Len

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Len (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Len)
Lensed (1512)

Et len var fra middelalderen og renæssancen et landområde, som kongen overlod en lensmand at forvalte, mod visse modydelser.

Lensvæsenet menes at være opstået omkring det 810. århundrede i Frankrig, men i Danmark opstod de først på Valdemar Sejrs tid.

Lensmanden var kongens repræsentant i et område, og havde den øverste militære og civile myndighed.

Lensregnskaber

Lensmanden skulle årligt aflægge et lensregnskab omfattende:

- det egentlige regnskab med bilag,
- en jordebog omfattende fæstere på krongods opgjort sognevis og byvis med angivelse af de enkelte fæsteres landgilde, desuden selvejere men ikke fæstere under private godser,
- et skattemandtal i forbindelse med indtægter fra ekstraordinære skatter og omfattende alle skatteydere.

Selve lensregnskabet var som regel opbygget således, at det begyndte med kassebeholdningen ved slutningen af forrige regnskabsår. Derefter fulgte de "visse" eller ordinære indkomster: landgilde fra gårdmænd og husmænd, afgifter fra selvejere, gejstlige indkomster. Så fulgte de "uvisse" indkomster: indfæstning (når nye fæstere overtog en ejendom), førlov (godtgørelse hvis nogen bosat ønskede at forlade stedet i utide), husbondhold, sagefald og bøder. Sidst kom indtægter af indkøbte varer, indkomster fra salg af varer, overdragelser fra andre slotte, udbyttet fra den kongelige ladegård med mere. Efter sammentælling af indkomsterne fulgte en oversigt over udgifterne: løn og kost til lensmanden og slottets folk, udgifter vedrørende byggeri og vedligeholdelse af ejendom, udgifter til indkøbte varer, oversigt over solgte varer med mere. Efter sammentælling af udgifterne skete en opgørelse af årets nettoresultat.

Overskud i penge fremsendtes til rentekammeret mens overskud i varer forblev som beholdning.[1]

Typer af len

Der var forskellige lenstyper:

  • Pantelen, som betaling for en kredit.
  • Afgiftslen, hvor kongen fik en fast afgift, og lensmanden beholdt resten af indtægterne.
  • Tjenestelen, hvor der for eksempel skulle stilles en vis militær styrke til kongen som betaling, mens lenets indtægter tilfaldt lensmanden.
  • Regnskabs- eller fadeburslen, hvor lensmanden var på fast løn mod at indtægterne tilfaldt kongen.
  • Fyrstelen, der ofte tilfaldt kongens familie (herunder også livgeding).

Der var ikke tale om arvelighed, med mindre det var pantelen der løb til pantet var indfriet, så det var på mange måder gunstigt for en lensmand at låne kongen penge, da han sjældent var istand til at betale tilbage. På den måde kunne man sikre lenet til næste generation.

I 1660 blev de danske len omdannet til amter (Danmarks amter (1662-1793)).

Ordet len fik en ny betydning da kong Christian 5. ved forordning af 1671 gav mulighed for at adelige der ejede jord godt kunne oprette grevskaber og baronier, og samtidigt få titel af henholdsvis lensgreve eller lensbaron.

Efter tysk forebillede blev Sønderjylland i 1200-tallet forlenet til de slesvigske hertuger (et arvelig fyrstelen). Hertugdømmet Slesvig var indtil de slesvigske krige i 1800-tallet et dansk len, ligesom Hertugdømmet Holsten var et tysk len.

Noter

  1. ^ Jexlev, s. 575

Litteratur

  • Harry Christensen: Len og magt i Danmark 1439-1481. De danske slotslens besiddelsesforhold analyseret til belysning af magtrelationerne mellem kongemagt og adel. Med særlig fokus på opgøret i slutningen af 1460'erne (Jysk Selskab for Historie nr. 42; Universitetsforlaget i Aarhus 1983)
  • Birgitte Dedenroth-Schou: Koldinghus Lens Regnskab 1610-11 (Selskabet for udgivelse af kilder til dansk historie, København, 1984).
  • H. H. Fussing: "Stjernholm Len 1603-1661" (Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab: Historisk-Filologiske Skrifter bd. 111, nr. l; Munksgård, Kobenhavn 1951)
  • Thelma Jexlev: "Lensregnskaberne" (Fortid og Nutid, bind XXV, hefte 5/6 (1974), s. 571-621)
  • Thelma Jexlev: "Lensregnskaberne II" (Fortid og Nutid, bind XXVI, hefte 1/2 (1975), s. 1-67)
  • Haakon Bennike Madsen og Erland Porsmose: "Næsbyhoved lens regnskaber 1502-1511. Danske Middelalderlige Regnskaber 3" (Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie; Odense University Studies in History and Social Sciences v01.120. København 1991.
  • Poul Rasmussen: Lensregnskaber og lensjordebøger. Silkeborg lens jordebog 1586; Udg. af Udvalget for udgivelse af kilder til landbefolkningens historie ved (Dansk Videnskabs Forlag, 1964).

Eksterne henvisninger

Se også