Spring til indhold

Shinto

Redigér links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Shintoisme)
Den majestætiske port ("torii"), der markerer indgangen til en shinto-helligdom, er blevet et symbol på Shinto.

Shinto (japansk: 神道, Shintō; udtale på japansk: [ɕiꜜ n.to ː]), også kaldt shintoisme, er en religion med oprindelse i Japan. Den betragtes ofte af sine udøvere som Japans indfødte religion. Nogle religionsforskere betragter shinto som en naturreligion. Forskere kalder nogle gange dens udøvere shintoister, selvom udøverne sjældent bruger dette udtryk.

Shintos rødder kan spores tilbage i århundreder.[1] Ordet "shinto" betyder bogstaveligt "gudernes vej" (fra kinesisk: shen-tao (shen=guder, tao=vej)). Shinto udgør en vigtig del af Japans kulturelle og åndelige arv og er tæt knyttet til den japanske identitet. Shinto har ikke nogen grundlægger, intet dogme, intet moralkodeks eller noget helligt skrift.[2] Tekstsamlingerne Kojiki ("Optegnelser over gamle anliggender"), skrevet i 712 e.Kr., og Nihon Shoki ("Japans krøniker"), skrevet i 720 e.Kr., spiller en grundlæggende, men ikke en autoritativ, rolle. De to skriftsamlinger indeholder myter, legender og mundtlige overleveringer.

Hvor vestlige religioner har en tendens til at lægge vægt på eksklusivitet, har det i Japan længe været anset for acceptabelt at praktisere forskellige religiøse traditioner samtidigt. Der er en almindelig opfattelse i japansk kultur, at forskellige religioners tro og praksis ikke behøver at udelukke andre religioners tro og praksis. Japansk religion er altså pluralistisk.[3]

Shinto findes primært i Japan, hvor der er omkring 100.000 offentlige helligdomme. Udøvere findes dog også i udlandet. Shinto er Japans mest udbredte religion. Størstedelen af landets befolkning deltager dog både i shintoaktiviteter og i buddhistiske aktiviteter. Aspekter af shinto er blevet inkorporeret i forskellige nye japanske religiøse bevægelser.

Begrebet kami spiller en central rolle i Shinto. En enkel, bred definition på shinto er, at shinto er en tro på og tilbedelse af kami.

"Kami" er en betegnelse for guder eller overnaturlige væsener (ånder). Fordi japansk normalt ikke skelner mellem navneords ental og flertal, er det nogle gange uklart, om kami refererer til en enkelt gud eller til flere guder.

En shinto-helligdom (en "jinja") i den japanske by Hakone.

Offentlige helligdomme, hvor kami bor og bliver tilbedt, hedder jinja ("kami-sted"). Kami er mobile og besøger deres tilbedelsessteder, som der kan være flere af, men de bliver der aldrig for evigt.

Der findes mange forskellige typer kami, f.eks. Ujigami, slægtsånder, og Kunidama, lokale ånder. Den største og vigtigste kami er solgudinden Amaterasu.

Kami er et begreb, der er i konstant forandring. I shintos tidlige historie var kami jordbaserede ånder, der skulle hjælpe grupper af jægere og samlere i deres daglige liv. De blev tilbedt som guder for jorden, bjergene og havet. Efterhånden som dyrkning af ris blev stadig vigtigere og mere dominerende i Japan, skiftede kamiernes identitet til mere opretholdende roller, der var direkte involveret i væksten af afgrøder som regn, jord og ris.[4]

I skriftsamlingen Kojiki er der anført 300 forskellige slags kami, og de har alle forskellige funktioner, såsom vindens kami, indgangenes kami og vejenes kami.

Kami kan inddeles i to hovedgrupper: naturånder og overnaturlige væsener (primært i form af menneskeskikkelser). Hver af disse to hovedgrupper kan inddeles i tre klasser: 1) de der repræsenterer et enkelt objekt, 2) de der repræsenterer en gruppe objekter og 3) de der repræsenterer et abstrakt begreb.

Eksempler på kami:

Naturånd:Overnaturligt væsen:
Objekt: Amaterasu - Solen eller solgudinden Temmangu - en guddommeliggjort embedsmand
Gruppe:Kukuchi - gud for træer Koyane - Nakatomi-klanens gud
Abstrakt begreb:Musubi - gud for vækst Tajikara no wo - direkte oversat: "hånd-styrke-mand"

I de gamle traditioner var der tre definerende kendetegn ved kami:[5]

  1. Ifølge traditionen har kami to sind - et blidt (nigi-mitama) og et selvsikkert (ara-mitama).[6] De kan elske, når de respekteres, og de kan forårsage ødelæggelse og disharmoni, når de ignoreres. Kami må formildes for at vinde deres gunst og undgå deres vrede.
  2. Kami er ikke synlige for mennesker. I stedet bebor de naturfænomener, hellige steder eller mennesker, der under ritualer beder om deres velsignelse.
  3. Alle kami har en eller anden pligt over for folk omkring dem. Ligesom folket har en forpligtelse til at holde kami glade, skal kami udføre den specifikke funktion af det objekt, det sted eller den idé, de bebor.

Kami betragtes ikke som helt forskellige fra mennesker, da det er muligt for mennesker at blive kami. Forfædre og andre døde mennesker bliver nogle gange æret som kami, idet de betragtes som beskyttere.[7]

Offentlige højtider kaldes almindeligvis matsuri, et ord der har forskellige betydninger: "festival", "tilbedelse", "fest", "rite" og "bøn". Matsuri er centrale i Shinto, fordi shinto er en samfundsorienteret og familieorienteret religion. De fleste matsuri markerer årstiderne i landbrugsåret og involverer ofringer, der rettes til kami som tak. Shinto lægger stor vægt på at sikre renhed, hovedsageligt ved praksisser som rituel vask og badning, især før tilbedelse.[8]

Praktisering af Shinto

[redigér | rediger kildetekst]

Alterdyrkelse

[redigér | rediger kildetekst]
Kamidana - et shinto-alter i hjemmet.

Tilbedelsen af kami via altre er en af de ældste og mest gennemgående former for shinto-dyrkelse. Shinto-alteret i de japanske hjem kaldes kamidana. Alterdyrkelse har altid været en del af Japans historie og vedbliver at være en central del af udøvelsen af shinto.

I 1800-tallet opstod en række sekter inden for shinto. Disse sekter har ikke altre, men afholder deres religiøse arrangementer i store haller. Sekterne omfatter bjergtilbedende sekter, healersekter og konfucianistiske sekter.

Folketroen indeholder elementer som åndebesættelse og shamansk healing. Traditionerne er blandet med taoistiske, buddhistiske og konfucianistiske elementer.[9]

Skabelsesmyten

[redigér | rediger kildetekst]
Izanami og Izanagi står på himlens bro og skaber med deres juvelbesatte spyd den første af de japanske øer. Kunstner: Kobayashi Eitaku (1843-1890).

Der findes forskellige versioner af Shintos skabelsesmyte.[10] I de to tekstsamlinger fra 700-tallet, Kojiki og Nihon Shoki, berettes der om Japans tilblivelse og oprindelsen til Kami-tilbedelsen.

Ifølge Skabelsesmyten begyndte universet med en adskillelse af de lette elementer ("himlen") og de tunge elementer ("jorden").[11] Derefter viste der sig tre kami: Amenominakanushi, Takamimusuhi og Kamimusuhi no Mikoto. Derefter kom der andre kami, blandt andre guden Izanagi og gudinden Izanami.[12]

Kamierne befalede Izanagi og Izanami at skabe land på jorden. Izanagi fik "himlens juvelspyd", som han dyppede ned i verdenshavet. Da han løftede spyddet, faldt der en dråbe ned og dannede den første af de japanske øer. Derefter steg Izanagi og Izanami ned til denne ø og skabte de øvrige japanske øer. Senere skabte de en lang række kamier.[13]

Langt den berømteste af Izanagi og Izanamis børn er solgudinden Amaterasu. Hun blev straks gjort til "Himlens hersker", men hun havde ikke meget at gøre med jorden.[14]

Ifølge Kojiki blev Amaterasu født gennem guden Izanagis venstre øje, da han rensede sig i en flod på det, der nu er øen Kyushu. Sammen med sin bror Susanoo no Mikoto er Amaterasu bestemt til at overtage himlens herredømme (Takamanohara) fra sin far Izanagi.

Amaterasu sendte sin sønnesøn til at herske over Japan med de tre beviser på guddommelig autoritet: sværdet, juvelen og spejlet, som symboliserer henholdsvis lynet, månen og solen. Sværdet, juvelen og spejlet er shintos hellige trehed. Uden disse tre symboler kan ingen kejser påberåbe sig guddommelig autoritet.[15]

Shintos historie

[redigér | rediger kildetekst]

Det er vanskeligt at sige, hvornår Shinto opstod som en egentlig religion. Kamitilbedelse er blevet sporet tilbage til Japans Yayoi-periode (300 f.Kr.-300 e.Kr.). Den tidligste skriftlige beskrivelse af kamitilbedelse findes i 700-tallets skriftsamlinger Kojiki og Nihon Shoki.

Buddhismen kom ind i Japan i slutningen af Kofun-perioden (300-538) og spredte sig hurtigt. I løbet af 800-tallet skete der en blanding af kamitilbedelse og buddhisme, så de to blev nærmest uadskillelige. Den lærde buddhist Kobo Daishi (774-835) fik en åbenbaring, der gik ud på, at han skulle forene de to religioner. Åbenbaringen gik blandt andet ud på, at at solgudinden Amaterasu og Buddha var den samme gud. Kamierne blev paralleliseret med de tilsvarende guddomme inden for buddhismen.[16]

Blandingen af kamitilbedelse og buddhisme fortsatte i de følgende århundreder. Under Meiji-æraen (1868-1912) fordrev Japans nationalistiske ledelse imidlertid buddhistisk indflydelse fra kamitilbedelsen og dannede statsshinto.[17] Det betragter nogle historikere som oprindelsen til shinto som en særskilt religion. Helligdommene kom under voksende indflydelse fra regeringen, og borgerne blev opfordret til at tilbede kejseren som en kami. Med dannelsen af det japanske imperium i begyndelsen af det 20. århundrede blev shinto eksporteret til andre områder i Østasien.

Baggrunden for denne udvikling var militær trussel fra Vesten og kristen mission. Der kom et ønske om at styrke kejserens stilling og den japanske nationalfølelse. Det kunne ske ved at genoplive shinto som en statslig religion. Fra 1870 til slutningen af 2. verdenskrig fungerede shinto som statsreligion, selv om der formelt var religionsfrihed i Japan.

Hovedvægten blev lagt på at forkynde kejserens guddommelige autoritet og nationens guddommelige oprindelse gennem tilbedelse af solgudinden Amaterasu. Japan blev set som et guddommeligt folk, der skulle gå fra sejr til sejr. Ingen kunne vinde over de japanske soldater - en opfattelse, der blev bestyrket af Japans sejr over Rusland i krigen 1904-05.[18]

I 1900-tallet frem til 1945 blev shinto fast knyttet til det politiske system. Det var på det grundlag, at Japan påbegyndte sin ekspansionspolitik, som kulminerede i 2. verdenskrig. Shinto var således den åndelige jordbund, som fik soldaterne i 2. verdenskrig til at gå i krig med fanatisk begejstring, og som fik selvmordspiloterne (kamikaze) til at gå i døden med deres fly.[18]

Japans nederlag i 2. verdenskrig ændrede alt dette. Shinto afskaffet som statsreligion, og kejseren afgav sine guddommelige rettigheder. Det japanske folk mistede troen på sin guddommelighed. Shinto lever dog stadig videre som en folkereligion.[19]

  1. ↑ Helen Hardacre: Shinto: A history.
  2. ↑ David Hall: Encyclopedia of Japanese Martial Arts. s. 448.
  3. ↑ Stuart Picken: Historical Dictionary of Shinto, s. 48.
  4. ↑ Lindsay Jones: Encyclopedia of Religion, s. 5071–5074.
  5. ↑ Lindsay Jones: Encyclopedia of Religion, s. 5071–5074.
  6. ↑ Motohisa Yamacage: The Essence of Shinto, s. 130.
  7. ↑ William Boyd: An Interpretation of a Priestly Perspective, s. 35.
  8. ↑ Stuart Picken: Historical Dictionary of Shinto, s. 86.
  9. ↑ David Hall: Encyclopedia of Japanese Martial Arts, s. 448.
  10. ↑ Helen Hardacre: Shinto: A History, s. 48–49.
  11. ↑ Stuart Picken: Historical Dictionary of Shinto, s. 38.
  12. ↑ Helen Hardacre: Shinto: A History, s. 48.
  13. ↑ Harry Thomsen: Shintoismen, s. 336.
  14. ↑ Harry Thomsen: Shintoismen, s. 336-38.
  15. ↑ Harry Thomsen: Shintoismen, s. 338.
  16. ↑ Harry Thomsen: Shintoismen, s. 342.
  17. ↑ Harry Thomsen: Shintoismen, s. 343-44.
  18. 1 2 Harry Thomsen: Shintoismen, s. 344.
  19. ↑ Harry Thomsen: Shintoismen, s. 345.
  • Aston, W.G. (1910): Shinto: The Ancient Religion of Japan. Constable & Company Ltd.
  • Boyd, James W. (2005): Japanese Shinto: An Interpretation of a Priestly Perspective. Tidsskriftet Philosophy East and West, bind 55.
  • Gertsen, Robert; Leeuw, Paul de (1995): Shinto. Tidsskriftet Nyt Aspekt, årgang 27, nr. 6, s. 36-39.
  • Hall, David A. (2012): Encyclopedia of Japanese Martial Arts. New York: Kodansha USA, Inc. ISBN 978-1-56836-410-0
  • Hardacre, Helen (2017): Shinto: A History. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-062171-1
  • Jones, Lindsay (2005): Encyclopedia of Religion. Macmillan. ISBN 978-0-02-865734-9
  • Picken, Stuart D. B. (2011): Historical Dictionary of Shinto. 2. udgave. Scarecrow Press. ISBN 978-0-8108-7172-4
  • Willis, Roy et al. (1993): World Mythology. Duncan Baird Publishers. ISBN 9781844832682
  • Politikens bog om myter. Politikens Forlag 1996. ISBN 87-567-5670-4
  • Thomsen, Harry (1971): Shintoismen. Fra: Verdens religioner. Red. Johannes Aagaard og Stephan Kehler. Politikens Forlag. ISBN 87-567-0345-7
  • Yamacage, Motohisa (2007): The Essence of Shinto. Kodansha International. ISBN 978-4-7700-3044-3

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Søsterprojekter med yderligere information:


 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Shinto&oldid=12150787"