Anselm af Canterbury: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
m fixed tvetydig henvisning
+
Linje 1: Linje 1:
[[Fil:Anselm of Canterbury.jpg|thumb|275px|right|Anselm af Canterbury 1033-1109<br />Ærkebiskop og [[kirkelærer]]]]
[[Fil:Anselm of Canterbury.jpg|thumb|275px|right|Anselm af Canterbury 1033-1109<br />Ærkebiskop og [[kirkelærer]]]]


'''Anselm af Canterbury''', [[1033]] i [[Aosta]], [[Italien]] – [[21. april]] [[1109]] i [[Canterbury]] i England, var en italiensk [[teolog]] og [[filosof]] af [[benediktinerordenen]]. Han regnes for en af [[skolastik]]ens grundlæggere. Anselm var [[ærkebiskop af Canterbury]] fra 1093 til 1109 og blev desuden [[kirkelærer]] og [[helgen]] med festdag den [[21. april]].
'''Anselm af Canterbury''' ([[1033]] i [[Aosta]], [[Italien]] – [[21. april]] [[1109]] i [[Canterbury]] i England) var en italiensk [[teolog]] og [[filosof]] af [[benediktinerordenen]]. Han regnes for en af [[skolastik]]ens grundlæggere. Anselm var [[ærkebiskop af Canterbury]] fra 1093 til 1109 og blev [[kirkelærer]] og [[helgen]] med festdag den [[21. april]].


Anselm skrev øvelser og meditatoner helt i overensstemmelse med klosterlitteraturen, men dertil kom et nyt spekulativt element. Der er de ofte citerede ord fra Anselm ''Credo ut intelligam'' (latin for ”jeg tror for at jeg kan forstå”). Det har forbindelse tilbage til [[Pave Gregor 1.|Gregor den Store]] (540-604) og den tidligere tradition med at troen, som hos Gregor først og fremmest er hjertets sag, kommer først, men dertil en ny lyst til også at forstå trosindholdet og forklare rationelt, ''hvorfor'' man tror, og mere konkret, ''hvad'' man tror. I den forstand skete der noget nyt i Anselms periode på tærsklen til 1100-tallet.<ref>Formulering fra Aksel Haaning ''Den kristne mystik'', 1993, s. 60</ref>
Anselm skrev øvelser og meditatoner helt i overensstemmelse med klosterlitteraturen, men dertil kom et nyt spekulativt element. Anselm citeres for ''Credo ut intelligam'' (latin: ”jeg tror for at jeg kan forstå”). Det har forbindelse til [[Pave Gregor 1.|Gregor den Store]] (540-604) og den tidligere tradition med at troen, som hos Gregor først og fremmest er hjertets sag, kommer først, men dertil en ny lyst til også at forstå trosindholdet og forklare rationelt, ''hvorfor'' man tror, og mere konkret ''hvad'' man tror. I den forstand skete der noget nyt i Anselms periode på tærsklen til 1100-tallet.<ref>Formulering fra Aksel Haaning ''Den kristne mystik'', 1993, s. 60</ref>


Som ærkebiskop af Canterbury arbejdede Anselm for [[Kirke (institution)|kirkens]] frihed.
Som ærkebiskop af Canterbury arbejdede Anselm for [[Kirke (institution)|kirkens]] frihed.


Anselm udnævntes eller ophøjedes til [[kirkelærer]] 1720. I 1909, otte hundrede år efter Anselms død, promulgerede eller kundgjorde [[pave]] [[Pave Pius 10.|Pius X]] [[encyklika]]en ''Communium Rerum'', i hvilken Anselms skrifter kommenteres og hyldes.
Anselm ophøjedes til [[kirkelærer]] 1720. Otte hundrede år efter Anselms død, promulgerede eller kundgjorde [[pave]] [[Pave Pius 10.|Pius X]] [[encyklika]]en ''Communium Rerum'' i 1909, i hvilken Anselms skrifter kommenteres og hyldes.


== Anselms teologiske program ==
== Anselms teologiske program ==
Linje 14: Linje 14:
Erkendelsen er derved ''troens'' erkendelse, ''intellectus fidei''<ref>Citeret fra Grane 1999, s 139</ref>.
Erkendelsen er derved ''troens'' erkendelse, ''intellectus fidei''<ref>Citeret fra Grane 1999, s 139</ref>.


Fornuften skal finde de grunde der står bag ved det som kirken tror. Om dem bruger han ofte udtrykket "nødvendige grunde", ''rationes necessariae''. ''Fornuft'' vil her sige logisk argumentation. Fornuftens rolle består derfor ikke i at bidrage med nyt indhold ud over troen, men i at belyse det indhold troen har, så at man indser hvorfor det er sådan<ref>Grane 1999, s 139</ref>.
Fornuften skal finde de grunde, der står bag ved det, som kirken tror. Om dem bruger han ofte udtrykket "nødvendige grunde", ''rationes necessariae''. ''Fornuft'' vil her sige logisk argumentation. Fornuftens rolle består derfor ikke i at bidrage med nyt indhold ud over troen, men i at belyse det indhold troen har, så at man indser hvorfor det er sådan<ref>Grane 1999, s 139</ref>.


Anselm søgte at beskrive forholdet mellem tro og viden med udtrykket ''fides quarens intellectum'' (latin for ”troen som søger en måde at forstå”). For Anselm stod tro og viden således ikke i et modsætningsforhold, men den rationelle kundskab kan ses som et resultat af troen. Dog er [[tro]]en altid det grundlæggende for ham.
Anselm søgte at beskrive forholdet mellem tro og viden med udtrykket ''fides quarens intellectum'' (latin for ”troen som søger en måde at forstå”). For Anselm stod tro og viden således ikke i et modsætningsforhold, men den rationelle kundskab kan ses som et resultat af troen. Dog er [[tro]]en altid det grundlæggende for ham.


== Det ontologiske gudsbevis ==
== Det ontologiske gudsbevis ==
I sit såkaldte [[Ontologisk gudsbevis|ontologiske gudsbevis]], som [[Immanuel Kant|Kant]] skulle have givet denne betegnelse, søgte Anselm at vise at [[Gud]]s eksistens er indeholdt i selve gudsbegrebet. Forenklet forløber det således:
I sit [[Ontologisk gudsbevis|ontologiske gudsbevis]], som [[Immanuel Kant|Kant]] kaldte det, søgte Anselm at vise at [[Gud]]s eksistens er indeholdt i selve gudsbegrebet. Forenklet forløber det således:


{|
{|
Linje 39: Linje 39:
|}
|}


Kant benægtede imidlertid at ''eksistens'' kan være et prædikat på linje med fx algod, almagt osv. som Gud kan tilskrives, men det interessante er at man nu med Anselm kan begynde at argumentere filosofisk, hvilket efterhånden førte til filosofiens løsrivelse fra teologien.
Kant benægtede imidlertid, at ''eksistens'' kan være et prædikat på linje med fx algod, almagt osv. som Gud kan tilskrives, men det interessante er Anselm begyndte at argumentere filosofisk, hvilket efterhånden førte til filosofiens løsrivelse fra teologien.


== Forsoningslære ==
== Forsoningslære ==
Af stor betydning for vesterlandsk [[teologi]] var hans [[forsoningslære]] som han udlagde i ''Cur Deus Homo'' (latin for ”Hvorfor blev Gud menneske?”). Det var kun Gud der var i stand til at forsone [[Adam_(bibelsk_person)|Adam]]s eller menneskenes [[synd]], men [[soning]]sofferet måtte bæres frem af et [[menneske]], og det var derfor [[Gud]] blev menneske i [[Jesus Kristus]]. Synden bestod i at menneskene havde vendt sig bort fra Gud, og denne krænkelse kunne straffes eller godtgøres ved ''satisfaktion''.
Af stor betydning for vesterlandsk [[teologi]] var hans [[forsoningslære]] som han udlagde i ''Cur Deus Homo'' (latin: ”Hvorfor blev Gud menneske?”). Det var kun Gud der var i stand til at forsone [[Adam_(bibelsk_person)|Adam]]s eller menneskenes [[synd]], men [[soning]]sofferet måtte bæres frem af et [[menneske]], og det var derfor [[Gud]] blev menneske i [[Jesus Kristus]]. Synden bestod i at menneskene havde vendt sig bort fra Gud, og denne krænkelse kunne straffes eller godtgøres ved ''satisfaktion''.
Dette er den såkaldte ''satisfaktionsteori'', hvor [[inkarnation]]en er nødvendig for at redde Guds ære.<ref>; Ifølge Johannes Sløk i ''De europæiske ideers historie'' i afsnittet om forsoningen betragtes Gud af Anselm her i billedet af den middelalderlige lensherre i hans forhold til sine lensmænd. Sløk mener at netop ''udformningen'' af soningen er typisk for perioden – selve soningen er israelitisk og har sin rod i den jødiske offerkult.</ref>
Det er den såkaldte ''satisfaktionsteori'', hvor [[inkarnation]]en er nødvendig for at redde Guds ære.<ref>; Ifølge Johannes Sløk i ''De europæiske ideers historie'' i afsnittet om forsoningen betragtes Gud af Anselm her i billedet af den middelalderlige lensherre i hans forhold til sine lensmænd. Sløk mener, at netop ''udformningen'' af soningen er typisk for perioden – selve soningen er israelitisk og har sin rod i den jødiske offerkult.</ref>


; Anselms værker
;Værker
Af Anselm er: Monologion, Proslogion, Orationes sive Meditationes, De Grammatico, De Veritate, De Libertate Arbitrii, De Casu Diaboli, Epistola de Incarnatione Verbi, Cur Deus Homo, De Conceptu Virginali et Originali Peccato, De Proccesione Spiritus Sancti, Epistola de Sacrificio Azimi et Fermentati, Epistola de Sacramenti Ecclesiae, De Concordia Praescientiae et Praedestinationis et Gratiae Dei cum Libero Arbitrio, De Anima, Anselmus De monte Humulitatis.
Monologion, Proslogion, Orationes sive Meditationes, De Grammatico, De Veritate, De Libertate Arbitrii, De Casu Diaboli, Epistola de Incarnatione Verbi, Cur Deus Homo, De Conceptu Virginali et Originali Peccato, De Proccesione Spiritus Sancti, Epistola de Sacrificio Azimi et Fermentati, Epistola de Sacramenti Ecclesiae, De Concordia Praescientiae et Praedestinationis et Gratiae Dei cum Libero Arbitrio, De Anima, Anselmus De monte Humulitatis.


;Noter
;Noter

Versionen fra 13. feb. 2012, 17:29

Anselm af Canterbury 1033-1109
Ærkebiskop og kirkelærer

Anselm af Canterbury (1033 i Aosta, Italien – 21. april 1109 i Canterbury i England) var en italiensk teolog og filosof af benediktinerordenen. Han regnes for en af skolastikens grundlæggere. Anselm var ærkebiskop af Canterbury fra 1093 til 1109 og blev kirkelærer og helgen med festdag den 21. april.

Anselm skrev øvelser og meditatoner helt i overensstemmelse med klosterlitteraturen, men dertil kom et nyt spekulativt element. Anselm citeres for Credo ut intelligam (latin: ”jeg tror for at jeg kan forstå”). Det har forbindelse til Gregor den Store (540-604) og den tidligere tradition med at troen, som hos Gregor først og fremmest er hjertets sag, kommer først, men dertil en ny lyst til også at forstå trosindholdet og forklare rationelt, hvorfor man tror, og mere konkret hvad man tror. I den forstand skete der noget nyt i Anselms periode på tærsklen til 1100-tallet.[1]

Som ærkebiskop af Canterbury arbejdede Anselm for kirkens frihed.

Anselm ophøjedes til kirkelærer 1720. Otte hundrede år efter Anselms død, promulgerede eller kundgjorde pave Pius X encyklikaen Communium Rerum i 1909, i hvilken Anselms skrifter kommenteres og hyldes.

Anselms teologiske program

Anselm udtrykker sit teologiske program i første kapitel af skriftet Proslogion:

"Ikke søger jeg, Herre, at gennemtrænge din ophøjethed, for jeg sammenstiller på ingen måde min erkendelse med den; men jeg begærer i nogen grad at erkende din sandhed, som mit hjerte tror og elsker. Jeg prøver nemlig ikke at erkende for at jeg kan tro, men jeg tror for at jeg kan erkende"

Erkendelsen er derved troens erkendelse, intellectus fidei[2].

Fornuften skal finde de grunde, der står bag ved det, som kirken tror. Om dem bruger han ofte udtrykket "nødvendige grunde", rationes necessariae. Fornuft vil her sige logisk argumentation. Fornuftens rolle består derfor ikke i at bidrage med nyt indhold ud over troen, men i at belyse det indhold troen har, så at man indser hvorfor det er sådan[3].

Anselm søgte at beskrive forholdet mellem tro og viden med udtrykket fides quarens intellectum (latin for ”troen som søger en måde at forstå”). For Anselm stod tro og viden således ikke i et modsætningsforhold, men den rationelle kundskab kan ses som et resultat af troen. Dog er troen altid det grundlæggende for ham.

Det ontologiske gudsbevis

I sit ontologiske gudsbevis, som Kant kaldte det, søgte Anselm at vise at Guds eksistens er indeholdt i selve gudsbegrebet. Forenklet forløber det således:

      Første præmis:       Gud er et fuldkomment væsen.
      Anden præmis:       At være fuldkommen indebærer at eksistere.
      Konklusion:       Gud eksisterer.

Kant benægtede imidlertid, at eksistens kan være et prædikat på linje med fx algod, almagt osv. som Gud kan tilskrives, men det interessante er Anselm begyndte at argumentere filosofisk, hvilket efterhånden førte til filosofiens løsrivelse fra teologien.

Forsoningslære

Af stor betydning for vesterlandsk teologi var hans forsoningslære som han udlagde i Cur Deus Homo (latin: ”Hvorfor blev Gud menneske?”). Det var kun Gud der var i stand til at forsone Adams eller menneskenes synd, men soningsofferet måtte bæres frem af et menneske, og det var derfor Gud blev menneske i Jesus Kristus. Synden bestod i at menneskene havde vendt sig bort fra Gud, og denne krænkelse kunne straffes eller godtgøres ved satisfaktion. Det er den såkaldte satisfaktionsteori, hvor inkarnationen er nødvendig for at redde Guds ære.[4]

Anselms værker

Monologion, Proslogion, Orationes sive Meditationes, De Grammatico, De Veritate, De Libertate Arbitrii, De Casu Diaboli, Epistola de Incarnatione Verbi, Cur Deus Homo, De Conceptu Virginali et Originali Peccato, De Proccesione Spiritus Sancti, Epistola de Sacrificio Azimi et Fermentati, Epistola de Sacramenti Ecclesiae, De Concordia Praescientiae et Praedestinationis et Gratiae Dei cum Libero Arbitrio, De Anima, Anselmus De monte Humulitatis.

Noter
  1. ^ Formulering fra Aksel Haaning Den kristne mystik, 1993, s. 60
  2. ^ Citeret fra Grane 1999, s 139
  3. ^ Grane 1999, s 139
  4. ^ ; Ifølge Johannes Sløk i De europæiske ideers historie i afsnittet om forsoningen betragtes Gud af Anselm her i billedet af den middelalderlige lensherre i hans forhold til sine lensmænd. Sløk mener, at netop udformningen af soningen er typisk for perioden – selve soningen er israelitisk og har sin rod i den jødiske offerkult.

Se også

Litteratur

  • Grane, Leif (1999). Kirken i den europæiske middelalder : fra ca. 750-1500. Kbh.: Gad. DK5=27.14. ISBN 87-12-03393-6

Eksterne henvisninger

Spire
Denne bispebiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Anselm_af_Canterbury&oldid=5745545"