Etnicitet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Etnicitet er det aspekt af menneskers identitet der gør dem til medlemmer af kulturelt fællesskab, en etnisk gruppe, der forstår sig selv, eller forstås af andre, som værende distinkt fra andre etniske grupper på grund af deres kulturarv. Etniske grupper kan adskille sig fra hinanden igennem kulturelle karakteristika såsom sprog, klædedragt, madvaner, religion, og andre kulturtraditioner.[1] Etniske grupper ser ofte deres etniske tilhørsforhold som værende en slags slægtskab, og kan have en forestilling om et fælles ophav som kan være både mytologisk og historisk.[2] Etnicitet kan også være knyttet til særlige kropslige karakteristika, så som hudfarve ansigtstræk, eller kropsmodifikationer som piercinger eller tatoveringer der så forstås som et fysisk udtryk for et historisk slægtskab. Etnicitet kan også være en politisk identitet hvor gruppens medlemmer søger at varetage deres fælles interesser overfor andre etniske grupper. Fælles for etnicitet som aspekt af identitet er at etnicitet er et subjektivt oplevet fænomen (en følelse af at høre til en gruppe) som opstår i samvær med andre mennesker som man identificerer sig som henholdsvis anderledes end eller ens med.[3][4] Etniske identiteter opstår altså i mødet mellem kulturelle grupper som afgrænser sig fra hinanden ved at skærpe de træk som de selv anser for at være bærende for deres egen etnicitet. Ofte opstår etniske forskelle således som een konsekvens af konflikter, snarere end at de er konfliktens årsag.[5]

Antropologer har gennem tiden forstået etnicitet på forskellige måder: Primordialistiske forståelser af etnicitet anser etnicitet som et universelt og uforanderligt historisk faktum, således at alle mennesker fødes ind i et allerede eksisterende etnisk fællesskab som ikke kunne ændres og hvor tilhørsforhold i princippet ikke kan forhandles. Derimod ser instrumentalismen etnicitet som et aspekt af identitet der kan tillægges særlig betydning i kontekster hvor det er særligt relevant, eller ignoreres i kontekster hvor det ikke er. Herudover kan en essentialistisk forståelse af etnicitet se etnisk identitet som et iboende, medfødt, træk, der for eksempel videregives igennem blodet eller generne. Heroverfor står en konstruktivistisk forståelse der anser identitet som noget der kun opstår i relationen mellem mennesker, således at man ikke har en etnicitet før man konfronteres med den måde andre opfatter ens kulturelle identitet på. Politisk nationalisme bygger typisk på primordialistiske eller essentialistiske etnicitetsforståelser, der anser etnicitet som et naturliggivent fællesskab der derfor også er den naturlige politiske enhed.[3][6]

Ordet er afledt af græsk ethnikos 'vedrørende folk', afledt af ethnos 'folk'.


Egenforståelse eller påtvunget stempel[redigér | redigér wikikode]

Etnicitet er dels en persons subjektive opfattelse af sin egen kulturelle identitet, men denne identitet skabes i møde og samvær med andre, hvorfor det ikke står enhver frit for at vælge sine etniske tilhørsforhold.

Hvis man lever i en kultur hvor andre hele tiden fortæller en at ens etnicitet er vigtig, så lærer man at de andre ser etnicitet som en vigtig forskel, og bygger sin etniske identitet op ud fra den forestilling. Hvis man samtidig fysisk ligner majoriteten og taler dansk uden accent, er ens identitet ikke synlig. I de tilfælde kan man selv vælge om man vil tale om sin etnicitet. Men hvis man er synlig minoritet, vil man ofte blive spurgt om sin etnicitet.

Iben Jensen. 2013. Grundbog i kulturforståelse. Samfundslitteratur. s. 58

Indbyggede fordomme[redigér | redigér wikikode]

Sådanne klassificerende træk behøver strengt taget ikke at være udskillende eller rigtige. Der kan være tale om udviklede fordomme (om sig selv eller andre)[7]. De problemer, der knytter sig hertil, gør sig gældende i etnografiske beskrivelser af "fremmede" folkeslag, idet beskriveren fortolker det iagttagne eller oplevede i lyset af sine egne fordomme. Dette gør sig blandt andet gældende i de "klassiske" grækeres og romeres fremstillinger af mellem- og nordeuropæiske folkeslag, hvis livsform, udseende og opførsel tolkedes i lyset af forfatternes egne fordomme, herunder elementer af xenofobi[8]. Et dobbelt fordomsfilter lægges ind, når en senere tids etnografer bruger antikke græske og romerske kilder til at danne sig indtryk af keltere og germaner[9].

Ydre og indre egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Oplevelsen af at nogen (man selv og andre) er af samme etniske slags kan bygge på et eller flere af følgende aspekter:

  1. Etnisk racialiserede kropstegn (f.eks. hudfarve, hårfarve, ansigtstræk etc.),
  2. sprog/modersmål (urdu, grønlandsk, swahili, fransk etc.),
  3. historie og skæbnefællesskab (f.eks. fælles erfaringer om undertrykkelse, migration, diaspora m.m.),
  4. samfundsmæssig position (f.eks. minoritets- eller majoritetsstatus),
  5. religion,
  6. kultur og livsvaner,
  7. værdier,
  8. rettigheder (f.eks. statsborgerskab, stemmeret, ret til sociale ydelser, ret til uddannelse og modersmålsundervisning).

Medvirkende til samlingen og udskillelsen er en lang række mere personale aspekter så som de tegn, der sættes ved brug af relationer (vennekreds, omgangskreds), væremåder (opførsel), interesser, værdier og holdninger (f.eks. syn på børneopdragelse, køn, arbejde, religion, skolegang).

Markeringen af etnisk tilhørsforhold kan ske gennem materielle ting som f.eks. tøj og tilbehør. Eksempelvis kan burka, sari, kalot, kors og lignende opfattes som symboler og bruges til bevidst at markere forskelle i etnisk tilhør.

Stereotyper[redigér | redigér wikikode]

Etniciteten hviler således på et indslag af fordomme, stereotype opfattelser dels af sig selv (autostereotyper), dels af andre hvorfra de adskiller sig (heterostereotyper). Etnicitet som social kategori udtrykker oplevelsen af forskelle mellem grupper af mennesker og oplevelsen af identitet og tilhør baseret på disse forskelle. I kraft af sådanne selv- og modbilleder kan en etnisk (eller social) gruppe udvikle en "vi-bevidsthed" og derved være i stand til at trække skillelinjer i forhold til andre. Sådanne modsætninger vil ofte have en ladet slagside, idet egen-gruppens fælleshedsskabende egenskaber som regel danne grundlag for opfattelsen af andres ikke- fællesskabstilhørende egenskaber og da således, at egne egenskaber vurderes positivt, andres egenskaber (eller mangel på de "egne egenskaber") anses for mindre gode[10](etnocentrisme).

Også i nutidige samfund kendes fremgangsmåden at anvende opløftende betegnelser om sig selv og nedladende betegnelser om andre: For samfundsundergravende grupper er etnicitet blevet et hjælpemiddel, der tages i brug for at ødelægge det samfund, de i bund og grund hader. Dette sker ved brug af begrebspar som "menneskerettigheder" over for "diskrimination", der nu har afløst de tidligere udtryk "progressiv" over for "reaktionær", "revolutionær" over for "borgerlig", "socialist" over for "fascist" eller "rødstrømpe" over for "mandschauvinist" – alle eksempler på "positivt" ladede udtryk om sig selv over for "negativt" ladede udtryk om andre.

Imidlertid har netop tiltag med henblik på en erklæret "mindretalsbeskyttelse" været det mest udbredte og faste redskab i undergravelsesbestræbelserne.

National mindretalsbeskyttelse[redigér | redigér wikikode]

Etniske grupper har et kraftcenter, et dynamisk midtpunkt, hvorfra udsendes frontkæmpere i alle retninger. Nogle steder vil disse trænge længere frem end andre, og der dannes derved takler eller fangarme – eller endda eksklaver (isolerede grupper adskilte fra kraftcenterets dominansområde).

Århundreders opbygning af et internationalt samfund, der i begyndelsen af 2000-tallet omfatter lidt over 191 selvstændige nationalstater, har derfor ikke kunnet undgå at skabe sproglige, etniske, religiøse og nationale mindretal, som er sårbare over for diskrimination fra flertallets side. At beskytte sådanne mindretal mod overgreb og aktivt virke for, at de kan bevare og udvikle deres egen identitet, er derfor gennem tiderne blevet opfattet som en vigtig del af det internationale menneskerettighedsarbejde.

Også i nutiden anvendes etnicitet som pressionsmiddel fra en stat imod andre. Et velkendt eksempel herpå er Ruslands ofte gentagne påstande om, at folk af russisk herkomst diskrimineres i de nu selvstændige lande, men tidligere ufrivillige sovjetrepublikker (Estland, Letland, Litauen, Moldavien, Grusien med flere).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie, Aarhus University Press 1993, ISBN 87-89531-08-6.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Jens Dolin, Pernille Ehlers, Søren Poulsen. 2007. Geografiske Verdensbilleder. Gyldendal Uddannelse, s. 260
  2. ^ Elisabeth Brodtkorb & Marianne Rugkasa. 2009. Sociologi og socialantropologi. Munksgaard Danmark, s. 224
  3. ^ a b Hylland Eriksen, T. (2002). Ethnicity and nationalism: Anthropological perspectives. Pluto Press.
  4. ^ Eriksen, T. H. (2012). Ethnicity. The Wiley-Blackwell Encyclopedia of Globalization.
  5. ^ Jørn Borup. 2011. Religion, kultur og integration: vietnameserne i Danmark. Museum Tusculanum Press, s. 26.
  6. ^ Richard Jenkins. 2014. At være dansk: Identitet i hverdagslivet. Museum Tusculanum Press s 310-314
  7. ^ Lund, s. 53
  8. ^ Lund, s. 10-13
  9. ^ Lund, s. 46-62
  10. ^ Lund, s. 9

Ekstern link[redigér | redigér wikikode]