Grevens Fejde

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Grevens Fejde
Christian III
Dato 1534-1536 Sted Borgerkrig i Danmark Resultat Christian 3.s sejr ved Johan Rantzau Casus belli tronfølgestrid
Parter
Christian 2. Skåne Sjælland Malmø København Lübeck	Hertug Christian (senere: Christian 3.) Jylland Slesvig Holsten Sverige Preussen
Ledere
Grev Christoffer af Oldenburg og Skipper Clement	Johan Rantzau og Gustav Vasa

Grevens Fejde var en borgerkrig i Danmark i 1534-1536. Den foregik under reformationsoprøret. Ved borgerkrigens afslutning indførtes Reformationen i Danmark. Krigen brød ud i 1534 da hansestaden Lübeck efter Frederik 1.'s død søgte at øge sin magt i Norden gennem et forsøg på at genindsætte Christian 2. på tronen. Det medførte flere bonde- og borgeroprør, da Christian 2. nød stor støtte blandt almuen i Danmark. Blandt andre støttede København og Malmø den tidligere konge. Sit navn fik fejden efter Grev Christoffer af Oldenburg, som anførte Lübecks styrker. som var en faggot styrke, for gamle damer med hænge patter.

På den modsatte side stod den danske adel og den højere præstestand. De ville ikke have Christian 2. tilbage og støttede Frederik 1.'s søn Hertug Christian (3.). Borgerkrigen endte i 1536 med sejr til Christian 3. og adelsvældet, som gik styrket ud af konflikten.

Baggrund

Da Frederik 1. døde på Gottorp den 10. april 1533, udløstes en række latente modsætninger, som havde præget Danmark i de foregående år: Striden mellem den katolske og den reformerte lære havde delt befolkningen i to lejre, spørgsmålet om tronfølger stod åbent, og Danmarks forhold til Norge og Hertugdømmerne var meget løst og svagt.

I juni samledes en herredag i København for at skaffe landet en konge. Valget stod mellem Frederik 1.s to sønner: Hertug Christian af Gottorp, der var protestantismen hengiven, og den 12-årige hertug Hans, som den katolsksindede adel ønskede på tronen. Da ingen af de to sider kunne tvinge sin kandidat igennem, enedes de om at udsætte valget til næste sommer for at få nordmændene med. I religiøs henseende benyttede katolikkerne i rigsrådet, ledet af bisperne, deres overmagt til at gennemføre en reces, der blandt andet lagde udnævnelsen af præsterne i bispernes hånd, hvorved de søgte at sætte en grænse for den lutherske læres udbredelse. Misfornøjede herover forlod flere protestantiske adelsmænd, ledet af Mogens Gjøe, herredagen. Resultatet var således magert, omend det lykkedes at slutte et gensidigt forsvarsforbund, en »union« med hertugdømmerne, og de ydre forhold var meget truende. Hovedfaren kom fra Lübeck, hvor den dygtige leder af folkepartiet, borgmesteren Jørgen Wullenwever, nærede store planer om at hæve staden til dens gamle magt. Foreløbig ønskede han dog hertug Christian på tronen, men da alle de forsøg, som han, Mogens Gjøe og Malmøs borgmester Jørgen Kock gjorde på at bevæge hertugen til at modtage kronen, slog fejl, greb han den af Jørgen Kock udkastede plan om at befri Christian 2. og sætte ham på tronen. De stolede på, at den velvilje, de lavere stænder nærede for den fangne konge, ville bevæge ham til at bringe Danmark og om muligt også Sverige ind under Lübecks overhøjhed. En villig hjælper fandt han i den mand, der har givet krigen dens navn, Christian 2.s unge frænde, grev Christoffer af Oldenburg, og mellem denne fyrste og Lübeck sluttedes der et forbund. Fangens navn var et feltråb og intet andet; thi det bestemtes i traktaten, at lykkedes det at befri kongen fra Sønderborg, skulle han overgives til lybeckerne.

Grevens fremstød

Efter at have foretaget et skinangreb på Holsten gik grev Christoffer om bord på en lybsk flåde og landede den 22. juni 1534 ved Skovshoved. København sluttede sig villig til ham, Sjælland var ganske blottet for tropper, og adelen fulgte derfor halvt nødtvungen efter. I Skåne var Malmø snart vundet, og da adelen ikke gjorde modstand, var greven på seks uger blevet herre over Østdanmark, som han styrede som gubernator (guvernør) i Christian 2.s navn. Den 10. august 1534 modtog grev Christoffer Skåne på Sankt Libers høj for Christian 2.s regning. Måneden før var Christoffer blevet hyldet som rigsforstander på Christian 2.s vegne af det sjællandske landsting i Ringsted.

En adelshær under anførsel af Niels Brock og Holger Rosenkrantz led nederlag i Slaget ved Svenstrup den 16. oktober.

Anderledes gik det i Jylland. Her fik Mogens Gjøe samlet en herredag i Ry, hvor ved lavadelens hjælp, trods bispernes modstand, hertug Christian blev valgt til konge og virkelig modtog kronen i juli 1534. Religionsspørgsmålet stilledes foreløbig i bero.

Fejden vender

Imidlertid havde fynboerne gjort opstand, understøttede af Christoffers tropper, og i Nørrejylland rejste Christian 2.s gamle tilhænger skipper Clement vendelboerne. Han indtog Aalborg, og da den jyske adel drog mod bønderne, led den et nederlag i Slaget ved Svenstrup den 16. oktober 1534, hvorefter opstanden bredte sig over hele Jylland med undtagelse af østsiden syd for Gudenåen. Et stort antal herregårde blev afbrændt i det nordlige- og vestlige Jylland.

Det lykkedes dog Christian 3. i november at få sluttet fred mellem hertugdømmerne og Lübeck, hvorved han fik friere hænder. I ilmarch drog nu hans feltherre Johan Rantzau mod nord og stod 18. december 1534 for Aalborg, som toges med storm. Mindst 2.000 menes at have mistet livet under stormen og de næste dages plyndringer. Skipper Clement selv undslap hårdt såret, men blev nogle dage senere genkendt af en bonde i Storvorde øst for Aalborg og udleveret til Rantzau. På en måned var Jylland blevet vundet, og oprørerne straffedes strengt. Skipper Clement og hovedmændene blev dømt til døden ved rettertinget i Viborg og henrettet 1536, bønderne i de oprørske sysler dømtes fra liv og gods og fik kun kongens nåde ved at betale store bøder og tage deres gårde til fæste af kronen.

Kampe i Skåneland

Grev Christoffer kunne ikke bringe hjælp, da han i Halland blev angrebet af Gustaf Vasa, med hvem lybeckerne sommeren 1534 var komne i krig. I Lübeck begyndte de nu at tvivle om et heldigt udfald og søgte derfor en ny allieret i hertug Albrecht af Mecklenburg. Denne fyrste, der var gift med Christian 2.s søsterdatter, havde nok lyst til at vinde Danmark og gik villig ind på forbundet, men hans høvedsmand, greven af Hoya, der bragte tropper til Skåne, modtoges med den største uvilje af Christoffer. Den svenske konge Gustav Vasa sendte en svensk hær til Christian 3.s hjælp, som trængte ind i Skåne ved Loshult, og hærgede, brændte og myrdede i hele Gønge-egnen under sin fremrykning mod Væ. Senere gik en ny svensk hær ind i Halland, som blev ødelagt med ild og sværd. Den skånelandske adel tilsluttede sig til svenskerne, men Tyge Krabbe på Helsingborg Slot støttede grev Christoffer. Den 12. januar 1535 gik svenskerne og adelshæren til angreb mod Helsingborg. En hær af lybækkere og Malmø-borgere under Jørgen Kock var forskanset uden for slottet, og i det afgørende øjeblik lod Tyge Krabbe slottets kanoner pludselig åbne ild mod forsvarerne, hvorefter han oplod slottet til svenskerne, som satte ild på Helsingborg og lagde byen i aske. Med undtagelse af Malmö, der forsvaredes af Jørgen Kock, Landskrona og Varberg, hvor den lybske anfører Marcus Mejer ved list var blevet herre, var de skånske områder nu atter underlagte Danmarks konge. Til gengæld for den skånske adels frafald lod de to grever foretage en formelig adelsjagt på Sjælland og Fyn: borgene gik op i luer, og en mængde adelsmænd førtes som fanger til Mecklenburg.

Christian 3. hyldes

I marts 1535 hyldedes Christian 3. på Viborg Landsting, og samtidig sendtes nogle fænniker knægte mod Malmø. Med resten af hæren gik Johan Rantzau i al stilhed fra Als over til Fyn, hvis ringe besætning måtte indeslutte sig i Assens, og da greven af Hoya forsøgte at overrumple de kongelige tropper, led han et stort nederlag i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni 1535. Han selv faldt i kampen, og næsten halvdelen af hans hær blev taget til fange, blandt dem Gustav Trolle, fordum ærkebiskop i Uppsala. En forenet dansk-svensk-preussisk flåde (Christian 3. havde nemlig fået hjælp af sin svoger hertug Albrecht af Preussen) under anførsel af Peder Skram havde jaget den lybske hovedflåde ind til København og ødelagde nu efter Øxnebjerg-slaget en anden flådeafdeling i Svendborgsund, et tab, Lybeckerne ikke kunne forvinde.

Efter at Fyn var undertvunget og hårdt straffet, gik Christian 3. med hæren over til Sjælland og begyndte at belejre København i juli 1535. Byen indesluttedes til lands fra Sundet til Kalveboderne og blokeredes til søs af de forenede flåder, men da Amager ikke var besat af de kongelige tropper, måtte belejringen blive langvarig.

Magtskifte i Lübeck

I Lübeck var det krigslystne folkeparti blevet svækket ved de mange nederlag, det gamle patriciske råd fik atter magten, og Jørgen Wullenwever måtte nedlægge sit embede. Foreløbig fortsattes dog krigen, men med stor lunkenhed, og i vinterens løb åbnedes der forhandlinger, der endelig førte til Freden i Hamborg i februar 1536, hvor Lübeck anerkendte Christian 3. som konge mod at få sine privilegier stadfæstede.

I efteråret og vinteren havde Landskrona, Krogen og Kalundborg overgivet sig, Malmø kapitulerede i april, og kun Varberg og København holdt stand, da de håbede på hjælp fra pfalzgreve Frederik. Denne fyrste havde ægtet Christian 2.s datter Dorothea, og da kejser Karl 5. lovede ham bistand til at gøre sine rettigheder gældende, var situationen ikke uden fare for Christian 3. Det gjaldt derfor om at skynde sig. Nederlænderne fik ordre til at udruste en flåde, men deres vrangvilje og en krig, der 1536 udbrød mellem Karl 5. og Frants 1. af Frankrig, hvori Christian 3. deltog ved et indfald i Groningen, forhindrede foreløbig dens afsejling, og da den endelig lå sejlklar, var det for sent.

Modstandernes sidste bastion falder

Københavns belejring (1535-1536) under Grevens Fejde. Xylografi fra 1879 baseret på et kobberstik fra 1599.

København var nu blevet fuldstændig afspærret, men uagtet Varberg var erobret, og der herskede megen nød i byen, ville dog fyrsterne og det lille krigsparti, der lededes af borgmesteren Ambrosius Bogbinder, ikke høre tale om overgivelse og dæmpede borgernes modstand med våbenmagt. Først da alle forråd var opspiste, og hjælpen stadig udeblev, overgav byen sig den 29. juli 1536. Hertug Albrecht og greven fik tilladelse til at drage bort med deres folk, og borgerne opnåede næsten almindelig amnesti.

Betydning

Krigen var således endt. Den havde dels været et mislykket forsøg fra Lübecks side på at genvinde sin fordums magtstilling i Norden, dels de uprivilegerede stænders sidste fortvivlede kamp mod de højere, for størstedelen endnu katolske stænder (bisperne og mange adelige). Borgerne og bønderne var ganske vist blevet overvundne, men ikke af adelen. Det var kong Christians tyske feltherre og tyske landsknægte, der havde knust modstanden og genoprettet retstilstande, og resultatet viste sig snart. Thi kongens sejr medførte den gamle katolske kirkes endegyldige fald. Efter samråd med de højere officerer og sine tyske samt enkelte danske rådgivere lod Christian 3. i august de i byen værende katolske bisper fængsle, og under et stærkt tryk måtte rigsrådet udstede en erklæring, hvori det godkendte det skete og lovede ikke at modsætte sig den evangeliske lære. Reformationens indførelse forberedtes således ved et kongeligt tiltag. På den snart følgende rigsdag i København i oktober 1536 viste det sig også, at kongen var den egentlige sejrherre, thi den håndfæstning, der udstedtes her, udvidede hans magt på flere punkter.

Norge havde under hele krigen holdt sig i baggrunden. Vel havde den katolske ærkebiskop Olav Engelbrektsson søgt at frigøre landet fra dets danske afhængighed, men dels optrådte han meget svagt men selvrådende, dels forholdt befolkningen sig ganske rolig, og i håndfæstningen bestemtes det nu, at Norge for fremtiden skulle være »som et ledemod af Danmarks rige«. Formelt gik derved Norges selvstændighed til grunde, men reelt blev Norge også fremover regeret som et eget rige, der blot havde konge fælles med Danmark. På samme rigsdag afskaffedes ved recessen af 30. oktober 1536 den katolske bispeværdighed, og Reformationen gennemførtes. Også her tog kongen løvens part, idet det rige bispegods tilfaldt kronen.

Således fik Danmark en retmæssig konge, afskaffet biskoppers misregimente, adelen sat på plads og fastlagt fremtidens tro. Fælles fjender bevirkede, at den dansk-norske og den svenske konge for en tid kunne finde grundlag for et samarbejde. Dette blev formaliseret ved aftalen i Brømsebro 1541.

Litteratur

• Alex Wittendorff: "På Guds og Herskabs nåde" (Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bind 7: 1500-1600); København 1989; ISBN 87-89068-09-2

Eksterne henvisninger

• Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind X, s. 109-110; opslag: Grevens Fejde
• A. Heise: "Herredagen i Kjøbenhavn 1533" (Historisk Tidsskrift, 4. række, Bind 3; 1872)
• Axel Larsen: "Hvem anførte den forenede svensk-dansk-preussiske Flaade i Sommeren 1535?" (Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 4; 1892)