Skalpering

Skalpedans udført af minnetaree-indianere. Maleri af Karl Bodmer.

Robert McGee blev som barn skalperet af siouxhøvdingen Little Turtle i 1864. Foto fra 1890.

Skalpering er at fjerne skalpen, huden på issen, som regel ved hjælp af håret, som et bevis eller trofæ for sejr i krig. Udøvelsen af dette ritual har været kendt i Europa, Asien og Afrika.

Skalpering er mest kendt fra indianerkrigene i Nordamerika, og blev udøvet både af indianere og hvide kolonister ved voldelige sammenstød gennem flere århundreder. Indianerne fremførte rituelle skalpedanse, og krigere kunne bære skalpene som pynt på tøjet.

Skytere

Herodot fortæller om skyternes skikke ved skalpering: De skar et snit over ørerne, greb fat i skalpen og nærmest rystede kraniet ud; derefter blev skalpen skrabet ren, og krammet mellem hænderne, til den var blød og bøjelig som en serviet. "Skyteren er stolt af disse skalpe, og fæster dem til tømmerne på sin hest; jo flere sådanne skalp-servietter en mand kan fremvise, jo højere er han respekteret." Angiveligt gik mange med kapper af sammensyede skalpe. Andre flåede fjendens højre arm, med neglene på, og brugte dette hylster som et pilekogger. Ifølge Herodot var menneskehud tyk og blank, og overgik i hvidhed næsten alle andre huder. Angiveligt flåede nogle skytere hele fjendens krop, spilede huden ud over en ramme og tog dette trofæ med på hesten, når de var ude og red.

Overlevende efter skalpering

En kaptajn Greg, stationeret ved Fort Stanwix i New York, overlevede en skalpering. De overlevende var imidlertid meget udsat for infektioner, der også kunne angribe kraniet, så hjernen blev liggende ubeskyttet. Nogen var også generet af, at øjenbrynene faldt ned i øjnene, da der ikke var noget til at holde dem oppe. Gennemsnitligt brugte patienten to år på at komme sig efter en skalpering.

I 1864 rejste den 13-årige Robert McGee i retning af Santa Fe sammen med sine forældre, der imidlertid omkom undervejs. Den forældreløse dreng fortsatte rejsen med et vogntog, der bragte forsyninger til New Mexico. I det vestlige Kansas blev soldaterne, der skulle ledsage vogntoget, forsinkede, og følget blev angrebet af en gruppe siouxindianere anført af høvding Lille Skilpadde (Little Turtle). McGee var den hjælpeløse tilskuer til den påfølgende massakre, før han selv blev ført frem for høvdingen. Lille Skilpadde ville selv dræbe drengen, og skød ham i ryggen. Derefter skød høvdingen to pile i McGee, der stadig var ved bevidsthed, da Lille Skilpadde snittede ham bag ørerne og derefter skar hans issehud løs. Drengen blev liggende, mens flere krigere stak i ham med spyd og knive. Da soldaterne ankom, fandt de samtlige skalperede, men McGee og en anden dreng var stadig i live. De blev bragt til et fort, hvor den anden dreng døde. McGee klarede sig, og blev fotograferet i 1890, da han fortalte sin historie til en lokalavis.

Josiah Pugh Wilbarger (10. september 1801- 11. april 1845) var født i Kentucky. Som veteran fra krigen i 1821, drog han senere til Missouri, giftede sig i september 1827 og flyttede til Texas i december. Her blev han og fire andre mænd, der var ude for at bese nyt land, i august 1833 overrasket af en gruppe på 60 comanche-indianere ved Walnut Creek i det nuværende Austin. To i følget blev dræbt, mens to andre stak af og efterlod den sårede Wilbarger til sin skæbne – han var skudt i begge ben. Han blev nu omringet, skudt i halsen og skalperet. Wilbarger skal have forklaret, at skalpering var overraskende smertefrit, men "mens ingen smerter kunne mærkes, lød fjerningen af issehuden som den frygtindgydende rumlen fra fjern torden."

En kvinde ved navnt Sarah Hornsby vækkede samme nat sin mand med besked om, at "Wilbarger er ikke død. Jeg så ham i en drøm." Wilbarger skal have overlevet natten ved at slæbe sig til et vandhul nærved, hvor han drak vandet og skyllede sine sår. Mens han var i vandet, lagde fluer æg i hans sår, og han fortalte senere, hvordan det var at mærke larverne klækkes ud i sin hud. Han sank sammen under et egetræ. Her så han sin søster Margaret Clifton i et syn. Hun bad ham om at vente under egen, for venner ville komme og finde ham. Og næste dag blev han fundet siddende under egen, nøgen bortset fra en sok, og dækket af blod. Redningsmændene bar ham til nærmeste hus og sørgede for pleje. Angiveligt fik Wilbarger senere at vide, at hans søster, bosat i det fjerne Missouri, var død dagen før overfaldet.

Wilbarger overlevede sine skader, og hans kone syede en hat til ham for at tildække den manglende issehud. Han døde i sin mølle, da han rejste sig for hurtigt op, og slog sit svækkede kranie i en tagbjælke. Han døde på stedet. Wilbarger ligger begravet sammen med sin søn John Leman på Texas State Cemetery. Gravstenen oplyser, at sønnen John Leman Wilbarger var en Texas ranger, og blev dræbt af indianere på Rio Grande-floden 20. august 1850.

28. juni 1827 foretog en gruppe winnebago-krigere to angreb på franske nybyggere på Prairie du Chien. Krigeren Zitkaduta (= Røde Fugl) og tre andre henrettede to mænd, deriblandt far til spædbarnet Mary Louisa Gagnier, der blev delvis skalperet (hud fra baghovedet). Hendes mor undslap med broren Francis på 2 ½ år. Under forberedelserne til spædbarnets begravelse blev det opdaget, at hun trak vejret. Gagnier voksede op, giftede sig to gange og fik til sammen 13 børn. For at skjule sin skade, gik hun altid med en lille hætte over baghovedet. Røde Fugl (1788–1828), klædt i en dragt af hvidt elgskind, overgav sig og sin stamme til de hvide 2. september 1827. En statue er rejst af ham.