Begravelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler en gravlæggelse. Opslagsordet har også anden betydning, se begravelse (typografi).
Billede fra kirkelig begravelse i Polen 1996, som i vid udstrækning minder om en traditionel dansk begravelse

Begravelse eller bisættelse er at begrave en død. En ceremoni kan markere begivenheden. Ved en begravelse (eller jordefærd) sænkes liget i jorden på et gravsted i kristne lande i en kiste. En begravelse er ofte en religiøs ceremoni og varierer afhængigt af religionen.

Et almindeligt alternativ til begravelse er ligbrænding. Den kaldes så en bisættelse. Efter ceremonien kremeres liget (brænding på et krematorium), hvorefter asken samles i en urne, der typisk nedsættes i et gravsted nogle dage efter.

Gravstedet vælges af de pårørende (eller efter afdødes egne ønske, måske i et begravelsestestamente (den sidste vilje)). Begravelse eller ligbrænding skal normalt finde sted senest 8 dage efter dødens indtræden. Den lokale begravelsesmyndighed kan i særlige tilfælde rykke fristen for jordfæstelse og ligbrænding fra 8 til 14 dage uden embedslægernes samtykke. Skal fristen forlænges yderligere skal det forelægges embedslægerne i regionen.[1]

Begravelse i Danmark[redigér | redigér wikikode]

I Danmark skal et gravsted være minimum tre kvadratmeter med plads til en kiste, mens et urnegravsted kan være mellem 0,5 og 4,5 kvadratmeter. Afhængig af kirkegård og kiste er fredningstiden af gravstedet ved kistebegravelser 20 år, ved urnebegravelser normalt 10 år.

I Danmark skal begravelse og nedsættelse af urne ske på en godkendt begravelsesplads. De folkekirkelige kirkegårde, der bestyres af kommunen, er med få undtagelser de eneste godkendte begravelsespladser i Danmark. De er åbne for alle uanset trossamfund. Nogle kirkegårde har særlige afdelinger for jøder og muslimer.

Det er muligt at søge Kirkeministeriet om at få lov til at nedsætte en urne på privat grund.

  • Men man skal eje en ejendom (en jordbesiddelse).
  • Grunden skal være mindst 5.000 kvadratmeter (½ hektar) stor, og det skal tinglyses, at der er sat en urne ned for at sikre gravfreden i mindst 10 år.
  • Det private gravsted må ikke indhegnes eller på nogen måde markeres (fx med opsætning af gravsten).

Kirkeministeriet kan give tilladelse til, at de pårørende kan sprede asken over et åbent farvand (maritim begravelse), såfremt der foreligger et udtalt ønske fra afdøde herom. Det er ikke tilladt de efterladte at opbevare urnen; det er en udbredt skik i andre lande.

Religiøse skikke[redigér | redigér wikikode]

Kristendom[redigér | redigér wikikode]

Inden for kristendommen sker en begravelse under overværelse af den afdødes pårørende ved en religiøs ceremoni (en mindehøjtidelighed) normalt i en kirke eller et krematoriekapel (lille bygning eller rum til kirkelig brug), ude ved gravpladsen, i et sygehuskapel, på et plejehjem eller fra afdødes eget hjem under ledelse af en præst, en pårørende eller en bedemand. Hvordan og hvor ceremonien skal foregå bestemmes af pårørende og afdøde selv. Under ceremonien vil kisten være smykket med båredekorationer og andre typer blomsterdekorationer, lige som familie og venner markerer deres deltagelse ved at medbringe eller fremsende bårebuketter eller andre typer dekorationer, evt. vedhæftet et bånd med en sidste hilsen.

Jordpåkastelsen foretages af en sognepræst. Ved begravelser sker det ved selve graven, mens det ved ligbrænding sker i kirken eller kapellet, inden kisten føres til krematoriet.

Hvis afdøde var medlem af Folkekirken, skal præsten ubetinget begrave, hvis ikke afgør præsten om begravelsen kan foregå i kirken. En såkaldt borgerlig begravelse, eller hvis afdøde var medlem af et andet trossamfund, kan foregå fra et af folkekirkens begravelseskapeller i sognet. Biskoppen kan give tilladelse til, at en begravelse eller bisættelse kan foregå fra en af folkekirkens kirker.

Jødedom[redigér | redigér wikikode]

Ifølge jødisk lov skal liget begraves hurtigst muligt. Begravelser er det mest almindelige, idet jøder principielt er imod ligbrænding. Jødedommen tillader ikke sløjfning af grave.

Mosaisk Trossamfund har eget begravelsesområde på Vestre Kirkegård i København. Derudover opretholdes gamle gravpladser bl.a. i København og Fredericia.

Islam[redigér | redigér wikikode]

Muslimer begraves med ansigtet vendt mod Kabaen i Mekka. Efter islamisk tradition bruges ikke kiste. I Danmark er det påbudt at benytte kiste ved begravelser, men der kan dispenseres.

Muslimer skal helst begraves i jord, hvori der ikke ligger kristne og jøder. [Kilde mangler] I 2006 indviedes den muslimske gravplads i Brøndby, der er den første rent muslimske gravplads i Danmark. Hidtil har der været muslimske afdelinger på en række folkekirkelige kirkegårde, men det var almindeligt for herboende at blive begravet på muslimske gravpladser i udlandet.

I lighed med jødedommen tillader islam ikke sløjfning af grave og benytter generelt ikke kremering.

Egyptisk tradition[redigér | redigér wikikode]

I fordums tider i Egypten blev lig balsameret og anbragt i kister som mumier.

Centralasien[redigér | redigér wikikode]

I visse dele af Centralasien (fx Tibet) foretages en såkaldt "himmelbegravelse". Den indebærer, at liget lægges ud i naturen, til gribbe, rovdyr og insekter har fjernet alle bløddele.

Indien[redigér | redigér wikikode]

Hinduerne i Indien foretager bisættelser ved at brænde liget (på et bål af brænde) og derefter hælde asken ud på et helligt sted (som floden Ganges eller en af dens bifloder). Specielle ligbrændingsplatforme ligger i tilknytning til hindutempler ofte ud til en flodbred, hvorfra asken kan spredes. Asken (eller dele af asken) kan også gemmes til et familiemedlem drager på en pilgrimsfærd til et af hinduismens hellige steder, eksempelvis Varanasi (Benares) ved Ganges.

Borgerlig begravelse[redigér | redigér wikikode]

Borgerlig begravelse er en ceremoni, der ikke forestås af en religiøs ceremonileder. Dette er især tilfældet, når afdøde ikke har været medlem af Folkekirken eller andet trossamfund. De efterladte står her for de praktiske og eventuelle højtidelige dele af ceremoni. En bedemand, som i forvejen bruges til en række praktiske opgaver vedrørende dødsfaldet, kan nogle gange blive den, der leder ceremonien. Nogle familier og vennekredse formår selv at skabe en ceremoni ud fra deres kendskab til den afdødes liv og holdninger. Andre henvender sig til private firmaer, der varetager alle slags begravelseceremonier eller Humanistisk Samfund, en forening der siden 2009 har forestået begravelser for ikke-troende.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Kilder og noter[redigér | redigér wikikode]