Tro

Tro er en mere eller mindre aktiv overbevisning om sandheden af noget. Termen anvendes på dansk i forskellige underbetydninger.

Almindelige og specielle betydninger af tro

I almindelig sprogbrug er tro og overbevisning synonymer. Den lingvistiske forskel er, at tro kan optræde som et udsagnord ('jeg tror'), mens overbevisning højst kan udgøre et tillægsord når det gælder en selv ('jeg er overbevist' eller som passivt verbum i 'jeg overbevises'). Begge har en navneordsform ('jeg har en tro' / 'jeg har en overbevisning'). Tro fremstår derfor mere som en aktiv personlig handling, hvilket kan hjælpe med at forstå specialbetydningerne af termen tro.

Trofasthed

Når en person er tro (tillægsordsform) betyder dette, at personen udøver en aktiv tillid – for det meste i forhold til en eller anden social relation. Personen tvivler altså ikke på fx eksistensen af et gensidigt venskab eller på det nyttige af venskabet og handler derfor derefter. Dermed kan personen siges at optræde 'tro-fast' i forhold til venskabet.

Tro og viden

Ofte stilles tro overfor viden eller videnskab. Dette kan måske synes mærkeligt, da overbevisning eller tro nødvendigvis må gøre del af dét at vide noget.

I Det Nye Testamente defineres tro således: "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses" (Hebræerbrevet, kap. 11 v. 1).

Vi forstår dermed, at det i denne og lignende specialbetydning af tro underforstås, at troen som overbevisning her mere eller mindre står alene. Med andre ord er begrundelseselementet enten nedtonet eller direkte fraværende. Dette står derfor korrekt i modsætning til videnskaben og dens metode, der som ideal har at indsamle så meget bevismateriale for en teori som muligt. Dvs. at begrundelsen igen og igen søges optimeret før den individuelle forsker til sidst eventuelt vælger at 'tro' på sandheden af teorien.

Religiøs tro

Læs også: Religion.

Den tro man kan have i forhold til en religion kan give anledning til vidt forskellige holdninger til religiøse aktiviteter forbundet med troen.

Der findes i nyere tid troende, for hvem alle udvendige specifikke tegn på en trosretning anses for hykleriske, teatralske og/eller skadelige. En sådan tro forbliver et individuelt anliggende og kan højst komme til at spille en indirekte samfundsmæssig rolle igennem et generelt handlingsmønster hos sådan troende (se kvietismen). Direkte religiøs aktivitet kræver omvendt at en interaktion finder sted med andre, socialt aktive, troende. Troen er et vigtigt kendetegn for vort tilhørsforhold. Når en tro udvikler sig til en religion kan denne blive til en hjørnesten – eller endda kernen i samfundets kultur.

At tro på kristendommen eller på buddhismen, indebærer tillid til at en bestemt historisk skikkelse eller begivenhed har været afgørende for sandheden eller for verdens skæbne. En sådan tro kan være eksklusiv, men mange moderne mennesker tror modsat, at der er noget sandt i alle religioner og at deres udgangspunkt er fælles. Religionshistorikerne ved imidlertid at religionerne har meget forskellige historiske udgangspunkter.

At tro på Gud eller flere guder kan udtrykke sig på forskellige temmelig adskilte måder. Dels kan man bruge ordet 'gud', skrive det og udtale det, således at det bliver et ikon og et samlingsmærke for en bevægelse. (Hvilket også kan føre til en debat og konvergens om ordets betydning, dvs. til en teologi.) Dels kan man nøjes med at tænke ordet og bruge det som et hjælpemiddel til at opnå psykologisk fred og tilfredshed. Den første vej er den almindelige institutionelle religiøsitet, den anden er en mere mystisk religionudøvelse.

Nogle troende er meget entusiastiske i forhold til deres religion og dens bud, hvor andre tager mere løst på religionen eller ikke har den øverst på prioritetlisten. Religiøse aktivister prøver at hjælpe andre til forståelse (missionering, proselytisering) og deltager i det religiøse fællesskab, mens fundamentalister er er overbevist om, at deres religion er den eneste rette tro, og bruger voldsomme midler i omvendelsen – eller bekæmpelsen af de vantro.

Samtidig er der også tolkningen af eventuelle hellige tekster. Er man traditionalist, så følger man tekstens ord til punkt og prikke. Er man modernist, så vil man være mere åben overfor at lave en fortolkning, som bedre passer ind i det samfund, vi lever i i dag.

Endelig er der også delte meninger om, hvilken rolle tro og religion skal spille i et samfund. Skal religion være en særskilt del af et samfund ligesom for eksempel faggrupper, embedsmænd, kunstnere og videnskabsfolk er det? (Se sekularisme.) Eller skal religionen fastsætte rammer og mål, når der skal lovgives og bestemmes i statens top? (Se teokrati.)

Intellektuel tro

Religionshistorikeren Mircea Eliade hævdede i en artikel fra 1953 at der ikke er nogen klar skillelinje imellem religiøs og intellektuel tro, og at fx kommunismen og nazismen har opbygget myter af samme art som de religiøse myter. Sociologen Durkheim mente tilsvarende at det religiøse ikke kan adskilles fra de aktiviteter af kunstnerisk, videnskabelig eller humanistisk art som giver den konkret eksistens.

Den mest udbredte moderne tro er troen på et absolut fremskridt. For religionshistorien er det absolutte fremskridt en videreudvikling af gudsbegrebet. Fremskridtstroen indebærer et håb om lykkelige samfund, når de tekniske og humanistiske forudsætninger gør harmonien mulig. Socialisme og kommunisme er eksempler på ideologier med stor fremskridtstro. Kapitalisme og liberalisme har mere rationelle holdninger til de sociale spørgsmål. De stiler mod at tilpasse vort samfund til den nye tekniske virkelighed. Det enkelte menneskes lykke er deres forhåbning og mål, hele samfundets lykke tror de mindre på.

Troen på et absolut fremskridt er imidlertid i disse år ved at skifte polaritet og blive til frygt for en teknisk-videnskabelig katastrofe. Derfor er der fornyet interesse både for de gamle åbenbaringsreligioner og for en mere humanistisk opfattelse af fremskridtet.

Betydning for individet

Alle mennesker har tro, men troen kan være enten dogmatisk og nedarvet, eller i stadig bevægelse. Romanforfatteren Robert Musil skriver, at det er troen der gør et menneske smukt og godt ^{[Kilde mangler]}. Begreberne godt og ondt har deres oprindelse i fysisk smerte og ubehag, men derudover er al brug af disse begreber et trosanliggende. Et menneske med en dogmatisk, nedarvet tro på fremskridtet eller humanismen vil ikke nødvendigvis være sig bevidst at besidde en tro, men høster alligevel fordelene ved at have en livsholdning og en retning i tilværelsen. Tilsvarende var middelaldermenneskene af den opfattelse at kirkens læresætninger var indlysende rigtige. Naturen var jo beviset derpå! En sådan dogmatisk tro giver alligevel den troende en livsholdning, på den betingelse at den kirkelige organisation indeholder et minimum af liv og udvikling.

Betydning for samfundet

At enkeltindividet arbejder på at overbevise sine nærmeste om sin tros berettigelse, rigtighed og betydning, fører til at menneskene grupperer sig efter tro i stammer, samfund og stater. Uden tro er den menneskelige egoisme og selvhævdelse ude af stand til at strukturere et varigt samfund. Ren magtnydelse kan tilsyneladende føre til stærke stater, men selvom diktatoren måske er ganske uden tro, så er hans undersåtter det ikke og det er de troende blandt borgerne der får strukturen til at fungere. Således kan samfund fungere med en trosmæssig disharmoni mellem ledelse og undersåtter.

Se også

• Ateisme
• Sekt
• Kætter