Mediterrane skove, skovområder og krat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Mediterrane skove, skovområder og krat.
Garrigue på Korsika i fuld blomstring.

Mediterrane skove, skovområder, og krat er biomer inden for de tempererede klimaområder. De er kendetegnet ved tørre, varme somre og milde, regnfulde vintre. Næsten alt nedbør falder om vinteren og ind i foråret. Økoregioner med disse forhold findes på vestkysten af kontinenterne henholdsvis nord og syd for vendekredsene, dvs. Middelhavsområdet, Californien (og det nordvestlige Mexico), det centrale Chile, det sydvestlige Australien og Kaplandet i Sydafrika.

Overordnet beskrivelse[redigér | redigér wikikode]

Disse regioner rummer en omfattende variation i biotoper og arter. Vegetationstyperne spænder fra skove til åbne skovstepper, savanner, kratområder og steppeagtige græsområder. Mosaiklandskaber er almindeligt forekommende og viser et billede, hvor de forskellige vegetationstyper er flettet ind mellem hinanden i sammensatte mønstre, der bestemmes af de stedlige jordbundsforhold, topografien, vindbelastningen og den dyrkningsmæssige forhistorie. De fem mediterrane klimaregioner fylder mindre end 5 % af landjorden, men de rummer ca. 48.250 kendte arter af karplanter, hvilket vil sige næsten 20 % af klodens samlede antal arter inden for denne gruppe. Samtidig har de også et usædvanligt højt antal sjældne og endemiske plantearter.

En stor del af de mediterrane økoregioners vegetationer er stedsegrønne med små, mørkegrønne blade, der er dækket af et ydre vokslag, sådan at de kan undgå sommerens udtørring.

Vigtige plantesamfund[redigér | redigér wikikode]

Denne biom omfatter følgende, vigtige plantesamfund:

  • Skov: De mediterrane skove er almindeligvis sammensat af stedsegrønne træer, sådan som det kendes fra Middelhavsområdets ege- og fyrreskove, de blandede stedsegrønne skove i Californien, Eukalyptusskovene i Australien og Sydbøgskovene i det centrale Chile. Visse steder ses også rene nåletræskove. Skovene gindes ofte langs flodløbene, hvor de har adgang til mere vand i sommertiden.
  • Skovsteppe: Områder, der er domineret af spredtstående ege, er typiske for både Middelhavsområdet og den californiske capparal. Ofte er de ledsaget af indblandede fyrretræer, eller deropstår en mosaik af områder med eg, afløst af andre områder med fyr.
  • Savanne og græsområder: Tidligere var græsområdet i den californiske Central valley det største af sin art, men nu er store dele af de oprindeligt græsdækkede områder omdannet til landbrugsarealer. Det gælder overalt, hvor de engang har eksisteret.
  • Kratområder: Kratlandskaberne består af tætte tykninger med stedsegrønne buske og småtræer. De kaldes henholdsvis chaparral (i Californien), matorral (Chile og Spanien), maki (Frankrig og andre steder i Middelhavsområdet), macchia (i Italien), fynbos (i Sydafrika) eller kwongan (i Australien). Visse steder ser buskvegetationen ud til at være klimaks for successionen, men de fleste steder er de resultatet af en nedslidning af oprindelige skove på grund af fældning, græsning, dyrkning og – især – brande.
  • Dværgbuskheder: Buskhederne er mest almindelige langs kysterne, hvor arterne er tilpasset vindpåvirkning og et højt saltindhold i luften (havgus). Lave buskheder rundt om Middelhavet kaldes garrigue (Frankrig og det vestlige middelhavsområde), phrygana (Grækenland og det østlige middelhavsområde), tomillares (Spanien) og batha (i Israel). Visse dele af den californiske chapparal er egentlig dværgbuskhede, og det sammen gælder det såkaldte strandveld i Sydafrika, det kystnære mattoral i Chile og kwongan i det sydvestlige Australien.
Chapparal i Californien.

Brande – både de spontane og de påsatte – har spillet en stor rolle ved skabelsen af middelhavsegnenes økoregioner. De varme og tørre somre gør hele regionen til en krudtønde. Mange af arterne er pyrofytter, dvs. tilpasset til brande med jævne mellemrum, for på den måde klargøres frøene til spiring, mineralerne omdannes til letopløselig aske og skyggende vegetation bliver fjernet. Både i Australien og Californien har de indfødte befolkninger brugt ild i stort omfang for at fjerne buske og træer, så der kunne skaffes plads og lys til græs og urter. Derved kunne områderne ernære en stor bestand af vildt eller plantearter, der var spiselige i sig selv. Den samme metode anvendes endnu i dag i visse egne af Middelhavsområdet for at skaffe græsning til fritgående kreaturer. Planterne i disse områder er tilpasset hyppige, menneskeskabte brande, der er grunden til, at træer og buske blev fortrængt. Efterhånden som brandbekæmpelsen bliver mere effektiv, opstår der utilsigtede virkninger i disse økoregioner: der opbygges en pulje af brændbart materiale, så når brandene endelig tager fat, bliver de mere ødelæggende. Desuden ser man, at når den naturlige succession får frit spil fordi afbrændingerne ophører, bliver buskområder og stedsegrøn skov igen dominerende i landskabet.

Middelhavsegnenes økoregioner er tørre og har ofte udpinte jorde, og det gør den sårbare over for den nedslidning, som skyldes tømmerhugst, overgræsning, indførelse af fremmede planter og ekstensiv korndyrkning. Disse regioner er også nogle af klodens mest udsatt med mange udryddede eller truede dyre- og plantearter.

Placeringen af vegetationstyperne i denne biom[redigér | redigér wikikode]

Sydafrika[redigér | redigér wikikode]

Afrikas mediterrane skove, skovområder, og krat
Albany krat Sydafrika
Lavlandsfynbos og renosterveld Sydafrika
Bjergfynbos og renosterveld Sydafrika

Australien[redigér | redigér wikikode]

Australasiens mediterrane skove, skovområder, og krat
Coolgardie skovområder Australien
Esperance mallee Australien
Eyre og York mallee Australien
Jarrah-Karri skov- og buskområder Australien
Kwongan heder Australien
Mount Lofty skovområder Australien
Murray-Darling skov- og malleeområder Australien
Naracoorte skovområder Australien
Sydvestaustralsk savanne Australien
Sydvestaustralske skovområder Australien

Nordamerika[redigér | redigér wikikode]

Nordamerikas mediterrane skove, skovområder, og krat
Californisk chaparral og skovområder Mexico, USA

Sydamerika[redigér | redigér wikikode]

Sydamerikas mediterrane skove, skovområder, og krat
Chilensk matorral Chile

Middelhavsområdet[redigér | redigér wikikode]

Middelhavsområdets mediterrane skove, skovområder, og krat
Ægæiske og vesttyrkiske stedsegrønne og blandede skove Grækenland, Makedonien, Tyrkiet
Anatoliske blandede nåle- og løvfældende skove Tyrkiet
Tørre skovområder og skove på de Kanariske øer Spanien
Løvfældende og blandede skove på Korsika Frankrig
Mediterrane skove på Kreta Grækenland
Mediterrane skove på Cypern Cypern
Blandede nåle-, stedsegrønne og løvfældende skove i det østlige Middelhavsområde Israel, Jordan, Syrien, Tyrkiet
Iberiske nåleskove Portugal, Spanien
Iberiske stedsegrønne og delvist løvfældende skove Illyriske løvfældende skove Albanien, Bosnien og Hercegovina, Kroatien, Grækenland, Italien, Slovenien
Stedsegrønne og delvist løvfældende skove i Italien Frankrig, Italien
Mediterrane acacia-argania tørre skovområder og sukkulentkrat Marokko, De kanariske øer (Spanien)
Mediterrane tørre skovområder og steppe Algeriet, Egypten, Libyen, Marokko, Tunesien
Mediterranean skovområder and skove Algeriet, Marokko, Tunesien
Nordøstspanske og sydfranske, mediterrane skove Frankrig, Spanien
Nordvestiberiske bjergskove Portugal, Spanien
Blandede skove på Pindusbjergene Albanien, Grækenland, Makedonien
Bjergskove i de sydlige Appeninerbjerge Italien
Sydøstiberiske krat- and skovområder Spanien
Sydanatolske bjergskove med nåle- og løvtræer Israel, Jordan, Syrien, Tyrkiet
Sydvestiberiske, mediterrane stedsegrønne og blandede skove Frankrig, Italien, Marokko, Portugal, Spanien
Tyrrensk-adriatiske stedsegrønne og blandede skove Frankrig, Spanien

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • C. A. Brebbia: Ecosystems and Sustainable Development, i rækken Ecology and the Environment, bd. 22., 1997 ISBN 1-85312-502-4
  • Torben Hansen og Søren Theisen: Transkaukasien. Armenien, Aserbajdsjan og Georgien – en landebeskrivelse, 1995 87-601-4590-0
  • Stefano Mazzoleni, Gaetano di Pasquale, Mark Mulligan, Paolo di Martino og Francisco Rego (ed.): Recent Dynamics of the Mediterranean Vegetation and Landscape, 2004 ISBN 978-0-470-09369-6
  • Giovanna Naldi: The Mediterranean Of The Photographers: Past And Present, 2005 ISBN 88-7292-478-2
  • P. Quézel: Réflexions sur l'évolution de la flore et de la végétation au Maghreb méditerranéen, 2000 ISBN 2-910728-15-3

Jürgen Schultz: Die Ökozonen der Erde, 1995, ISBN 3-8252-1514-8

  • Horst-Günter Wagner: Das Mittelmeergebiet als subtropischer Lebensraum. Zur Entwicklung ökologischer und sozioökonomischer Hemmnisse seiner Entwicklung. I: Geoökodynamik bd. 9, 1988, ISSN 0720-454X

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]