Statspolitiet i Norge

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Norge under 2. verdenskrig
Vigtige begivenheder

Altmark-affæren
Weserübung Angrebet på Norge
Elverum-fuldmagten
Midtskogen Vinjesvingen
Besættelse og Modstand
Lejre Shoah Telavåg
Festung Norwegen
Deportationen af de norske jøder
Tungt vand-sabotagen
Retsopgøret

Personer

Haakon 7.  Nygaardsvold  CJ Hambro
CG Fleischer  Otto Ruge
Jens Chr. Hauge

Quisling  Jonas Lie
Josef Terboven  Wilhelm Rediess
von Falkenhorst

Organisationer

Milorg  XU  Linge   Oslogjengen  Nortraship

Nasjonal Samling 

Statspolitiet i Norge  Rinnanbanden

     Modstand      Tyskvenlige

Statspolitet er et begreb i norsk historie, som er brugt om to forskellige enheder med tilknytning til det norske politi.

Statspolitiet 1933-1936[redigér | redigér wikikode]

Statspolitiet, oprettet ved en beslutning i Stortinget 11 juni 1933, blev i et udrykningspoliti på 76 mand [1] direkte underlagt Justitsministeriet. Mest kendt og berygtet blev statspolitiet for sin indsats mod de strejkende under "Menstadslaget". På dette tidspunkt var politiet generelt et kommunalt ansvar. Statspolitiet ændrede navn til "Utrykningspolitiet" da Politiloven af 13. marts 1936 blev vedtaget, og politiet underlagt staten.

Statspolitiet 1941-1945[redigér | redigér wikikode]

Vidkun Quisling og Reichskommissar Josef Terboven inspicerer et honorært selskab af statspolitimænd i 1942.

Statspolitiet blev atter etableret den 1. juni 1941 under den tyske besættelse, på initiativ af blandt andet den fremtidige chef Karl Marthinsen, var et bevæbnet politisk politi efter tysk mønster. Det var primært imod politiske forbrydelser, flygtninge, spionage, sabotage og væbnet modstand eller anden form for oprør mod besættelsen eller bestyrelsen for de norske nazistiske myndigheder. Det var organiseret med hovedkontor i Oslo og seks underkontorer i Oslo og Aker, Stavanger, Bergen, Trondheim, Tromsø og Kirkenes. Statspolitiet var direkte underordnet sikkerhedspolitiets chef, i det på ordre af Reichskommisar Josef Terboven skabte norske kommissariske Politiministerium, men kunne også modtage kommandoen direkte fra den tyske Sicherheitspolizei. Det blev drevet uafhængigt af det almindelige politi.

I statspolitiet var der kun fire ansatte, som ikke var medlemmer af Nasjonal Samling. Under Karl Marthinsen blev etaten kraftigt udvidet, og nåede i 1944 sit toppunkt med 350 ansatte. [2]

Statspolitiet spillede en central rolle i deportationen af de norske jøder.

I det norske retsopgør efter den anden verdenskrig blev de tidligere statspolitimænd Reidar Haaland, Arne Saatvedt, Hans Jacob Skaar Pedersen, Holger Tou, Ole Wehus, Olav Aspheim og Einar Dønnum dømt til døden for landsforræderi og henrettet.[3]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Asbjørn Jaklin: De dødsdømte (s. 101), forlaget Gyldendal, Oslo 2011, ISBN 978-82-05-41088-6
  2. ^ Asbjørn Jaklin: De dødsdømte (s. 101)
  3. ^ Eirik Veum: Nådeløse nordmenn: Statspolitiet 1941-1945. Kagge forlag, Oslo 2012 (norsk) ISBN 9788248911746

Kilder[redigér | redigér wikikode]