Vepsere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Vepser)
Gå til: navigation, søg
Vepser
Flag of Vepsia.svg
Det vepsiske flag blev antaget af Vepsän rahvahaline volost, den autonome, vepsiske volost eller kommune som vepsernes flag
Antal og fordeling
Antal i alt 8.700
Rusland Rusland: 8.240 (2002) [1]
* KarelianNationalFlag.svg Republikken Karelen: 4.870 (2002) [1]
* Leningrad oblast Leningrad oblast: 2.019 (2002) [1]
* Flag of Vologda Oblast.png Vologda oblast: 426 (2002) [1]
* Flag of Saint Petersburg Russia.svg Skt. Petersborg: 318 (2002) [1]
* Flag of Murmansk Oblast.svg Murmansk oblast: 128 (2002) [1]
* Kemerovo oblast Kemerovo oblast: 83 (2002) [1]
Ukraine Ukraine 281 (2001)
Estland Estland 43 (2000) [2]
Etnografi
Race: Østbaltisk europid
Sprog: Russisk, vepsisk;
Religion: Russisk-ortodokse kristne,
Levevis: landbrug, skovbrug
Udbredelse
Muromian-map.png
Kort over finsk-ugriske folk i Nordrusland. Vepserne øverst midtfor

Vepser er et østersøfinsk folk, som bor i den Karelske republik og omkring Vologda i Rusland. Deres oprindelige sprog er vepsisk. Vepsernes antal skønnes at være omkring 12.000. Vepsernes nærmeste slægninge er karelere, finner og estere. Vepserne er fordelt på tre forksellige grupper: onegavepser omkring Onegasøen, centralvepser og, syd for Skt. Petersborg, sydvepser. Trods forskelle er de vepsiske dialekter indbyrdes forståelige.

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Vepsernes bosættelsesområde ligger mellem søen, Onegasøen og Hvidehavet. Befolkningen er opdelt i tre mindre og indbyrdes adskilte grupper:

  • En gruppe bor inden for Karelske Republik ved Onega syd for Petroskoi og omfatter 24 landsbyer.
  • En anden gruppe bor i Leningrad-oblast omkring floden Ojat, som udmunder i søen.
  • En tredje gruppe bor på sydskråningerne af det Vepsiske højland i den østlige del af Leningrad oblast og det det nordvestlige hjørne af Vologda oblast, hvor de har en halv snes landsbyer. Floden Svir adskiller den nordlige og de to sydlige grupper.[3]

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den vepsiske folkestamme har åbenbart allerede tidligt dannet en selvstændig folkegruppe. Den omtales formentlig i Jordanes krønike fra 300-tallet som Vasina broncas ved siden af andre folk. Også i Nestorkrøniken omtales vepserne, ves, idet de nævnes blandt de folk, som i 800-tallet skulle have indkaldt de varæger til at herske over sig. den kendte mellemøstlige rejsende Ibn Fadlan nævner også i en opremsning folket visu i sin rejseberetning fra Europa 921-922. Der sigtes antageligt til vepserne. Også Adam af Bremen kender til et folk kaldet Wizzi. Endog Saxo omtaler dem. Derefter var der i århundreder tavshed om vepserne. De blev først igen fremdraget af glemselen af A. J. Sjögren, som i 1824, i opdrag af den tidligere russiske rigskansler [Nikolaj Petrovitj Rumjantsev] besøgte og beskrev deres bosættelsesområder.

Ved Ladogas sydøstre strand, hvor floderne Olhava, Ojatt og Svir udmunder, har man fundet gravhøje fra tiden 950-1100 e.Kr., som hidrører fra dette områdes ældste faste bebyggelse under perioden forud for slavernes ankomst. Disse gravhøje tillægges karelerne og vepserne. Gravfundene vidner om handelsforbindelser med vest.

Omkring år 1000 kom de første slaver til vepsernes land og da påbegyndtes en symbiose, som skulle strække sig over flere hundrede år. Om vepsernes tidligere storhedstid under det 10. og 11. århundrede vidner blandt andet Adam af Bremen. År 1485 annekteredes vepsernes land af storfyrstendømmet Moskva og gradvist fortrængtes vepserne.

Vepserne har traditionelt været jordbrugere, men 1703 anlagde Peter den Store en smelteovn til jernfremstilling, og en våbenfabrik på Onegas strand, hvor man tidligere havde udvundet myremalm. Lige siden da har fabriksarbejde været en vigtig indkomstkilde for mange vepsere.[4]

Sovjettiden[redigér | redigér wikikode]

Sovjetunionen lagde, i det mindste i begyndelsen, stor vægt på hensynet til de ulige nationelle mindretal. Hele det sovjetiske samfund skulle gøres læsekyndigt, og man var tvungen at skabe flere ulige skriftsprog. Vepsiske skoler grundlagdes, og et eget skriftsprog, baseret på det latinske alfabet, udvikledes i begyndelsen af 1930-erne. 1934 havde alle vepsiske skoler skolebøger på det nye skriftsprog vepsisk og et vepsiskt lærarseminarium oprettedes i Lodejnoje Polje.

Den vepsiske opblomstring kom til en brat afslutning under de store udrensninger i 1937–1938. Alle kulturelle aktiviteter stoppedes, og skolerne blev lukket, efter som vepserne skulle tvangsassimileres. Vepsiske bøger blev brændte på bål, og lærerne blev sat i fængsel.[5]

Under fortsættelseskrigen adskilte fronten nordvepsernes områder fra de mellemste og sydlige vepsers områder. Fronten gik i en længere tid langs med floden Svir, og Finland befriede området nord derfor. De finlandske myndigheder indrettede en stedlig administration, skoleforholdene indrettedes efter finskt mønster, og lærebøger fik man fra Finland. Stedlige kareler og vepser, som fandtes blandt de sovjetiske krigsfanger, ansluttede sig frivilligt til den finske armén i den såkaldte Frændebataljon (svensk: Frändebataljon, estisk: Hõimupataljon). Tillbagedragelsen af fronten gav anledning til store lidelser og mange menneskelige tragedier. Hårde straffe fra Sovjets side ramte dem, som havde samarbejdet med fjenden. Frændebataljonen overdroges ved fredsslutningen til Sovjetunionen. Enkelte vepser havde held til via Finland at komme til Sverige som flygtinge.[6]

Ve

Republik og område 1926 1937 1939 1959 1970 1979 1989 2002 2010
SSSR 32.785 29.842 31.679 16.374 8.281 8.094 12.501 ... ...
Russiske SFSR 32.783 29.585 31.442 16.170 8.057 7.550 12.142 8.240 5.936
Karelske ASSR 8.587 9.007 9.388 7.179 6.323 5.864 5.954 4.870 3.423
Leningrad oblast 17.290 15.146 15.343 8.026 650 774 4.273 2.019 1.380
Vologda oblast 6.888 5.432 4.976 117 282 65 728 426 412
Leningrad 5 0 198 848 154 208 368 318 721
Andre regioner 13 0 1.316 648 639 819 607
Andre sovjetrepublikker 2 257 237 204 224 544 359 ... ...

Efterkrigstiden[redigér | redigér wikikode]

Under efterkrigstiden fortsatte tvangsassimileringen. Mange vepsere udvandrede til byerne. Vepserne regnedes nu officielt ikke mere som en minoritet, men angaves i de sovjetiske folketællinger som russere.[7].

I 1989 oprettedes Vepsa Kultuuri Selts (Vepsisk Kulturforening), der har til formål at bevidstgøre vepserne om deres historiske og kulturelle arv og om deres sprog.

Antal[redigér | redigér wikikode]

I henhold til oplysninger indsamlede ved folketællinger og lignende har antallet af vepser udviklet sig således[8]:

År Antal Andel, der taler vepsisk
1897 25.284 -
1926 32.773 -
1939 32.000 -
1959 16.400 46,1%
1970 8.281 -
1979 8.094 38,4%
1989 12.501 -

I henhold til en etnografisk opgørelse fra 1983 fandtes der omkring 13.000 vepser, hvoraf 5.600 i Karelen, omkring 4.000 i Leningrad oblast og under 1.000 i Vologda oblast[9].

Levevis[redigér | redigér wikikode]

Museum for vepsisk kultur

Vepserne er overvejende landbrugere eller ernærer sig ved skovbrug. Vepserne ved Onega bedriver tillige fiskeri. Mange vepsere rejser bort for at søge arbejde, især i Skt. Petersborg-området. [10]

Vepsän rahvahaline volost[redigér | redigér wikikode]

Vepsän rahvahaline volost var en selvstyrende (autonom) kommune ved Onegas vestlige kyst, oprettet 20. januar 1994 og nedlagt igen 1. januar 2006 (området delt mellem 3 kommuner). Vepsernes folkelige kommune inkluderede Sheltozero, Rybreka og Shoksha vepsiske nationale råd i Prionezhsky regionen. Området udgjorde et areal på 830 km2 og havde i 2002 3.493 indbyggere, hvoraf ca. 30% var vepsere. Sheltozero udgjorde det administrative center.[11]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Margus Kolga, Igor Tõnurist, Lembit Vaba, Jüri Vilkberg: Vene impeeriumi rahvaste punane raamat; Tallinn 1993 (estisk)
  • Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3 (svensk)

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 1,2 1,3 1,4 1,5 1,6 Russian Census of 2002
  2. http://pub.stat.ee/px-web.2001/Dialog/Saveshow.asp Vepser iflg estisk folketælling (engelsk)
  3. Uibopuu, s. 158
  4. Uibopuu, s. 160f
  5. Time Europe
  6. Uibopuu, s. 161
  7. Uibopuu, s. 159
  8. Kolga et.al., s. 349
  9. Kolga et.al, s. 350
  10. Novosjilova, Jelena (2000). "Et besøg hos vepserne. Ofre for sprog- og kulturdøden.". tidsskriftet INFONOR 2000 (2): 4-6. http://www.infonor.dk/nyhedsbrev.htm. 
  11. oplysninger hentet fra vepsisk wikipedia

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]