Begravelse
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Begravelse eller bisættelse er betegnelse for en ceremoni, der markerer en persons død.
Under en begravelse (også betegnet jordfæstning) sænkes afdødes lig i jorden på et gravsted, ofte i en kiste. En begravelse er ofte en religiøs ceremoni og antager derfor mange forskellige former afhængigt af religionen.
Et almindeligt alternativ til begravelse er ligbrænding, hvor ceremonien i denne forbindelse kaldes for bisættelse. Efter ceremonien kremeres liget (brænding på et krematorium), hvorefter asken samles i en urne, der typisk nedsættes i et gravsted nogle dage efter.
Gravstedet vælges af pårørende til den afdøde eller med baggrund i afdødes egne ønsker til begravelse og mindehøjtidelighed fra et begravelsestestamente (den sidste vilje). Begravelse eller ligbrænding skal normalt finde sted senest 8 dage efter dødens indtræden.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Begravelse i Danmark
I Danmark skal størrelsen af et gravsted være på minimum tre kvadratmeter med plads til en kiste, mens et urnegravsted kan være mellem 0,5 og 4,5 kvadratmeter. Afhængig af valg af kirkegård samt valg af kiste er fredningstiden af gravstedet ved kistebegravelser på 20 år, mens urnebegravelser normalt har en fredningstid på 10 år.
I Danmark skal begravelse og nedsættelse af urne ske på en godkendt begravelsesplads. De folkekirkelige kirkegårde, der i visse kommuner bestyres af kommunen, er med få undtagelser de eneste godkendte begravelsespladser i Danmark. De er åbne for alle uanset trossamfund. Nogle kirkegårde har særlige afdelinger for f.eks. jøder og muslimer.
Det er muligt at søge Kirkeministeriet om at få lov til at nedsætte en urne på privat grund, men der er en række betingelser. Man skal eje en ejendom (en jordbesiddelse), det private gravsted må ikke indhegnes eller på nogen måde markeres (for eksempel med opsætning af gravsten), grunden skal være mindst 5.000 kvadratmeter (½ hektar) stor, og det skal tinglyses på området, at der er sat en urne ned for at sikre gravfreden i mindst 10 år.
Kirkeministeriet kan give tilladelse til, at de pårørende kan sprede afdødes aske over et åbent farvand (kaldet maritim begravelse), såfremt der foreligger et udtalt ønske fra afdøde herom. Det er derimod ikke tilladt for de efterladte at opbevare urnen, hvilket ellers er en udbredt skik i andre lande.
[redigér] Religiøse skikke
[redigér] Kristendom
Inden for kristendommen sker en begravelse under overværelse af den afdødes pårørende ved en religiøs ceremoni (en mindehøjtidelighed) normalt i en kirke eller et krematoriekapel (lille bygning eller rum til kirkelig brug), ude ved gravpladsen, i et sygehuskapel, på et plejehjem eller fra afdødes eget hjem under ledelse af en præst, en pårørende eller en bedemand. Hvordan og hvor ceremonien skal foregå bestemmes af pårørende og afdøde selv. Under ceremonien vil kisten være udsmykket med båredekorationer og andre typer blomsterdekorationer, ligesom familie og venner markerer deres deltagelse i begivenheden ved at medbringe eller fremsende bårebuketter eller andre typer dekorationer, evt. vedhæftet et bånd med en sidste hilsen.
Jordpåkastelsen foretages af en sognepræst. Ved begravelser foregår dette ved selve graven, mens det ved ligbrænding sker i kirken eller kapellet, inden kisten føres til krematoriet.
Såfremt afdøde ikke var medlem af Folkekirken, vil en begravelse eller bisættelse ikke umiddelbart kunne finde sted i en folkekirke, og der vil normalt ikke være en præst til stede. En såkaldt borgerlig begravelse, eller hvis afdøde var medlem af et andet trossamfund, kan foregå fra et af folkekirkens begravelseskapeller i sognet. Biskoppen kan give tilladelse til, at en begravelse eller bisættelse i sådanne tilfælde kan foregå fra én af folkekirkens kirker.
[redigér] Jødedom
Ifølge jødisk lov skal liget begraves hurtigst muligt. Begravelser er det mest almindelige, idet jøder principielt er imod ligbrænding. Jødedommen tillader ikke sløjfning af grave.
Mosaisk Trossamfund har eget begravelsesområde på Vestre Kirkegård i København. Derudover opretholdes gamle gravpladser bl.a. i København og Fredericia.
[redigér] Islam
Afdøde muslimer begraves med ansigtet vendt mod Mekka. Efter islamisk tradition bruger man ikke kiste. I Danmark er det påbudt at benytte kiste ved begravelse, men dette kan der dog dispenseres fra.
Muslimer skal helst begraves i jord, hvori der ikke også ligger kristne og jøder. I 2006 indviedes den muslimske gravplads i Brøndby, der er den første rent muslimske gravplads i Danmark. Hidtil har der tillige eksisteret muslimske afdelinger på en række folkekirkelige kirkegårde, men på trods heraf var det almindeligt for herboende at blive begravet på muslimske gravpladser i udlandet.
I lighed med jødedommen tillader islam ikke sløjfning af grave. Muslimer benytter generelt ikke kremering.
[redigér] Egyptisk tradition
I fordums tider i Egypten blev lig balsameret og anbragt i kister som mumier.
[redigér] Centralasien
I visse dele af Centralasien (mest kendt fra Tibet foretages begravelsen som en såkaldt "himmelbegravelse". Den indebærer, at liget lægges ud i naturen på et passende sted, indtil gribbe, rovdyr og insekter har fjernet alle bløddele.
[redigér] Indien
Hinduerne i Indien foretager bisættelser ved at afbrænde liget (eksempelvis på et bål af brænde) og derefter hælde asken ud på et helligt sted (gerne i floden Ganges eller en af dens bifloder). Specielt designede ligbrændingsplatforme er etableret i tilknytning til hindutempler, ofte ud til en flodbred, hvorfra asken efterfølgende kan spredes. Asken (eller dele af asken) kan også gemmes indtil et familiemedlem drager på en pilgrimsfærd til et af hinduismens hellige steder, eksempelvis Varanasi (Benares) ved Ganges.
[redigér] Se også
[redigér] Eksterne henvisninger
 |
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
