Victoria Benedictsson
| Victoria Maria Benedictsson, f. Bruzelius Svensk litteratur 19. århundrede | |
|---|---|
 - | |
| Personlig information | |
| Pseudonym | Ernst Ahlgren |
| Født |
6. marts 1850 Fru Alstads sogn, Sverige  |
| Død |
23. juli 1888 (38 år) København, Danmark |
| Uddannelse og virke | |
| Genre |
Romaner Noveller Digte |
| Litterær bevægelse | Det Moderne Gennembrud |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Victoria Maria Benedictsson, f. Bruzelius (6. marts 1850 i Skåne – 23. juli 1888 i København) var en svensk forfatterinde, der skrev under pseudonymet Ernst Ahlgren.
Victoria Benedictsson blev gift 1871 med den 28 år ældre postmester Christian Benedictsson (1822-1899) i Hörby. Ægteskabet var ikke lykkeligt, dertil kom en alvorlig sygdom, en hofteskade, der ikke blot holdt hende i sengen lange tider ad gangen, men jævnlig voldte hende store smerter og til tider nødte hende til at bruge krykker. Hun søgte tilflugt i litterært arbejde, men de fordringer, hun stillede til livet og menneskene, frem for alt til sig selv, var større, end at hun kunne finde dem tilfredsstillet; hun sank hen i mismod, og begik selvmord under et ophold på E. A. Leopoldts familiehotel på Hovedvagtsgade 6A ved Kongens Nytorv i København natten den 21.-22. juli 1888.[1] Hendes selvmord, med hjælp af en barberkniv, inspirerede August Strindberg til afslutningen af dramaet Frøken Julie.[2]
Forfatterskabet
Hendes forfatterskab strækker sig kun over fire år (1884-88), men alt, hvad hun har skrevet, er præget af hendes ejendommelige personlighed og hendes strenge kunstneriske selvkritik. Det omfatter dels to romaner »Pengar« (1885) og »Fru Marianne« (1887), dels mindre skildringer, især af skånsk folkeliv: »Från Skåne« (1884) og »Folklif och småberättelser« (1887); endelig et lille proverbe: »I telefon«. Hendes yngre ven, Axel Lundegård, har, dels i forening med hende, dels efter hendes udkast, skrevet dramaerne »Final« og »Den bergtagna« samt romanen »Modern«. Victoria Benedictsson er i sin sundhed og selvstændighed en ualmindelig sympatetisk forfatterpersonlighed. Skønt hun optræder midt i problemdigtningens og de litterære partistridigheders tid, lader hun ikke sin digtning træde i noget partis tjeneste; hun skildrer livet, som hun ser det, med genial iagttagelsesevne og varm deltagelse, oftest med en forfriskende humor. Hele hendes produktion er oversat på dansk. Hun er begravet på Vestre Kirkegård i København.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |