Den Gyldne Palme
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra De Gyldne Palmer)
Den Gyldne Palme eller Guldpalmen, på fransk Palme d'Or (betyder 'den gyldne palme') er en international filmpris, der uddeles hvert år på filmfestivalen i Cannes.
Det er hovedprisen på filmfestivalen, der har været afholdt siden 1946. Indtil 1955, hvor Guldpalmen fik sit nuværende navn, samt igen mellem 1964-1974, hed prisen Grand Prix. Dette navn bruges nu om den næstfineste pris på filmfestivalen.
I folkemunde omtales prisen ofte i flertalsform, De Gyldne Palmer, også når der kun er tale om én pris.
Cannes-festivalens selvhøjtidelige hovskisnovski-profil blev i en årrække parodieret af pornobranchen med bl.a. uddelingen af de såkaldte Hot d'Or-priser.
Indholdsfortegnelse |
[redigér] Danske guldpalmevindere
- 2000 - Dancer in the Dark af Lars von Trier
- 1992 - Den gode vilje af Bille August
- 1988 - Pelle Erobreren af Bille August
- 1946 - De røde enge af Bodil Ipsen & Lau Lauritzen junior
[redigér] Guldpalmevindere år for år
[redigér] 2000'erne
- 2009 - Das Weisse Band af Michael Haneke (Tyskland)
- 2008 - Entre les murs af Laurent Cantet (Frankrig)
- 2007 - 4 måneder, 3 uger og 2 dage af Cristian Mungiu (Rumænien)
- 2006 – The Wind That Shakes the Barley af Ken Loach (Irland, Storbritannien, Frankrig)
- 2005 – Barnet af Luc og Jean-Pierre Dardenne (Belgien, Frankrig)
- 2004 – Fahrenheit 9/11 af Michael Moore (USA)
- 2003 – Elephant af Gus Van Sant (USA)
- 2002 – Pianisten af Roman Polanski (Polen, Frankrig, Tyskland, Storbritannien)
- 2001 – Sønnens værelse af Nanni Moretti (Italien, Frankrig)
- 2000 – Dancer in the Dark af Lars von Trier (Danmark, Tyskland, Holland, USA, Frankrig, Sverige, Finland, Island, Norge)
[redigér] 1990'erne
- 1999 – Rosetta af Luc og Jean-Pierre Dardenne (Belgien, Frankrig)
- 1998 – Evigheden og en dag af Theo Angelopoulos (Grækenland)
- 1997 – Smagen af kirsebær af Abbas Kiarostami (Iran, Frankrig) & Ålen af Shohei Imamura (Japan)
- 1996 – Hemmeligheder og løgne af Mike Leigh (Storbritannien, Frankrig)
- 1995 – Underground af Emir Kusturica (Jugoslavien, Tyskland, Frankrig, Ungarn)
- 1994 – Pulp Fiction af Quentin Tarantino (USA)
- 1993 – Farvel min konkubine af Chen Kaige (Kina) & The Piano af Jane Campion (New Zealand, Australien, Frankrig)
- 1992 – Den gode vilje af Bille August (Danmark, Sverige, Tyskland, Storbritannien, Italien, Franskrig, Finland, Norge, Island)
- 1991 – Barton Fink af Joel og Ethan Coen (USA, Storbritannien)
- 1990 – Vilde hjerter af David Lynch (USA)
[redigér] 1980'erne
- 1989 – sex, løgn og video af Steven Soderbergh. (USA)
- 1988 – Pelle Erobreren af Bille August (Danmark, Sverige)
- 1987 – Under satans sol af Maurice Pialat (Frankrig)
- 1986 – The Mission af Roland Joffé (Storbritannien)
- 1985 – Milak - far er på forretningsrejse af Emir Kusturica (Jugoslavien)
- 1984 – Paris, Texas af Wim Wenders (Vesttyskland, Frankrig)
- 1983 – Balladen om Narayama af Shohei Imamura (Japan)
- 1982 – Savnet af Costa-Gavras (USA) & Yol af Yilmaz Güney (Tyrkiet)
- 1981 – Jernmanden af Andrzej Wajda (Polen)
- 1980 – All That Jazz af Bob Fosse (USA) & Krigerens skygge af Akira Kurosawa (Japan)
[redigér] 1970'erne
- 1979 – Dommedag nu af Francis Ford Coppola (USA) & Bliktrommen af Volker Schlöndorff. (Vesttyskland, Frankrig, Polen, Jugoslavien)
- 1978 – Træskotræet af Ermanno Olmi (Italien, Frankrig)
- 1977 – Min fader, min herre af Paolo Taviani og Vittorio Taviani (Italien)
- 1976 – Taxi Driver af Martin Scorsese (USA)
- 1975 – Chronique des années de braise af Mohammed Lakhdar-Hamina (Algerien)
- 1974 – Aflytningen af Francis Ford Coppola (USA)
- 1973 – Hyrechaufføren af Alan Bridges (Storbritannien) & Fugleskræmslet af Jerry Schatzberg (USA)
- 1972 – La classe operaia va in paradiso af Elio Petri (Italien) & Il Caso Mattei af Francesco Rosi (Italien)
- 1971 – Sendebudet af Joseph Losey (Storbritannien)
- 1970 – MASH af Robert Altman (USA)
[redigér] 1960'erne
- 1969 – Hvis af Lindsay Anderson (Storbritannien)
- 1967 – Blow Up af Michelangelo Antonioni (Italien, Storbritannien)
- 1966 – Manden og kvinden af Claude Lelouch (Frankrig) & Mine damer og herrer af Pietro Germi (Italien, Frankrig)
- 1965 – "Det"…og hvordan man får det af Richard Lester (Storbritannien)
- 1964 – Pigen med paraplyerne af Jacques Demy (Frankrig, Vesttyskland)
- 1963 – Leoparden af Luchino Visconti (Italien, Frankrig)
- 1962 – O Pagador de Promessas af Anselmo Duarte (Brasilien)
- 1961 – Une aussi longue absence af Henri Colpi (Frankrig, Italien) & Viridiana af Luis Buñuel (Spanien, Mexico)
- 1960 – Det søde liv af Federico Fellini (Italien)
[redigér] 1950'erne
- 1959 – Sort karneval af Marcel Camus (Frankrig)
- 1958 – Tranerne flyver forbi af Mikheil Kalatozo (USSR)
- 1957 – Folket i den lykkelige dal af William Wyler (USA)
- 1956 – Den tavse verden af Jacques-Yves Cousteau og Louis Malle (Frankrig)
- 1955 – Marty af Delbert Mann (USA)
- 1954 – Ingen kan tvinge et hjerte af Teinosuke Kinugasa (Japan)
- 1953 – Frygtens pris af Henri-Georges Clouzot (Frankrig)
- 1952 – Othello af Orson Welles (USA) & Due soldi di speranza af Renato Castellani (Italien)
- 1951 – Frøken Julie af Alf Sjöberg (Sverige) & Miracolo a Milano af Vittorio De Sica (Italien)
[redigér] 1940'erne
- 1949 – Den Tredje Mand af Carol Reed (Storbritannien)
- 1946 – 11 film: Forfulgt af Alf Sjöberg (Sverige) – Forspildte dage af Billy Wilder (USA) – De røde Enge af Bodil Ipsen og Lau Lauritzen junior (Danmark) – Neecha Nagar af Chetan Anand (Indien) – Det korte møde af David Lean (Storbritannien) – María Candelaria af Emilio Fernández (Mexico) – Velikij perelom af Fridrikh Markovitch Ermler (USSR) – Gertrude af Jean Delannoy (Frankrig) – Die Letzte Chance af Leopold Lintberg (Schweiz) – Muži bez křídel af František Čáp (Tjekkoslovakiet) – Rom, åben by af Roberto Rossellini (Italien)
[redigér] Retrospektiv pris
- 1939 – Union Pacific af Cecil B. DeMille (USA). Tildelt retrospektivt i 2002.
Filmfestivalen i Cannes skulle efter planen have fundet sted for første gang i 1939, men blev aflyst på grund af 2. verdenskrig. På festivalen i 2002 blev syv film fra 1939 vist for en professionel filmjury, der valgte at hædre Cecil B. DeMilles film Union Pacific med Den Gyldne Palme.
 |
Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
