Quinoa

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
  Quinoa ?
Reismelde.jpg
Videnskabelig klassifikation
Rige: Plantae (Planter)
Division: Magnoliophyta (Dækfrøede planter)
Klasse: Magnoliopsida (Tokimbladede)
Orden: Caryophyllales (Nellike-ordenen)
Familie: Amaranthaceae (Amaranth-familien)
Slægt: Chenopodium (Gåsefod)
Art: C. quinoa

Quinoa (Chenopodium quinoa) er en plante, der stammer fra Andesbjergene i Sydamerika, hvor den er en meget vigtig afgrøde i højlandet, specielt i Peru og Bolivia. Navnet udtales /ˈkinwɑ/ eller – fjernere fra originalsproget – /kiˈnoa/.

Navn[redigér | redigér wikikode]

Ordet quinoa kommer af plantens navn på sproget quechua (egenbetegnelse: kichwa), men er indlånt i dansk via spansk, hvorfor stavemåden følger dette sprogs ortografiske regler ('qu' = /k/, 'oa' = /wa/). Andre stavemåder kan af og til ses – quinua eller kvinoa[1]. Planten er muligvis også kendt som peruris og peruspinat

Historie[redigér | redigér wikikode]

Før spaniernes erobring af Andes-regionen var quinoa langt mere udbredt end i dag, og blev som fødevare kun overgået af kartoflen. Inkaerne betragtede quinoa som en hellig afgrøde, og den indgik dermed i rituelle sammenhænge. Spanierne modarbejdede og undertrykte dyrkningen af quinoa, som de kaldte for indianerføde – en modstand som utvivlsomt først og fremmest havde sammenhæng med quinoaens status i den oprindelige befolknings (dvs. inkaernes) ikke-kristne ritualer og ceremonier.

Dyrkning[redigér | redigér wikikode]

Quinoa har været dyrket gennem de sidste 6.000 år i Andesbjergenes højlandsområder i op til omkring 4.000 meter over havet. Det er først og fremmest de næringsrige frø, der anvendes, men også plantens blade kan bruges som en grøntsag eller som salat. Quinoa er ikke en kornsort, men planten tilhører Amaranth-familien, ligesom eksempelvis Have-Mælde, som den i øvrigt ligner en smule. Planten dyrkes som etårig afgrøde og selvom planten ikke er hårdfør, kan den i kortere tid tåle frost ned til -8 °C.

Planten kan også gro i ret saltholdig jord og på næsten gold sand.

Der har også været gennemført eksperimenter med dyrkning i Danmark, men erfaringerne tyder på, at de bedste produkter opnås fra quinoa dyrket i Andes-regionen. Bl.a. med støtte fra dansk udviklingsbistand er dyrkningen af quinoa i Bolivia blevet udvidet og produktiviteten forøget i betydeligt omfang. Økologisk dyrket quinoa skulle også kunne købes i danske butikker.

Indholdsstoffer[redigér | redigér wikikode]

Quinoaplantens frø indeholder ikke blot stort set alle essentielle aminosyrer og et meget højt proteinindhold på mellem 7,5 og 22%, men har derudover også et fedtindhold på omkring 5%, baseret på overvejende de mest sunde fedtsyrer. Blandt fedtsyrerne findes omega-3-fedtsyren alfalinolensyre, der er meget vigtig for menneskets ernæring.

Quinoa indeholder følgende essentielle aminosyrer (per 100 gram)[2]:

Essentiel for børn:

Bliver normalt også regnet med som essentielle aminosyrer:

  • Tyrosin 0,39 gram (kan dannes af phenylalanin)
  • Cystein 0,33 gram (kan dannes af tyrosin og methionin)

Tilberedning af Quinoa[redigér | redigér wikikode]

Quinoa minder meget om ris og er stort set lige så nemt at tilberede. Kogetiden er ca. 10 minutter. Man skal blot huske at skylle quinoa grundigt før brug. Det skyldes primært det høje indhold af saponiner i quinoa. [3]


Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:



Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Gram, K. (1937). Nytteplanter. København: Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag. s. 41. 
  2. lebensmittellexikon.de | Autor: Frank Massholder Kilde angivet i denne kilde: "M. Kipping, persönliche Mitteilungen, 1994."
  3. "Quinoa" af Anette Harbech Olesen Madforlivet.com, 2011."

Litteraturhenvisninger[redigér | redigér wikikode]

  • Lotte Holmen: Superkorn fra højsletten. I: Samvirke. Årg. 80, nr. 2 (2007). S. 60-63 : ill.
  • Anemette Olesen: Mad med korn og frø : en kogebog. 2004. ISBN 87-7887-115-8
  • S. Danielsen: Quinoabladskimmel. I: Naturens Verden. 87:7/8 (2004). S. 34-41
  • Magalí Garcia Cardenase: Agroclimatic study and drought resistance analysis of quinoa for an irrigation strategy in the Bolivian altiplano. – Leuven : Katholieke Universiteit Leuven, 2003. Doktordisputats.
  • Morten Priesholm: Nye proteinafgrøder skuffer : soja og quinoa levede ikke op til forventningerne, da de blev testet i danske demomarker. I: Økologisk jordbrug. Årg. 21, nr. 254 (2001). S. 8 : ill.
  • Claus Rasmussen: The biology of the Q'hona Q'hona : IPM components for the quinoa production in Peru and Bolivia, with special emphasis on the ecology of the main insect pest. – Lima, 2001
  • Sven-Erik Jacobsen & Solveig Danielsen: Fremtidens afgrøde. I: Jord og viden. Årg. 145, nr. 26 (2000). S. 12-14 : ill.
  • Steen Voigt: Plante med global fremtid. I: Berlingske Tidende. 2000-12-16. Sektion 5, s. 5
  • Albert Darwinkel & Olav Stolen: Understanding the quinoa crop : guidelines for growing in temperate regions of N.W. Europe. 1997
  • Heine Refsing: Quinoa – en ny »kornsort«. I: . Årg. 10, nr. 3 (1990). S. 24-27
  • Rebecca Wood: Quinoa, the supergrain : ancient food for today. Tokyo : Japan Publications, 1989. ISBN 0-87040-780-5
  • Almagno R. Denis-Ramirez & Svend Erik Jacobsen. Quinoa. I: Ugeskrift for jordbrug. Årg. 132, nr. 6 (1987). S. 147-152
  • Sven Erik Jacobsen & Almagno R. Denis-Ramirez: Quinoa – en sydamerikansk proteinafgrøde. I: Agrologisk tidsskrift marken. Årg. 4, nr. 12 (1986). S. 23-25
  • Enrique Ritter. Anbau und Verwendungsmöglichkeiten von Chenopodium quinoa Willd. in Deutschland. Bonn : Rheinische Friedrich-Wilhelms-Universität, 1986. Doktordisputats.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]