Eremit (bille)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 19. mar. 2013, 00:53 af Addbot (diskussion | bidrag) Addbot (diskussion | bidrag) (Bot: Migrerer 16 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q1141328)
Denne artikel handler om billearten eremit, men ordet kan også henvise til eneboer eller eremitkrebs
Eremit
Eremit - hun
Eremit - hun
Videnskabelig klassifikation
Rige Animalia (Dyr)
Række Arthropoda (Leddyr)
Klasse Insecta (Insekter)
Orden Coleoptera (Biller)
Familie Scarabaeidae (Torbister)
Slægt Osmoderma
Art O. eremita
Videnskabeligt artsnavn
Osmoderma eremita
Scopoli, 1763
Hjælp til læsning af taksobokse

Eremit (Osmoderma eremita) er en billeart i familien Torbister og en af de større blandt de danske biller. Arten er stærkt knyttet til meget gamle træer, idet larverne lever i træsmulderet i bunden af store hulheder i disse. Det levested er på grund af den intensive skovdrift blevet så sjældent at eremitten er beskyttet af EUs Habitatdirektiv, hvor den end forekommer.

Udseende

Eremitten er en stor brunsort bille, 24 til 32 mm lang, med kobberglans.

Levevis

Eremitten er helt afhængig af hule, gamle træer. Det er især ege, men der kendes og yngletræer af andre arter, fx lind og bøg. Larverne kravler rundt i ”lommeulden” af træsmulder i bunden af hulhederne i tre år før de forvandler sig til voksne biller. De voksne biller lever blot omtrent en måned, som de skal bruge til at parre sig i og – for hunnernes vedkommende – at finde hen til et nyt hult træ. De voksne dyr kan ses flyve fra midsommer til september. Yngletræerne er som regel ’veterantræer’ – store, flere hundrede år gamle træer. Mikroklimaet har stor betydning for levestedets kvalitet – yngletræerne er ofte fritstående, fx i lysninger, hvor stammen kan få direkte sol. Hulhederne som billen yngler i kan findes ganske højt oppe i stammen eller i store grene i 10-20 meters højde.

Udbredelse

Eremitten forekommer sparsomt over et ganske stort udbredelsesområde i Europa: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Hviderusland, Italien, Kroatien, Letland, Liechtenstein, Litauen, Moldova, Montenegro, Nederlandene (uddød), Norge, Polen, Rusland, Serbien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Schweiz, Tjekkiet, Tyskland, Ukraine, Ungarn og Østrig[1]. Eremitten er gået tilbage i hyppighed overalt indenfor dette udbredelsesområde. Eremitten er derfor opført på Bilag II til EUs Habitatdirektiv, endog som særligt prioriteret. På IUCN internationale rødliste er arten anført som ’’sårbar’’[2].

Forekomst i Danmark

Eremitten har tidligere været udbredt fra Østjylland til Falster på ganske mange lokaliteter. I dag findes bestande på 10 lokaliteter – 9 i private skove og én i statsskov. Nogle af bestandene er meget små. Der er totalt set kun ca. 60 træer beboet af eremitter i Danmark, hvilket ikke anses som tilstrækkeligt til at sikre artens langsigtede overlevelse i Danmark[3].

Referencer

  1. ^ Ranius, Thomas et al. (2005) Osmoderma eremita (Coleoptera, Scarabaeidae, Cetoniinae) in Europe. Animal Biodiversity and Conservation 28 (1): 1-44. Fuldtekst med udbredelseskort
  2. ^ World Conservation Monitoring Centre (1996) Osmoderma eremita. In: IUCN (2009) [www.iucnredlist.org IUCN Red List of Threatened Species. Version 2009-2]. Downloaded on 12 December 2009.
  3. ^ Bruun, Hans Henrik: Gamle ege, eremitter og EU. Jyllands-Posten 11.03.2007: side 10

Eksterne henvisninger

Wikimedia Commons har medier relateret til: