Sufisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Sufisme er en betegnelse for islamisk mystik, en religiøs filosofi, der udtrykker den kærlighed eller forbundenhed, som er mellem Allah og mennesket.[Kilde mangler] Der findes mange eksempler på islamisk mystik i perioden ca. 900-1400, islams guldalder.

Sufisme indebærer, at man tror på mystik, spiritualitet og kærlighed, og begrebet står på tværs af ortodoksi/heterodoksi og shiisme/sunnisme. Af shiittiske sufi ordener kan nævnes: Nurbakshiyya, Rifaiyya (delvis), Khaksar, Bektashiyya, Owaysiyya m.fl. Af sunnittiske sufi ordener er Naqshbandiyya måske den mest kendte.

Sufi ordener lægger oftest vægt på ihukommelse (dhikr) af Guds navn, og de foretager religiøse forsamlinger hvor der mediteres. Meditationen er tit ledsaget af en rytme, eller musik. Eksempelvis bruger halv-sufistiske ordener omkring Tyrkiet-Iran områderne, strengeinstrumenter (tanbur eller saz) til deres religiøse ceremonier, mens der iblandt ordener i Indien bruges et slags harmonium.

Sufismens oprindelse diskuteres stadig den dag i dag, mens nogle muslimer anser sufisme som noget der er opstået senere hen, så sporer sufierne selv deres lære helt tilbage til Muhammad.[Kilde mangler] Som nogle islamiske lærde har udtryk det, så var sufisme tidligere en realitet uden navn. Nogle muslimer, bl.a. tilhængerne af salafismen/wahabismen, benægter sufismens plads i traditionel islam.[Kilde mangler]

Af kendte sufier kan nævnes blandt andre: Al-Halladj, Ibn al-Farid, Ibn al-Arabi og Jalal al-Din Rumi og Haji Bektash-i Wali, al-Ghazali, Abu al-Hasan al-Shadhili, Ibn 'Ata'illah, al-Junaid og Gohar Shahi.[1]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]