Særligt udsatte almene boligområder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Gnome globe current event.svgDenne artikel eller dette afsnit er forældet
Se artiklens diskussionsside eller historik.
Der er kommet nye kriterier
Clockimportant.svg

Særligt udsatte almene boligområder (også betegnet "ghettoer") er kvarterer med almene boligforeninger, der er præget af forhold som lav beskæftigelse, lave indkomster, høj kriminalitet og ofte koncentrationer af særlige etniske grupper. Sådanne særligt udsatte byområder er almindeligt kendte i mange lande, således i USA (black ghettoes).

I en dansk sammenhæng har fænomenet fået større opmærksomhed i forbindelse med indvandrings- og integrationsdebatten siden slutningen af 1900-tallet. I 2004 fik den danske regering for første gang en officiel "ghettostrategi",[1] som siden er blevet fulgt op af en række senere udspil på området fra skiftende regeringer. I 2010 blev der i forbindelse med en ny 32-punkts handlingsplan udarbejdet officielle kriterier for, hvad der kendetegner en dansk "ghetto", og der blev udarbejdet en liste med 29 almene boligområder, der faldt ind under disse kriterier.[2] Denne liste, ofte blot omtalt som "regeringens ghettoliste", er siden blevet fornyet hvert år. I december 2017 var der 22 boligområder på ghettolisten. Antallet af områder på listen har været faldende de seneste år. Det skyldes især, at kriminaliteten i boligområderne er faldet.

Kriterier[redigér | redigér wikikode]

Den danske regerings officielle kriterier for at udpege et boligområde som "særligt udsat" eller mere fyndigt en "ghetto" har ikke været uforandrede siden 2010.

De oprindelige kriterier i 2010[redigér | redigér wikikode]

I den første officielle ghettoliste fra 2010 blev områderne udpeget af Socialministeriet på baggrund af tre parametre med grænseværdier. En ghetto var defineret ved at have mindst 1.000 indbyggere og opfylde to af følgende tre punkter:

Hvis mindst to af parametrene var over grænseværdien, kom området med på listen.

Disse kriterier skulle ses som en anerkendelse af, at problemerne i første hånd hang sammen med de mennesker, som boede i områderne, og ikke så meget med boligerne eller husene i sig selv. Mange af boligområderne er kun få årtier gamle.

Udvidelsen af kriterierne i 2013[redigér | redigér wikikode]

I 2013 blev kriterierne udvidet til at inddrage faktorerne uddannelse og indkomst. Fremover vil et alment boligområde optræde på ghettolisten, hvis det har mindst 1.000 indbyggere og falder ind under tre af de følgende fem kriterier:[3]

  • Andelen af 18-64-årige uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse overstiger 40 procent (gennemsnit for de seneste to år).
  • Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 50 procent.
  • Antal dømte for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer overstiger 2,70 procent af beboere på 18 år og derover (gennemsnit for de seneste to år).
  • Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse (inkl. uoplyst uddannelse), overstiger 50 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  • Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området eksklusive uddannelsessøgende er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.

Områder på ghettolisten (2017)[redigér | redigér wikikode]

Kommune Boligområde Antal beboere Udenfor arbejdsmarkedet Ikke-vestlige Dømte Kun grundskole Gns. indkomst
Esbjerg Stengårdsvej 1719 48,0 67,8 2,64 61,6 58,0
Fredericia Korskærparken 1717 45,4 52,2 1,87 55,6 62,6
Guldborgsund Lindholm 1549 48,7 50,4 1,48 54,1 56,9
Holbæk Agervang 1473 46,0 54,8 1,82 56,3 61,9
Horsens Sundparken 1482 54,8 69,0 1,78 61,6 56,8
Høje Taastrup Tåstrupgård 2698 30,3 66,6 2,07 69,8 51,2
Høje Taastrup Gadehavegård 2133 41,4 56,4 2,27 60,5 54,9
Kolding Skovvejen/Skovparken 2512 41,9 62,2 2,29 58,2 60,4
Kolding Munkebo 1441 41,9 59,1 1,38 53,1 67,4
Vejle Finlandsparken 1630 42,5 71,9 1,92 55,9 63,5
København Mjølnerparken 1752 43,5 82,1 2,52 53,0 51,0
København Bispeparken 1701 30,3 60,4 2,36 51,1 53,1
København Gadelandet/Husumgård 1048 31,9 69,8 1,82 56,2 54,4
København Tingbjerg/Utterslevhuse 6527 28,1 72,7 2,06 59,4 51,5
Odense Vollsmose 9184 52,5 68,9 3,07 57,2 56,8
Odense Solbakken mv. 1313 41,3 51,5 1,86 51,5 60,8
Slagelse Ringparken, Slagelse 1979 45,4 56,0 2,54 57,8 56,8
Slagelse Motalavej 1698 44,0 50,7 2,67 63,4 56,2
Sønderborg Nørager/Søstjernevej m.fl. 1344 48,5 65,2 2,09 54,9 58,8
Århus Gellerupparken/Toveshøj 5874 52,9 79,6 3,43 59,5 55,0
Århus Bispehaven 2256 46,5 67,0 2,42 51,3 58,6
Århus Skovgårdsparken 1437 41,4 68,4 1,45 51,4 61,7

Problemer og løsninger[redigér | redigér wikikode]

Arbejdsløshed[redigér | redigér wikikode]

Undersøgelser fra tilsvarende boligområder i blandt andet Liverpool[4] har vist, at arbejdsløshed ofte har en stærk indflydelse på ghettoudviklingen. Arbejdsløshed indebærer to ting:

  1. lave eller manglende indkomster og
  2. manglende meningsfuld beskæftigelse i dagtimerne.

Under sådanne forhold gribes mennesker somme tider af desperation og vælger som nødløsninger:

  • enten kriminalitet i enhver form for at skaffe sig (større) indkomster[5],
  • eller at omsætte deres desperation i destruktiv virksomhed (hærværk, vold)[6].

Disse tendenser kan forstærkes i form af gruppedannelser ("bander"), hvor de ramte forstærker hinanden i deres desperation og vænner sig til at betragte selv den meningsløse vold og ødelæggelse som selvhævdelseskriterium[5].

Indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande[redigér | redigér wikikode]

I den danske integrationsdebat nævnes ofte frygten for, at der i boligområder med en stor koncentration af indvandrere og efterkommere kan opstå parallelsamfund - det vil sige samfund, der eksisterer ved siden af det omgivende flertalssamfund med andre religiøse, sociale eller kulturelle normer.[7][8][9] Bekymringen gælder især for koncentrationen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvorfor koncentrationen heraf indgår som et særligt kriterium for udpegelsen af de udsatte boligområder.[2]

Løsninger[redigér | redigér wikikode]

Forskere og politikere har foreslået forskellige muligheder for at løse eller formindske problemerne i de udsatte boligområder. I forbindelse med udarbejdelsen af den første officielle danske ghettoliste i 2010 offentliggjorde regeringen en 32-punkts-plan med forslag inddelt i fem hovedområder:[2]

  1. Skabelse af mere attraktive boligområder, der kan bryde isolationen
  2. Bedre balance i beboersammensætningen
  3. En styrket indsats for børn og unge
  4. Væk fra passiv forsørgelse på offentlige ydelser
  5. Bekæmpelse af socialt bedrageri og kriminalitet

Kritik[redigér | redigér wikikode]

Den officielle udpegelse af moderne danske "ghettoer" har mødt kritik nogle steder i offentligheden, især på grund af sprogbrugen, som nogen har vurderet som potentielt stigmatiserende. I 2010 udtrykte således tre af landets politidirektører betænkeligheder ved den nye sprogbrug. Eksempelvis sagde politidirektør Jørgen Illum, der var ansvarlig for Gellerup-området, at politikerne overreagerede:"Når man bruger vendinger som ghettoer, lovløse tilstande og udtaler, at politiet skal erobre områder, så giver det en opfattelse, der ikke svarer til virkeligheden." Den fynske politidirektør Poul Løhde sagde i samme interview: "At bruge ordet ghetto er at give ballademagerne for meget status. Vi skal ikke udnævne dem til ejerne af en ghetto, for så kan de tænke, at nu har de vundet et område, og det er der de bestemmer."[10] Direktøren for Brabrand Boligforening Keld Laursen udtalte tilsvarende ved offentliggørelsen af ghettolisten for 2017, at det er fornuftigt at undersøge, hvilke områder der er særligt udsatte for sociale problemer for at kunne gribe ind, men kaldte det uklogt og absurd at stemple områderne som ghettoer.[11]

Tilsvarende mente den franske sociolog og professor ved University of California, Berkeley Loïc Wacquant under et besøg i Danmark i 2013, at "Jeg forstår ikke, at I udarbejder ghettolister i Danmark – eller lister over socialt udsatte områder, som de officielt bliver kaldt. Det er ødelæggende for de 33 boligområder. For hvad sker der, når vi kalder et område for en ghetto? Beboere med job, de veluddannede og de med ressourcer flytter væk så snart, de kan komme til det. For hvem har lyst til at sige på arbejdet, til en jobsamtale eller på studiet, at man bor i en ghetto? På den måde straffer man de velfungerende beboere i de udsatte områder, og tilbage står de svageste, de syge og de kriminelle. Min opfordring til de danske politikere er derfor: Drop jeres syge ghettolister".[12]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Arne Gaardmand: Dansk Byplanlægning 1938-1992, Arkitektens forlag 1993, ISBN 87-7407-132-7.
  • Birte Bech Jørgensen: "De bliver allesammen bare smidt sammen...", Den gode by. SBI-byplanlægning 40. Statens Byggeforskningsinstitut 1981, ISBN 87-563-0415-3, s. 83-91.
  • Jan Magnussen: "Byen i forfald", Den gode by. SBI-byplanlægning 40. Statens Byggeforskningsinstitut 1981, ISBN 87-563-0415-3, s. 174-180.

Årlige ghettolister siden 2010[redigér | redigér wikikode]

Øvrige eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]