AC/DC

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Gå til: navigation, søg
AC/DC

Bon Scott (venstre) og Angus Young (højre), spiller live med AC/DC i Ulster Hall, august, 1979.
Information
Oprindelse Sydney, Australien Australien
Genre(r) Hård rock
Blues rock
Rock 'n' roll
Aktive år 1973 -
Pladeselskab Albert Productions
Atlantic Records
Atco Records
Elektra Records
East West Records
EMI
Epic Records
Hjemmeside www.acdc.com
Medlemmer
Angus Young
Malcolm Young
Cliff Williams
Brian Johnson
Phil Rudd
Tidligere medlemmer
Bon Scott
Simon Wright
Chris Slade
Mark Evans
Dave Evans
George Young

AC/DC er et hård rock-band, som blev dannet i Sydney, Australien i 1973 af brødrene Angus og Malcolm Young. Gruppen anses for at være pionerer indenfor heavy metal sammen med andre bands som Led Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath.[1] Gruppens medlemmer har dog altid klassificeret deres musik som rock 'n' roll".[2]

AC/DC gennemgik flere medlemsudskiftninger inden de fik udgivet deres debutalbum High Voltage i 1975. Medlemsstaben forblev derefter stabil, indtil bassisten Cliff Williams afløste Mark Evans i 1977. I 1979 indspillede bandet deres succesrige album Highway to Hell. Efterfølgende døde forsangeren Bon Scott 19. februar 1980 efter en nat med et stort alkoholforbrug, hvor han til sidst blev kvalt i sit eget opkast. I et kort stykke tid overvejede gruppen at gå i opløsning, men fandt så vokalisten Brian Johnson, der afløste Scott. Det samme år udgav de deres syvende studiealbum, Back in Black. Bandets næste album For Those About to Rock We Salute You var også meget populært, og var det første hårde rock-album, der nåede førstepladsen i USA. AC/DCs popularitet havde en tilbagegang kort tid efter trommeslageren Phil Rudd forlod bandet i 1983. Det fåtallige pladesalg fortsatte indtil udgivelsen af The Razors Edge i 1990. I 1995 sluttede Phil Rudd sig atter til bandet, og bidragede til albummet Ballbreaker. Stiff Upper Lip blev udgivet i 2000 og godt modtaget af anmeldere. Et nyt album er ventet i år 2008.

AC/DC har solgt omkring 150 millioner album verden over,[3] hvilket inkluderer 70 millioner albums i USA.[4] Det verdensomspændende pladesalg af Back in Black ligger på omtrent 42 millioner.[5] Med bare 22 millioner solgt i USA alene,[6] hvilket gør det til det femte bedstsælgende album i USA til dato.

AC/DC blev placeret som nummer fire på VH1s liste over de 100 største hård rock-kunstnere,[7] og blev af MTV placeret som det syvende "største heavy metal-band til dato."[8]

Indholdsfortegnelse

[redigér] Biografi

Brødrene Angus, Malcolm, og George Young blev født i Glasgow, Skotland, og flyttede til Sydney i Australien, med det meste af deres familie i 1963. George var den første, der lærte at spille guitar. Han blev medlem af The Easybeats, der var Australiens mest succesfulde band i 1960'erne. I 1966 blev de det første lokale rockband, der havde et internationalt hit, med sangen "Friday on my Mind".[9][10]

Malcom fulgte i Georges fodspor, og sluttede sig til bandet The Velvet Underground fra Newcastle, New South Wales, (for ikke at forveksle dem med bandet Velvet Underground fra New York).[11]

[redigér] De tidlige år

I november 1973 stiftede Malcolm og Angus Young AC/DC, og rekrutterede bassisten Larry Van Kriedt, vokalisten Dave Evans, og trommeslageren Colin Burgess, (eks-Master's Apprentices).[12]

Bandet havde deres første optræden på en klub ved navn Chequers i Sydney, på nytårsaften, i 1973.[13] De skrev senere kontrakt med det EMI-omdelte pladeselskab Albert Productions, fra Australien og New Zealand. De tidlige medlemsopstillinger i bandet skiftede ofte; Colin Burgess blev fyret, og flere bassister og trommeslager røg ud af bandet, gennem det følgende år.

På dette tidspunkt havde Angus Young tilegenet sig en skoleuniform, han brugte på scenen. Den originale uniform var formodentlig taget fra hans secondary school, Ashfield Boys High School i Sydney. Idéen til denne beklædning kom fra hans søster Margaret. Angus havde prøvet andre kostumer som Spiderman, Zorro, en gorilla og en parodi på Superman med navnet Super-Ang på brystet.[11] I deres tidlige karriere klædte de fleste af medlemmerne sig faktisk i en form for oppiftet eller satineret tøj, men denne fremgangsmåde blev løssluppet, da de opdagede at gruppen Skyhooks, fra Melbourne allerede havde taget denne tendes til sig, i anledning af deres sceneoptrædender.

Young-brødrene besluttede at Evans ikke var en passende frontfigur for gruppen, da de følte han var mere en glam rocker som Gary Glitter.[14]

På scenen blev Evans også af og til afløst af bandets første manager Dennis Laughlin, som originalt var forsanger for Sherbet, dog inden Daryl Braithwaite sluttede sig til dem. Evans havde interne problemer med Laughlin, som også bidrog til bandets ilde syn på Evans.[14] I mellemtiden var den erfarne vokalist Ronald Belford "Bon" Scott, og ven af George Young, interesseret i at blive vokalist.

[redigér] Bon Scott æraen (1974–1980)

I september 1974, afløste Bon Scott Dave Evans. Scott var tidligere vokalist i The Spektors (1964 - 66), The Valentines (1966 - 70), og Fraternity (1970 - 73). Bandet havde kun indspillet en single med Evans: "Can I Sit Next to You" / "Rockin' in the Parlour." "Can I Sit Next to You" blev senere genindspillet med Bon Scott, under titlen "Can I Sit Next to You Girl".

I januar 1975 var deres debutalbum, (kun udgivet i Australien) High Voltage indspillet, hvilket tog dem ti dage.[15] Det var baseret på et instrumental nummer skrevet af Young brødrene og med en sangtekst tilføjet af Scott.

Inden for nogen få måneder havde deres medlemsopstilling stabiliseret sig, og bestod af Scott, Young brødrene, bassisten Mark Evans og trommeslageren Phil Rudd. Senere det år udgav de singlen "It's a Long Way to the Top (If You Wanna Rock 'n' Roll)," som blev deres flerårige hymne.[16] Den var indkluderet på deres andet album T.N.T., der også kun blev udgivet i Australien og New Zealand. Albummet indeholdt også den anden klassiske sang "High Voltage," med samme navn som debutalbummet.

Mellem 1974 og 1977 blev de hjulpet på vej af deres regelmæssige optræden på Molly Meldrums Countdown, et nationalt udsendt popmusikprogram, hvor AC/DC blev et af de mest populære og succesfulde bands i Australien. Deres optræden den 3. april, 1977 var deres sidste tv optræden i over tyve år.[15]

[redigér] International succes (1976–1978)

I 1976 skrev bandet en international pladekontrakt med Atlantic Records, og turnérede efterfølgende gennem hele Storbritannien og Europa. De opnåede uvurderlig erfaring på stadionrundturen, hvor de støttede ledende hårde rock bands som Kiss, Aerosmith, Styx og Blue Öyster Cult, og sammen med Cheap Trick stod gruppen også som overskrifter.[15]

Det første AC/DC album der fik en verdensomspændende udgivelse, var i 1976, og indeholdt en samling af numre taget fra High Voltage og T.N.T. albummene. Den internationale udgivelse fik navnet High Voltage, og blev udgivet gennem pladeselskabet Atlantic Records. Albummet solgte over tre millioner eksemplarer verdenen over,[17] delvis på grund af dets popularitet blandt det britiske punkpublikum.[18] Valgene af numrene på albummet lænede sig mest mod den nyeste udgivelse T.N.T., og indkluderede kun to sange fra deres første LP. Bandets næste album Dirty Deeds Done Dirt Cheap blev udgivet samme år, både den australske og den internationale version, ligesom dets forgængere. Sporlisten varierede verden over: På den internationale version var sangen "Rocker" fra T.N.T. indkluderet, og på den australske sporliste var sangen "Jailbreak" indkluderet, (som i dag findes på deres opsamlings-ep '74 Jailbreak fra 1984 eller som liveversion på Live fra 1992). Dirty Deeds blev ikke udgivet i USA, før 1981 hvor bandets karriere var på sit højeste.

Efter indspilningerne af den internationale udgivelse Let There Be Rock i 1977 blev bassisten Mark Evans fyret, på grund af personlige problemer med Angus Young. Han blev afløst af Cliff Williams, som også sang bagvokal sammen med Malcolm Young. Ingen af Young brødrene har uddybet fyringen af Evans, selvom Richard Griffith, CEOen for Epic Records og bookingagent for AC/DC, i midten af 1970'erne udtalte sig: "I ved Mark ville aldrig komme til at holde, han var bare en lidt for flink fyr."[11]

AC/DC var en dannende indflydelse på New Wave of British Heavy Metal bands som Saxon og Iron Maiden, der dukkede op sent i 1970'erne, som en reaktion på tilbagegangen af traditionelle heavy metal bands fra de tidlige 1970'er. I 2007 noterede kritikere AC/DC sammen med Thin Lizzy, UFO, Scorpions og Judas Priest som "den anden generation af stjerner, der er klar til at træde ind i revnen, som de gamle forsvindende vagter."[19]

[redigér] Succes i USA (1977–1979)

AC/DCs første offentlige omtale i Amerika kom gennem radiostationen i Michigan, AM 600 WTAC, i 1977. Sationens manager Peter C. Cavanaugh, lejede bandet til at spille ved Flints Capitol Theater. AC/DCs støttegruppe til denne optræden var MC5, som kort blev genforenet og accepterede at spille til begivenheden. Bandet åbnede med deres populære sang "Live Wire" og sluttede af med "It's a Long Way to the Top (If You Wanna Rock 'n' Roll)".[20]

AC/DC endte med at blive identificeret med punkbevægelsen af den britiske presse. Deres omdømme sørgede for at de overlevede punk omvæltningen i de sene 1970'er, og opretholde en kulttilslutning i Storbritannien igennem hele perioden. [2] Angus Young opnåede berygtethed da han månede publikummet gennem deres liveoptræden.

Ved udgivelsen af Powerage i 1978 mærkede bassisten Cliff William sit debut, og med dets hårdere riffs, fulgte det blåtrykte sæt af Let There Be Rock.[21] "Rock 'n' Roll Damnation" blev den eneste single på Powerage. Under turnéen til Powerage albummet blev showet ved Apollo Theatre i Glasgow indspillet og udgivet som If You Want Blood You've Got It i 1978, der indeholdt klassiske sange som "Whole Lotta Rosie", "Problem Child", og "Let There Be Rock," såvel som senere kendte numre som "Riff Raff." Livealbummet var det sidste der blev produceret af Harry Vanda og George Young med Bon Scott som vokalist, selvom Vanda og Young senere producerede Blow Up Your Video, hvilket påstås at være AC/DCs mest undervurderet album.[22]

Bandets sjette album Highway to Hell blev produceret af Mutt Lange og udgivet i 1979. Det blev den første AC/DC LP til at bryde gennem USAs top 100, hvor den eventuelt nåede plads 17,[15] hvilket førte bandet ind i de ledende hårde rock grupper.[2] Highway to Hell lagde øgede vægt på bagvokalerne, men bibeholdt deres signaturlyd: høje, simple bankende riffs og rytmiske backbeats.[23] Det sidste spor "Night Prowler" har to hurtige åndedrag i begyndelsen af sangen, og forsøger at skabe en tone af frygt og afsky.[2]

[redigér] Bon Scotts død (1980)

Bon Scotts grav med beliggenhed i Fremantle, Vestaustralien
Bon Scotts grav med beliggenhed i Fremantle, Vestaustralien

Den 19. februar, 1980 besvimede Bon Scott efter en nat med et stort alkoholsforbrug, i London og blev efterladt i en bil, eget af en bekendt ved navn Alistair Kinnear. Den følgende morgen styrtede Kinnear med ham til King's College hospitalet i Camberwell, hvor Scott blev erklæret død ved ankomsten. Selvom folklore påstår at grunden til Scotts død var kvælning i sit eget opkast, blev den officielle grund akut alkoholsforgiftning og død ved ulykke.[24] Scotts familie begravede ham i Fremantle, Vest Australien, i det område de immigrerede, da han var et barn.[25]

Uoverensstemmelse i den officielle redegørelse for Scotts død, blev nævnt i spekulationsteorier der foreslog, at Scott døde af en heroinoverdosis, eller dræbt af udstødningsgassen som var dirigeret ind i bilen, eller at Kinnear slet ikke eksistede[24] Yderligere var Scott astmatiker,[26] og temperaturen var under frysepunktet, den morgen han døde.

[redigér] Jagten på en ny forsanger

Som følge af Scotts død havde AC/DC, i en kort periode, besluttet sig for at gå i opløsning. Til sidst besluttede de sig dog for, at fortsætte da de mente, Scott ville have ønsket det, og flere forskellige kandidater blev anset som passende afløser.

Vokalist Terry Slesser (tidligere medlem af Back Street Crawler) henvendte sig, men valgte ikke at slutte sig til et etableret band. I stedet for fik han sig en succesfuld solokarriere, som indkluderede hans medforfatterskab til sangen "Rainbow's Gold". Buzz Shearman (eks-Moxy) kunne heller ikke slutte sig til bandet på grund af stemmeproblemer.[27] De tilbageværende AC/DC medlemmer valgte derfor den tidligere forsanger for Geordie Brian Johnson.

Angus Young erindrede: "Jeg kan huske Bon spillede Little Richard for mig, og fortalte en historie, om da han så Brian synge. Han fortalte om den nat hvor denne fyr stod oppe på scenen, og skreg af lungerenes fulde kraft, og det næste du vidste var, at han gik i gulvet. Han lå på jorden og rullede rundt, mens han skreg. Jeg syntes det var fedt og det allerbedste var, du ikke kunne få et bedre ekstranummer, end da de kom ind og trak fyren bort."[28] Johnson fik senere den aften stillet diagnosen appendicitis, hvilket var grunden til han lå og vred sig på scenen.[29]

Til AC/DCs optagelsesprøve sang Johnson "Whole Lotta Rosie" fra Let There Be Rock, og Ike & Tina Turners "Nutbush City Limits".[30] Han blev hyret få dage efter prøven.

[redigér] Brian Johnson æraen (1980 - 2002)

Med Brian Johnson færdiggjorde bandet sangskrivningen, de var begyndt på med Bon Scott til albummet Back in Black. Indspilningerne fandt sted ved Compass Point Studios på Bahamas nogle få måneder efter Scotts død.

Back in Black (produceret af Mutt Lange og indspillet af Tony Platt), blev deres bedstsælgende album og et hård rock-vartegn. Udgivelsen inkluderede hits som "Hells Bells," "You Shook Me All Night Long," og titelsporet "Back in Black." Albummet blev tildelt guld et år efter dets udgivelse,[17] og i 2006 havde det solgt mere end 21 millioner eksemplarer i USA.[6] Albummet nåede plads 1 i Storbritannien og plads 4 i USA, hvor det i 131 uger forblev inden for top ti.[15]

Det følgende album For Those About to Rock We Salute You blev udgivet i 1981. Albummet solgte godt, og blev positivt modtaget af kritikere. Udgivelsen indeholdt to af bandets mest populære singler: "Let's Get It Up"[31] og titelsporet "For Those About to Rock (We Salute You)," som nåede plads 13 og 15, henholdsvis i Storbritannien.[32]

AC/DC og Mutt Lange gik fra hinanden, hvilket førte til deres selvproduceret album Flick of the Switch, der udkom i 1983. Musikalsk indeholdt albummet en stil hvor bandet prøvede at tilbagebringe rå- og enkelheden fra deres tidligere udgivelser.[33]

[redigér] Rudd forlader bandet og kommerciel tilbagegang (1983-1987)

Midt i rygterne om alkoholisme og stofforskyldt paranoia blev Phil Rudds venskab med Malcolm Young forværret, og efter en længere periode med uvenskab, havde deres foragt overfor hinanden udviklet sig så meget, at det endte i et slagsmål. Dette resulterede i, at Rudd blev fyret to timer efter slåskampen.[30] Selvom Rudd allerede havde færddiggjort trommespillet til de fleste af sporerne, på deres kommende album blev han afløst af Simon Wright, efter bandet havde afholdt en anonym optagelsesprøve.

Med den nye medlemsopstilling udgav gruppen deres selvproduceret album Flick of the Switch, som var meget mindre succesrigt, og blev anset for at være tilbagestående og unævnelig.[33] En kritiker udtalte, at bandet "havde lavet det samme album ni gange."[34]

AC/DC blev valgt som "årets ottende største skuffelse," set ud fra en meningsmåling udarbejdet af Kerrang!. Alligevel nåede Flick of the Switch plads 4 på Storbritanniens hitlister,[30] og AC/DC havde lidt succes med singlerne "Nervous Shakedown" og "Flick of the Switch." Fly on the Wall der blev produceret af Young-brødrene, i 1985 blev også anset som uinspireret og uden mål.[35] Der blev optaget video med samme navn som albummet Fly on the Wall, hvor bandet spillede fem af albummets ti sange på en bar.

I 1986 vendte gruppen tilbage på hitlisterne med deres sang "Who Made Who." Albummet Who Made Who var soundtracket til Stephen Kings film Maximum Overdrive, og det tætteset bandet nogensinde var kommet på at lave en "greatest hits" samling.[22] Udgivelsen bragte gamle hits som "You Shook Me All Night Long" og "Ride On" sammen med nyere sange som titelsporet "Who Made Who" og de to nye instrumentale spor "D.T." og "Chase the Ace"

I februar 1988, blev AC/DC indlemmet i Australian Recording Industry Associations Hall of Fame.[36]

[redigér] Fornyet popularitet (1988 - 2001)

AC/DCs album Blow up Your Video fra 1988 blev indspillet i Miraval Studio i Le Val, Frankrig, og genforenede bandet med deres originale producere Harry Vanda og George Young. Gruppen indspillede nitten sange, hvori ti af dem blev udvalgt til sporlisten. Selvom albummets indhold blev kritiseret for, at have et overdrevent fyldestof[37] blev det en kommerciel succes. Blow up Your Video solgte mere end de to foregående udgivelser til sammen, og nåede plads 2 på Storbritanniens hitlister, hvilket var AC/DCs højeste placering siden Back In Black fra 1990. Albummet indholdt den britiske top tyve single "Heatseeker",[31] og populære sange som "That's the Way I Wanna Rock and Roll".

Blow Up Your Video verdensturnéen begyndte i februar 1988 i Perth, Australien. Samme april under følgende liveoptrædender i Europa bekendtgjorde Malcolm Young, at han ville tage en pause fra turnéen, for at begynde på sin alkoholsafvænning. Et andet medlem af Young familien ved navn Stevie Young afløste ham midlertidig. Efter turnéen forlod Wright bandet for at arbejde på det kommende Dio album, Lock up the Wolves, og blev afløst af Chris Slade. Johnson var inaktiv i flere måneder, mens han færdiggjorde sin skilsmisse,[30] så brødrene Young skrev sangene til hele det næste album - en fremgangsmåde i skriveprocessen de også fortsatte med at bruge på deres efterfølgende udgivelser. Det nye album The Razors Edge blev produceret af Bruce Fairbairn, der før i tiden havde arbejdet med bands som Aerosmith og Bon Jovi. The Razors Edge blev udgivet i 1990 og bragte en tilbagevendende succes for AC/DC, med hits som "Thunderstruck" og "Are You Ready," der nåede plads 5 og 6 henholdsvis på Billboards Mainstream Rock Tracks hitliste, og "Moneytalks" der nåede ind som nummer 23 på Billboard Hot 100.[31] Albummet fik tildelt multiplatinum, og nåede USAs top ti. Flere optrædender blev optaget til deres livealbum, Live fra 1992. Live blev produceret af Fairbairn, og anses for at være et af 1990'ernes bedste livealbums.[38] Et år senere indspillede AC/DC sangen "Big Gun", der skulle være soundtracket til Arnold Schwarzenegger filmen, Last Action Hero. "Big Gun" blev senere udgivet som en single, der nåede plads 1 på USAs Mainstream Rock hitliste, hvilket var deres første nummer 1 på den hitliste.[15]

I 1994 inviterede Angus og Malcolm, Rudd til flere jamperioder. Han blev efterfølgende hyret igen for at afløse Slade, der forlod bandet på grund af deres stærke ønske om at få Rudd tilbage. I 1995 udgav gruppen Ballbreaker, der blev indspillet i Ocean Way Studios i Los Angeles, Californien, med Rick Rubin som producer. Den første single fra albummet var "Hard as a Rock," der nåede plads 1 på USAs hitlister. "Hail Caesar" og "Cover You in Oil" blev også senere udgivet som singler.

I 1997 udgav gruppen bokssættet Bonfire. Bonfire indeholdt fire albums: en kvalitetsforbedret version af Back in Black, Volts (en disk med skiftevis uddrag af kasseret optagelser og tilfældige liveoptrædender), og de to livealbums Live from the Atlantic Studios og Let There Be Rock: The Movie. Live from the Atlantic Studios blev indspillet i 1978 i Atlantic Studios, New York. Let There Be Rock: The Movie var et dobbeltalbum, indspillet i 1979 i Pavillon i Paris og soundtracket til filmen AC/DC: Let There Be Rock. Den amerikanske version af bokssættet indeholdt også en farvede cdfolder, en to siders plakat, et klistermærke, en midlertidig tatovering, en nøglering med flaskeåbner og et guitarplekter.[39]


I 2000 udgav bandet deres sekstende studiealbum Stiff Upper Lip, som var produceret af George Young. Albummet blev taget bedre i mod af anmelderne end Ballbreaker, men anses som et album med mangel på nye ideer.[40][41]

Den australske version af albummet indeholdt tre reklamevideoer, og flere optagelser fra deres liveoptrædender i Madrid, fra 1996. Stiff Upper Lip nåede plads nummer 1 i fem forskellige lande, der i blandt Argentina og Tyskland, 2. pladsen i tre lande: Spanien, Frankrig og Schweiz, #3 i Australien, #5 i Canada og Portugal og #7 i Norge, USA og Ungarn. Den første single "Stiff Upper Lip" forblev nummer 1 på de amerikanske hitlister i fire uger.[15] Andre singler som "Safe in New York City" og "Satellite Blues" klarede sig også godt, og nåede plads 31 og 7 henholdsvis i USA.

[redigér] Nylige begivenheder (2002 - )

I 2002 skrev AC/DC en langvarig multialbums-kontrakt med Sony Music,[42] som udgav en hel serie af kvalitetsforbedret albums. Hver eneste udgivelse indeholdt en udvidet cdfolder med sjældne fotografier, mindeværdige ting og noter.[43] I 2003 blev alle deres forrige albumsudgivelser kvalitetsforbedret og genudgivet med undtagelse af Ballbreaker og Stiff Upper Lip. Ballbreaker blev efterfølgende genudgivet i oktober 2005 og Stiff Upper Lip senere hen i april 2007.

Vejskiltet for ACDC Lane i Melbourne.
Vejskiltet for ACDC Lane i Melbourne.

I maj 2003 modtog Malcom Young prisen "Ted Albert Award for Outstanding Service to Australian Music" ved Music Winners Awards i 2003, hvor han gav en speciel hyldest til Bon Scott.[44] Samme år havde Recording Industry Association of America opdateret gruppens salg i USA, hvilket så en stigning fra 46.5 millioner til 63 millioner, som gjorde dem til det femte bedstsælgende band i USAs musikhistorie, kun overgået af The Beatles, Led Zeppelin, Pink Floyd, og Eagles. AC/DC blev dog fornyligt rykket ned til det tiende bedstsælgende band.[4] RIAA tildelte også albummet Back in Black dobbelt diamant, (tyve millioner) i pladesalg i USA, hvilket gjorde det til det sjette bedstsælgende album i USA til dato. I 2005 havde Back in Black solgt over 21 millioner eksemplarer, hvilket rykkede dets position op til en femteplads.[6]

Den 30. juli optrådte AC/DC med The Rolling Stones og Rush på Molson Canadian Rocks for Toronto. Koncerten blev holdt for et publikum på over en halv million mennesker, og havde til formål at hjælpe byer, der havde været hårdt ramt af SARS epidemien. Koncerten slog rekorden som det mest betalte musikarrangement i Nordamerikas historie.[45]

Den 1. oktober 2004 blev en gade i det centrale Melbourne, Corporation Lane, omdøbt til ACDC Lane til ære for bandet. Alligevel forbød Melbourne brugen af skråstreg i gadenavne, så de fire bogstaver blev sat sammen.[46]

I et stræde nær Swanston Street, på ladet af en lastbil, optog bandet deres musikvideo til sangen "It's a Long Way to the Top (If You Wanna Rock 'n' Roll)" i 1975.[16] Yderligere blev en gade i Leganés, Spanien døbt "Calle de AC/DC" den 2. marts 2000.[16][47] Bandet kom på en andenplads over Australiens højestsælgende entertainere i 2005,[48] og som nummer seks i 2006,[49] trods de ikke havde været på turné eller udgivet noget album siden 2000.

Verizon Wireless har fået rettighederne, til at udgive AC/DCs albums og hele Live at Donington koncerten som kan downloades i 2008.[50]

[redigér] Rock and Roll Hall of Fame

I marts 2003 blev AC/DC indsat i Rock and Roll Hall of Fame museet. Gennem ceremonien spillede de sangene "Highway to Hell" og "You Shook Me All Night Long" med Steven Tyler fra Aerosmith som gæstevokalist. Han beskrev bandets power akkorder som, "torden nedefra der giver dig den anden kraftigste bølge, der kan gå gennem din krop."[51]

Gennem optagelsestalen drog Brian Johnson et citat fra deres sang "Let There Be Rock" fra 1977:

Citat "I begyndelsen tilbage i 1955, vidste manden ikke noget om rock 'n roll showet og alt den sortsnak.
Den hvide mand havde schmaltzen, den sorte mand havde bluesen, men ingen af dem vidste hvad de skulle gøre med det, men Tchaikovsky havde nyheden, han sagde: 'Lad der blive rock.'
Bon Scott skrev det. Og det er en fornøjelse at modtage disse priser i nat.[52]		 Citat

[redigér] Det nye album

I januar 2006 begyndte AC/DC at arbejde på deres nye studiealbum. Malcolm Young udtalte sig, at bandet på nuværende tidspunkt var ved at skrive materiale til deres næste album. Ingen udgivelsesdato blev på dette tidspunkt offentliggjort."[53] I et interview med Brian Johnson i 2004 fortalte han, at for første gang siden albummet Blow Up Your Video fra 1988, ville han bidrage til sangskrivningen. Han oplyste også at Angus Young havde skrevet hårdere riffs end dem på Stiff Upper Lip.[54] Allerede i et interview fra 2005 fortalte Johnson, at han ikke anede hvornår albummet ville blive indspillet, og hvem der skulle producere det. Malcolm Young udtalte, at "albummet skal være perfekt."[55]

Brian Johnson og Cliff Williams begyndte sammen med Steve Luongo og Mark Hitt, at indspille nye sange til en fondopstartet turné, ved navn "Classic Rock Cares." Disse nye sange ville blive spillet og præsenteret gennem koncerterne.[56] Indtil videre har bandet præsenteret deres nylige indspillet sang "Chain Gang on the Road." Williams oplyste efterfølgende at Young-brødrene havde skrevet nyt materiale, men ikke opgivet nogen information om hvornår det blev lagt ned på et album.[57]

Den 16. oktober, 2007 udgav Columbia Records en dobbeltdvd ved navn Plug Me In. Sættet bestod af fem timers sjældne optagelser, og selv en indspilning af AC/DCs high school optræden "School Days", "T.N.T.", "She's Got Balls", og "It's a Long Way to The Top". Som med Family Jewels indeholder disk 1 sjældne shows med Bon Scott og disk 2 med Brian Johnson. Samlerversionen indeholder en ekstra dvd med 21 mere sjældne optrædender med både Scott og Johnson og flere interviews.[58]

[redigér] Navnet AC/DC

Ideen til bandets navn opstod da Angus og Malcolm Young så akronymet AC/DC på bagsiden af deres søster, Margarets symaskine. "AC/DC" er en forkortelse af "alternating current/direct current" (på dansk: "vekselstrøm/jævnstrøm"), som indikere en elektrisk opfindelse, der kan bruge begge typer strøm. Brødrene mente at det symboliserede bandets rå energi og kraftdrevende optrædender, og navnet hang ved.[59][60]

I nogle kulturer er AC/DC et slangord for biseksualitet. Bandet sagde selv de ikke kendte noget til dette brug, før en taxachauffør fortalte dem det efter en koncertaften tidligt i deres karriere.[30]

Nogle religiøse grupper har foreslået at navnet står for "Anti-Christ/Devil's Child(ren)" (~"Antikrist/Djævlens børn), "Anti-Christ/Devil Christ" (~"Antikrist/Djævlens kristendom") eller "After Christ/Devil Comes (~"Efter Kristus/Kommer Djævelen"). Selvom rygterne har vedvaret blandt kritikere, der forsøger at stemple bandet som satanister, har gruppen afvist alle disse opfattelser af deres navn.[60]

"AC/DC" udtales i en stavelse af gangen, selvom bandet i Australien populært også er kendt som "Acca Dacca." Navnet har inspireret mange hyldestbands, inklusiv BC/DC canadisk provins af det Brittiske Columbia,[61] AC/DShe en kvindelig gruppe fra San Francisco.[62]

[redigér] Medlemmer

Faste medlemmer og diskografi. (Australske udgivelser)
År Lead
guitar		 Rytme
guitar/
back-up vokal		 Forsanger
 Bas/back-up vokal Trommer Album
1973 Angus
Young		 Malcolm
Young		 Dave Evans Larry Van Kriedt Colin Burgess
1974 Rob Bailey Peter Clack
1975 Bon
Scott		 George Young Tony Currenti High Voltage
1976 Mark Evans Phil Rudd T.N.T. + Dirty Deeds Done Dirt Cheap
1977 Let There Be Rock
1978 Cliff Williams Powerage + If You Want Blood You've Got It
1979 Highway To Hell
1980 Brian
Johnson		 Back in Black
1981 For Those About to Rock
1982
1983 Flick of the Switch
1984 Simon Wright
1985 Fly on the Wall
1986 Who Made Who
1987
1988 Blow Up Your Video
1989
1990 Chris Slade The Razors Edge
1991
1992 Live + Live: 2 CD Collector's Edition
1993
1994
1995 Phil Rudd Ballbreaker
1996
1997 Volts
1998
1999
2000 Stiff Upper Lip
2001
2002
2003
2004
2005
2006
2007

[redigér] Diskografi

[redigér] Studiealbummer

[redigér] Live albums

[redigér] Videoudgivelser

[redigér] Eksterne henvisninger

 Wikimedia Commons har medier relateret til:

[redigér] Fodnoter

  1. ↑ AC/DC Biografi. The Rock Radio (April 2005). Hentet 2008-08-02.
  2. ↑ 2,0 2,1 2,2 2,3 Engleheart, Murray (1997-11-18). AC/DC - Bonfire.
  3. ↑ "AC/DC vælger at give informationer Highway to Hell", CBC.ca, 2007-08-02. Hentet 2007-08-16.
  4. ↑ 4,0 4,1 Top Selling Artists. Recording Industry Association of America. Hentet 2008-08-02.
  5. ↑ Record Breakers and Trivia: Albums. EveryHit. Hentet 2007-08-16.
  6. ↑ 6,0 6,1 6,2 Top 100 Albums. Recording Industry Association of America. Hentet 2008-08-02.
  7. ↑ 100 Største hård rock-kunstnere. VH1. Hentet 2008-08-02.
  8. ↑ De bedste metal bands til dato. MTV. Hentet 2008-08-02.
  9. ↑ Baker, Glenn A.. Albert Musics historie. Albert Productions. Hentet 2008-08-02.
  10. ↑ "Friday on my Mind" af The Easybeats. Songfacts. Hentet 2008-08-02.
  11. ↑ 11,0 11,1 11,2 Walker, Clinton (2001). Highway to Hell: The Life and Times of AC/DC Legend Bon Scott. Side pp. 128–133. ISBN 1-891241-13-3.
  12. ↑ Rock Snaps. Australian Broadcasting Corporation. Hentet 2008-08-02.
  13. ↑ Long Way to the Top. Australian Broadcasting Corporation. Hentet 2008-08-02.
  14. ↑ 14,0 14,1 Stenning, Paul; Rob Johnstone (November 2005). AC/DC - Two Sides to Every Glory. Chrome Dreams. Side 32–34. ISBN 1-84240-308-7.
  15. ↑ 15,0 15,1 15,2 15,3 15,4 15,5 15,6 Timeline. AC/DC official website. Hentet 2008-08-02.
  16. ↑ 16,0 16,1 16,2 Boulton, Martin, "Laneway to the top for AC/DC", The Age, 2004-09-10. Hentet 2008-08-02.
  17. ↑ 17,0 17,1 Jeckell, Barry A. (2005-06-07). Back In Black tips 21M mark. Billboard. Hentet 2008-08-02.
  18. ↑ Huey, Steve. AC/DC - High Voltage. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  19. ↑ Elliott, Paul. "Never Mind the Bollocks". Mojo (February 2007)
  20. ↑ Peter Cavanaugh. Wild Wednesday. Hentet 2008-08-02.
  21. ↑ Prato, Greg. AC/DC - Powerage. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  22. ↑ 22,0 22,1 Christopher, Michael (2003-06-30). Epic Records AC/DC genudgivelse: Anden bølge. PopMatters. Hentet 2008-08-02.
  23. ↑ Huey, Steve. AC/DC - Highway to Hell. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  24. ↑ 24,0 24,1 Jinman, Richard, "25 år på, minder AC/DCs fans hvordan den vilde rocker gik bort", The Guardian, 2005-02-19. Hentet 2008-08-02.
  25. ↑ Bon's Highway leads to the National Trust. Metropolitan Cemeteries Board (2006-02-15). Hentet 2008-08-02.
  26. ↑ Stevenson, Jane (1997-11-22). AC/DC lights a Bonfire in tribute. Canoe JAM! music. Hentet 2008-08-02.
  27. ↑ Moxy. Canoe JAM! music. Hentet 2008-08-02.
  28. ↑ BBC6 interview, 16. november 2003. Se genparten her og her. Hentet den 2. august, 2008
  29. ↑ Crandall, Bill (2003-02-28). Rock and Roll Hall of Fame 2003: AC/DC. Rolling Stone. Hentet 2008-08-02.
  30. ↑ 30,0 30,1 30,2 30,3 30,4 AC/DC History. AC/DC - Bedlam in Belgium. Hentet 2008-08-02.
  31. ↑ 31,0 31,1 31,2 EveryHit. Hentet 2008-08-02.
  32. ↑ "For Those About To Rock (We Salute You)" by AC/DC. Songfacts. Hentet 2008-08-02.
  33. ↑ 33,0 33,1 Huey, Steve. AC/DC - Flick of the Switch. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  34. ↑ Fricke, David (1987-10-27). AC/DC: Flick of the Switch. Rolling Stone. Hentet 2008-08-02.
  35. ↑ Huey, Steve. AC/DC - Fly on the Wall. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  36. ↑ ARIA Icons: Hall of Fame. Australian Recording Industry Association. Hentet 2008-08-02.
  37. ↑ Prato, Greg. AC/DC - Blow Up your Video. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  38. ↑ Weber, Barry. AC/DC - AC/DC Live. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  39. ↑ Boxsets. AC/DC discography. Hentet 2008-08-02.
  40. ↑ Wild, David (2000-03-30). AC/DC: Stiff Upper Lip. Rolling Stone. Hentet 2008-08-02.
  41. ↑ Erlewine, Stephen Thomas. AC/DC - Stiff Upper Lip. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  42. ↑ AC/DC skriver kontrakt med Sony. ChartAttack (2002-12-06). Hentet 2008-08-02.
  43. ↑ Rivadavia, Ed. AC/DC - Diskografi. All Music Guide. Hentet 2008-08-02.
  44. ↑ 2003 Music Winners Awards Announced. Australasian Performing Right Association. Hentet 2008-08-02.
  45. ↑ "Stones rock out at Toronto's 'biggest party'", Canadian Broadcasting Corporation, 2003-07-31. Hentet 2008-08-02.
  46. ↑ Next stage in AC/DC Lane proposal wins in-principle support. City of Melbourne (2004-07-08). Hentet 2008-08-02.
  47. ↑ Estarás, Iván, "AC/DC trajo 'de calle' a centenares de fans", ABC Madrid, 2000-03-23. Spansk
  48. ↑ Ziffer, Daniel, "Wiggles wriggle back into top spot", The Age, 2006-04-13. Hentet 2008-08-02.
  49. ↑ Dunn, Emily, "A wobble, but the Wiggles still rule", The Sydney Morning Herald, 2007-07-18. Hentet 2007-08-17.
  50. ↑ Bruno, Antony, "AC/DC bliver digtale via Verizon wireless", Reuters, 2007-08-01. Hentet 2007-08-17.
  51. ↑ "Rock and Roll Hall of Fame open doors", CNN, 2003-11-03. Hentet 2008-08-02.
  52. ↑ Johnson, Billy (2003-11-03). AC/DC, The Clash, The Police And Others Inducted Into Hall Of Fame. Yahoo! Music. Hentet 2008-08-02.
  53. ↑ Richardson, Joel; Nick Bowcott (May 2006). AC/DC (PDF). Marshall Law pp. 14–15. Hentet 2008-08-02.
  54. ↑ Negonda, Marco (2004-01-21). AC/DC, indiscrezioni sul nuovo album (Italian). EUTK. Hentet 2008-08-02.
  55. ↑ Brian Johnson interview af Eddie Trunk til "Friday Night Rocks", 22. april, 2005. Se afskriften her. Hentet den 2. august 2008.
  56. ↑ Classic Rock Cares. The John Entwistle Foundation. Hentet 2008-08-02.
  57. ↑ Runnells, Charles, "AC/DC bandmates join for Fort Myers concert", The News-Press, 2007-06-29. Hentet 2008-08-02.
  58. ↑ Plug Me In press release. PR Newswire (2007-08-24). Hentet 2007-09-02.
  59. ↑ White, Dave. AC/DC. About.com - Classic rock. Hentet 2008-08-02.
  60. ↑ 60,0 60,1 Oprindelsen til bandets navn. Digital Dream Door. Hentet 2008-08-02.
  61. ↑ BC/DC officielle hjemmeside. Hentet 2008-08-02.
  62. ↑ AC/DShe officielle hjemmeside. Hentet 2008-08-02.
AC/DC
Angus Young | Malcolm Young | Cliff Williams | Brian Johnson | Phil Rudd
Tidligere medlemmer: Dave Evans | Bon Scott | Larry Van Kriedt | Rob Bailey | George Young | Mark Evans | Colin Burgess | Peter Clack | Tony Currenti | Simon Wright | Chris Slade
Diskografi

Album: High Voltage | T.N.T. | High Voltage| Dirty Deeds Done Dirt Cheap | Dirty Deeds Done Dirt Cheap | Let There Be Rock| Let There Be Rock | Powerage | Highway to Hell | Back in Black | For Those About to Rock We Salute You | Flick of the Switch | Fly on the Wall | Who Made Who | Blow Up Your Video | The Razors Edge | Ballbreaker | Bonfire | Stiff Upper Lip
'Livealbum: If You Want Blood You've Got It | Live |Live: 2 CD Collector's Edition | Live from the Atlantic Studios | Let There Be Rock: The Movie
Videoudgivelser

AC/DC: Let There Be Rock | Fly on the Wall | Who Made Who | AC/DC | Clipped | Live at Donington | For Those About to Rock We Salute You | No Bull | Stiff Upper Lip Live | Live '77 | Toronto Rocks | Family Jewels | Plug me in
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/wiki/AC/DC"
Personlige værktøjer
organisation