn. Under innvielsesceremonien var det familiens yngste dreng, som fik æren at slå det første slag. Der var ofte en lille trekant eller en ring, som lå på trommen, når noaiden slog. Denne ring rørte sig og forandrede retning, når der blev slået på trommen, og den blev liggende over den figur, som det var bestemt af højere magter, at den skulle ligge.

Næsten forsvundne[redigér | redigér wikikode]

Kristne missionærer brændte næsten alle trommer på bål. I 1600- og 1700-tallet blev der foretaget en stor indsamling, og trommerne blev brændt foran kirkeindgangen. Den som vovede at gemme en tromme eller lave sig en ny, risikerede bøder, fængselsstraf og endog dødsdom. Nogen få overlevde runebommer findes på museer og i privatsamlinger, ikke kun i Norden, men også i Europa.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Birgitte Jørkov: "Trommen" (Skalk 1991 nr. 4, s. 3-7)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]