Arne Garborg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Aadne Eivindsson Garborg
Norsk litteratur
19. & 20. århundrede
Arne Garborg eldre.jpg
-
Personlig information
Født 25. januar 1851
UndheimRediger på Wikidata
Død 14. januar 1924 (72 år)
AskerRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Genre Romaner
Noveller
Digte
Rejseminder
Essays
Litterær bevægelse Det Moderne Gennembrud
Påvirket af Georg Brandes
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Arne Garborg. Portræt malet af Olav Rusti, 1912-14.
Garborgheimen er Garborgs barndomshjem på Jæren, i dag museum.
Knudaheio, Arne Garborgs skrivestue på Jæren, som i dag er museum.
Skulptur i sten af Arne Garborg, ved hans skrivestue i Knudaheio.
Redaktionskontoret for tidsskriftet Fedraheimen var Garborgs studenterkvist i Oslo.

Arne Garborg (født Aadne Eivindsson Garborg 25. januar 1851 - 14. januar 1924) var en norsk forfatter og intellektuel, der mest skrev på landsmål (nynorsk). Han forfattede romaner, artikler, digte og oversættelser, og arbejdede på at udvikle et nyt norsk skriftsprog.

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Han var fra gården Garborg i Time kommuneJæren i Rogaland fylke. Her voksede han op hos sine forældre sammen med sine otte søskende. Selv om det var som forfatter han blev kendt, var det som avismand han skaffede de nødvendige indtægter. Han grundlagde i 1872 avisen Tvedestrandsposten, i 1877 avisen Fedraheimen, hvor han var redaktør frem til 1892. I 1880'erne var han også journalistDagbladet. I 1894 grundlagde han sammen med Rasmus Steinsvik avisen Den 17de Mai. Avisen skiftede i 1935 navn til Norsk Tidend. I 1899 fremlagde han midlandsnormalen sammen med Rasmus Flo. Garborg benyttede denne retskrivning fra da af, og da hans Skriftir i samling udkom, var alle værkerne omskrevet efter denne norm.

Hans romaner er dybtloddende og gribende, hans essays er klare og skarpe, og han slår sig aldrig til ro i en position. Han arbejdede med emner som religion i moderne tid, forskellene mellem lokal og national identitet og det europæiske, og hvordan folk faktisk kan få politisk påvirkning og magt. [1]

Garborg deltog i den norske sædelighedsdebat, blant andet gennem sine mange artikler i Dagbladet, og hans roman Mannfolk (1886) medførte, at han mistede sit job i den norske Riksrevisjonen. Garborg var særdeles kritisk over for de radikale beskrivelser i Henrik Ibsens Gengangere. I den norske sprogdebat var Garborg i opposition til Bjørnstjerne Bjørnson, og tabte antagelig muligheden for at blive redaktør i Dagbladet.

Familie[redigér | redigér wikikode]

Han blev gift med forfatterinden Hulda Garborg [2] i 1887. De boede fra 1897 på Labråten i Asker, og fik sønnen Arne Olaus Fjørtoft Garborg, [3] til dagligt kaldt "Tuften". [4]

På Jæren fik Garborg i 1899 bygget en sommerbolig/skrivestue, jærhuset Knudaheio.

I 2012 åbnede Nasjonalt Garborgsenter [5]Bryne, en formidlingsarena for digterparret, samt et center for kundskab, demokrati og skaberkraft.

Haugtussa[redigér | redigér wikikode]

Haugtussa er en digtcyklus fra 1895. Hovedpersonen er den fattige bondepige Gislaug, kaldt Veslemøy (= Lille mø) i familien, af andre let spottende Haugtussa (= Tossen i højen), fordi hun er synsk og ser de overnaturlige væsner, der knyttes til højene. Veslemøy ser også de hemmelige kræfter, drifter og vildskaben i menneskerne rundt og i sit eget indre. Haugtussa skildres på baggrund af Jærens natur, der nærmest bliver en slags hovedperson, og Garborg tilegner helt i starten digtcyklusen til dette landskab:

Til dig, du hede og blege mose med bukkeblad,
hvor hejre stiger og hjejle fly'r, jeg gi'r mit kvad.

Veslemøy er 15-16 år og bor sammen med sin mor, der er enke. Broren er rejst til Amerika; en søster er prostitueret i byen. Den afdøde søster Lisabet kommer Veslemøy til undsætning i syner, ligesom Veslemøy ser dødninge og trolde, draug og huldre. Til dans "ser" hun de unge ledsaget af vardyvler eller fylgjer i skikkelse af grise, harer og gæs; her sanser hun deres psykiske egenskaber - griskhed, rædsel og dumhed - omgjort til noget konkret. Garborg var selv en oplyst mand, en meget radikal forfatter og stærkt orienteret mod Europa; men han ville skabe billeder for sindets kræfter i 1890'erne, da blikket blev vendt indad mod menneskets irrationelle træk, som Freud og Hamsun gjorde det. [6] Hendes tilværelse i køkken og kostald, og ude i markerne med dyrene, udspilles som i en drøm:

Veslemøy ligger og drømmer i morgenstunden grå
og ser sin salige søster for sengebænken stå.

Veslemøy er sky ude blandt andre, men fatter tillid til den lyse Jon fra Skarebrotet, der kommer hende til hjælp, da hun første gang vogter dyr på heden. Han lytter, da hun betror ham hele sin verden og virkelighed. Veslemøy forelsker sig i Jon, som møder hende med respekt. Da de to unge søger læ for vejret under et fremspring, giver hun sig hen til ham. Som en dronning vender hun hjem om aftenen, og venter ham tilbage på besøg; men han kommer ikke. Til sidst får hun at vide, at han svigtede hende for den rige datter på gården Ås. Veslemøy er knust af sorg:

Jeg sidder i kirken som snigende gæst;
jeg glemmer gudsord og glemmer præst,
- jeg stakkel! Jeg læsser synd efter synd på mig,
for om jeg et glimt kunne få af dig.

Haugtussa kan læses som vendepunktet i en ung piges liv. Før mødet med Jon sad hun ved spinderokken og digtede dramatik ind i katten Mons, der sov under ovnen; at han måske var en prins, forhekset af kærlighedslængsel. Så kommer kærligheden til hende selv, og knuser snart hendes selvrespekt. Hun er ikke mere den, hun var. En tid overvejer hun selvmord, men kommer gradvis over smerten og tabet. [7]

Edvard Grieg komponerede 1892–95 en sangcyklus (opus 67) til digtene. Han udgav 8 af dem: Det syng, Veslemøy, Blåbærli, Møte, Elsk, Kidlingdans, Vond dag og Ved Gjætlebekken. Det mest folkekære af digtene er nok Småsporven (Småsporven gjeng i tunet = Den lille spurv går på gårdspladsen) til melodi af Catharinus Elling. Også Mot soleglad (Det stig or hav eit alveland) til melodi af Olav Sande. Dramatiseret som ballet af Edith Roger. [8] Som teaterstykke har Haugtussa gået i tre år ved Det norske teatret i Oslo. [9]

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Romaner[redigér | redigér wikikode]

Ein Fritenkjar (1878)
Bondestudentar (1883)
Mannfolk (1886)
Hjaa ho Mor (1990)
Trætte Mænd (1891)
Fred (1892)
Den burtkomne Faderen (1899)

Digtsamlinger[redigér | redigér wikikode]

Haugtussa (1895)
I Helheim (1901)

Skuespil[redigér | redigér wikikode]

Uforsonlige (1888)
Læraren (1896)

Andre værker[redigér | redigér wikikode]

Smaa-stubber af Alf Buestreng, (1873)
Henrik Ibsens "Kejser og Galilæer". En kritisk studie af G. (1873)
Den ny-norske Sprog- og Nationalitetsbevægelse (1877)
Forteljingar og Sogar (1884)
Knudahei-brev (1904)
Jesus Messias (1906)
Kolbotnbrev (1890)
Jonas Lie. En Udviklingshistorie (1893)
Dagbok 1905-1923 (19251927)
Tankar og utsyn (1950)
Odyssevskvædet oversættelse, Kristiania (1918)

Andet[redigér | redigér wikikode]

Gud signe Noregs land: Salme og Nasjonalhymne (1878)
Kvinnestudentar: En sakprosa tekst (1882)
Fri Skilsmisse : Indlæg i Diskussionen om Kjærlighed (1888)
Fri Forhandling: Ymse stykkje (paa norsk og dansk) um Tru og Tanke (1889)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Obrestad, Tor: Arne Garborg : Ein biografi, Oslo 2001.
  • Thesen, Rolv: Arne Garborg. Frå jærbu til europear, Oslo 1933.
  • Thesen, Rolv: Arne Garborg. Europearen, Oslo 1936.
  • Thesen, Rolv: Arne Garborg. Europear og jærbu, Oslo 1939.
  • Time, Sveinung: Garborg i Aschehougs serie Norske forfattere i nærlys. 1979.
  • Time, Sveinung: Arne Garborg om seg sjølv, Den norske bokklubben 1988.
  • S. Time og E. Lejon (red): Aadne Garborg, 1981, Noregs Boklag.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

Tekster[redigér | redigér wikikode]

Hjemmesider[redigér | redigér wikikode]

Artikler[redigér | redigér wikikode]

Billeder[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: