Bjørnstjerne Bjørnson

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Bjørnstjerne Martinus Bjørnson
Norsk litteratur
19. århundrede
Portrett av Bjørnstjerne Bjørnson, 1909 - no-nb digifoto 20150129 00043 bldsa BB0791 - Restoration.jpg
Personlig information
Født 8. december 1832(1832-12-08)
Kvikne, Norge
Død 26. april 1910 (77 år)
Paris, Frankrig
Gravsted Vår Frelsers gravlund Rediger på Wikidata
Nationalitet Norge Norsk
Far Peder Bjørnson Rediger på Wikidata
Ægtefælle Karoline Bjørnson (fra 1858) Rediger på Wikidata
Børn Erling Bjørnson,
Bergliot Ibsen,
Einar Bjørnson,
Dagny Bjørnson Sautreau,
Bjørn Bjørnson Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Universitetet i Oslo Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Prosaist, journalist, dramatiker, skribent, digter, politiker Rediger på Wikidata
Arbejdssted Bergen, Paris Rediger på Wikidata
Kendte værker Ja, vi elsker dette landet
Genre noveller,digte,teater, etc.
Nomineringer og priser
Udmærkelser Nobelprisen i litteratur (1903) Rediger på Wikidata
Signatur
Bjørnstjerne Bjørnson signature.png
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i litteratur
1903

Bjørnstjerne Martinus Bjørnson (født 8. december 1832 i Tynset, død 26. april 1910 i Paris) var en norsk forfatter. Sammen med Henrik Ibsen, Jonas Lie og Alexander Kielland udgjorde han "de fire store" i norsk litteratur i årtierne op til århundredskiftet. Hans datter Bergliot giftede sig med Ibsens søn Sigurd Ibsen. Som samfundsdebattant var Bjørnson blandt de første nordiske forfattere, som svarede på Georg Brandes' opfordring til en litteratur med fokus på samtidens sociale problemer. I 1903 fik han Nobelprisen i litteratur.[1]

Liv og virke[redigér | redigér wikikode]

Bjørnson var præstesøn og begyndte i skole i Molde i 1844, hvor han snart udviklede et stærkt socialt engagement. I kølvandet af revolutionerne i 1848 skrev han som 16-årig sin første artikel, "Frihedens Tale til Moldenserne".[2] Han forblev en central deltager i den norske samfundsdebat; internationalt støttede han Emile Zola og hans forsvar for den jødisk-franske officer Alfred Dreyfus, der i 1894 blev fængslet for landsforræderi. Bjørnson tjente godt på sin journalistvirksomhed og investerede det meste på ejendommen Aulestad[3] og sine fem genlevende børn (et barn døde kort efter fødsel). Bjørnson var til stede ved Nationaltheatrets åbning i 1899 med sønnen Bjørn Bjørnson som første teaterchef; og han fik glæden af at regissere sine to Over Ævne-skuespil.[4]

H.C. Andersen var en god ven; de to hyldede også hinanden i digte.[5] Bjørnson satte venskab højt og efterlod sig en korrespondance på henved 30.000 breve.Til den danske kritiker Clemens Petersen skrev han i 1865: "Tak, du er mit halve Liv!" Da Petersen i 1869 blev nødt til at rømme Danmark efter beskyldninger om pæderasti, slog Bjørnson ikke hånden af ham. I artiklen "Synd og sygdom" i Dagbladet i 1891 tog Bjørnson uforfærdet til orde for, at homoseksualitet er medfødt og derfor ikke kan straffes.[6]

Bjørnson i 1860.

I dag huskes Bjørnson for teksten til Norges nationalsang Ja, vi elsker dette landet og anden lyrik, for sine fortællinger om norske bønder som Arne og Synnøve Solbakken, for sine samtidsdramaer som En fallit og for historiske skuespil som Sigurd Slembe.

Efter sin død i Paris blev Bjørnson sendt hjem til begravelse i Norge. Kisten ankom København med tog og med skib videre fra Toldboden.[7]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Samleudgaver[redigér | redigér wikikode]

  • Samlede verker, 11 bd. (Folkeudgave) 1900, 5 bd. (Mindeutgave) 21910–1911, 10 bd. 31914, 9 bd. 41919–1920, 9 bd. 51927, 13 bd. (Hundreårsutgave) 61932, 5 bd. 71941, 5 bd. 81953, 5 bd. 91960, 5 bd. 101975, 1982, 4 bd. 111995.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]