Kalifat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kalifat er en islamisk statsform, der samler alle verdens muslimer under en og samme politiske enhed, regeret af en leder kaldet Kaliffen.[Kilde mangler] Kaliffen baserer sin autoritet på en arv af profeten Muhammeds styre. Indenfor Sunnisme bør han vælges af kalifatets indbyggere eller deres repræsentanter,[Kilde mangler] og ifølge Shiisme bør han vælges blandt imamer tilhørende Muhammeds efterkommere af Ahlul Bayt.

Kaliffen udøver sin magt gennem fire funktioner, som ofte holdes adskilt i den vestlige verden:

  1. Åndelig leder af muslimerne, som retleder muslimer i alle nye forhold
  2. Religiøs leder af muslimerne, som håndhæver af Sharia
  3. Politisk leder af muslimerne, som står i kontakt med andre stater, og som leder regeringen
  4. Militær leder af muslimerne, som beordrer og leder militære tiltag og først og fremmest dem, som drejer sig om konflikter mellem dar al-Islam og dar al-Harb.

Det islamiske kalifat system er et af de eneste kendte systemer, der forener disse fire magtområder. Muhammeds lære bygger på en teokratisk model: han var både leder af en religiøs bevægelse og politisk og militær hersker over det område, der efterlevede hans trossætninger. Kalifatet var ikke blot et samlingspunkt for de troende, men også et suverænitetsområde.

Kalifatet nævnes ikke i Koranen, hvorfor en del muslimer helt ser bort fra det.[Kilde mangler]

Betydning[redigér | redigér wikikode]

Navnet Kalifat kommer fra det arabiske khalifat rasul allah ( خليفة رسول الله ). som oversat betyder Efterfølger for Guds udsendte. Khalīfa kommer af verbet khalafa = "at efterfølge" eller "at komme bagefter".

Historie[redigér | redigér wikikode]

Oversigt[redigér | redigér wikikode]

De fire retledede kaliffer iflg. sunni: 632-661 Abu Bakr (632-634)
Umar ibn al-Khattab (634-644)
Uthman ibn Affan (644-656)
Ali ibn Abi Talib (656-661)
Syrien, Mesopotamien, Persien og Egypten erobres
Umayyader 661-750 Det første kalifat hovedstad Damaskus
Kalif Muawiya 1. (661-680)
Nordafrika, Spanien og Turkestan erobres
Abbasider 750- 1258 Hovedstad Bagdad (Samarra 836- 892)
Umayyader i Al-Andalus 929-1031 Córdoba-kalifatet
Samanider 819-1005 Turkestan og det østlige Iran, viktiga centre i Bukhara, senere hovedstad, Nishapur, Samarkand, al-Shash og Herat
Tulunider 868-905 Egypten, Hovedstad Fustat
Buyider 932- 1062 Irak og Iran (dynasti fra Sortehavsområdet)
kontrol over Bagdad til 1055
Ghaznavider 962- 1186 Det nordlige Indien og Afghanistan, Hovedstad Ghazna
Fatimider 909-1171 Egypten, Hovedstad Kairo (først Mahdia)
kontrol over Nordafrika, Sicilien og Syrien
Seldjuker 1038-1256 Hovedstad Isfahan
Seldjuker i Anatolien 1077- 1307 Hovedstad Konya
Almoravider og Almohader 1061-1269 Nordafrika og Spanien, residensby Sevilla og Marrakesh
Ayyubider 1174- 1250 Egypten og Syrien, Hovedstad Kairo. Jerusalem erobres af Saladin 1187
IlkhanerMongoler 1256-1336 Irak, Iran og Turkestan, Hovedstad Tabriz, Maragha og Sultanijjah
Nasrider 1232-1492 Spanien, Hovedstad Granada
Mamluker 1250-1517 Egypten og Syrien, Hovedstad Kairo
Osmannere 1300-1924 Lille Asien, det sydøstlige Europa, det sydlige Rusland, Mellemøsten, Egypten 1517-1805 og Nordafrika, Hovedstad Bursa fra 1326, Istanbul fra 1453
Timurider 1370-1506 Turkestan og Iran, Hovedstad Samarkand (senere Herat)
Safavider 1501-1736 Iran, hovedstæder Tabriz, Qazvin og Isfahan
Moguler 1526-1858 Indien og Afghanistan, Hovedstad Agra, fra 1628 Delhi
Qajarer 1779-1924 Iran, Hovedstad Teheran

Første fase: De fire retledede kaliffer (632-661)[redigér | redigér wikikode]

Muhammed havde ikke fastsat regler for arvefølgen og heller ikke udpeget nogen efterfølger. Efter hans død i 632 mødtes de muslimske ledere. Nogle af dem var af den opfattelse, at Muhammed havde udvalgt sin fætter og svigersøn, Ali ibn Abi Talib, som efterfølger. De fleste muslimer var ikke overbevist om det, og de fastlagde de første retningslinjer for arvefølgen. Ifølge dem skulle Muhammeds efterfølger være en araber fra Muhammeds stamme. Han skulle være ansvarlig for, at reglerne i Islam blev overholdt og skulle også sørge for, at udbredelsen af læren skete med alle midler, herunder krig. Flertallet af de muslimske ledere valgte Abu Bakr, som var far til Muhammeds yndlingshustru Aisha til Muhammeds efterfølger. Han tog titlen khalifat rasul Allah, og det blev kalifatets begyndelse. Kort før sin død foreslog han sin fortrolige Umar som sin efterfølger.

I 634 blev Umar valgt som den anden kalif. I hans regeringstid udstraktes det islamiske magtområde til Egypten, Syrien, Irak og dele af Mesopotamien. Han var også sejrherre i de fleste af slagene med perserne.

I 644 blev én af Muhammeds svigersønner, Uthman, efter Umars død valgt som den tredje kalif . Han fortsatte sin forgængers ekspansion, men med tiden fik han fjender mellem muslimerne i de erobrede områder og frem for alt blandt deres ledere, som bebrejdede ham, at han foretrak muslimer fra Mekka, hans hjemby. I 656 blev han myrdet af muslimer fra Irak og Egypten.

Othmans modstandere var først og fremmest tilhængerne af Ali, som kaldte sig shiitter (fra arabisk shiat ali, Alis parti). De og de oprørske ledere valgte Ali til kalif. Valget af Ali til kalif blev ikke anerkendt af alle. Som tilhænger af den myrdede Othman nægtede Mu'awiya, som kom af Umayyadernes stamme, Ali lydighed og erklærede ham krig. I 657 blev de enige om at forhandle efter en lang og uafgjort krig. Men i 660 oprettede Mu'awiya et mod-kalifat i Damaskus. Dermed var umma delt for første gang. Dette opfattede kharidjiterne som blasfemisk. De stod for to samtidige mordforsøg på Ali og Muawiyah i 661, men det lykkedes dem kun at myrde Ali. Hans søn Hasan gav afkald på sit arvekrav, da han erkendte, at sunnitterne var shiitterne langt overlegne i antal, og Muawiyah indledte Umayyade-kaliffernes epoke.

Anden fase: Umayyade-kalifatet (661-750)[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Umayyade-kalifatet

Med sejren over Husain var Muawiyah den retmæssige kalif, og Umayyaderne blev navnet på et dynasti af kaliffer, der var overhoveder for det sunnitterne. Men Alis parti godtog ham ikke som kalif, og det kom til et skisma mellem sunnitterne og shiitterne. Alis Parti trak sig tilbage til det sydlige Irak, mens ummayyade-kalifatet flyttede kalifatets hovedstad fra Medina til Damaskus.

Muawiyah afskaffede også valget af kaliffer og gjorde værdigheden arvelig, efter at han havde erklæret sin søn, Yazid, som efterfølger. Ældsterådet skulle nu kun komme med en formel godkendelse af den nye kalif. Yazid måtte kæmpe mod oprørere straks efter sin tiltrædelse, og Husain, den anden søn af Ali og Mohammeds barnebarn, udnyttede situationen og gik i krig mod Yazid. Han blev standset og dræbt efter slaget ved Kerbela. Det beseglede den endegyldige adskillelse mellem shiitter og sunnier.

Umayyaderne udvidede riget, og de nåede mod øst helt til Kinas og Indiens grænser, mens de mod vest underlagde sig Nordafrika, Spanien og Sicilien. Da de forsøgte at erobre Frankerriget, blev de standset i 732 af Karl Martell ved Poitiers. De blev trængt tilbage til Spanien, og de følgende kampe drejede sig kun om magten over bjergpassene (se Rolandskvadet med sagnet om Holger Danske).

Efter 718 havde shiitterne sammen med persiske og andre nationale muslimske grupper samlet sig om abbasiderne. De var efterkommere af Muhammeds onkel Abbas, som bekæmpede kalifatet og i 747 indledte en opstand med et stort antal tilhængere. Ca. 750 havde de erobret riget og dræbt næsten alle ummayyaderne. Kun én lykkedes det at flygte til Spanien. Med Abu al-Abbas begyndte abbasidekalifatet.

Tredje fase: Abbasidekalifatet (750-1258)[redigér | redigér wikikode]

Flytningen af kalifatet til Bagdad indledte Medinas nedgang som den islamiske tros højborg. Samtidig blev Bagdad specielt under Harun al-Rashid, som var kalif fra 786 til 809, til den by, der er kendt fra eventyrsamlingen Tusind og en Nat: den strålede af pragt og rigdom, og den var et centrum for både åndsvidenskaber og naturvidenskaber. Overholdelsen af de religiøse forskrifter blev overvåget i en helt anden grad end under Ummayaderne, og kalifatet nåede i det 9. århundrede sin største blomstringstid. Men ekspansionen og bureaukratiet krævede sin pris, og kalifferne overgav mere og mere politisk magt til vesirer (statsministre) og embedsmænd på mellemniveauet.

Fra begyndelsen af det 10. århundrede blev der flere opstande. I Nordafrika og Spanien blev der grundlagt uafhængige kalifater, og i midten af århundredet var kaliffen kun formelt hersker, mens den virkelige magt lå hos skiftende militære og statsministre. Det var kun bevarelsen af troen, som var deres område. i 1258 brød Bagdadkalifatet sammen, da Djengis Khans mongoler erobrede byen. Det lykkedes enkelte abbasider at flygte til Egypten, og i 1261 blev en af dem anerkendt som kalif af den egyptiske sultan i Kairo. Hans magt var kun åndelig og mest i teorien. Efter kort tid var kalifatet en indholdsløs titel, som overførtes til osmannerne i 1517.

Fatimide-kalifatet og de spanske umayyader[redigér | redigér wikikode]

Fatimiderne, der var efterkommere efter Ali og hans hustru Fatima deraf navnet, Muhammeds yndlingsdatter, grundlagde deres eget kalifat i 909. Det havde hele Maghreb (Nordafrika) som magtområde og strakte sig fra Algeriet til Egypten, Syrien og Sicilien. Hovedstaden var Kairo, og dynastiet blev styrtet af den egyptiske sultan Saladin i 1171.

Den sidste umayyade, som overlevede massemordet på familien mellem 747 og 750, nåede til Spanien. I 756 oprettede han et emirat med hovedstad i Córdoba. I 929 omdannede hans efterkommer Abd al-Rahman 3. det til et kalifat..[1] Fatimiderne protesterede, men kunne intet gøre, og kalifatet fortsatte indtil det faldt fra hinanden til småriger i 1031. Hverken Fatimidekalifatet eller det spanske Umayadekalifat opnåede nogensinde fuld anerkendelse fra alle sunnitter.

Fjerde fase: Osmannernes kalifat (1258-1924)[redigér | redigér wikikode]

Fra det 13. århundrede gjorde muslimske herskere igen og igen krav på den efterhånden tomme titel som kalif. I året 1517 lykkedes det den osmanniske sultan at oprette det osmanniske kalifat. Da flere og flere kristne trængte ind i de muslimske områder, henviste sultanerne i det 19. århundrede til deres titel som åndeligt overhoved for at skaffe sig støtte fra muslimer uden for deres eget magtområde. Under 1. Verdenskrig oplevede Osmannerne at de mistede støtten fra de arabiske ledere, som i stedet var gået sammen med briterne. Flere års kamp fulgte hvilket til sidst endte med at den sidste osmanniske sultan og kalif, Muhammed VI blev afsat d. 1. november 1922. Den 19. november 1922 valgte den tyrkiske nationalforsamling den afsatte sultans fætter, Abd-ul-Medshid II som ny kalif, men nu i en meget mere begrænset udgave af kalif-embedet end tidligere. Den 3. marts 1924 blev Abd-ul-Medshid dog afsat som kalif, og han og hele hans familie blev udvist af Tyrkiet, som den nye republik, der havde afløst Osmannerriget, var kommet til at hedde.

Kalifatet efter 1924[redigér | redigér wikikode]

Kong Hussein ibn Ali af Hijaz antog i marts 1924, den ledige titel som kalif, men opnåede ikke videre anerkendelse som sådan i den arabiske verden (dog støttede den i 1922 afsatte ottomanske sultan og kalif, Muhammed VI, Hussein bin Alis antagelse af titlen som kalif). Han kunne henvise til, at han nedstammede fra profetens oldefar, Hashim, og desuden var han konge over Mekka og Medina, de to hellige byer. I december 1925 blev Hijaz dog indtaget af styrker loyale overfor Ibn Saud, og det selvudråbte kalifat ophørte dermed defacto at eksistere

I 1926 skulle en ny kalif vælges på en muslimsk kongres i Kairo, men det mislykkedes. Siden har der ikke været alvorlige fælles anstrengelser for at genoplive kalifatet. Idéen om kalifatet har dog stadig en enorm symbolværdi i den muslimske verden.

Nutiden[redigér | redigér wikikode]

I vores tid er der bevægelser i mange lande for at genrejse kalifatet i den moderne muslimske verden. Blandt disse er organisationerne Hizb ut-Tahrir og Azmat-e-Islami. I sommeren 2003 var der et fejlslagent kup i Egypten, hvor nogle topchefer i hæren forsøgte at aflægge troskabsed til kalifatet, men efterretningstjenesten opdagede truslen. Formålet med kupforsøget var at skabe et kalifat, der kunne omfatte hele den muslimske verden fra Marokko til Indonesien, ikke bare som en sammenslutning af stater, men en sammensmeltning af alle de 53 muslimske lande med én hær, én møntfod, én religion og ét broderskab.

Den internationale terroristgruppe Al-Qaida har tilsvarende planer om at oprette kalifatet og styrte regeringer i Mellemøsten med hjælp fra regeringer, der støtter tanken. Målet er at skabe et wahabikalifat over hele den muslimske verden.

Jemaah Islamiahs leder, Rahman Ismauddin, også kendt som Hambali, ønskede at skabe et kalifat i Sydøstasien. Det ville omfatte Indonesien, Malaysia, Singapore, Filippinerne, Brunei, Cambodia og Thailand.

Berømte kaliffer[redigér | redigér wikikode]

De fire retledte kaliffer[redigér | redigér wikikode]

  1. Abu Bakr
  2. Umar ibn al-Khattab
  3. Uthman ibn Affan
  4. Ali

Andre kaliffer[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Simonsen, Jørgen Bæk. Den Store Danske: det spanske kalifat. Udgivet af Gyldendal. Sidst opdateret: 2.2.2009. Internetadresse: http://www.denstoredanske.dk/Rejser,_geografi_og_historie/Mellem%C3%B8sten/Kaliffernes_rige_til_ca._1300/det_spanske_kalifat – Besøgt d. 2.8.2010 (Internet)

Se også[redigér | redigér wikikode]