Sommer-OL 1896

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den I Olympiades Lege
Athens 1896 report cover.jpg
Værtsby Grækenland Athen, Grækenland
Deltagende lande 14[1]
Deltagende atleter 245[2]
Discipliner 43 i 9 sportsgrene
Åbnings-
ceremoni
6. april
Afslutnings-
ceremoni
15. april
Officielt åbnet af Kong Georg I
Stadion Panathinaikos Stadion

Sommer-OL 1896 hed formelt Den I Olympiades Lege, og det var det første sommer-OL i moderne tid, de første lege siden den romerske kejser Theodosius I forbød de antikke olympiske lege i 393 e.Kr. som led i en kristen kampagne mod hedenskab.

På en kongres i Paris i 1894 arrangeret af Pierre de Coubertin blev den Internationale Olympiske Komite (IOC) dannet, og den græske hovedstad Athen blev valgt som værtsby for det første OL. Grækerne havde ikke meget erfaring med at arrangere idrætsstævner, og i begyndelsen havde de også økonomiske problemer, men fik dog det hele klar til tiden.

Efter datidens målestok var arrangementet enormt og havde det hidtil største internationale deltagerantal for et idrætsstævne. På trods af, at mange af datidens topnavne manglede, var legene en folkelig succes i Grækenland. Det sportslige højdepunkt for grækerne var deres egen Spiridon Louis' sejr i maratonløbet. Den mest vindende deltager var den tyske bryder og gymnast Carl Schuhmann.

Efter legene blev de Coubertin og IOC anmodet om efterfølgende fortsat at afholde legene i Athen. Det var bl.a. den græske kong Georg og nogle af de amerikanske deltagere i Athen, der fremkom med forslaget. Men sommer-OL 1900 var allerede blevet tildelt Paris, og hvis man ser bort fra de olympiske mellemlege 1906, vendte OL ikke tilbage til Grækenland før sommer-OL 2004 i Athen.

Valg af værtsby[redigér | redigér wikikode]

I løbet af 1800-tallet blev der afholdt adskillige "olympiske" idrætsfestivaller i forskellige europæiske lande. De moderne olympiske lege opstod faktisk (også ifølge de Coubertin) i den engelske markedsby Much Wenlock i Shropshire. Den lokale læge, William Penny Brooks, i 1850 grundlagde her Much Wenlock Olympiske Lege. De første lege blev afholdt i oktober 1850 med konkurrencer som bl.a. atletik, cricket, fodbold og ringkast.

Pierre de Coubertin havde også fået ideen at genoplive de olympiske lege som et internationalt multisportsstævne. Han fremlagde sine ideer på en kongres i 1894, der blev holdt på Sorbonne-universitetet i Paris med deltagere fra 11 landes idrætsforbund.

Efter det var blevet besluttet at genoplive de olympiske lege, skulle der vælges en værtsby for det første OL. De Coubertin foreslog at afholde legene i Paris i 1900 samtidig med Verdensudstillingen samme sted. Kongressen var imidlertid bekymret for at interessen for legene ville dale, hvis der gik hele seks år før de første lege, så den besluttede at afholde det første OL i 1896. Flere af deltagerne foreslog London som værtsby, men efter en kort snak med den græske delegerede Demetrius Vikelas forslog de Coubertin Athen som en mulighed. Grækenland var OLs oprindelige hjemsted, og kongressen vedtog forslaget enstemmigt. Vikelas blev valgt som den første formand for den netop dannede Internationale Olympiske Komite (IOC).

Organisering[redigér | redigér wikikode]

Nyheden om de olympiske leges tilbagevenden til Grækenland blev positivt modtaget af det græske folk og de græske aviser. Men landet var politisk ustabilt og i økonomiske problemer. Premierministerposten gik hastigt på skift mellem Charilaos Trikoupis og Theodoros Deligiannis. Og sidst i 1894 fremlagde organisationskomiteen med Etienne Skouloudis i spidsen en rapport, der viste at udgifterne til legene ville blive tre gange så høje som de Coubertin oprindelig havde skønnet. De konkluderede, at legene ikke kunne afholdes og tilbød at træde tilbage.

Den græske kronprins Konstantin, der støttede legene, besluttede at udpege en ny komité med sig selv som formand. Hans entusiasme fremkaldte en bølge af bidrag fra det græske folk, hvorved der blev indsamlet 330.000 drachmer. Et særligt sæt frimærker skaffede yderligere 400.000, og billetsalget indbragte 200.000 drachmer. På opfordring fra Konstantin indvilgede den rige forretningsmand George Averoff i at betale for renoveringen af Panathinaikos Stadion, hvilket kostede 920.000 drachmer. Averoffs generøsitet blev belønnet med opførelsen af en statue af ham, der blev afsløret den 5. april uden for stadion, hvor den stadig står.

Organiseret sport var noget relativt nyt i Grækenland, og derfor havde organisationskomiteen meget lidt erfaring med at arrangere idrætsstævner. Dens arbejde på dette område blev i stor udstrækning overtaget af de Coubertin selv. Han bestemte således hvilke regler der skulle følges, ligesom han inviterede alle idrætsfolkene. Nogle af dem deltog, fordi de tilfældigvis var i Athen på det tidspunkt, hvor legene blev afholdt, enten på ferie eller i forbindelse med arbejde (f.eks. arbejdede nogle af de britiske sportsfolk for den britiske ambassade). Der var ingen særlig olympisk landsby for sportsfolkene som nutildags; de boede på hoteller eller hos venner.

Program[redigér | redigér wikikode]

   ●    Åbningsceremoni    ●    Konkurrencer    ●    Finaler    ●    Afslutningsceremoni
April 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15.
Ceremonier [3]
Atletik ● ● ● ● ● ● ● ● ● ● ● ● ● ● ●
Cykling ● ● ●
Fægtning ● ●
Gymnastik ● ● ● ● ● ● ●
Skydning ● ● ●
Svømning ● ● ● ●
Tennis ● ●
Vægtløftning ● ●
Brydning
April 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. 13. 14. 15.

Åbningsceremoni[redigér | redigér wikikode]

Åbningsceremonien på Panathinaiko Stadion

Den 6. april blev Den Første Olympiades Lege officielt åbnet. Den var 2. påskedag for den græsk-ortodokse, romersk katolske og protestantiske kirke, og det var også årsdagen for udbruddet af de den græske uafhængighedskrig.

Panathinaiko Stadion var fyldt med ca. 80.000 tilskuere, herunder kong Georg, hans kone Olga og deres sønner. De fleste af de konkurrerende sportsfolk stod linet op på græsplænen, hvert land for sig. Formanden for organisationskomiteen, kronprins Konstantin, holdt en tale, og derefter åbnede hans far officielt legene:

"Jeg erklærer åbningen af de første internationale olympiske lege i Athen. Nationen længe leve. Det græske folk længe leve."

Bagefter opførte 9 orkestre og 150 korsangere den olympiske hymne, komponeret af Spyros Samaras med tekst af Kostis Palamas. Hymnen blev vel modtaget, og tilskuerne krævede den afspillet endnu en gang.

De nutidige olympiske åbningsceremonier indeholder stadig elementer fra denne korte ceremoni. Det er stadig værtslandets statsoverhoved, der officielt åbner legene, og den olympiske hymne (officiel siden 1958) bliver stadig spillet. Andre indslag, såsom landenes indmarch, tændingen af den olympiske ild og aflæggelsen af den olympiske ed er indført siden.

Oversigt over sportsgrene[redigér | redigér wikikode]

På Sorbonne-konferencen var der blevet foreslået en lang række sportsgrene til programmet i Athen. Den første officielle kundgørelse nævnte bl.a. fodbold og cricket, som dog ikke kom med. Roning var til gengæld programsat, men konkurrencerne måtte aflyses på grund af for stærk vind på konkurrencedagen. Sejlsport blev også aflyst, fordi "vi havde ingen passende både, og ingen udlændinge dukkede op til konkurrencen" (fra den officielle rapport).

Atletik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Atletik under sommer-OL 1896
Uddybende Uddybende artikel: Maratonløbet ved OL 1896

Atletikkonkurrencerne, som blev afviklet på Panathinaiko Stadion, var den sportsgren med størst international deltagelse. Det amerikanske hold på 10 deltagere, heraf dog kun én national mester, dominerede og vandt 9 af de 12 konkurrencer. Atletikprogrammets højdepunkt var maratonløbet – det første internationale nogensinde. Spiridon Louis, en ukendt vandbærer, vandt konkurrencen og blev den eneste græske mester i atletik, og dermed nationalhelt. Der blev ikke sat verdensrekorder, da meget få topnavne var med. Derudover var løbebanernes kurver meget krumme, hvilket nærmest umuliggjorde hurtige tider.

Schuhmann (t.v.) og Georgios Tsitas hilser på hinanden inden finalen i brydekonkurrencen.

Brydning[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Brydning under sommer-OL 1896

Der var ingen vægtklasser i brydning og dermed kun én konkurrence (og dermed kun én vinder). Den blev afholdt på Panathinako Stadion, og reglerne mindede om dem i moderne græsk-romersk brydning, men der var ingen tidsgrænse, og ikke alle bengreb var forbudte (i modsætning til moderne regler).

Bortset fra de to græske brydere havde alle deltagerne tidligere konkurreret i andre sportsgrene ved legene. Vægtløftningsmesteren Launceston Elliot mødte gymnastikmesteren Carl Schuhmann fra Tyskland. Sidstnævnte vandt nemt og gik videre til finalen, hvor han mødte Georgios Tsitas. Deres finalekamp måtte afbrydes efter 40 minutter, fordi mørket faldt på, men blev fortsat dagen efter, hvor tyskeren afgjorde kampen efter et kvarter.

Franskmændene Léon Flameng (t.v.) og Paul Masson vandt tilsammen fire cykelkonkurrencer.

Cykling[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Cykling under sommer-OL 1896

Konkurrencerne i banecykling blev afholdt på den nybyggede Neo Phaliron Velodrom. Der blev kun afholdt ét landevejsløb – fra Athen til Marathon og tilbage igen (87 km). Det blev vundet af Aristidis Konstantinidis.

Franskmanden Paul Masson var den bedste banerytter, og han vandt såvel løbet over en omgang (enkeltstart), sprintkonkurrencen og 10.000 m løbet. I 100 km løbet deltog Masson som pacer eller hare for sin landsmand Léon Flameng. Flameng vandt løbet efter at være styrtet undervejs, og efter at have standset op for at vente på sin græske modstander Kolettis, der havde mekaniske problemer. Den østrigske fægter Adolf Schmal vandt 12 timers løbet, der blev fuldført af kun to cykelryttere.

Fægteren Leonidas Pyrgos blev den første græske olympiske mester (i moderne tid) ved at vinde fleuretkonkurrencen.

Fægtning[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Fægtning under sommer-OL 1896

Fægtekonkurrencerne blev afviklet i Zappeion, opkaldt efter Evangelos Zappas, der havde arrangeret græske olympiske lege i midten af 1800-tallet. I modsætning til de andre sportsgrene havde professionelle lov til at deltage i fægtning. I modsætning til andre professionelle blev disse såkaldte 'fægtemestre' anset for at være gentleman-sportsfolk på samme måde som amatørerne var.

Fire discipliner var planlagt, men af ukendte årsager blev kårdekonkurrencen aflyst. Fleuretkonkurrencen blev vundet af en franskmand, Eugène-Henri Gravelotte, mens de to andre discipliner, sabel og fleuret for 'mestre', blev vundet af græske fægtere. Leonidas Pyrgos, der vandt sidstnævnte disciplin, blev den første græske olympiske mester i moderne tid.

De tyske mestre i individuel gymnastik: Schuhmann, Flatow og Weingärtner

Gymnastik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Gymnastik under sommer-OL 1896

Gymnastikøvelserne blev udført på græsplænen på Panathinaiko Stadion. Tyskland havde sendt et 11 mand stort hold, der dominerede ved at vinde 5 af de 8 discipliner, herunder begge holdkonkurrencer. I holdkonkurrencen i reck var tyskerne uden konkurrence. Tre tyskere vandt desuden individuelt. Hermann Weingärtner, der også fik to andenpladser og en tredjeplads, vandt reck-øvelsen, mens Alfred Flatow vandt i barre. Carl Schuhmann, der også triumferede i brydning, vandt spring over hest.

Louis Zutter, en schweizisk gymnast, vandt bensving, mens grækerne Ioannis Mitropoulos og Nikolaos Andriakopoulos sejrede i henholdsvis ringene og tovklatring.

Skydning[redigér | redigér wikikode]

På skydebanen ved Kallithea var der fem skydediscipliner, to for riffel og tre for pistol.

Den første konkurrence, 200 m militærriffel, blev vundet af Pantelis Karasevdas, der var den eneste, der ramte målet med alle skud. Militærpistol blev domineret af de amerikanske brødre John og Sumner Paine. For ikke at ydmyge værterne besluttede brødrene, at kun én af dem deltog i den næste konkurrence, fri pistolskydning. Sumner Paine vandt øvelsen, hvorved de to brødre blev en del af den første familie med to olympiske mestre.

Paine-brødrene deltog ikke i 25 m pistol-øvelsen, da deres våben blev dømt ureglementerede – de var ikke af den krævede kaliber. I deres fravær vandt Ioannis Frangoudis. Frangoudis blev nr. 2 i den sidste øvelse – fri riffelskydning, der skulle afvikles samme dag. Men konkurrencen var ikke færdig ved mørkets frembrud og blev først fuldført næste morgen, hvor Georgios Orphanidis kunne hyldes som mester.

Alfréd Hajós, den første olympiske mester i svømning, er en af kun to, der har vundet OL-medalje i både sports- og kunstkonkurrencer.

Svømning[redigér | redigér wikikode]

I modsætning til i dag blev svømmekonkurrencerne i 1896 afholdt i åbent hav. Næsten 20.000 tilskuere siges at have overværet svømningen i Zea-bugten ud for Piræus' kyst.

Alle fire øvelser blev afviklet (11. april). For Alfréd Hajós fra Ungarn betød det stramme tidsprogram, at han kun kunne deltage i to discipliner, 100 m og 1200 m fri, som han begge vandt. Senere blev Hajós en af kun to gennem tiden, der vandt medaljer i både sports- og kunstkonkurrencer ved OL, idet han vandt sølvmedalje i arkitektur i 1924.

Den tredje øvelse, 500 m fri, blev vundet af østrigeren Paul Neumann, der slog sine modstandere med mere end halvandet minut. Den fjerde og sidste svømmekonkurrence var kun for græske sømænd.

Tennis[redigér | redigér wikikode]

Selvom tennis allerede i slutningen af 1800-tallet var en stor sport, dukkede ingen af topspillerne op til tennisturneringen, der blev holdt på Athen Lawn Tennis Clubs baner og på cykelbanens inderkreds.

Ireren John Pius Boland, der var på ferie i Athen, var blevet tilmeldt turneringen af en græsk ven, og han vandt relativt let. I første runde slog han Friedrich Traun, en tysker der var blevet slået ud i 800 m løb. De besluttede at danne par til doubleturneringen, hvor de nåede finalen og vandt over deres græsk/egyptiske modstandere efter at have tabt første sæt.

Launceston Elliot, vinder af vægtløftning med en arm, var populær blandt de græske tilskuere, der syntes han var en flot mand.

Vægtløftning[redigér | redigér wikikode]

Sportsgrenen vægtløftning var stadig meget ung i 1896, og reglerne var ret forskellige fra i dag. Konkurrencerne blev afholdt på det olympiske stadion, og ligesom i brydning var der ingen vægtklasser.

Den første øvelse var disciplinen to-hånds stød. To konkurrenter skilte sig ud: Launceston Elliot fra Storbritannien og Viggo Jensen fra Danmark. De klarede samme vægt, men juryen, med prins Georg som formand, erklærede Jensen for vinder på bedre stil. Den britiske delegation kendte ikke denne stil-regel og protesterede. Løfterne fik derfor lov til at gøre yderligere forsøg, men ingen af dem forbedrede sig, hvorfor Jensen blev kåret som vinder.

Elliot fik revanche i en-hånds træk-øvelsen, der blev holdt umiddelbart efter to hånds-øvelsen. Jensen var blevet småskadet i sit sidste forsøg med to hænder og havde ingen chance mod Elliot, der vandt let. Det græske publikum var fortryllet af den britiske vinder, som de fandt meget attraktiv.[4] Angiveligt fik han endda ægteskabstilbud fra en "højt placeret dame".[4]

Afslutningsceremoni[redigér | redigér wikikode]

Søndag den 12. april om morgenen var kong Georg vært for en banket for officials og sportsfolk. I sin tale gjorde han det klart, at de olympiske lege altid burde afholdes i Athen.

Den officielle afslutningsceremoni blev holdt den efterfølgende onsdag, udsat fra om tirsdagen på grund af regnvejr. Endnu en gang var den kongelige familie tilstede ved ceremonien, der blev indledt med den græske nationalmelodi og en ode komponeret og fremført af den britiske sportsmand og studerende George S. Robertson.

Bagefter uddelte kongen præmier til vinderne. Til forskel fra i dag modtog vinderne sølvmedaljer og nr. 2 bronzemedaljer. Nogle af vinderne fik også yderligere præmier, f.eks. modtog Spyridon Louis en pokal fra Michel Bréal, en af de Coubertins venner, der havde fået idéen til maratonløbet. Louis førte derefter an på vindernes æresrunde på stadion, mens den olympiske hymne blev spillet igen. Så lukkede kongen officielt legene med ordene "Jeg erklærer de Første Internationale Olympiske Lege for afsluttede."

Nationer[redigér | redigér wikikode]

'Nationale hold' var ikke en del af de olympiske lege før Ekstralegene i 1906 ti år senere. Alt efter hvilken kilder man bruger, opgives antallet af deltagende nationer til mellem 10 og 15, men mange kilder angiver idrætsfolkenes nationaliteter og medaljernes fordeling på disse 13 nationer.

Europa (247)
Amerika (14)
Oceanien (1)

Enkelte kilder betragter den i Alexandria boende Dionysios Kasdaglis som ægypter, men de fleste, herunder IOC, anså ham som værende fra Grækenland. Derudover inkluderer de græske resultater også resultaterne opnået af idrætsfolk fra Cypern og Smyrna (senere Izmir) i Lilleasien, selvom disse områder hørte under henholdsvis Storbritannien og Det Osmanniske Rige. Trods Australien stadig var en del af Storbritannien, angives Teddy Flacks resultater som opnået af en australier. Østrig og Ungarn blev i denne forbindelse også betragtet som to forskellige lande, selvom de begge var en del af Østrig-Ungarn. Til de ungarske resultater blev derudover regnet atleter fra Vojvodina, der i dag er en del af Serbien, samt Slovakiet.

Derudover havde Belgien, Chile og Rusland navngivne idrætfolk tilmeldt, men de trak sig inden start:

Danmarks deltagelse[redigér | redigér wikikode]

Stud.polyt. Viggo Jensen, Danmarks første guldmedaljevinder ved de olympiske lege.
Uddybende Uddybende artikel: Danmark ved sommer-OL 1896

Der deltog tre danske sportsfolk ved legene og de konkurrerede i fem sportsgrene. To af dem fik tilsammen en første-, to anden- og tre tredjepladser, mens Eugen Schmidt ikke placerede sig.

Stud.polyt. Viggo Jensen fik en første-, en anden- og en tredjeplads, mens oberstløjtnant Holger Nielsen, der senere blev kendt som en af medopfinderne af håndbold og H.N.-metoden til kunstigt åndedræt, måtte nøjes med en andenplads og to tredjepladser. Viggo Jensen fik sin første- og andenplads i vægtløftning og tredjepladsen i Skydning. Derudover deltog han i atletik og gymnastik, hvilket gav to fjerdepladser som det bedste. Holger Nielsen, fik en anden- og en tredjeplads i skydning samt en tredjeplads i fægtning. Han deltog også i atletik, men uden dog at få medaljer. Eugen Schmidt var den eneste dansker, der ikke fik en medalje med hjem. Han deltog i skydning og atletik, og hans bedste placering var som nummer 12 i skydning med militærriffel.

Medaljefordeling[redigér | redigér wikikode]

Nutildags opgør man medaljefordelinger ved olympiske lege. Det var ikke tilfældet i 1896, men mange kilder har beregnet fordelinger fra legene, så de kunne sammenlignes med senere lege. Denne statistik skal dog tages med et gran salt.

Først og fremmest blev der i Athen ikke uddelt guldmedaljer, og der var ingen præmier for tredjepladser. For det andet fandtes nationale hold, som vi kender det fra i dag, stort set ikke. Grækenland og Ungarn havde afholdt udtagelsesstævner, men de fleste andre idrætsfolk repræsenterede blot en klub eller sig selv. Derudover eksisterede ikke alle de nedenfor nævnte lande i 1896. F.eks. var Australien endnu ikke blevet selvstændigt fra Storbritannien, og Ungarn og Østrig var formelt set ét land. Ikke desto mindre har de fleste kilder den nedenfor anførte liste af lande.[5]

Medaljerne[redigér | redigér wikikode]

Den sølvmedalje man fik for en sejr.

Vinderen fik en sølvmedalje og en olivengren. Sølvmedaljen havde Akropolis på den ene side og guden Zeus på den anden. Nr. to fik en bronzemedalje og en olivengren. Visse kilder siger dog, at der var tale om en medalje af kobber og en laurbærgren. Tredjepladsen fik ikke noget da de finansielle midler ikke rakte længere. Først i 1904 indførte man guld, sølv og bronze som vi kender det i dag.

Kvindelige idrætsfolk[redigér | redigér wikikode]

Det var ikke tilladt for kvinder at konkurrere ved OL 1896. En kvinde, Stamata Revithi med kælenavnet Melpomene efter den græske muse for tragedie, protesterede ved at løbe maratonruten den 11. april, dagens efter mændenes maratonløb. Hun fik dog ikke lov til løbe på stadion, så hun var nødt til at tage den sidste omgang uden for stadion. Fra OL i 1900 og frem har der været kvindelige deltagere, men først i 1981 blev en kvinde medlem af Den internationale Olympiske Komité.[7]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Antallet er åbent for fortolkning og svinger mellem 10 og 15. Nationale hold fandtes næsten ikke dengang, og de fleste idrætsfolk repræsenterede sig selv eller deres klub. Derudover var landene ikke altid så veldefinerede som i dag. Antallet af lande reflekterer her det antal, der angives af de fleste moderne kilder. Se #Nationer for flere detaljer om fastsættelsen af dette antal.
  2. Antallet af idrætsfolk er et skøn, taget fra Mallon & Widlund (se #Referencer). Op til 252 idrætsfolk deltog, men navnene kendes blot for de 179 af dem.
  3. Prikkerne indikerer antallet af forskellige discipliner den pågældende dag.
  4. 4,0 4,1 Sports Reference – Launceston Elliot
  5. International Olympic Committee – Olympic Games
  6. Disse medaljer blev vundet af et hold bestående af deltagere fra to forskellige lande. Det var de første år, men det er ikke længere tilfældet.
  7. www.olympicwomen.co.uk

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  • Lampros, S.P.; Polites, N.G.; De Coubertin, Pierre; Philemon, P.J.; & Anninos, C.: "The Olympic Games: BC 776 – AD 1896" (Athens: Charles Beck, 1897). Digital version
  • Mallon, Bill; & Widlund, Ture: "The 1896 Olympic Games. Results for All Competitors in All Events, with Commentary" (Jefferson: McFarland, 1998) ISBN 0-7864-0379-9 ( Digital version)
  • Smith, Michael Llewellyn: "Olympics in Athens 1896. The Invention of the Modern Olympic Games" (London: Profile Books, 2004) ISBN 1-86197-342-X.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: