Følelse (emotion)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se følelse. (Se også artikler, som begynder med følelse)

Følelser (emotioner) omhandler oplevede affektive tilstande for eksempel vrede eller frygt. Det psykologiske begreb "emotion" er ofte brugt til at adskille denne type følelse fra den type, som omhandler følesansen. Følelser er komplekse og kan ifølge nogle teorier føre til psykologiske og fysiologiske forandringer, der påvirker personers adfærd.[1] Det relaterer sig til en intens mental aktivitet, ofte med en høj grad af glæde eller sorg involveret.[2] Den videnskabelige diskurs har imidlertid ikke kunnet skabe konsensus om en entydig definition. Følelser anses dog ofte som associeret med begreber som humør, temperament, personlighed, disposition og motivation. I nogle teoribygninger er erkendelse et væsentligt aspekt af følelsesmæssig emotion.[3]

Følelse som emotion[redigér | redigér wikikode]

16 ansigtsudtryk, der afspejler forskellige følelser, 1821, efter C. Le Brun.

De grundlæggende emotioner er glæde, velbefindende, afsky, frygt, overraskelse, sorg og vrede. I løbet af evolutionen er de grundlæggende emotioner blevet suppleret af mere komplekse emotioner såsom kærlighed, skyld, skam, anger, jalousi, flovhed, hengivenhed, ømhed, empati osv. En del af komplekse emotioner kan ses som underkategorier af de grundlæggende emotioner, fx kan glæde deles op i fryd, morskab, ekstase, lyksalighed og stolthed [4]. Den enkeltes følelser er som regel så komplekse at de ikke kan reduceres til de begrebslige kategorier eller en præcis sammensætning af disse. De kan være latente i personligheden, men pludselig udtrykke sig, når stemningsbilleder giver dem manifest karakter. Varigheden af disse udtryk kan være kortvarige koordinationer af respons, som kan indeholde verbale eller adfærdsmæssige mekanismer.[5] Psykoterapeuten Michael C. Graham beskriver følelser som et kontinuum af intensitet.[6]

Valens og "arousal"[redigér | redigér wikikode]

I nogen videnskabelige sammenhænge vælger man at anse de forskellige emotioner i forhold til to akser: valens og "arousal" ("ophidselse").[7] Valens angiver i denne sammenhæng om emotionen er positiv eller negativ - eksempler kunne være henholdsvis glæde og sorg. "Arousal"-aksen angiver intensiteten af emotionen.

Følelse og fornuft[redigér | redigér wikikode]

I rationelle videnskabelige modeller antages det, at der kan etableres en "højere fornuft", som bygger på observationer og data og derfor "overvinder" følelserne som grundlag for handling.[8] Denne indfaldsvinkel tilsidesætter eller undervurderer problemløsning baseret på erkendelse eller oplevelse,[9]. En mulig løsning på dette dilemma er at erkende, at enhver handling er baseret på fortolkninger, der inddrager følelser, hvilket bandt andet betyder, at valget mellem forskellige alternativer i en beslutningsproces inddrager følelser, fx begejstring eller afsky.[10]

Følelser opleves ofte som observationer af virkeligheden, mens de egentlig er individets vurdering af situationen. Det kan derfor dreje sig om en fejlvurdering.

Følelsernes historie[redigér | redigér wikikode]

Platon anså modsætningerne mellem fornuft og følelser som en grundlæggende konflikt i menneskets sind - ofte beskrevet med en metafor om fornuften som "herre" og følelserne som "slave". Aristoteles havde derimod en naturalistisk forståelse af følelser, og beskrev dem som meningsfyldte fænomener knyttet til visse sansefornemmelser, sammenhænge og forestillinger. Følelser kan ifølge Aristoteles være fornuftige nok, hvis de bedømmer verden på en korrekt eller retfærdig måde. I Retorikken analyserer han, hvordan ulige følelser virker i menneskelig samhandling ved at være drivkraften, når mennesker skifter mening eller tager afgørelser. En klog forvaltning af følelserne er nært forbundet med betingelser og muligheder for lykke (eudaimonia). I Den nikomakiske etik diskuterer Aristoteles, hvordan mennesket kan dyrke kloge handlingsmønstre og bringe sit følelsesliv under kontrol. "Den gyldne middelvej" er i denne sammenhæng at balancere erfaringernes yderpunkter på fornuftigt vis, til en praktisk visdom (fronesis). [11] Fravær af frygt kan - i form af dumdristighed - være ligeså destruktivt som for stærk frygt; ligesom det er vigtigt at udtrykke sin vrede overfor den rigtige person, på det rigtige vis, tidspunkt og sted. Aristoteles' forståelse af følelsernes rolle i vore liv foregriber flere moderne teorier om emotioner i psykoterapi. Indenfor stoicismen var synet på følelser mere kritisk. Græske og romerske filosoffer mente, at følelser står i konflikt med fornuften, og Cicero, Seneca og Marcus Aurelius fremhævede alle faren ved at tabe kontrol over sit følelsesliv. Epiktet, som var frigiven slave, vidste af egen erfaring, at store dele af vores tilværelse ligger udenfor vores kontrol - selv kan vi kun kontrollere vores holdning til det, vi udsættes for. Epiktet mente, at det ikke er hændelsen i sig selv, men vores oplevelse af den, der skaber stress og lidelse. Accept for ydre forhold udenfor menneskelig kontrol var for stoikerne vejen til at opnå indre frihed og sindsro (apatheia). Deres opfatning af følelseslivets destruktive sider fik stor indflydelse på senere idéhistorie; også de kristne kirkefædre sluttede sig til den stoiske opfatning af følelser som potensielt farlige og primitive fænomener, der skal holdes under fornuftig og social kontrol, som de genspejles i katolicismens syv dødssynder. Samtidig var kristne tænkere også optaget af at fremme følelser som medlidenhed og næstekærlighed. [12]

Descartes beskrev, hvordan enkelte lidenskaber kan underminere fornuften. Spinoza lagde vægt på den rationelle tankes frigørende kraft på vejen mod en indre frihed og oplysning gennem fornuftig indsigt. David Hume kritiserede derimod oplysningstidens dyrkelse af fornuften ved at mene, at "fornuften er, og bør være, lidenskabernes slave". [13] Sammen med Adam Smith fremhævede han moral sentiments, hvorved følelserne ligger til grund for vore moralske handlinger. Blaise Pascal hævdede, at "hjertet har sine grunde, som fornuften ikke kender," og at vigtige sider ved den menneskelige erfaring ikke kan forstås eller forklares ved hjælp af fornuften. Kant tog til modmæle med sit forsvar af forstandens grundlæggende rolle i den menneskelige erfaring. [14]

Romantikkens kunstnere og tænkere udfordrede oplysningstidens fornuftsdyrkelse ved at lodde "dybderne" i menneskesindet. I stedet for at se menneskenaturen som styret af primitive og destruktive kræfter, satte Rousseau fokus på det ægte og oprindelige i menneskets natur, og hvordan disse sider blev undertrykket af samfundsordenen. Følelserne blev tildelt en vigtig rolle i forsøget på at føre mennesket "tilbage til naturen". Samtidig skildrer Goethes roman, Den unge Werthers lidelser, hvordan følelser kan udarte til livsødelæggende føleri. Filosofferne Schopenhauer og Nietzsche var optaget af konflikterne mellem fornuften og menneskesindets skyggesider, og danner den historiske baggrund for Freuds psykoanalytiske teorier om det ubevidste sjæleliv. Charles Darwin gjorde i 1872 følelseslivet til et naturvidenskabeligt forskningsområde med sin bog The expression of emotion in man and animals. [15] Her studerede Darwin mennesket ud fra en evolutionsmæssig vinkel, og foreslog, at følelser måske er miljøtilpasninger som et resultat af evolution. I sin artikel fra 1884, What is an emotion?, prøvede William James at beskrive følelser som et resultat af rent fysiologiske processer. [16]

Darwins tanker om følelser som adaptive mekanismer har sat spor efter sig, som da Paul Ekman i 1970'erne foretog studier af ansigtsudtryk i ulige kulturer, og fastslog, at følelser som glæde, sorg, vrede, frygt og afsky danner universelle reaktionsmønstre. [17] Men nyere undersøgelser foretaget af Lisa Feldman Barrett tyder på, at ansigtsudtryk slet ikke er så grundlæggende og ens, som Ekman har postuleret. [18]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Scirst=Daniel L. (2011). Psychology Second Edition. 41 Madison Avenue, New York, NY 10010: Worth Publishers. s. 310. ISBN 978-1-4292-3719-2. 
  2. ^ Cabanac, Michel (2002). "What is emotion?" Behavioural Processes 60(2): 69-83.
  3. ^ Theories of Emotion. Psychology.about.com. 13 September 2013. Hentet 11 November 2013. 
  4. ^ Gade, Anders. Hjerneprocesser. Kognition og neurovidenskab. Frydenlund, 1997
  5. ^ Fox 2008, ss. 16–17.
  6. ^ Graham, Michael C. (2014). Facts of Life: ten issues of contentment. Outskirts Press. s. 63. ISBN 978-1-4787-2259-5. 
  7. ^ For eksempel: P. A. Lewis og andre, "Neural Correlates of Processing Valence and Arousal in Affective Words", Cerebral Cortex, 17:742+, 2007
  8. ^ March (1995), s. 19
  9. ^ Ziehe (1997), s. 129f.
  10. ^ March (1995), s. 26
  11. ^ http://denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Oldtidens_filosofi/fronesis
  12. ^ Aslak Hjeltnes, UiB: "Fornuft og følelser i psykoterapiens historie", Tidsskrift for Norsk psykologforening, 2013 [1]
  13. ^ https://plato.stanford.edu/entries/hume-moral/
  14. ^ https://plato.stanford.edu/entries/kant-hume-morality/
  15. ^ http://darwin-online.org.uk/content/frameset?pageseq=1&itemID=F1142&viewtype=text
  16. ^ Aslak Hjeltnes, UiB: "Fornuft og følelser i psykoterapiens historie", Tidsskrift for Norsk psykologforening, 2013 [2]
  17. ^ https://www.kairos.com/blog/the-universally-recognized-facial-expressions-of-emotion
  18. ^ https://www.nytimes.com/2014/03/02/opinion/sunday/what-faces-cant-tell-us.html

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Denton, Derek (2006). The Primordial Emotions: The Dawning of Consciousness. Oxford University Press. ISBN 978-0-19-920314-7. 
  • Fox, Elaine (2008). Emotion Science: An Integration of Cognitive and Neuroscientific Approaches. Palgrave MacMillan. ISBN 978-0-230-00517-4. 
  • March, James G.: Fornuft og forandring(2000), Samfundslitteratur [[ISBN]: 87-593-0511-8
  • Ziehe, Thomas: Individualisering som det kulturelt forankrede selvforhold (1997) I:"Social kritik 52/53, november 1997, s. 129-135
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:
Wiktionary-logo.svg Se Wiktionarys definition på ordet:
Artikelstump Stub
Denne artikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.