Hjalmar Schacht
Hjalmar Schacht (Hjalmar Horace Greeley Schacht) (22. januar 1877 – 3. juni 1970). Han blev født i Tinglev i Sønderjylland, dengang tysk, som søn af forretningsmanden William Leonhard Ludwig Maximillian Schacht og den danske baronesse Constanze Justine Sophie von Eggers. Hans forældre, som havde boet flere år i USA, ønskede at kalde ham Horace Greeley Schacht, til ære for den amerikanske journalist Horace Greeley, men gav efter for hans bedstemors ønske om, at drengen også skulle få et dansk navn.
Schacht studerede medicin, filologi og statsvidenskab, før han tog doktorgraden i økonomi i 1899. Under en forretningsrejse i 1905 med bestyrelsesmedlemmer i Dresdner Bank, mødte han den amerikanske bankier J.P. Morgan.
I 1916 blev han en af direktørene i Rigsbanken. Han var i 1918 blandt grundlæggerne af det liberale Deutsche Demokratische Partei, som han var medlem af frem til 1926. Hans kritik af beslaglæggelsen af de tyske fyrstehuses ejendom førte til, at han meldte sig ud af partiet.
I 1923 blev han udnævnt til valutakommissær og senere samme år præsident for Rigsbanken. Hans økonomiske politik bidrog til at reducere inflationen og stabilisere den tyske mark.
Han gik af som rigsbankpræsident i 1930, men blev genudnævnt i 1933, efter at han i november året før med en del andre prominente finans- og næringslivsledere havde undertegnet en henvendelse til præsident Hindenburg om at udnævne Adolf Hitler til ny rigskansler, hvad der skete to måneder senere.
Næringsminister
Schacht var fra 1934 til 1937 økonomiminister i Det tredje Rige og 1939-1943 direktør for Det tredje Riges Reichsbank. I 1933 fik han den lyse idé at hjemkøbe tyske obligationer fra USA, efter at være kommet med udtalelser, der kunne tolkes, som om Tyskland ikke kunne eller ville indløse dem. Obligationerne faldt derfor drastisk i kurs, og tyske eksportører med tilgang til amerikansk valuta kunne købe dem til spotpris. Aftalen resulterede i, at renten på den tyske gæld blev sænket. Det resultat kunne Tyskland muligvis også have opnået gennem regulære forhandlinger. Affæren er nævnt som medvirkende årsag til, at USA gik med i anden verdenskrig. [1]
Schacht fik ansvaret for at sikre beskæftigelse og oprustning til trods for begrænsede offentlige midler. Det blev gjort ved hjælp af en udstrakt lånevirksomhed og tvungen arbejdstjeneste for arbejdsløse særlig gennem realiseringen af den store motorvejudbygning. Nazisternes krise- og beskæftigelsespolitik var keynesiansk, finansieret ved underskud på statsbudgettet, og statens underskud blev dækket af Rigsbanken, som var blevet underlagt staten i 1933. Efter at Schacht blev direktør i marts 1933, forøgedes mulighederne for at lånefinansiere statens underskud, blandt andet ved stiftelsen af såkaldte "Mefo-veksler", som blev indført i maj 1933. De var vekseler trukket på et fupfirma (Metallurgische Forschungsgesellschaft), som angiveligt kunne diskonteres i bankerne og betales af staten efter fem år. Der blev til 1938 udstedt Mefo-veksler for ca. 12 milliarder Reichsmark, men da de skulle indløses, viste det sig, at de ikke kunne betales. [2]
Efter 20. juli-attentatet mod Hitler i 1944 blev han arresteret for deltagelse i sammensværgelsen. Selv om han intet havde med den at gøre, blev han sendt til koncentrationslejren Flossenbürg og senere Dachau. Han blev løsladt i april 1945, men kort tid efter anholdt af de allierede styrker.
Efter krigen
Blev under Nürnbergprocessen frikendt. I 1953 grundlagde han banken Deutsche Außenhandelsbank Schacht und Co., som han ledede til 1963. Han var også aktiv som økonomisk rådgiver for udviklingslande. I 1965 var han blandt grundlæggerne af Aktionsgemeinschaft Unabhängiger Deutscher, som i 1980 gik op i Miljøpartiet De Grønne.
Hjalmar Schacht døde i 1970 i München i en alder af 93 år.
Henvisninger
- ^ Henning Poulsen: Hitlers krig (s. 39-40), Gyldendal, 1990, ISBN 87-00-32462-0
- ^ Karl Chr. Lammers: Nazismens epoke (s. 215), forlaget Schønberg, 2003, ISBN 87-570-1646-1
Ekstern henvisning
 |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
