Syv dødssynder
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
| Underklasse til | Synd, afhængighed | |
|---|---|---|
| Det modsatte af | De syv dyder | |
| Har del | vrede, fråseri, misundelse, griskhed, dovenskab, seksuelt begær, hovmod | |
De syv dødssynder er en klassifikation af synder, som oprindeligt blev brugt i tidlig kristen undervisning til at uddanne og instruere tilhængere i menneskets tendens til at synde eller gøre sig selv og andre ondt. De kan betragtes som en forståelse af menneskets laster og skadelige tilbøjeligheder[1].
Historie[redigér | rediger kildetekst]
En dødssynd beskrives som bortvendthed fra Gud i form af en bevidst overtrædelse af hans lov. I traditionel katolsk teologi skelnes mellem tilgivelig synd og dødssynd, der i dag kaldes svaghedssynd eller alvorlig synd.
Dødssynden er udtryk for et menneskes principielle oprør mod Gud, og river som sådan den troende ud af nåden. Hvis ikke dødssynden skriftes og tilgives, fører den til åndelig død og fortabelse. Protestantiske teologer afviste tidligt, at der skulle være nogen forskel mellem tilgivelige synder og dødssynder. I den opfattelse er al slags synd nemlig udtryk for et oprør mod Gud[2].
De kristne kirkefædre videreførte her vigtige dele af den græske filosofis syn på menneskesjælen, hvor følelser blev anset som potentielt farlige, primitive fænomener, der skal holdes under rationel og social kontrol. Derved kom det kristne menneskesyn til at rumme vigtige spor af Platons idélære, samt stoicismens holdning til følelser. [3]
Saligia[redigér | rediger kildetekst]
Oprindelig blev synderne omtalt som hovedsynder (vitia capitalia), der blev betragtet som kilder til alle mulige andre overtrædelser af moralbudene (se Thomas Aquinas). I Bibelen tales der ikke om dødssynder, men flere steder opregnes såkaldte lastekataloger (f.eks. 1.Kor. 6,9 ff.). Pave Gregor 1. skrev en tidlig liste over dødssynder, senere modificeret af Thomas Aquinas,[4] hvorfra de ofte er samlet i akronymet SALIGIA:
- Superbia (hovmod)
- Avaritia (griskhed)
- Luxuria (Utugt)
- Invidia (misundelse)
- Gula (fråseri)
- Ira (vrede)
- Acedia (dovenskab)
Hver af de syv dødssynder har en modsvarende dyd blandt De syv dyder.[5] Identifikationen af og definitionen på de syv dødssynder, har igennem tiden været en flydende proces, som det generelt er tilfældet med mange aspekter af religion, og ideen om hvad synderne egentlig refererer til har ændret sig med tiden.
Denne proces skyldes, at synderne ikke er beskrevet i en sammenhængende form i Bibelen, og derfor må definitioner ofte findes i forskellige gejstlige og andre litterære værker. Fra begyndelsen af det 14. århundrede blev de syv dødssynder et populært tema blandt kunstnere i Europa, hvilket gjorde dødssynderne til en fast bestanddel af den kristne kultur og den kristne bevidsthed generelt overalt i verden.
Anden del af Dantes Den guddommelige komedie, Purgatorio, har siden renæssancen været en af de mest benyttede kilder[1], men senere fortolkninger af dødssynderne – især blandt konservative pinsemissionske og protestantiske bevægelser - har i stedet antydet, at konsekvensen af at begå en dødssynd er evig straf i helvede, frem for mulig renselse i skærsilden.
Dæmonteologi[redigér | rediger kildetekst]
I 1589 knyttede Peter Binsfeld en dæmon til hver af de syv dødssynder, som fristede folk gennem den tilhørende synd:
- Lucifer: Hovmod
- Mammon: Grådighed
- Asmodeus: Utugt
- Leviathan: Misundelse
- Beelzebub: Fråseri
- Satan: Vrede
- Belfegor: Dovenskab
Se også[redigér | rediger kildetekst]
Reference[redigér | rediger kildetekst]
- ^ a b https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/paa-guddommelig-rejse-til-helvede-og-skaersilden.
- ^ de syv dødssynder | lex.dk – Symbolleksikon
- ^ Aslak Hjeltnes, UiB: "Fornuft og følelser i psykoterapiens historie", Tidsskrift for Norsk psykologforening, 2013 [1]
- ^ Den Store Danske Encyklopædi, bind 5; dødssynd, oprindeligt hovedsynd – Vitia capitalia, 1996, Gyldendalske Boghandel, ISBN 87-7789-009-4.
- ^ [2] Arkiveret 2. december 2019 hos Wayback Machine (Webside ikke længere tilgængelig)
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
|