Spiselige svampe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Almindelig kantarel (Cantharellus cibarius) regnes for en fin spisesvamp
Tragtkantarel (Craterellus tubaeformis), der vokser i nåleskove, er en meget velsmagende slægtning til kantarel

Spiselige svampe er spiselige, kødfulde frugtlegemer af forskellige svampearter.[1] Spiseligheden kan defineres ud fra to kriterier: De indeholder ikke svampegifte og har en smag, som de fleste mennesker finder behagelig. [2] Mange spiselige svampe anerkendes desuden for deres indhold af nyttige mineraler.[3][4]

De spiselige svampe varierer i størrelse, udseende og smag. De har ikke fælles kendetegn, hvorfor det i litteraturen ofte anbefales svampesamlere at lære hver enkelt arts karakteristiske træk, så de er i stand til sikkert at bestemme svampen. Der findes ca. 600 danske svampearter, hvor hatten er af en størrelse, der kan friste til at spise dem. Af disse er ca. 100 arter spiselige. En del er dog ret neutrale af smag, og eksperter nævner 40 – 50 arter som attraktive for svampesamlere.[5] Samlinger af repræsentative fotografier af alle de nedenfor nævnte arter kan findes online i Danmarks Svampeatlas.[6]

Næringsværdi[redigér | rediger kildetekst]

Svampe er fattige på fedt og energi, men rige på fibre og protein, og danner livsnødvendige aminosyrer og flerumættede fedtsyrer, såsom linolensyre, som mennesket ikke selv kan producere, og derfor må indtage via sin kost.[7][8][9]

Nogle svampe indeholder lige så store mængder antioxidanter som f.eks. gulerødder, rød peber og broccoli.[10] Dyrkede svampe er desuden en kilde til vitamin B2 (riboflavin), vitamin B3 (niacin) og vitamin B9 (folat), og er, sammenlignet med grøntsager, rige på mineraler som kalium, fosfat, zink og kobber.[11]

Svampe indeholder også vitamin D som den eneste ikke-animalske fødevare, og de kan således bruges af vegetarer og personer som spiser få animalske produkter, som en hjælp til at få dækket deres vitaminbehov.[12] Det er især Vitamin D2 som er i svampe.[13]

De bedste spiselige svampe[redigér | rediger kildetekst]

Vurderinger af spisesvampe omfatter konsistens, smag og holdbarhed. Listen nedenfor omfatter svampe, som anbefales i de fleste svampebøger.

Spisesvampe der vokser vildt i Danmark

Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen giver følgende eksempler på gode spisesvampe, der er lette at kende:[14][15]

Danmarks Naturfredningsforening peger desuden på følgende almindelige spisesvampe:[21]

Andre gode vildtvoksende spisesvampe:

Dyrkede og/eller importerede svampe

  • Portobello (Agaricus bisporus-variant)
  • Bøgehat (Hypsizygus tessellatus) – asiatisk spisesvamp der sælges og dyrkes i Danmark, skal tilberedes og varmebehandles (koges/steges) før spisning
  • Shiitake (Lentinula edodes)
  • Duft-ridderhat (Tricholoma matsutake) – kan ikke dyrkes, men indsamles og handles internationalt. Japan har stor import af ridderhatte.

Svampejagt[redigér | rediger kildetekst]

Svampe har ikke fotosyntese, men er heterotrofe, hvilket vil sige at de får deres næring ved at nedbryde organisk materiale (f.eks. sukkerstoffer), som er et resultat af andre organismers produktion. Som regel er dette materiale dødt (fx blade og træstammer) men svampe kan også være parasitter, der snylter på levende planter og dyr, eller leve i symbiose med planter ved hjælp af såkaldt mykorrhiza. Symbiosen hjælper planten med at øger sin optagelse af uorganiske forbindelser, f.eks. nitrat og fosfat fra steder, hvor der er lave koncentrationer af disse vigtige næringsstoffer.[30] Adskillelse af arterne kræver i mange tilfælde mikroskopiske undersøgelser.

Indsamling af spiselige svampe, der for nogle en lidenskab, som både omfatter selve indsamlingen af svampene og en god travetur i skoven, kræver mindre faglig indsigt. De fleste større frugtlegemer af spiselige svampe kan identificeres ved svampens størrelse, farver, lugt, hat, stok og rod.[31]

Under indsamlingen af svampene lærer samleren også meget andet om skovens flora og fauna. Nogle spisesvampe forefindes i åbent land, marker, parker og haver. De bedste findes som regel i skovene.

Eksperterne tilråder at indsamle svampene i en kurv, som er inddelt, så arterne kan adskilles. Det kan være en god idé at medbringe en børste til at fjerne snavs og en kniv til at gennemskære et eksemplar af hver art med henblik på bestemmelse af svampene.[32] Desuden bør svampejægere medbringe en bog, der er god som støtte for bestemmelsen af svampene, og som kan medbringes i marken.[33]

De fleste svampe kan identificeres på udseende, voksested og væksttidspunkt. Hvis samleren ikke er sikker på, hvilken svamp, der er tale om, bør den kasseres. Eller diskuteres med en svampekyndig. Nybegyndere bør altid indsamle svampe under ledsagelse af kyndige, evt. ved at deltage i arrangerede ture af Oplysningsforbundene eller Foreningen til Svampekundskabens Fremme eller ved brug af svampeinstruktører. Der findes en del speciallitteratur om de enkelte arters voksesteder.[34]

En del forretninger især større supermarkeder sælger bl.a. almindelig kantarel, som er indsamlet i højsæsonen. I Danmark er indsamlede kantareller ofte importeret fra Polen eller Baltikum.

Gode begyndersvampe[redigér | rediger kildetekst]

Rørhatte, her Karl Johan (Boletus edulis) kendes let på rørene under hatten, der ses som porer på dens underside

Det anbefales nye svampesamlere først at lære rørhat-familien at kende, fordi de fleste rørhattene er spiselige og velsmagende. Gruppen er let genkendelig på rørene under hatten. Tre arter, der fremhæves for deres gode smag er

Blandt de i øvrigt mange gode rørhatte er der nogle, som er uspiselige på grund af smagen, fx galderørhat, mens et par arter er giftige, hvoraf den hyppigste er satans rørhat (Boletus satanas).

Når man har lært at kende og finde rørhatte - der godt kan være lidt sjældne – kan man fortsætte med to andre grupper, der også er relativt nemme at lære at kende:mælkehatte og skørhatte. Desuden findes de svampe, man kan købe i supermarkeder, fx champignon, østershatte og kantareller, også i skovene. hører dog ikke til i nogen af de tre grupper. Nogle af de svampearter, der ikke er giftige, kan dog medføre allergiske reaktioner – nogle gange kraftige. Derfor anbefaler mange svampekyndige, at man altid nøjes med en lille protion af en svamp, man ikke tidligere har spist.[35]

Forvekslingsmuligheder[redigér | rediger kildetekst]

Markchampignon, Agaricus campestris, er en god spisesvamp. Bemærk de brune lameller på hattens underside.
Agerchampignon, Agaricus arvensis, er ligesom markchampignon en udmærket spisesvamp, der også har brune lameller på hattens underside.
Snehvid fluesvamp, Amanita virosa, er en dødeligt giftig svamp, der kan forveksles med arter af champignon, men kendes på de hvide lameller på hattens underside.

Nogle fremragende spisesvampe kan forveksles med giftige arter. Selvom de fleste svampe er uskadelige findes der også dødeligt giftige svampe i Danmark. En meget giftig svamp, puklet giftslørhat, undgås bedst ved helt at undgå indsamling af slørhatte, som i almindelighed er dårlige spisesvampe. To øvrige meget lumske giftsvampe, grøn fluesvamp og snehvid fluesvamp kan naturligvis også undgås ved at lade fluesvampene stå, men problemet er her, at de to arter i meget høj grad ligner gode spisesvampe. Snehvid fluesvamp kan af ukyndige forveksles med hvide champignoner, men mens alle eksemplarer af champignon har farvede lameller normalt brunlige, er fluesvampens lameller kridhvide. Grøn fluesvamp er især blevet forvekslet med spiselig posesvamp, som sælges på markeder i Asien, og som også har en pose ved basis. Den kan også forveksles med grønne arter af skørhatte, der dog mangler både ring om stokke og pose ved basis. En brochure fra Fødevarestyrelsen gennemgår disse og andre forvekslingsmuligheder mellem spiselige og giftige svampearter.[36] GiftlinjenBispebjerg Hospital vejleder også om giftige svampe.[37]

Svampe, der er spiselige og relativt hyppige i Danmark, kan meget let forveksles med giftige i Spanien og Asien.

Svampedyrkning[redigér | rediger kildetekst]

Det er vanskeligt at dyrke svampe, fordi mange arter danner mykorrhiza med et bestemt værtstræ eller kræver bestemte jordbundsforhold. Nogle få arter som champignon, shiitake og almindelig østershat dyrkes og sælges. Ca. 60 lande har kommercielle virksomheder, der dyrker svampe.[40] Udover den kulinariske værdi spiller de en væsentlig rolle i økosystemet.[41][42][43][44]

Tilberedning af svampe[redigér | rediger kildetekst]

Champignon og portobello skåret ud

Svampe har meget forskellig smag, afhængig af alder og art. Spiselige svampe kendetegnes ved smagen af umami, [45][46] der er en af de fem grundsmage, der udløses af molekylær genkendelse af de frie aminosyrer glutamat og aspartat samt nukleotider (indgår i DNA og RNA). Glutamat giver langt den stærkeste umamismag[47] og denne frie aminosyres tilstedeværelse bidrager til smagen af både dyrkede og vilde svampe.[48][49]

Nogle arter har en velsmagende hat, men en sej eller trævlet stok. Selv blandt de gode spisesvampe bør ældre eksemplarer aldrig indsamles med henblik på spisning. I fugtigt vejr er en del svampe bløde og slimede; de kan evt. tørsteges, hvorefter væden sies fra. Derved sikres en mere behagelig konsistens, hvilket kan gavne smagsoplevelsen.

Svampe er generelt giftige i rå tilstand. Når der i svampebøger angives, at en svampeart er spiselig, menes derfor "spiselig i varmebehandlet tilstand". Kun champignon og evt. i mindre omfang spiselig rørhat bør spises rå. De er også bedst i tilberedt tilstand.

De fleste spiselige svampe egner sig til stegning. En del svampe som parykblækhat er meget vandholdige især i fugtigt vejr, og det er en god idé at hælde væske fra under stegningen.

En del svampe, især arter af rørhat-familien er velegnede til stuvning. Mange jævner sig selv, så det blot er nødvendigt at tilsætte fløde og krydderier.

De bedste former for konservering er tørring og dybfrysning. Tørrede svampe skal udvandes inden de anvendes. Før dybfrysning kan svampene steges let i meget lidt fedtstof. Eksperter tilråder ikke at tilsætte fløde eller sky til svampe, før de dybfryses.[50]

Foreningen til Svampekundskabens Fremme har samlet madopskrifter, der tager udgangspunkt i forskellige svampe.[51]

Kilder/referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Chang, Shu-Ting; Phillip G. Miles (1989). Mushrooms: cultivation, nutritional value, medicinal effect, and Environmental Impact. CRC Press. s. 4-6. ISBN 978-0-8493-1043-0. 
  2. ^ Mattila P, Suonpää K, Piironen V (2000). "Functional properties of edible mushrooms". Nutrition. 16 (7–8): 694-6. PMID 10906601. doi:10.1016/S0899-9007(00)00341-5. 
  3. ^ Ole G. Mouritsen, Klavs Styrbaek (2014). Umami: Unlocking the Secrets of the Fifth Taste. Columbia University Press. ISBN 978-0231168908. 
  4. ^ Paul Adams (24 November 2015). "Put the science of umami to work for you". Popular Science, Bonnier Corporation. Hentet 11 December 2015. 
  5. ^ Korhonen, Mauri (1973); Knudsen, Henning & Jens H. Petersen (2009); Læssøe (2010)
  6. ^ Danmarks svampeatlas. Danmarks svampeatlas.
  7. ^ Kalač P (2009) Chemical composition and nutritional value of European species of wild growing mushrooms: A review. Food Chemistry 113: 9-16.
  8. ^ Manzi P, Aguzzi A, Pizzoferrato L (2001) Nutritional value of mushrooms widely consumed in Italy. Food Chemistry 73: 321-325.
  9. ^ Sande D, Oliveira GP, Moura MAFE, Martins BA, Lima MTNS, Takahashi JA (2019) Edible mushrooms as a ubiquitous source of essential fatty acids. Food Research International 125: 108524. doi.org/10.1016/j.foodres.2019.108524.
  10. ^ Dubost, N.J., Ou, B., Beelman, R.B. (2007) Quantification of polyphenols and ergothioneine in cultivated mushrooms and correlation to total antioxidant capacity. Food Chemistry 105: 727-735. doi.org/10.1016/j.foodchem.2007.01.030
  11. ^ Mattila, P., Konko, K., Eurola, M., Pihlava, J.M., Astola, J., Vahteristo, L., Hietaniemi, V., Kumpulainen, J., Valtonen, M., Piironen, V. (2001) Content of vitamins, mineral elements, and some phenolic compounds in cultivated mushrooms. Journal of Agricultural and Food Chemistry 49: 2343-2348.
  12. ^ Inger Abildgaard (26. juli 2012). "Svampe strutter af vitaminer". Samvirke. Hentet 1. oktober 2021. 
  13. ^ Keegan RJ, Lu Z, Bogusz JM, Williams JE, Holick MF (januar 2013). "Photobiology of vitamin D in mushrooms and its bioavailability in humans". Dermato-Endocrinology. 5 (1): 165-76. PMC 3897585free to read. PMID 24494050. doi:10.4161/derm.23321. 
  14. ^ Svampe. Miljøministeriet, Miljøstyrelsen. Hentet 29. september 2021.
  15. ^ Svampejagt. Miljøministeriet, Naturstyrelsen. Hentet 29. september 2021.
  16. ^ Mark-champignon. Danmarks svampeatlas.
  17. ^ Almindelig kantarel. Danmarks svampeatlas.
  18. ^ Tragt-kantarel. Danmarks svampeatlas.
  19. ^ Trompetsvamp. Danmarks svampeatlas.
  20. ^ Spiselig rørhat; karl johan. Danmarks svampeatlas.
  21. ^ 5 almindelige spisesvampe du skal kende. Danmarks Naturfredningsforening. Hentet 29. september 2021.
  22. ^ Almindelig østershat. Danmarks svampeatlas.
  23. ^ Almindelig pigsvamp. Danmarks svampeatlas.
  24. ^ Punktstokket indigorørhat. Danmarks svampeatlas.
  25. ^ Brunstokket rørhat. Danmarks svampeatlas.
  26. ^ Have-champignon. Danmarks svampeatlas.
  27. ^ Stor kæmpeparasolhat. Danmarks svampeatlas.
  28. ^ Foranderlig skælhat. Danmarks svampeatlas.
  29. ^ Stor parykhat. Danmarks svampeatlas.
  30. ^ Lindahl BD, Ihrmark K, Boberg J, Trumbore SE, Högberg P, Stenlid J, Finlay RD. (2007). "Spatial separation of litter decomposition and mycorrhizal nitrogen uptake in a boreal forest". New Phytologist. 173 (3): 611-620. PMID 17244056. doi:10.1111/j.1469-8137.2006.01936.x. 
  31. ^ jf. Lange (1978)
  32. ^ jf. Lange (1978)
  33. ^ Eksempler på sådanne bøger er Læssøe (2010), Lange (1978) og Korhonen (1973).
  34. ^ Knudsen, Henning & Jan Vesterholt (1999) er en guide til dette emne
  35. ^ Ingestive and inhalative allergy to the mushroom Boletus edulis – Torricelli – 2007 – Allergy – Wiley Online Library
  36. ^ a b c d e f g Ka' de spises?. Foreningen til Svampekundskabens Fremme og Fødevarestyrelsen, 2021. Hentet 29. september 2021.
  37. ^ De 5 giftigste svampe. Giftlinjen, Bispebjerg Hospital. Hentet 29. september 2021.
  38. ^ Puklet gift-slørhat Danmarks Svampeatlas. Hentet 29. september 2021.
  39. ^ Satans rørhat. Danmarks Svampeatlas. Hentet 29. september 2021.
  40. ^ John Fereira. "U.S. Mushroom Industry". Usda.mannlib.cornell.edu. Hentet 2010-05-30. 
  41. ^ "Every Type Of Mushroom You Need To Know About". Huffingtonpost.com. 19 March 2014. Hentet 23 October 2018. 
  42. ^ "Common Types of Mushrooms". Realsimple.com. Hentet 23 October 2018. 
  43. ^ "What's the Difference Between Cremini and Portobello Mushrooms?". Thekitchen.com. Hentet 23 October 2018. 
  44. ^ "Cultivation of Oyster Mushrooms". Extension.psu.edu. Hentet 23 October 2018. 
  45. ^ Zhang, Y., Venkitasamy, C., Pan, Z., Wang, W. (2013) Recent developments on umami ingredients of edible mushrooms – A review. Trends in Food Science & Technology 33: 78-92. doi.org/10.1016/j.tifs.2013.08.002.
  46. ^ Phat C, Moon B, Lee C (2016) Evaluation of umami taste in mushroom extracts by chemical analysis, sensory evaluation, and an electronic tongue system. Food Chemistry 192: 1068-77. doi.org/10.1016/j.foodchem.2015.07.113.
  47. ^ Yamaguchi S, Yoshikawa T, Ikeda S, Ninomiya T (1971) Measurement of the relative taste intensity of some L-α-amino acids and 5′-nucleotides. Journal of Food Science 36: 846-849, 10.1111/j.1365-2621.1971.tb15541.x
  48. ^ Dong M, Qin L, Xue J, Song-Yi L, Xu X-B, Zhu BW (2018) Simultaneous quantification of free amino acids and 5′-nucleotides in shiitake mushrooms by stable isotope labeling-LC-MS/MS analysis. Food Chemistry 268: 57-65.
  49. ^ Manninen H, Rotola-Pukkila M, Aisala H, Hopia A, Laaksonen T (2018) Free amino acids and 5'-nucleotides in Finnish forest mushrooms. Food Chemistry 247: 23-28. doi.org/10.1016/j.foodchem.2017.12.014.
  50. ^ Lange (1978), s. 23-24
  51. ^ Svampegastronomi. Foreningen til Svampekundskabens Fremme. Hentet 2. oktober 2021.

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

  • Korhonen, Mauri (1973) Svampe i vor natur, Gyldendal
  • Knudsen, Henning & Jens H. Petersen (2009) Politikens svampebog, Politiken Forlag
  • Knudsen, Henning & Jan Vesterholt (1999) Danmarks Svampelokaliteter, Politiken Forlag
  • Lange, Morten og Bodil: Gode spisesvampe (1978), Gad, København
  • Læssøe, Thomas: Find & Spis de bedste svampe (2010), Gyldendal
  • Tidsskriftet Svampe. Foreningen til svampekundskabens fremme, diverse årgange.
  • Danmarks Svampeatlas: "http://www.svampeatlas.dk/"
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: