Sufisme
|
Denne artikel er en del af serien om
|
|---|
| Religiøse dogmer |
| Trosbekendelsen • Bøn • Faste • Halal • Haram • Pilgrimsrejsen til Mekka • Velgørenhed |
| Centrale personer |
| Muhammed • Ali · Abu Bakr • Muhammeds følgesvende • Ahl Al-Bayt • Imamer • Islams profeter • Mahdi |
| Skrifter og love |
| Koran • Hadith • Sira • Fiqh • Sharia |
| Retninger |
| Sunni • Shi'a • Sufisme |
| Sociopolitiske aspekter |
| Byer • Arkitektur • Kunst • Kalender • Islamiske religiøse ledere • Imamat • Kalifat • Islam og kvinder • Politisk islam • Jihad |
| Se også |
| Islamiske begreber • Islams historie • Kritik af islam |
Sufisme er en betegnelse for islamisk mystik, en religiøs filosofi, der udtrykker den kærlighed eller forbundenhed, som er mellem Allah og mennesket. Der findes mange eksempler på islamisk mystik i perioden ca. 900-1400, islams guldalder.
Sufisme indebærer at man tror på mystik, spiritualitet og kærlighed, og begrebet står på tværs af ortodoksi/heterodoksi og shiisme/sunnisme. Af shiittiske sufi ordener kan nævnes: Nurbakshiyya, Rifaiyya (delvis), Khaksar, Bektashiyya, Owaysiyya m.fl. Af sunnittiske sufi ordener er Naqshbandiyya måske den mest kendte.
Sufi ordener lægger oftest vægt på ihukommelse (dhikr) af Guds navn, og de foretager religiøse forsamlinger hvor der mediteres. Meditationen er tit ledsaget af en rytme, eller musik. Eksempelvis bruger halv-sufistiske ordener omkring Tyrkiet-Iran områderne, strengeinstrumenter (tanbur eller saz) til deres religiøse ceremonier, mens der iblandt ordener i Indien bruges et slags harmonium.
Sufismens oprindelse diskuteres stadig den dag i dag, mens nogle muslimer anser sufisme som noget der er opstået senere hen, så sporer sufierne selv deres lære helt tilbage til Muhammad. Som nogle islamiske lærde har udtryk det, så var sufisme tidligere en realitet uden navn. Mange muslimer, bl.a. tilhængerne af salafismen/wahabismen, benægter sufismens plads i traditionel islam.
Af kendte sufier kan nævnes blandt andre: Al-Halladj, Ibn al-Farid, Ibn al-Arabi og Jalal al-Din Rumi og Haji Bektash-i Wali, al-Ghazali, Abu al-Hasan al-Shadhili, Ibn 'Ata'illah, al-Junaid og Gohar Shahi.[1]
 |
Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: |
