Billie Holiday

Billie Holiday fotograferet af Carl Van Vechten, 23. marts 1949.

Billie Holiday (født Eleanora Fagan) 7. april 1915 i Baltimore, USA - 17. juli 1959 i New York) var en amerikansk jazzsangerinde.

Hendes store musikalske hemmelighed var hendes enestående evne til at gå ind i populærmusikkens bedste melodier gennem flere årtier og foredrage teksterne på en så hjertegribende måde, at de ofte banale ord kom til at fremstå som lysende poesi.

Den oprindelige ungpigelige sødme i hendes sang afløstes efterhåden af en hæs skrøbelighed i stemmen, der bar vidnesbyrd om det liv hun levede, med alkohol- og narkotikamisbrug. Hun bevarede dog til det sidste evnen til at bære teksternes ofte bittersøde kærlighedsviden direkte frem til lytternes egen erfaring.

Opvækst

Selvbiografien Lady Sings the Blues begynder: "Mor og far var kun børn, da de giftede sig: Han var atten, hun var seksten og jeg var tre." Men moren Sadie Fagan var ikke tretten år, da hun fik sin datter, men nitten, og faren Clarence Holiday giftede sig aldrig med hende. Imidlertid var selvbiografien ført i pennen af musikjournalisten Willliam Dufty, og Billie Holiday sagde selv, at hun aldrig havde læst den, langt mindre skrevet noget af den.

Sadie Fagan rejste nordpå for at få bedre betalt husarbejde. Datteren overlod hun til slægtninge, som ikke lader til at have taget sig særlig af hende. Holidays første job var at vaske trapperne foran de bedrestilledes huse i Baltimore. Hun faldt ud af skolen i femte klasse og opdagede raskt, at hun fik bedre betalt for at løbe ærinder for de prostituerede på det nærliggende bordel, hvor der ovenikøbet var en grammofon. Hun betalte for at få lov til at spille jazzplader på den. Som elleveårig blev hun imidlertid voldtaget af en nabo. Hun skreg, og de voksne kom løbende og slog døren ind. Manden blev stillet for retten, dømt og straffet, men det blev hun også: Hun blev sendt til en katolsk institution, klædt i uniform og frataget sit navn. Hun måtte i stedet vælge et helgennavn, og bestemte sig for Teresa. Brød man reglerne på hjemmet, fik man en laset rød kjole på som tegn på, at ingen måtte tale med én. Som fjortenårig blev hun sat på toget til Harlem for at bo hos sin mor. I New York i 1929 kunne en farvet kvinde stadig ikke benytte restauranternes toilet, eller prøverummene i stormagasinerne. Sangerinder, der optrådte, måtte ikke have en hudfarve, der var mørkere end karamel.

To uger efter ankomsten til Harlem sad Holiday sammen med sin mor og tre andre kvinder på et bordel, da politiet stormede ind. Den fjortenårige pige opgav sin alder til at være 25, og sin morfars efternavn, Fagan. Ingen af kvinderne røbede, at de var i familie. De voksne blev løsladt, men Holiday blev siddende i varetægt og derefter sendt til en institution på Roosevelt-øen i fire måneder, hvor hun var sat til at arbejde i køkken og vaskekælder.

Strange Fruit

Holiday var tyve år, da jazz-komponisten John Hammon hørte hende synge. Han mente, hun var den største sanger han havde hørt, og med hans støtte fik hun arbejde sammen med folk som Benny Goodman, Teddy Wilson, Duke Ellington, Ben Webster og måske vigtigst, saxofonisten Lester Young. Young og Holiday forblev nære venner hele livet, og skabte sammen store glansnumre. Men først i 1939 fandt Holiday frem til Strange Fruit (= mærkelig frugt) af Abel Meeropol. Den blev hendes signatur-sang. Den handler om tre borgerrettighetsforkæmpere, som i 1930'erne blev lynchet og hængt i et træ af Ku Klux Klan i Sydstaterne. Hun blev jævnlig nægtet at fremføre den udenfor Harlem. I en af klubberne i 52.Street slog bartenderen aftenens bon'er ind i kassen, når hun sang Strange Fruit, så apparatet larmede og overdøvede hende. I selvbiografien står der, at hun straks syntes om sangen, fordi den på sit vis også handlede om hendes fars død. Clarence Holiday havde haft gener af lungesygdommen, han pådrog sig ved inhalering af giftgasser ved fronten i første verdenskrig. To år før hans datter fik teksten til Strange Fruit, blev han dårlig under en turné i Texas, og kørt fra sygehus til sygehus, der nægtede at modtage en farvet patient. Han døde af lungebetændelse på afdelingen for farvede ved veteransygehuset i Dallas.

Under et forsøg på at glatte sit krusede hår ud, skal Holiday være kommet til at brænde sin hovedbund med glattetangen. Pigen, der solgte cigaretter og blomster, skal have stukket en hvid gardenia til hende, som hun pyntede på skaden med. Hendes varemærke blev blomsten i håret, samt en minkpels. En gang hun opdagede at to fulde sømænd slukkede cigaretterne i hendes pels, der var lagt over en barkrak, smed hun dem rasende ud af klubben. Så bad hun veninden Thelma Carpenter om at holde minkpelsen, mens hun gik løs på dem med de bare næver og slog dem ned. Holiday slog lige så meget som hun blev slået; hun gik med et barberblad i strømpeholderen, og ridsede sine kærester op med knive, gafler og knuste flasker. Hun indledte også forhold til kvinder.

Privatliv

Holiday giftede sig med trombonespilleren Jimmy Monroe 25.august 1941, selv om både hendes mor og manageren Joe Glaser advarede hende mod ham. Moren ville ikke engang slippe ham ind i lejligheden, hun delte med sin datter. Men så kom Holiday hjem med vielsesattesten og smed den på bordet foran sin mor. Hun sagde, at hun ikke kunne tænke sig at være sammen med en mand, der ikke kendte til hendes fortid, eller selv havde en fortid. Det drejede sig nok om voldtægten, måske også om prostitution. Hun sagde, at den sang, der bedst beskrev hendes ægteskab med Monroe, var Don't Explain. Den skrev hun teksten til, da han en aften kom hjem med et læbestiftmærke på kraven. "Du skal ikke ulejlige dig med at forklare noget," havde hun sagt. "Gå og tag et bad."

Billie Holiday og hunden Mister, NYC, omkring juni 1946

I 1947 havde hun en rolle i filmen New Orleans, hvor hun sang to store numre med Louis Armstrongs band, og ellers havde spillede hushjælp.

Hun var stadig gift med Monroe, da hun flyttede sammen med trompetisten Joe Guy, som også solgte hende narkotika. Efterhånden blev hun så medtaget af sit rusmisbrug, at publikum måtte vente i timer før hun gik op på scenen, og klubejerne insisterede på en klausul i kontrakten om, at hun ikke fik betalt, hvis hun ikke mødte op i tide. Simone de Beauvoir så hende gå omkring blandt gæsterne på en jazzklub i 1947: "Hun er der, hun smiler, hun er meget smuk i en lang hvid kjole, hendes sorte hår er glattet ud ved hjælp af en god permanent, det falder glat og blankt omkring hendes lysebrune ansigt, Det ser ud, som om hendes pandehår er støbt i mørkt metal. Hun smiler, hun er køn, men synger ikke. Folk siger, hun er narkoman, og at hun sjælden synger nu." Samme år døde Holidays mor. Selv blev hun arresteret for opbevaring af heroin, og dømt til otte måneder i Alderson-fængselet i Virginia. Hendes registreringspapirer oplyser, at hun medbraget seks dollar og 34 cent i lommen, var 1,70 m høj og vejede 77 kilo. Som erhverv stod opført sang og husarbejde. Hun virkede "usammenhængende i sine resonnementer".

Politiet havde været ude efter Joe Guy, men Holiday nægtede at vidne mod ham og sagde, at heroinen var hendes. Efter fængselsopholdet skilte hun sig fra Monroe og flyttede fra Guy. Hun kom i stedet sammen med den voldelige og kontrollerende John Levy, som skaffede hende en lejlighed i Queens med en rund seng, som lignede den, hendes ungdomsidol, filmstjernen Billie Dove, havde sovet i. Pga dommen fra 1947 blev hendes New York City kabaret-kort inddraget, sådan at hun de sidste tolv år af sit liv ikke kunne optræde i andre af byens klubber end Ebony-klubben, som blev drevet af John Levy. Han havde indgået aftale med politiet om, at de ikke inspicerede hans klub så ofte. Holiday kunne dermed optræde igen, men Levy tog til gengæld alt, hvad hun tjente. Da hendes eksmand, Monroe, kom til klubben i håb om en forsoning, jagede Levy ham væk. Da Holiday og Levy i 1950 besøgte San Francisco, brød politiet sig ind på deres hotelværelse. Levy bad Holiday om at spyle en lille pakke opium og en pibe ned i toilettet, men hun var ikke hurtig nok. I retten forklarede hun, at hun blot havde gjort, hvad hendes mand bad hende om. Politimanden George White udtalte: "Det var lige ved, at hun satte sig ved et klaver og sang My Man." Levy slap faktisk fra anklagerne, men Holiday ville væk fra ham. Han gemte hendes minkpels i håb om, at hun ikke rejste noget sted uden den. Men Holiday fandt sin mink, listede sig sammen med hunden ned ad bagtrappen og forsvandt for altid ud af Levys liv. Han døde to år før hende, af en hjernesvulst.

28.marts 1952 giftede hun sig med Louis McKay, der havde forbindelser til mafiaen. Ved hendes død var de separeret. Som hendes andre mænd var han voldelig, men han forsøgte at få hende ud af stofmisbruget. Hun drillede og provokerede ham, til hun var sikker på, at han ville slå. Pianisten Carl Drinkard observerede parret i en hotellobby, hvor Holiday kaldte McKay motherfucker, til han slog hende med knytnæven, greb hende før hun ramte gulvet, og bar hende op på værelset. Lige efter kom hun nok så fornøjet ned igen. "Det er det klareste billede, jeg kan give af hende," skrev Drinkard. "Slået ned det ene øjeblik, og trippende forbi i det næste, som om hun lige kom ud af bruseren." Drinkard selv forlod Holiday ni gange, fordi han ikke kunne holde til at arbejde for hende. Han vendte dog tilbage hver gang.

Sidste tid

Lena Horne kunne ikke huske at have talt med Billie Holiday om andet end hunde, og Holiday viste da også sine kæledyr en omtanke og punktlighed, ingen andre nød godt af. Terrieren Moochie, som hun havde fået af Lester Young, blev sagt at sidde udenfor klubberne, hvor Holiday sang, og slog takten med halen som en metronom. Bokseren Mister kunne lide at sidde i garderoben, så han kunne høre, når hun sang. Han vidste, hvornår det var tid for at gå på scenen, og hentede hende selv i baren. Joe Guy havde lært Mister op til at gå alene hen i parken, hvor han blev mødt af en langer, der fæstede en lille pakke hvidt pulver i hans halsbånd. Så løb han hjem til sin ejerinde, hvor hun boede på Braddock hotel på 126.Street, lige ved Apolloteatret. Rygtet forlød, at også Mister gik på heroin, mens den anden hund, Pepi, holdt af gin. Holiday fik Pepi med i cellen, da hun blev arresteret i Philadelphia i 1956. Pepi var en chihuahua, og holdt de andre indsatte vågne med sin gøen. Holiday pakkede hunden ind i sin minkpels.

Da Holiday faldt sammen i sin lejlighed 31.maj 1959, blev hun først kørt til Knickerbocker-sygehuset i Harlem, men da ingen vidste, hvem der skulle betale for opholdet, blev hun sendt videre til Metropolitan-sygehuset, hvor hun blev lagt i et ilttelt. Så snart hun slap udenfor teltet, begyndte hun at ryge. Midt om natten ringede hun til sin sagfører og klagede over en dryppende vandhane: "Det ville normalt ikke genere mig," sagde hun, "men rytmen er forkert, den swinger ikke." Da der blev fundet heroin i hendes papirlommetørklæder, blev hun arresteret i sygesengen. Fordi politi og sygehus ikke kunne enes om, hvorvidt en narkoman skulle behandles i fængsel eller sygehus, blev to vagter sat udenfor sygeværelset. Ægtemanden McKay læste salmer højt for hende, og hun sagde til sin biograf, at hun altid havde været religiøs, men hvis hendes lort af en ægtemand også troede på Gud, måtte sagen op til vurdering. Hun skældte plejerne ud og forlangte en øl, og var lige ved at sætte ild til sig selv med alle sine cigaretter. Til sidst faldt hun i koma og døde nat til 17.juli. Enkemanden, McKay, ringede til hendes veninde Annie Ross lige efter begravelsen, og sagde, at hans kone havde ønsket, at Ross skulle arve minkpelsen. Hun kunne få den, hvis hun gav ham 500 dollars.

External links

Søsterprojekter med yderligere information: Billeder og medier fra Wikimedia Commons Citater fra Wikiquote

• Official Site
• Official Billie Holiday @ Sony BMG
• Billie Holiday Discography
• Billie Holiday Discography #1
• Complete Billie Holiday Discography
• Billie Holiday's Music - Pure Vintage
• Brief biography at Jazz (PBS)
• Brief biography at American Masters (PBS)
• The African American Registry - Billie Holiday
• "Essential Billie Holiday Recordings" by Stuart Nicholson, Jazz.com.
• Billie Holiday Timeline
• Billie Holiday's Gravesite
• Billie Holiday’s Small Band Recordings of 1935-1939
• Strange Fruit - Abel Meeropol, Billie Holiday & lynchning Links om Holidays signatursang, dens komponist/forfatter og om lynchning. På Modkraft.dk

Stub Denne sangerartikel er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.