Søren Krarup

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Søren Krarup
Født 3. december 1937[1]
Stilling Cand.theol.
Hverv som folkevalgt
Parti Dansk Folkeparti
Folketingsmedlem 2001-11
Parlamentarisk karriere MF 2001 -
Valgkreds Haderslevkredsen, Sydjyllands Storkreds

Søren Krarup (født 3. december 1937 i Grenaa[1]) er en dansk præst, forfatter og politiker og tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti mellem 2001 og 2011.

Han er søn af sognepræst Vilhelm Krarup og Bodil Marie Krarup (født Langballe) og gift med Anette Elisabeth (født Lundsteen), med hvem han har fire døtre: Sognepræst Agnete Raahauge (f. 1963), cand.mag. og medlem af Folketinget Marie Krarup (Møller) (f. 1965), cand.mag. og gymnasielærer Inger Krarup Brøgger (f. 1968) og teolog og debattør Katrine Winkel Holm (f. 1970). Han er sønnesøn af historikeren Alfred Krarup og fætter til Jesper Langballe, som ligeledes har været folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, og til juraprofessor Ole Krarup.

Søren Krarup er en debattør på den danske højrefløj og inden for den teologiske bevægelse Tidehverv. Han har skrevet flere bøger om bl.a. kristendom, historie og politik og betragtes af sine tilhængere som en intellektuel kapacitet. [2]

Søren Krarup har som en række andre politikere fra Dansk Folkeparti været medlem af Den Danske Forening, men meldte sig sammen med partifællerne Jesper Langballe og Søren Espersen ud af foreningen i 2002, efter at denne offentligt havde sammenlignet islam med pest.[3]

Søren Krarup formulerer sig ofte polemisk og har ved flere lejligheder været genstand for offentlig debat og stor medieopmærksomhed, som f.eks. da han i april 2007 sammenlignede det muslimske tørklæde med nazisternes hagekors eller da han i 2008 offentligt forsvarede revselsesretten, dvs. retten til at slå personer, man har myndighed over. [4] I 2010 kritiserede Søren Krarup den omdiskuterede injuriedom over historiker Bent Jensen. [5]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Han tog studentereksamen fra Christianshavns Gymnasium i 1957 og blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1965.

Han har været sognepræst i Seem og residerende kapellan ved Ribe Domkirke fra 6. september 1965-2005 og menighedsrådsformand fra 1965.

Han var bestyrelsesmedlem for Studenterkredsen i perioden 1961-63. I perioden 2000-2001 repræsenterede han sit parti i bestyrelsen for Danmarks Radio.

Han er siden 1965 medudgiver af Tidehverv og har været redaktør af bladet fra 1984.

I oktober 2000 blev han opstillet som Dansk Folkepartis kandidat i Sønderborgkredsen og blev indvalgt i Folketinget for Sønderjyllands Amtskreds den 20. november 2001.

Søren Krarup har et omfattende forfatterskab bag sig, idet han i perioden 1960-2001 har udgivet 26 bøger. Især via sin rolle i Tidehverv og som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti har han haft stor indflydelse på moderne dansk teologi og dansk national-konservativ politik.

Tidehverv, menneskerettigheder[redigér | redigér wikikode]

En væsentlig del af Søren Krarups virke som folketingsmedlem og dels i Tidehverv kritiserer menneskets – helt specifikt, den enkeltes – rolle i forhold til Gud. Søren Krarup anfægter således menneskets ret til at sætte sig over Gud ved at opstille universelt gældende regler, eksempelvis FN's konvention om menneskerettigheder, som han gentagende gange har kritiseret, og han har i forlængelse heraf angrebet, hvad han og Jesper Langballe (MF) kalder godhedsindustrien, der omfatter organisationer som Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors og forskellige NGO'er.

Som modsætning til disses aktiviteter, og især i forhold til disses arbejde med flygtninge og indvandrere ("de fremmede") sætter Søren Krarup danskheden, kristendommen og nationalismen. Han ignorerer dermed, at "det fremmede" også kan omfatte kristne fra andre kulturer. Essensen af Søren Krarups forholden sig til disse begreber kan bl.a. udlæses af følgende citat af Jesper Langballe i en debat med denne og Søren Krarup mod andre folkekirkepræster:

"Hele den moderne politiske korrekthed med dens dyrkelse af menneskerettighederne repræsenterer farisæismens selvretfærdighed i moderne kosmopolitisk og "globaliseret" udgave. Når den går til angreb mod "nationalismen" – og det vil f.eks. sige mod os, der prædiker, at med Kristus er ethvert folk, også det danske, Guds udvalgte folk, hvis syndige mennesker er sat bag deres folkelige grænser og har at befinde sig dér – så er det i virkeligheden kristendommen, den politiske korrekthed angriber." [6]

Søren Krarups teologisk baserede synspunkt er, at man ved opstillelse af generelle menneskerettigher, der har påstået evig gyldighed og gælder alle mennesker, gør disse til afguder. Dertil definerer Søren Krarup begrebet "næstekærlighed" meget snævert, omfattende den umiddelbart nærmeste næste og ikke menneskeheden som sådan.

"Sådan er det med fordringen om kærlighed til næsten: Den kan der ikke laves love på, ikke regler om, ikke moral og politik på, men den hører hjemme i situationen, i øjeblikket, hvor min næste er og møder mig. Det stik modsatte af patenteret "næstekærlighed". Det modsatte af godhedsindustriens opskrifter og afpresning." [7]

Eller i en formulering fra Tidehverv, 2000:

"Menneskerettighederne er vor tids fordærvsmagt, djævelen i skikkelse af en humanitær lysengel, forfalskningen og sammenblandingen af Gud og menneske, himmel og jord" [8]

Krarups ideer om "kulturradikalisme", "det fremmede" og jøderne i al almindelighed[redigér | redigér wikikode]

Søren Krarup, der i slutningen af 1980'erne og efter årtusindskiftet primært er kendt for sin modstand mod udlændingeloven fra 1983 og Danmark som multikulturelt samfund og polemik mod islam og muslimer, har også markeret en voldsom modstand mod kulturradikalisme, som han ofte gør Georg Brandes synomym med. I denne har Søren Krarup for om Georg Brandes at have skrevet, at

"...på grund af sit jødiske blod var han uden pietet for og samhørighed med landets fortid." Det moderne gennembrud beskriver Søren Krarup i denne sammenhæng som "voldtægt af den danske kultur".[9]

Søren Krarups synspunkter bliver af mange betragtet som racistisk og antisemitisk. For eksempel har Sofie Bak i en afhandling påvist, at Søren Krarup allerede tilbage i 1960'erne har haft antisemitiske holdninger. I denne sammenhæng har det været fremdraget, at Søren Krarup i sin bog fra 1960 har rehabiliteret den danske forfatter Harald Nielsen.[10] Krarup har erklæret at han som evangelisk-luthersk kristen er principiel modstander af enhver form for racetænkning.

Fx betegner Søren Krarup i Kristendom og danskhed den politiske korrekthed som en "krig mod det danske folk". [11] Det er den slags ytringer, der ofte bliver opfattet som uforsonlige og upassende. Udover forsvaret for Harald Nielsen har hans genudgivelse af Luthers antisemitiske "Jøderne og deres Løgne" vakt forargelse. Krarup forsvarer sit synspunkt således:[12]

Lad være, at hans forslag til praktiske forholdsregler imod jøderne er uhyrlige. De er bestemt af tidens metoder og udgør et fremmedelement i bogen. De er for så vidt sagen lige så uvedkommende som halshugning eller gabestok er en drøftelse af lov og ret uvedkommende idag. Anliggendet i bogen er principielt. Eller teologisk. Eller kristeligt. Og anliggendet er dommen over alt kød og dermed prædikenen om frelsen i Kristus alene.

Det må dog påpeges, at der i den lutherske kirke historisk set har været tendenser til antisemitisme. Noget som dog i brede kredse, herunder hos nuværende skribenter i Tidehverv, anses for aldeles utilstedeligt. Således har skribenter såsom Claus Thomas Nielsen udtrykt helhjertet støtte for bl.a. staten Israel. [13]

Sydslesvig og Skåne[redigér | redigér wikikode]

Søren Krarup har givet udtryk for, at en nations grænser ikke ligger fast én gang for alle, men afgøres af indbyggernes nationalfølelse. På spørgsmålet fra Ritzau "Hvor går Danmarks naturlige grænse efter din vurdering?" svarede Krarup: "Den går så langt, der er dansk flertal." I december 2007 sagde han ifølge DR Syd: Slesvig er gammelt dansk land. Hvis det er sådan, som det var i Sønderjylland i 1920, at der er et klart flertal for, at det gamle danske land ønsker at vende tilbage til Danmark, så er det indlysende, at en grænseregulering er på sin plads. [14] Han mente desuden, at den historiske folkeafstemning i 1920 var baseret på en urimelig afstemningsform. Søren Krarup udtalte til Jyllands-Posten: Man kan leve i det håb, det gør jeg, at den sydslesvigske befolkning besinder sig på, hvor den retteligt hører til. At den egentlig er dansk. Men det afhænger af dens egen frie beslutning. Ifølge Jyllands-Posten mente han, at også befolkningen i Skåne, Halland og Blekinge havde en tilsvarende ret.[15], men forklarede senere i et læserbrev i Jyllands Posten, at han ikke ønskede at indblande Skåne i Sydslesvig-debatten og kaldte denne tilføjelse "frugten af en journalists utroværdige vidtløftighed" [16].

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

  • Harald Nielsen og hans tid (1960)
  • Hørups Arv og Arvtagere (1961)
  • Demokratisme (1968)
  • Om at ofre sig for menneskeheden og ofre menneskene 1969
  • Den hellige hensigt (1969)
  • Præstens prædiken 1971
  • At være eller ikke være 1971
  • Den danske dagligdag 1973
  • Fædreland og Folkestyre 1974
  • Selvbesindelse 1976
  • Forsvar for familien 1977
  • Den politiske syge 1979
  • Verden Var 1979
  • Loven 1980
  • Fordringen 1982
  • Det moderne Sammenbrud 1984
  • Begrebet Anstændighed 1985
  • I Virkeligheden 1986
  • Det tavse flertal 1987
  • Synd tappert! 1990
  • Dansk kultur 1993
  • Den danske nødvendighed 1994
  • Den kristne tro. Katekismus for voksne 1995
  • I min levetid. 60 års Danmarkshistorie 1998
  • Dansen om menneskerettighederne 2000
  • Kristendom og danskhed 2001
  • "Kære Søren, en brevveksling om det nye Danmarks kurs« (med Søren Pind) 2003
  • Systemskiftet 2006

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  • Folketinget.dk Dato: 21. juli 2003.
  • Teologisk Stat 2004 Kirkelig håndbog, udgivet af Den danske Præsteforening i samarbejde med Kirkeministeriet.

Referencer[redigér | redigér wikikode]