Ludwig Mies van der Rohe

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Ludwig Mies van der Rohe (født Maria Ludwig Michael Mies) (27. marts 1886 i Aachen17. august 1969 i Chicago) var en tysk arkitekt.

Sammen med Walter Adolph Gropius og Le Corbusier anses Ludwig Mies van der Rohe som en af den moderne arkitekturs vigtigste pionerer. Som mange af sine samtidige i tiden efter 1. verdenskrig forsøgte han at udvikle en ny arkitektonisk stil, som kunne repræsentere den moderne tid, på samme måde som den klassiske og gotiske stil havde gjort det for deres perioder. Han skabte en indflydelsesrig arkitektonisk stil som kom til at påvirke hele de 20. århundrede, med vægt på en ekstrem form for klarhed og simplicitet. I hans senere bygninger gjorde han brug af moderne materialer som industrielt stål og pladeglas for at fremhæve et stramt men elegant design. Han udviklede brugen af fritliggende stålstrukturer og glas til at omkranse og definere rum, og stræbte mod et arkitektonisk udtryk med en minimal ramme af struktureret orden balanceret op imod den antydede frihed i åbne rum. Han kaldte sine bygninger ”skind og ben”-arkitektur. Han søgte en rationel tilgangsvinkel, som skulle guide den arkitektoniske designproces, og er kendt for sin brug af aforismen "Less is more", ”mindre er mere”, og ”Gud findes i detaljerne

Tidlig karierre[redigér | redigér wikikode]

Mies arbejde i sin fars stenhuggerbutik og ved flere lokale arkitektfirmaer inden han flyttede til Berlin, hvor han blev medarbejder hos indretningsarkitekten Bruno Paul.

Han begyndte sin arkitektkarriere med en læreplads ved Peter Behrens tegnestue i perioden 1908 til 1912, hvor han kom i kontakt med de nyeste designteorier samt progressiv tysk kultur. Hans talent blev hurtigt opdaget, og han begyndte at udføre sine egne opgaver selvom han manglede den formelle universitetsuddannelse.

Han var en fysisk imponerende, tænksom og tilbageholdende mand, og ændrede sit navn ved at tilføje det mere aristokratisk lydende efternavn "van der Rohe" som en del af sin hurtige transformation fra en handelsmands søn til en arkitekt som arbejde med Berlins kulturelle elite.

Han begyndte sin selvstændige professionelle karierre ved at tegne huse for overklassen i traditionel tysk stil. Han beundrede de brede proportioner, gentagelse af rytmiske elementer, focus på forholdet mellem menneskeskabt og natur samt kompositioner som brugte simple kubistiske former á la den tidlige 19. århundredes prøjsiske neo-klasissiske arkitekt Karl Friedrich Schinkel, mens han på samme tid afviste den eklektiske og overfyldte klassiske stil, som var normal ved slutningen af de 19. århundrede i Tyskland.

Traditionalist til modernist[redigér | redigér wikikode]

Villa Tugendhat bygget i 1930 i Brno, i den Tjekkiske Republik, for Fritz Tugendhat.

Efter 1. verdenskrig, begyndte Mies at eksperimentere med moderne design, mens han på samme tid opførte traditionelle huse.

Han begyndte at tage del i avantgardens forsøg på at finde en ny stil for et nyt industrielt demokrati. De traditionelle stilarter havde været under angreb fra progressive teoretikere siden midten af det 19. århundrede. Hovedsagligt var angrebene rettet mod ornamenter som ikke var del af den moderne strukturs underliggende konstruktion. Deres kritik fik substantiel kulturel genklang efter 1. verdenskrigs rædsler, som blev anset som et udtryk for de konservative kræfters fallit.

Den klassiske stils genopblomstring blev anset af mange som det arkitektoniske symbol for et nu aristokratisk system, der havde spillet fallit. Dristigt gik han væk fra alle former for ornamenter og fik en overraskende debut med et konkurrenceforslag til Friedrichstrasse-højhuset i Berlin i 1921. Det blev efterfulgt af en buet version i 1922. Han fortsatte med en serie af enestående innovative projekter; højdepunktet var hans tyske pavilion til Barcelona-verdensudstillingen i 1929, (en reproduktion er senere blevet bygget på den oprindeliges plads) og den elegante Villa Tugendhat i Brno, Den Tjekkiske Republik, som blev færdigbygget i 1930. Mens han fortsatte med at tegne traditionelle bygninger begyndte Mies at arbejde med det progressive magasin “G” som blev grundlagt i 1923. Han blev kendt som arkitektonisk leder for Deutscher Werkbund, hvor han bl.a. organiserede den indflydelsesrige Weissenhof prototype til en modernistisk boligudstilling. Han var også en af stifterne af den arkitektoniske sammenslutning Der Ring.

Hans modernistiske tankegang var påvirket af den russiske konstruktivisme med deres ideologi om ”effektive” skulpturelle konstruktioner ved brug af moderne industrielle materialer. Mies fandt brugen af simple, retlinede og planlagte former og ren brug af linjer tiltalende, samt udvidelsen af rum omkring og udover indersiden af bygningen som beskrevet af den hollandske De Stijl gruppe. Særligt lagdelingen af funktioner i rum og den klare artikulering af dele, som udtrykt ved Gerrit Rietveld, tiltalte Mies.

Som andre arkitekter i Europa var Mies tryllebundet af de frie rum og de åbne grundplaner af den amerikanske præriestil som udtrykt ved Frank Lloyd Wright. Adolf Loos teorier vandt genklang ved Mies, særligt ideen om at fjerne al ornamentik, fjernelsen af alt det overflødige, brugen af simple men stærke materialer og beundringen for den amerikanske pragmatisme. Han deltog i den avantgardistiske Bauhaus-designskole som deres leder for arkitektur, adopterede og udviklede deres brug af simple geometriske former i skabelsen af brugsgenstande.

Efter mordene på Rosa Luxemburg og Karl Liebknecht, lederne af spartakistoprøret i 1919, fik Mies i 1926 til opgave at skabe et monument over de to myrdede. Monumentet blev designet som en abstrakt 6 meter høj og 12 meter lang stenskulptur. Mindesmærket prydedes med hammer og segl, og blev efter instruks fra regeringen destrueret i 1933. For Mies van der Rohe var dette monument dog en undtagelse, da han generelt var upolitisk. Trods det for Mies unike i dette politiske værk opnoteres mindesmærket i Vitruvio.ch og andre steder blandt hans hovedværker.

Påvirkning og betydning[redigér | redigér wikikode]

Den autodidakte Mies studerede metodisk fortiden og samtidens store filosoffer og tænkere. Han havde en ambitiøs mission om at skabe ikke kun en ny stil men også et solidt intellektuelt fundament for et nyt arkitektonisk sprog, som kunne repræsentere en ny æra af teknologiske opfindelser og produktion. Han så behovet for en arkitektur som udtrykte og var i harmoni med epoken, lige som den gotiske arkitektur havde været det for en religiøst åndelig epoke.

Han anvendte en stram designproces ved at bruge rationel tankegang til at opnå sine mål. Han mente at arkitektur kommunikerede meningen og betydningen af den kultur vi lever i. Mere end nogen anden af modernismens pionerer brugte Mies filosofi som basis for sit arbejde.

Udvandring til USA[redigér | redigér wikikode]

Mulighederne for at få nye opgaver blev mindre i Tyskland efter den verdensomspændende depression efter 1929, som ramte Tyskland særligt hårdt. I begyndelsen af 1930’erne, var Mies i en kort periode den sidste leder for Bauhaus lige inden det faldt fra hinanden, en stilling han tog imod på opfordring fra vennen og konkurrenten Walter Gropius. Efter 1933 pressede nazisterne Mies til at lukke den offentligt finansierede skole pga. skolens tidligere associering med socialisme, kommunisme og andre progressive ideologier.

I disse år byggede han meget lidt, fordi hans stil blev afvist af nazisterene som ikke-germansk. Frustreret og utilfreds forlod han tøvende sit hjemland i 1937, eftersom han ikke så nogen muligheder for nye byggerier i Tyskland. Han tog i mod et tilbud om et byggeprojekt i Wyoming i USA, og blev derefter tilbudt at lede arkitekturskolen i Chicago.

Da han som flygtning fra Nazi-Tyskland ankom til USA efter i 30 år at have fungeret som arkitekt i Tyskland, var hans omdømme som pioner indenfor den moderne arkitektur allerede etableret. Hans arkitektur passede godt ind i den progressive amerikanske subkultur og Frank Lloyd Wright havde nu en reel konkurrent til positionen som USAs bedste arkitekt.

Karriere i USA[redigér | redigér wikikode]

IBM Plaza, Chicago, Illinois

Mies slog sig ned i Chicago, Illinois hvor han blev udnævnt som leder af arkitekturskolen ved Chicagos Armour Institute of Technology (senere Illinois Institute of TechnologyIIT). Et af hans krav, inden han tog imod stillingen, var, at han skulle tegne de nye bygninger på universitetsområdet. Nogle af de mest berømte af disse bygninger står der stadig bl.a. Alumni Hall og S.R. Crown Hall. I 1944 blev han amerikansk statsborger, og brød dermed endeligt med sit tyske fædreland.

Hans 30 år som amerikansk arkitekt blev en mere konsistent og moden tilgang mod at opnå målet om en ny arkitektur for det 20. århundrede. Han fokuserede sit arbejde på ideen om at omkranse store åbne “universelle” rum med klare strukturelle rammer bestående af industrielt stål og former udfyldt med glas. Hans tidlige projekter for IIT og for ejdendomsspekulanten Herb Greenwald åbnede amerikanernes øjne for en stil som kulturelt resonnered som naturlig udvikling af den næsten glemte 19. århundreds Chicago Skole stil. Hans arkitektur med rod i den internationale socialistiske stil blev en accepteret måde at bygge hovedkontorer for store amerikanske virksomheder.

Den anden Chicago-skole[redigér | redigér wikikode]

860–880 Lake Shore Drive, Chicago, Illinois.

Mellem 1946 og 1951 tegnede og opførte Mies van der Rohe Farnsworth hus, et weekendhus uden for Chicago til Dr. Edith Farnsworth. Her udforskede Mies forholdet mellem den individuelt menneskeskabte bygning og naturen. Dette mesterværk viste verdenen at fritstående industriel stål og glas var materialer som kunne bruges til storslået arkitektur.

Glaspavillionen er løftet ca. 2 meter over en lille å ved siden af Fox River omgivet af skov. Denne jomfruelige hvide strukturelle ramme med vægge udelukkende bestående af glas som omkransede et enkelt, rektangulært rum, lod natur og lys indhylle det indvendige rum. En træbeklædt kerne (hvor det mekaniske udstyr var placeret, bl.a. køkken, kamin og toiletter) er placeret inde i det åbne rum for at definere leve-, spise-, og soverummene uden brug af vægge til at afgrænse rummene. Der findes ingen rumdelere som er i kontakt med det omgivende glas. Uden massive udvendige mure giver gardiner bag hele glasfacaden mulighed for privatliv.

Huset er blevet beskrevet som sublimt og som et tempel som svæver mellem himlen og jorden, et digt, og et kunstværk. Farnsworth huset og dets 60 acre skovgrund blev købt på auktion for 7,5 millioner $ af forskellige fredningsgrupper i 2004 og fungerer nu som et offentligt museum.

Den inflydelsesrige bygning afledte hundreder af modernistiske huse. Blandt disse er de mest kendte Glass House af Philip Johnson, som befinder sig ved New York og som nu ejes af National Trust for Historic Preservation. Det ikoniske Farnsworth hus bliver anset som et af Mies' mest vellykkede byggerier. Huset er en legemeliggørelse af Mies’ senere vision om moderne arkitektur: en minimal “skin og ben”-ramme skaber et rum med tydelig og forståelig orden som modvægt til friheden og det åbne rum uden for vinduerne, mens der samtidig er brugt materialer som alle repræsenterer perioden.

I 1958 tegnede Mies Seagrambygningen i New York, som anses for at være højdepunktet for moderne højhusbyggeriarkitektur. Mies blev udvalgt af kunden Phyllis Lamberts datter, som selv blev en anerkendt arkitekturpersonlighed og beskytter. Seagrambygningen er blevet et ikon for den voksende magt for den mest betydningsfulde institution (virksomheden) i det 20. århundrede. I et dristigt og innovativt træk valgte Mies at placere selve tårnet tilbagetrukket på grunden for at give plads til en lille plads foran bygingen med et springvand på Park Avenue. Selvom denne type bygning nu er anerkendt som et normalt designelement måtte Mies overbevise Bronfmans bankforbindelser om at et højere tårn med en del ”spildt” åben plads var en god ide.

Mies projekt inkluderede en bronzegardinmur med eksterne h-formede vinduessprosser, som var blevet lavet større end det strukturelt var nødvendigt. Dette skabte en del debat hos nogle af Mies' trofaste disciple om hvorvidt Mies havde begået Adolf Loos' ornamentforbrydelse. Philip Johnson spillede en rolle i udvælgelsen af materialerne som blev brugt indvendig samt på pladsen foran bygningen. Derudover tegnede han den overdådige Four Seasons restaurant.

Seagram bygningen anses for at være et tidligt eksempel på den innovative “fast-track” byggemetode, hvor design og konstruktion udføres på samme tid. Med Seagrambygningen som prototype tegnede Mies' tegnestue et antal moderne højhuse heriblandt Chicago Federal Center, som rummer Dirksen Federal Building og Kluczynski Federal Building og Post Office (1959) , IBM Plaza i Chicago, Westmount Square i Montreal samt Toronto-Dominion Centre i 1967.

TD Centre towers frame CN Tower in Toronto.

Mies tegnede også en serie på fire højhusboligbebyggelser til middelklassen for ejendomsudvikleren Herb Greenwald, herunder 860/880 og 900/910 Lake Shore Drive i Chicago. Disse højhuse med facader af stål og glas var en radikal afvigelse fra de typiske boligbygninger af mursten. (Interessant fandt Mies disse boliger for små for sig selv, og valgte i stedet at fortsætte med at bo i en stor og traditionel luksuslejlighed ikke langt derfra). Endnu engang blev disse bygninger prototypen for mange andre lejlighedesbyggerier i USA fra Mies' tegnestue.

I perioden 1951-1952 designede Mies stål-, glas- og murstensbygningen McCormick House, som befinder sig i Elmhurst, Illinois, for ejendomsspekulant Robert Hall McCormick Jr. Disse var én-etage bygninger bygget som han kendte 860-880 Lake Shore Drive højhuse. Huset er i dag en del af Elmhurst Art Museum.

Mies sidste byggeri Neue Nationalgalerie kunstmuseum i Berlin anses for at være et af de mest perfekte udtryk for hans arkitektoniske tilgangsvinkel. Museets øverste pavilion består af en stålramme beklædt med glas. Pavillionen er et kraftfuldt udtryk for hans ideer om fleksible indenvendige rum, åbne og ubehæftet af den eksterne strukturelle orden.

Møbler[redigér | redigér wikikode]

Mies designede moderne møbler ved at bruge nye industrielle teknologier. Flere af disse er blevet populære klassikere, f.eks. Barcelonastolen og -bordet samt Brno stolen. Hans møbler er kendte for godt håndværk og en blanding af traditionelle luksuriøse stoffer som læder kombineret med moderne kromerammer, samt en tydelig adskillelse mellem den støttende struktur og den overliggende overflade. Mange af hans møbler opstod i et samarbejde med hans ven, indretningsarkitekten Lilly Reich.

Mies som underviser[redigér | redigér wikikode]

Mies spillede en betydelig rolle som underviser, fordi han mente at hans arkitektoniske sprog kunne læres og derefter kunne bruges i alle typer af moderne bygninger. Han arbejdede personligt og intensivt på prototypeløsninger og gav derefter sine studenter lov til at udvikle afledte løsninger for specifikke projekter under hans ledelse. Når ingen kunne matche hans geni og poetiske kvaliteter, ærgrede han sig over, at hans pædagogiske metoder havde slået fejl.

Mies lagde stor vægt på at uddanne arkitekter som kunne fortsætte hans principper. Han afsatte megen tid og anstrengelser til at lede arkitekturprogrammet ved IIT.

Mies’ barnebarn Dirk Lohan og to partnere overtog virksomheden efter hans død i 1969. Lohan som havde samarbejdet med Mies om bygningen af the New National Gallery, fortsatte de eksisterende projekter men ledte hurtigt virksomhenden i sin egen retning. Andre elever fortsatte hans undervisning herunder Gene Summers, David Haid, Myron Goldsmith, Jaques Brownsom, Helmut Jahn, og andre arkitekter ved firmaerne C.F. Murphy samt Skidmore, Owings & Merrill.

Mens Mies’ arbejder havde enorm indflydelse kunne hans tilgangsvinkel ikke fastholde nok kreativ styrke efter hans død og blev overskygget af den nye bølge af post modernisme fra 1980’erne. Han havde håbet, at hans arkitektur ville blive en universel model som let kunne imiteres, men hans bedste værkers æstetiske styrke viste sig at være umulig at efterligne. At det ikke var muligt for hans disciple at skabe arkitektoniske mesterværker på højde med Mies’ egne bygninger førte til, at modernismen som paradigme mistede kraft i forhold til konkurrerende teorier og til sidst blev overhalet særligt af postmodernismen.

Mies van der Rohe er begravet i Chicago.

Fotogalleri[redigér | redigér wikikode]

Oversigt over bygninger[redigér | redigér wikikode]

Canada

Den Tjekkiske Republik

Tyskland

Mexico

'Spanien

USA

Caroline Weiss Law Building, Museum of Fine Art, Houston – Kunst Museum (1954) Møbler

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Dennis Sharp, The Illustrated Encyclopedia of Architects and Architecture, New York: Quatro Publishing, 1991, ISBN 0-8230-2539-X. NA40.I45. p109.
  • Franz Schulze, "Mies van der Rohe, a Critical Biography", The University of Chicago Press, Chicago and London, 1985, ISBN 0-226-74059-5

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]