Pave Pius 10.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pave Pius 10.
Pius10-full.jpg
Fødenavn Giuseppe Melchiorre Sarto
Født 2. juni 1835
Riese Pio X
Valgt 4. august 1903
Død 20. august 1914 (79 år)
Apostolske Palads
Dødsårsag akut myokardieinfarkt
Hvilested Peterskirken
Festdag 21. august
Emblem of the Papacy SE.svg

Skt. Pius 10., født Giuseppe Melchiorre Sarto, (2. juni 183520. august 1914) var pave fra 1903 til sin død. Han var den første pave, som blev kanoniseret siden pave Pius 5.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Sarto blev født i Riese i Veneto-provinsen. Forældrene var Giovanni Battista Sarto, en postmand, og hans kone Margarita. Sarto blev præsteviet i 1858, og som ung præst studerede han både Thomas Aquinas og kanonisk ret. I 1884 blev han biskop af Mantua, og i juni 1893 blev han udnævnt til kardinal. I 1896 blev han desuden udnævnt til patriark af Venezia. Imidlertid opstod der problemer med udnævnelsen, da italienske myndigheder hævdede at besidde retten til at nominere kandidater, en praksis, som havde været gældende, da byen var del af Østrig. Det italienske hofs antiklerikale holdning og den skuffelse, den romerske kurie følte over at være blevet frataget sit territorium i 1870, komplicerede forholdet. Men til slut gav den italienske stat op, og Sarto kunne tiltræde sit embede. Han opretholdt dog hele sit liv kravet om at få Kirkestaten tilbageleveret fra den italienske stat. [1]

Pave[redigér | redigér wikikode]

Efter pave Leo 13.s død blev Sarto valgt til pave af konklavet den 4. august 1903 med antagelig 55 af 60 stemmer.

Ved dette konklave blev det østrigske veto brugt for sidste gang, mod kardinal Mariano Rampolla (kardinalstatssekretær). Pius 10. afskaffede derefter vetoretten.

Pius blev kronet søndag 9. august 1903. Ved sin tiltrædelse advarede han mod "den løgnagtige nye videnskab", og ville "forny alt i Kristus", dvs. indskærpe et fortsat traditionelt fromhedsliv blandt gejstlige og lægfolk. Han stemplede de protestantiske reformatorer som "hovmodige, oprørske mennesker...fjender af Kristi kors". Pius indskærpede, at præsteuddannelsen skulle basere sig på Thomas Aquinas' bibelforståelse, og forlangte i 1910, at universitetsteologer, præster og lærere skulle aflægge en "anti-modernist-ed", hvor de erklærede lydighed mod pavens myndighed og afviste den historisk-kritiske metode etc. Dermed blev katolske gejstlige og ikke mindst videnskabsmænd sat årtier tilbage i forhold til protestanter. Resultatet blev censur, kontrol, angiveri, hykleri, samvittighedskvaler og afskedigelser, og markante kritiske teologer som den irske jesuit George Tyrell [2] og den franske pater Alfred Loisy [3] blev udstødt af kirken. Antimodernist-eden blev først afskaffet i 1967. [4]

  • Han fordømte det han kaldte "modernister" og "relativister".
  • Han ændrede navnet på pavestolens officielle nyhedsbulletin fra Acta Sanctae Sedis til Acta Apostolicae Sedis.

I 1954 blev han kanoniseret af pave Pius 12., der roste ham varmt, fordi han havde "som en ufejlbarlig troens lærer afsløret de falske lærer...og reformeret dem med den nødvendige strenghed." [5]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 229), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997, ISBN 87-7457-202-4
  2. ^ George Tyrrell Biography | BookRags.com
  3. ^ Alfred Loisy: Biography from Answers.com
  4. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 230)
  5. ^ Martin Schwarz Lausten: Kirkehistorie (s. 244)


Efterfulgte:
Leo 13.
Pave
1903-1914
Efterfulgtes af:
Benedikt 15.


Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Paver Stub
Denne pavebiografi er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Biografi