Ingermanland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Republikken Nordingermanlands flag
Ingermanland ca. 1900

Ingermanland, (russisk: Ижора eller Ингерманландия (tr. Izjorskaja zemlja), finsk: Inkeri) er et historisk landskab i det nordvestlige Rusland, i Sankt Petersborg-området. Det ligger mellem floden Neva og Den Finske Bugt i nord, floden Narva og Peipus-søen i vest og Ladoga-søen Volkhov-floden i øst. Oprindelig udgjorde Neva grænsen mellem Ingermanland og Karelen, men fra omkring 1600 blev grænsen trukket længere mod nord på det karelske næs. Ingermanlands befolkning snakkede oprindeligt forskellige finsk-ugriske sprog (votisk og ingrisk).

Historie[redigér | redigér wikikode]

I tiden 500-1000 fik voterne den første kontakt med østslaverne. Oprettelsen af Novgorod (første gang omtalt år 859) blev med tiden en magt, der var i stand til at beskatte voterne. Sammen med prins Vseslav af Polotsk forsøgte voterne at bekæmpe Novgorod men uden held.

Under Republikken Novgorod 1136-1478[redigér | redigér wikikode]

Da Republikken Novgorods indflydelse voksede fra 1136 styrkedes forbindelserne med Ingrerne som antog den den ortodokse tro, men beholdt deres finsk-ugriske sprog. Ingermanland udgjorde en femting, Vodskaja pjatine, i Novgorods magtområde. Voter og ingrere kæmpede nu sammen med Novgorod i de følgende krige, blandt andet mod Tavastland i 1149. Gennem flere hundrede år bølgede krige mellem Republikken Novgorod og henholdsvis svenskere og den Tyske Orden. Krige med svenskerne foregik blandt andet 1240 og 1248 og standsede først med Nöteborg-traktaten 1323. Ved traktaten fik svenskerne kontrollen over Karelen og en del af det Karelske næs. Grænseområdet var ikke trygt, og mange ingrere flyttede vestpå mod Narva og floden Oredezj.

Kampe med den Tyske Orden foregik blandt andet 1241, 1242 og 1269. Fæstninger opførtes i Koporye i 1240 og i Narva i 1400-tallet. Nye fettog skete 1444 og 1447, men det lykkedes ikke den Tyske Orden at få fodfæste på Republikken Novgorods område.

1384 opførtes en græsk-ortodoks kirke og et kloster i Jaama (senere Kingisepp).

Under Storfyrstendømmet Moskva 1478-1617[redigér | redigér wikikode]

1478 omstyrtedes Republikken Novgorod af Storfyrstendømmet Moskva, og de erobrede områder opdeledes i femtedele, hvorved den største del af Ingermanland kom under Novgorods (voternes) femtedel. Områderne vest for floden Luuga kom under Sjelonas femtedel.

Storfyrstedømmet Moskva regerede over Ingermanland. I 1484 og 1488 blev et stort antal voter og ingrere deporteret til det centrale Rusland, og russiske nybyggere flyttede ind. Storfyrstedømmet fremmede den græsk-ortodoxe kirke.

Det svenske Ingermanland 1617-1721[redigér | redigér wikikode]

Svenskere og russere havde konkurrerende interesser i området fra tidlig vikingetid, men den første befæstning blev først anlagt tidligt i 1300-tallet. Det var den svenske fæstningen Landskrona ved floden Okhtas udløb i Neva. I 1580'erne fik Ingermanland status som svensk besidelse, blev overleveret til Rusland ved freden i Teusina 1595, og blev igen svensk 1617 efter den ingermanlandske krig.

Ingermanlands våben i den svenske tid: en strøm mellem to mure (fra Karl 12.s store segl). Ifølge traditionen forestiller det floden Neva med mure fra fæstningen Nyenskans.

Under den nordiske 25-årskrig erobrede Pontus De la Gardie 1581 Narva, Ivangorod, Jaama og Koporje (Kapris). Ved våbenstilstanden i Pljussa i 1583 beholdt Sverige disse erobringer, det vil sige stort set hele Ingermanland med undtagelse af Nöteborg og omegn. Denne erobring, med undtagelse af Narva, blev tilbagegivet til Rusland ved Freden i Teusina 1595. 1610 startede Den ingermanlandske krig, der sluttede med, at størstedelen af Ingermanland blev en svensk provins efter freden i Stolbova 1617. Dette var første gang Ingermanlands grænser fastlagdes.

Sveriges interesse i Ingermanland var strategisk. Området skulle udgøre en bufferzone mod russiske fremstød mod Det karelske næs og Finland. Desuden skulle russisk handel tvinges til at passere svensk territorium. Sverige anvendte også Ingermanland som område hvortil man sendte dem, der var blevet dømt til forvisning.

Sverige forsøgte at introducere den lutherske tro, hvilket dog kun lykkedes med beskeden fremgang. Den lutherske tro tiltog dog i forhold til den græsk-ortodokse derved, at en betydelig del af de ortodokse flyttede til Rusland,[1], især i de nordøstlige dele af Ingermanland hvor de svenske love og den lutherske kirkebrug vakte stort utilfredshed. Samtidigt skete en indvandring af lutherske finner fra egnene i Savolax og Det karelske næs (hovedsagelig fra Äyräpää) til Ingermanland.

1664 udgjorde befolkningen i Ingermanland højst 15.000 personer. Den lutherske del udgjorde 41.1% 1656, 53.2% 1661, 55.2% 1666, 56.9% 1671 og 73.8% 1695.

Fæstningerne Ivangorod (Jaanilinn), Jaama (nu Kingisepp), |Koporje og Nöteborg (nu Sjlisselburg) blev centre for de fire ingermanlandske slotslen. Besiddelsen blev bestyret som en bufferzone mellem Rusland og Finland, og var tyndt befolket. Fæstningen Nyenskans blev bygget ved mundingen af Neva 1611 og gjort til administrativt centrum på bekostning af Ivangorod 1642. Fæstningen blev stærk skadet efter et russisk angreb 1656. Administrationen blev da flyttet til Narva[2].

Under Zarrusland 1721-1917[redigér | redigér wikikode]

Kort over Ingermanland og Karelen fra 1740-erne.

Efter at den store nordiske krig var brudt ud i 1700, blev området overtaget af Rusland. Den nye russiske hovedstad Sankt Petersborg blev anlagt af Peter den Store i nærheden af Nyenskans i 1703. Ingermanland blev omdøbt til "Ingermanlands guvernement" 1708-1710, der efter "Sankt Petersborg Guvernement" 1710-1914, og til "Petrograds Guvernement 1914-1924".

Den juridiske svenske afståelse blev aftalt ved Freden i Nystad i 1721. Under russisk styre blev bønderne livegne. Livegenskabet blev afskaffet 1861. Ved folketællingen 1897 opgjordes antallet af indbyggere til 130.413, i 1917 var befolkningen øget i antal til over 140.000 ved revolutionen, heraf 45.000 i Republikken Nordingermanland (Pohjois-Inkeri), 52.000 i det centrale og østlige Ingermanland, 30.000 i det vestlige Ingermanland og 13.000 i byen Petrograd. Fra 1868 begyndte en vis tilflytning af estere til Ingermanland: 1897 udgjorde esterne 64.116, heraf 12.238 i Sankt Petersborg, i 1926 66.333, hvoraf 15.847 i Leningrad. Antallet af ingrere var i 1834 17.800, i 1897 21.000 og i 1926 26.137.

Sovjettiden 1917-1991[redigér | redigér wikikode]

Efter oktoberrevolutionen 1917 udråbtes udbryderrepublikken Nordingermanland, med støtte fra Finland som en selvstændig stat. Republikken beherskede dele af det karelske næs mellem årene 1919 og 1920.

Efter Estland selvstændighedskrig og fredsaftalen i Tartu den 2. februar 1920 mellem Estland og Sovjetunionen blev den vestligste del af Ingermanland, det såkaldte Estniske Ingermanland, en del af Estland, og ved den sovjetisk-finske fred i Tartu den 14. oktober 1920 blev det øvrige Ingermanland en denforenet med Ruslanf i Den Russiske Føderative Sovjetrepublik, med begrænset indre selvstyre.

1920 var højdepunktet for finskingermanlændingene. Da fandtes 300 finsksprogede skoler og 10 finsksprogede aviser i Ingermanland. Den første heldækkende folktælling i Sovjetunionen 1926 opgjorde 114.831 "Leningradfinner", som finskingermanlændingene blev kaldt. Folketællingen viste også, at antallet af russere var større end finskingermanlændinge i det centrale Ingermanland, mens i det nordlige Ingermanland udgjorde finskingermanlændingene et flertal.

Da landbruget blev kollektiviseret 1928, blev den finske befolkning decimeret ved tvangsflytning af 18.000 kulakker til blandt andet Kolahalvøen, Kazakstan og Centralasien[3]; Senere blev ingermanland-finnerne regnet som politisk upålidelige, og flere deporteringskampagner fulgte frem til 1936[4][5]. De deporterede erstattedes af russer, tatarer og ukrainere. I efteråret 1934 etableredes en forbudszone langs Sovjetunionens vestlige grænse. Officielt var den 7,5 km bred, men langs den estiske grænse var den op til 90 km bred, hvor ingen kunne opholde sig uden tilladelse fra NKVD og de, der betragtedes som "politiskt upålidelige", eksempelvis finskingermanlændingene og en del andre folkeslag, blev tvunget til at flytte derfra.[6] I 1937 blev finskingermanlændingene og ingrerne underlagt yderligere restriktioner: lutherske kirker lukkedes, skoler med undervisning på finsk og ingrisk blev lukket,[7][8] ligesom aviser og radiostationer på finsk og ingrisk blev forbudt.[9]

I det Estniske Ingermanland blomstrede finskheden frem til 1940, da landet blev indtaget af Sovjetunionen og en sovjetisering fandt sted, inklusive massedeportationer af nazister i 1941 og igen i 1949.

Under 2. verdenskrig indtil 31. oktober 1944 flygtede 63.227 "ingrere" til Finland (heraf en del voter)[Kilde mangler]. Efter freden mellem Finland og Sovjetunionen vendte 55.773 tilbage, men blev fordelt på Novgorod, Kalinin, Vologda, Sverdlovsk og andre oblaster.[Kilde mangler]

Efter afslutningen af 2. verdenskrig er russificeringen af Ingermanland fortsat. Selv om Leningrad (Sankt Petersborg) var en hovedsagelig russisksproget by, var de omgivende landdistrikter længe ingermanlandsk- eller finsktalende,[Kilde mangler] men med den øgede urbanisering og indflydelsen fra den centrale millionby blev egnen russificeret.

Efter sovjettiden 1991-[redigér | redigér wikikode]

Efter opløsningen af Sovjetunionen 1991 har ingermanland-finnerne fået mulighed for at emigrere til Finland. Mange af de tilbageblevne ingermanlændinge har emigreret til Finland i 1990-erne[Kilde mangler], inklusive sådanne som under tidligere generationer har overtaget russisk som talesprog.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Nationalencyklopedin: Uppslagsord Ingermanland
  2. Kurs, Ott (1994). Ingria: The broken landbridge between Estonia and Finland. GeoJournal 33.1, 107-113
  3. Uibopuu, s. 167. Uibopuu nævner, at 4.000 familier eller 18.000 ingermanlændinge blev deporterede under kollektiviseringen 1929-1931
  4. Uibopuu, s. 167. Uibopuu nævner, at i 1935 deporteredes 7.000 personer yderligere og i maj-juli 1936 deporteredes hele befolkningen i de nordlige ingermanlandske sogne, ialt ca. 50.000 personer
  5. Terry Martin: "Origins of Soviet Ethnic Cleansing" (The Journal of Modern History 70 (December 1998): 813–86), s. 849
  6. Ian M. Matley: "The Dispersal of the Ingrian Finns." Slavic Review 38.1 (1979), 1-16
  7. Viron inkerinsuomalaisten litto: Ingerimaa ajalugu
  8. "Ingrian" (Omniglot)
  9. Viron inkerinsuomalaisten litto: Ingerimaa ajalugu

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Margus Kolga, Igor Tõnurist, Lembit Vaba, Jüri Viikberg: Vene impeerium rahvaste punane raamat; Tallinn 1993
  • Valev Uibopuu: Finnougrierna och deras språk; Studentlitteratur, Lund 1988; ISBN 91-44-25411-3